Legislator Case Law & Legislation
W19991015625 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 46/1993

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 10156 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 46/1993

En kvinde [A] samt [B] og [C], der er forældre til har klaget til Pressenævnet over en annonce i Vejle Amts Folkeblad den 9. juli 1993, idet klagerne finder, at bladet herved har overtrådt god presseskik.

Annoncen, der tillige var indrykket på engelsk, var sålydende

"Offentlig meddelelse

Den 1. november 1991 har USA's statsborger- og immigrationskontor bestemt, at [A] skal nægtes retten til at have amerikansk statsborgerskab på grund af ægteskabsbrud.

Den 26. juni annullerede den øverste ret i Californien Alameda amt, ægteskabet mellem [D] og [A] på grund af ægteskabsbrud af [A]. Endvidere har retten bestemt, at den omtalte, der har brudt ægteskabet, igen får navnet [A].

[E], den 7. juli 1993."

Dagen efter den 10. juli 1993, bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel om annoncen og de bagvedliggende begivenheder. Artiklen bar overskriften "Svigermors hævn. Skilsmisse i USA annonceret i VAF for at ramme den 23-årige vejlensiske brud." Artiklen blev indledt således

"En svigermor, der taler nedsættende om sin svigerdatter - det er set før. Men en svigermor, der holder sin svigerdatter indespærret og indrykker annoncer om hende i den lokale avis. Hende skal man nok rejse langt for at finde.

[A] fra Vejle fandt sin i USA, da hun var 19 år og au-pair i Californien 1989.

Hun havde truffet enhver eventyrlysten ung piges drøm: En ung mand af amerikansk-jødisk herkomst ved navn

I følge artiklen blev [A] gift med [D] og parret fik en lejlighed i Vejle. Her var det imidlertid umuligt for parret at bo, da de på grund af [D]s mørke hår, brune øjne og manglende danskkundskaber ikke kunne vise sig offentligt uden at blive chikaneret. De rejste derfor tilbage til USA. Her forsøgte [D] og hans mor i følge artiklen ved "vedholdende psykisk terror" at få bugt med [A]s danske opdragelse.

Artiklen sluttede således

"[A] brød sammen, men ægteskabet tog også hårdt på hendes mand.

For ham repræsenterer ægteskabet en hel stribe af uacceptable nederlag: Den danske racisme, [A]s fremmedartede og uforståelige opdragelse og til sidst ægteskabets forlis har rystet ham dybt og tændt et voldsomt had hos ham og moderen.

- I har svinet vores navn til. Nu skal vi svine jeres til, svor svigermor for få dage siden.

Hun har nu indrykket en annonce i VAF på både dansk og engelsk, og finder det formodentlig selv yderst ærekrænkende, når hun i annoncen anklager [A] for ægteskabsbrud - lidet vidende at ægteskabsbrud herhjemme snarere er en regel end en undtagelse og i hvert fald ikke noget, man skammer sig over.

Den amerikanske familie ønsker ikke over for Vejle Amts Folkeblad at uddybe annoncens indhold."

Til støtte for klagen er det anført, at bladet burde have kontrolleret om annoncens oplysninger var korrekte navnlig ved forelæggelse for [A].

Det er endvidere anført, at annoncen slet ikke burde have været bragt, da den krænker privatlivets fred, og da dens indhold ikke er begrundet i nogen offentlig interesse.

Klagerne har tilføjet, at de sidste 2-3 år har været svære, og at de er rystede over at bladet tager del i handling.

I en udtalelse om klagen har Vejle Amts Folkeblad anført, at man vel anså annoncen for usædvanlig, men hverken som retsstridig eller ærerørig, idet udtrykket "ægteskabsbrud" i sammenhængen må defineres bredt, og i sig selv ikke nødvendigvis kan opfattes som injurierende. Det blev endvidere oplyst over for bladet, at der var tale om en officiel kendelse, der forelå til dokumentation på USA's ambassade.

Bladet fandt endvidere af redaktionelle årsager, at annoncens baggrund burde omtales nærmere. Dette skete i artiklen den 10. juli, hvor den specielle sag blev belyst på basis af [A]s oplysninger. Denne artikel blev forelagt til godkendelse inden offentliggørelsen.

