Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 43/1993
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 43/1993
MF Kirsten Jacobsen har klaget til Pressenævnet over 2 artikler i Aalborg Stiftstidende den 10. juli 1993, idet hun finder, at bladet herved har overtrådt god presseskik.
Den ene artikel blev bragt på forsiden med følgende overskrift over 3 spalter, i 4 dæk og ledsaget af et portrætfoto af klageren: "Naboopgør mod politiker". Artiklen indledtes således
"Naboer til folketingsmedlem Kirsten Jacobsen (FRP) er i oprør. De er stærkt utilfredse med, at den kendte politiker ser ud til at få tilladelse til at bygge et sommerhus, som efter naboernes opfattelse vil få værdien af deres huse til at falde."
I følge forsideartiklen krævede byggeriet flere dispensationer fra den gældende byplan, som imidlertid var fra 1953 og snart ville blive afløst af en lokalplan, der gav adgang til opførelse af helårsboliger. Artiklen sluttede med at citere Kirsten Jacobsen for, at hun fandt det urimeligt at gøre hendes byggesag til genstand for offentlig omtale.
Den anden artikel, der blev bragt på side 3, havde følgende syvspaltede overskrift: "Politiker i nabostrid" og underrubrikken "Byggesag i Blokhus kører helt efter reglerne, siger Pandrup Kommune." Artiklen var ledsaget af et portrætfoto af klageren med underteksten " Kirsten Jacobsen: - Det er urimeligt at gøre sagen til genstand for offentlig opmærksomhed, bare fordi jeg tilfældigvis er politiker." Endvidere var artiklen ledsaget af et billede af det eksisterende hus på grunden med teksten: "De nærmeste naboer har hidtil ikke mærket noget til ejerne af nr. 10. Nu skal der bygges på grunden, og det protesterer de imod. Kirsten Jacobsen er kommet i strid modvind."
Artiklen indledtes således
"Hver gang, der bliver bygget et nyt hus, er det til gene for de oprindelige beboere. Sådan er det altid. Det er ulempen ved naboer, mener Pandrup Kommunes bygningsinspektør, Aksel Lange Nielsen."
Om kommunens holdning hed det endvidere bl.a.
"I Pandrup Kommune understreges det, at byggesagen kører helt normalt og at Kirsten Jacobsen ikke skal behandles dårligere end andre, fordi hun er politiker."
En af naboerne blev citeret således
"Naboernes frygt går på, at deres egne hidtil ugenerte huse og grunde bliver udstillet. - Huset er helt malplaceret, det er jo nærmest et tårn. Værdien af vores ejendomme vil falde, mener en af dem, Gert Pedesen, Vejle."
Af artiklen, der angav ejendommens adresse, fremgik det endvidere, at naboerne var blevet orienteret om byggeriet, og at deres indsigelser vil blive taget med, når kommunen skal tage stilling til endelig byggetilladelse. Imidlertid havde kommunen i følge artiklen allerede set på grunden og havde givet Kirsten Jacobsen en principgodkendelse.
I artiklen blev Kirsten Jacobsen på ny citeret for, at hun fandt det urimeligt, at sagen blev gjort til genstand for offentlig opmærksomhed.
Til støtte for klagen er det anført, at præsentationen af artiklerne og den handlemåde, der ligger til grund for frembringelsen af artiklerne og de ledsagende billeder, er i strid med god presseskik.
Klageren har nærmere anført, at billedet af det eksisterende hus forudsætter, at fotografen har opholdt sig på den private grund, der er omgivet af 15 m høje træer og hvis indkørsel er forsynet med et "indkørsel forbudt"- skilt. Imidlertid har der ikke været indhentet tilladelse hertil, og fotografen har derfor foretaget ulovlig indtrængen på privat grund. Konsekvensen af det bragte billede og af bladets præcise adresseangivelse har været, at ejendommen er blevet genstand for et massivt opbud af besøgende, der ulovligt tramper ind på ejendommen, kigger gennem husets vinduer og i øvrigt generelt umuliggør ophold i fred på ejendommen.
Klageren har endvidere anført, at hun på forhånd havde tilkendegivet, at byggesagen ikke har offentlig interesse, idet alle forskrifter vedrørende naboorientering er overholdt, hvorfor der ikke eksisterer nogen sag. Placeringen og opsætningen af artiklerne står således ikke i forhold til tilstanden, og overskriften "Naboopgør mod politiker" må betegnes som misvisende.
Til yderligere støtte for dette synspunkt har Kirsten Jacobsen fremlagt en artikel af 13. juli 1993 i Aalborg Stiftstidende med overskriften "Naboerne er ikke sure på politiker", hvoraf det bl.a. fremgår
"De naboer på Niels Ålundsvej i Blokhus, som protesterer over, at fremskridtspolitikeren Kirsten Jacobsen måske kan se frem til at få godkendt byggeri af et helårshus klos op ad deres sommerhusgrunde, er ærgerlige over, at det lige er Kirsten Jacobsen, der er bygherre: Så kan de ikke - som de ellers kunne have tænkt sig - give hende sagen for at få støtte til deres protester.
Naboerne føler sig hængt ud som urimelige og sure, og det er de ikke, siger de. De går ikke efter bygherren, men efter byggesagen. De synes simpelthen, at huset er for stort og for højt til den planlagte placering på en bakketop. Og de har bestemt ikke noget imod at blive naboer til politikeren.
- Hvorfor skulle vi dog det, spørger nærmeste nabo, Birgith Martens, Kirsten Jacobsen har tilmed og ofte til vores store tilfredshed gjort en indsats for boligejerne.
Naboerne har fået byggesagen tilsendt - helt efter reglerne - fordi der skal fire dispensationer til, for at Kirsten Jacobsen kan bygge, som hun ønsker sig - højt på en bakke, så hun får udsigt til havet. Og efter naboernes mening også urimelig udsigt til deres terrasser."
Denne artikel sluttede således
"At området ved Niels Ålundsvej er udpeget til helårsbeboelse, understreges i øvrigt af, at der tidligere er givet tilladelse til, at sommerhusejere kan bo i deres grundmurede sommerhuse hele året. Den tilladelse er f.eks. givet til Birgith Martens. På dispensation."
I en udtalelse om klagen har Aalborg Stiftstidende anført, at spørgsmålet om ulovlig indtrængen er reguleret i anden lovgivning, og at det derfor ikke er relevant i den foreliggende sag. Bladet finder i øvrigt ikke, at billedet af huset krænker privatlivets fred, og bladet føler sig ikke ansvarlig for læsernes eventuelle lovovertrædelser.
Aalborg Stiftstidende har endvidere gjort gældende, at sagen har åbenbar offentlig interesse. Klagerens bopæl er i Blokhus, hvor natur-, miljøbevarings-, turist-, sommerhus- og helårsbeboelse interesser til stadighed udgør et spændingsfelt. I byggesager, der kræver dispensationer og nabohøringer, er den offentlige interesse så tungtvejende, at det fortrænger det private i sagen. I den foreliggende byggesag henvendte de berørte naboer sig selv til bladet for at få problemerne offentligt frem, og omtalen af sagen ville have været mangelfuld, hvis adressen på grunden ikke var blevet oplyst.
Aalborg Stiftstidende har endelig anført, at klageren selv er en hyppig, offentlig debattør, der ofte har givet interviews med fotos og ofte tager initiativ til eller medvirker til artikler i bladet. I 1. kvartal 1993 har der således været 14 artikler med omtaler af og/eller interviews med klageren.
Efter Aalborg Stiftstidendes opfattelse bør en fremtrædende politiker og offentlig debattør tåle en videre grad af omtale end andre, mindre medievante personer.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Hans Dam, Tage Clausen og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Aalborg Stiftstidendes handlemåde i denne sag, hvor billedet af det nuværende hus ubestridt er taget inde på selve grunden, er i strid med god presseskik. Pressenævnet udtaler derfor kritik af Aalborg Stiftstidende på dette punkt, mens der ikke findes grundlag for at kritisere artiklens angivelse af grundens adresse, der i øvrigt fremgår af offentlige registre.
Overskrifterne til artiklerne den 10. juli 1993 står i nogen grad i misforhold til artiklernes indhold. Sammenholdt med den senere artikel den 13. juli fremstår imidlertid generelt en sådan velafbalanceret dækning, at Pressenævnet ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Aalborg Stiftstidende på dette punkt.
Pressenævnet finder endelig ikke grundlag for at bestride sagens offentlige interesse.
Den ansvarshavende redaktør af Aalborg Stiftstidende pålægges herefter i medfør af medieansvarslovens § 49 at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet.
Aalborg Stiftstidende bragte den 10. juli 1993 nogle artikler på forsiden og s. 3, der handlede om, at Kirsten Jacobsen havde søgt om tilladelse til at opføre et nyt og større hus på sin grund i Blokhus. Artiklerne havde overskrifter som "Naboopgør mod politiker" og "Politiker i nabostrid" og var ledsaget af portrætbilleder af Kirsten Jacobsen. Endvidere bragtes et billede af det eksisterende hus på grunden, og grundens adresse blev oplyst.
Den 13. juli blev sagen på ny omtalt under overskriften "Naboerne er ikke sure på politiker:"
Kirsten Jacobsen har klaget til Pressenævnet over artiklerne den 10. juli 1993, idet hun finder, at Aalborg Stiftstidende har overtrådt god presseskik. Hun har støttet sin klage på, at billedet af det eksisterende hus er taget inde på selve grunden, og på at omtalen indeholder en præcis angivelse af grundens adresse. Hun har endvidere anført, at sagen ikke har offentlig interesse, da alle forskrifter om naboorientering er overholdt. Hun finder endelig at overskriften "Naboopgør mod politiker må betegnes som misvisende.
I en udtalelse om klagen har Aalborg Stiftstidende ikke bestridt, at billedet af grunden med det eksisterende hus er taget inde på selve grunden, men finder, at spørgsmålet om ulovlig indtrængen er reguleret i anden lovgivning og derfor ikke er relevant her. Omtalen af sagen ville i øvrigt efter bladets opfattelse være mangelfuld, hvis adressen ikke blev oplyst. Bladet har endvidere anført, at sagen har åbenbar offentlig interesse, idet bl.a. miljøbevarings- samt hel- og halvårsbeboeres interesser netop i Blokhus til stadighed udgør et spændingsfelt.
Aalborg Stiftstidende har endelig anført, at Kirsten Jacobsen som fremtrædende politiker og offentlig debattør bør tåle en videre grad af offentlig omtale end andre mindre medievante personer.
I anledning af klagen udtaler Pressenævnet: Aalborg Stiftstidendes handlemåde i denne sag, hvor billedet af det nuværende hus ubestridt er taget inde på selve grunden, er i strid med god presseskik. Pressenævnet udtaler derfor kritik af Aalborg Stiftstidende på dette punkt, mens der ikke findes grundlag for at kritisere artiklens angivelse af grundens adresse, der fremgår af offentlige registre.
Overskrifterne til artiklerne den 10. juli 1993 står i nogen grad i misforhold til artiklernes indhold. Sammenholdt med den senere artikel den 13. juli fremstår imidlertid generelt en sådan velafbalanceret dækning, at Pressenævnet ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Aalborg Stiftstidende på dette punkt.
Pressenævnet finder endelig ikke grundlag for at bestride sagens offentlige interesse.
København, den 19. august 1993.
Axel Kierkegaard, Hans Dam, Tage Clausen og Preben Sørensen."
Afsagt den 19. august 1993.
Bladet havde i nogle artikler behandlet en politikers tilladelse til at bygge et sommerhus som et "naboopgør med politiker". I en artikel var endvidere brugt et billede som ubestridt måtte være taget inde på den private grund. Dette var i strid med god presseskik, og bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.