På grundlag af [A]s oplysninger besluttede bladet at afvise de yderligere indrykninger af annoncen, som var bestilt. Beslutningen blev truffet på grundlag af en samlet afvejning, herunder at annoncen et godt stykke vej måtte siges at repræsentere et egentligt hævnmotiv. Heri ligger i følge bladets udtalelse ikke en erkendelse af, at der er begået fejl i forbindelse med annoncens førstegangsindrykning, idet det ville være uoverkommeligt, hvis annoncer i hvert enkelt tilfælde skulle vurderes på grundlag af mere eller mindre påviselige hensigter og motiver.

Bladet finder på den baggrund at have taget vidtgående hensyn til klagerne.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Hans Dam, Kate Bluhme og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Annoncen indeholder oplysninger om [A]s helt personlige forhold. Hverken annoncens form eller indhold kan anses begrundet i nogen anerkendelsesværdig interesse. Vejle Amts Folkeblad har derfor handlet i strid med god presseskik ved at bringe annoncen.

Det ændrer ikke på Pressenævnets opfattelse, at Vejle Amts Folkeblad efterfølgende har givet [A] lejlighed til at redegøre for sagen, og at bladet har annulleret den bestilte genindrykning af annoncen.

Pressenævnet udtaler herefter alvorlig kritik af Vejle Amts Folkeblad i denne sag.

Den ansvarshavende redaktør af Vejle Amts Folkeblad pålægges herefter i medfør af medieansvarslovens § 49 at offentliggøre følgende

"Kendelse fra Pressenævnet.

Vejle Amts Folkeblad bragte den 9. juli 1993 en annonce med overskriften "Offentlig meddelelse". Annoncen, der tillige blev bragt på engelsk, var indrykket af [E] og indeholdt oplysninger om [A]s tidligere ægteskab med [E]s søn [D].

Dagen efter bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel om sagen med overskriften "Svigermors hævn. Skilsmisse i USA annonceret i VAF for at ramme den 23-årige vejlensiske brud." Artiklen skildrede baggrunden for, at [A] var blevet skilt.

[A] har klaget til Pressenævnet, idet hun finder, at Vejle Amts Folkeblad har handlet i strid med god presseskik ved at bringe annoncen. Hun har bl.a. anført, at annoncen ikke burde have været bragt, da den krænker privatlivets fred, og da dens indhold ikke er begrundet i nogen offentlig interesse.

Vejle Amts Folkeblad har i en udtalelse om klagen påpeget, at den specielle sags baggrund blev belyst i artiklen allerede dagen efter annoncens indrykning. Bladet besluttede herefter at annullere en bestilt genindrykning.

I anledning af klagen udtaler Pressenævnet: Annoncen indeholder oplysninger om [A]s helt personlige forhold. Hverken annoncens form eller indhold kan anses begrundet i nogen anerkendelsesværdig interesse. Vejle Amts Folkeblad har derfor handlet i strid med god presseskik ved at bringe annoncen.

Det ændrer ikke på Pressenævnets opfattelse, at Vejle Amts Folkeblad efterfølgende har givet [A] lejlighed til at redegøre for sagen, og at bladet har annulleret den bestilte genindrykning af annoncen.

Pressenævnet udtaler herefter alvorlig kritik af Vejle Amts Folkeblad i denne sag.

København, den 30. august 1993.

Axel Kierkegaard, Hans Dam, Kate Bluhme og Preben Sørensen."

Afsagt den 30. august 1993.

Endelig adm. afgørelse 1993 10156 Valid

Bladet havde bragt en annonce, der bl.a. omtalte, at en navngiven persons ægteskab var ophørt p.g.a. ægteskabsbrud. Ved at offentliggøre annoncen havde bladet overtrådt god presseskik, og nævnet udtalte sin alvorlige kritik. Bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen. Det forhold, at bladet efterfølgende havde givet den omtalte person mulighed for at redegøre for sagen samt havde annulleret en bestilt genindrykning af annoncen, ændrede ikke nævnets opfattelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →