Legislator Case Law & Legislation
W19991015025 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 25/1993

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 10150 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 25/1993

En af de sigtede i den såkaldte Glostrup-sag, hvor Lars Philipp Seibert blev tilføjet kvæstelser, som medførte, at han afgik ved døden, har ved advokat Thomas Rørdam klaget over Danmarks Radios afgørelse af 27. april 1993. DR har i afgørelsen ikke taget en klage over, at et indslag i TV-Avisen den 7. marts 1993, der indeholdt en rekonstruktion af Glostrup-sagen, skulle være i strid med god presseskik, til følge. DR har endvidere meddelt afslag på en anmodning om genmæle over for indslaget.

Til støtte for klagen over, at indslaget er i strid med god presseskik har klageren anført, at rekonstruktionen efter hans opfattelse er ukorrekt og opdramatiseret på adskillige punkter. Herved har DR handlet i strid med principperne i de vejledende regler for god presseskik, om at retsreportage bør være objektiv og på ethvert stadium af sagen bør tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes - i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets - synspunkter, og at der, sålænge en straffesag ikke er endelig afgjort, ikke må offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring.

Klageren finder ikke, det gør nogen forskel, at speakeren i indslaget nævner, at de nærmere omstændigheder om det, der vistes i rekonstruktionen, ikke er endelig fastlagt af politiet. Rekonstruktionen har under alle omstændigheder efterladt et stærkt indtryk, der gør den egnet til at påvirke dommere, lægdommere og vidner, som til sin tid skal deltage i sagens behandling. For så vidt angår påvirkninger af vidner har klageren fremlagt en udtalelse fra professor Eva Smith, hvori det konkluderende hedder

"Jeg har ikke kendskab til forsøg, hvor man søger at påvirke forsøgspersonerne ved at vise dem en rekonstruktion, der indeholder forkerte detaljer, men når vidners erindring så forholdsvis let påvirkes ved forkerte mundtlige oplysninger, er det nærliggende at antage, at en rekonstruktion i fjernsynet vil have (mindst) den samme effekt."

Klageren finder endelig, at der ikke har været noget seriøst journalistisk formål med rekonstruktionen, da der ikke er tale om, at politiet står på bar bund i efterforskningen, og da DR - hvis man ville lave et oplæg til en debat om voldskriminalitet - blot kunne have fremstillet en rent fiktiv sag.

I en udtalelse om klagen har DR afvist at have overtrådt god presseskik. DR har nærmere anført, at man er fuldt opmærksom på den fare, der kan ligge i kritikløst at anvende rekonstruktioner uden nøje forudgående overvejelser. I den foreliggende sag har de journalistiske og redaktionelle overvejelser været, at Glostrup-sagen er et eksempel på, at volden i dag er mere rå, mere brutal og mere meningsløs. Med rekonstruktionen af denne sag har DR ønsket at bidrage til en debat om volden og dens ansigt.

DR har ikke pyntet på begivenhederne eller brugt unødige dramatiske effekter for at underholde seerne. Rekonstruktionen er lavet ud fra de oplysninger, der var tilgængelige. Hvor oplysningerne ikke var entydige, er det blevet understreget. Således siger speakeren umiddelbart før slagsmålet begynder: "De nærmere omstændigheder om det, der sker de næste sekunder, har politiet endnu ikke fastlagt i detaljer." Hermed gør DR det klart for alle, at billederne ikke er den endelige sandhed om, hvad der skete. DR finder endvidere ikke, at der er risiko for, at vidnerne ikke kan skelne mellem, hvad de har set i fjernsynet, og hvad de har set på gerningsstedet, idet oplevelsen på gerningsstedet for altid vil stå stærkt prentet i deres bevidsthed i modsætning til det de måtte have set i fjernsynet.

Det fremgår af sagen, at klageren i forbindelse med sin anmodning om genmæle foreslog DR at genmælets indhold, form og placering drøftedes nærmere. DR fandt imidlertid ikke anledning til en sådan drøftelse, idet man ikke fandt grundlag for at imødekomme anmodningen om genmæle.

Til brug for klagesagens behandling har klageren udformet følgende genmæle

"Rekonstruktionen er med det udførlige kendskab, jeg har til sagen, på adskillige punkter ukorrekt.

Uanset, at der er afgivet meget forskelligartede vidneforklaringer om begivenhedsforløbet, tegner der sig således et ret klart billede af, at der - udover knytnæveslag - ikke er tilført Lars mere end ét spark i hovedet (af min klient). Endvidere har de 2 sigtede i sagen ikke stået sammen, da overfaldet på Lars blev indledt (af den anden sigtede i sagen), idet der har været et forløb, hvor min klient stod et lille stykke derfra og skændtes med en person, han tidligere havde været i skænderi med på diskoteket. Min klient kom formentlig til stede, hvor den anden sigtede og Lars opholdt sig, da han så, at den anden sigtede på et tidspunkt faldt til jorden (formentlig på grund af overbalance i forbindelse med, at han slog ud efter Lars), idet min klient - fejlagtigt - gik ud fra, at den anden sigtede var blevet slået ned af Lars. Herefter tildelte min klient først Lars knytnæveslag, formentlig med den virkning, at Lars faldt om, og derefter, da Lars var ved at rejse sig op, et spark i hovedet med vristen. Der er meget, der tyder på, at dette spark var det fatale, men spørgsmålet er forelagt for Retslægerådet, som også er spurgt, om den fatale følge skyldes, at sparket i givet fald har været særlig hårdt, eller at det har ramt særlig uheldigt.

Disse oplysninger om begivenhedsforløbet skal tages med forbehold, da den bevisførelse, der til sin tid skal foretages i forbindelse med domsforhandlingen, eventuelt kan tegne et andet billede.

Det siger sig selv, at en rekonstruktion som den foreliggende er egnet til på utilbørlig måde at påvirke de vidner, dommere og lægdommere, som til sin tid skal deltage i sagens behandling. Det bliver umuligt for vidnerne at skelne mellem, hvad de faktisk har oplevet, og hvad de har set i fjernsynet, og det er endvidere klart, at rekonstruktionen tillige efterlader et stærkt indtryk hos dommerne og lægdommerne.

Hertil kommer, at der efter min opfattelse ikke er nogen seriøs journalistisk baggrund for en rekonstruktion som den foreliggende. Tværtimod forekommer indslaget at være egnet til at medvirke til den oppiskede stemning, som i forvejen er skabt af medierne, ligesom rekonstruktionen medvirker til, at den i øvrigt rimelige debat om sanktionsniveauet i voldssager kommet til at foregå på et usagligt grundlag.

Jeg bemærker, at rekonstruktioner i straffesager i visse tilfælde efter min opfattelse kan tjene et seriøst formål. Det gælder f.eks. i de situationer, hvor politiet efterforskningsmæssigt står på bar bund i alvorlige straffesager, og hvor rekonstruktionen kan medvirke til, at vidner eventuelt melder sig, således at der kommer skred i efterforskningen. Også i sådanne tilfælde er det klart, at man må gå forsigtigt til værks, når rekonstruktionen gennemføres, for at undgå eller begrænse den påvirkningsrisiko, jeg har omtalt.

I den foreliggende sag har der efter min opfattelse - som nævnt - intet seriøst formål været med rekonstruktionen."

I en udtalelse om klagen har DR begrundet afslaget på genmælet med, at der var tale om en rekonstruktion med angivelse af et udtrykkeligt forbehold og således ikke "oplysninger af faktisk karakter", som er forudsætningen for et genmæle i henhold til medieansvarslovens § 36, ligesom forbeholdet gør, at rekonstruktionen ikke er "egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning."

Endvidere har DR gjort gældende, at genmælet ikke er i overensstemmelse med medieansvarslovens § 38, stk. 1, hvorefter genmælets indhold i alt væsentligt skal være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i behandlingen af sagen: Else Mols, Hans Dam, Kate Bluhme og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Danmarks Radio har ønsket at skabe debat om den meningsløse vold og har som eksempel herpå lavet en rekonstruktion af den såkaldte Glostrup-sag. Rekonstruktionens centrale afsnit - fra " Lars" forlader diskoteket, til han tilføjes et spark i baghovedet - repræsenterer vel DR's egen version af begivenhederne, men dette udgør ikke i sig selv en overtrædelse af god presseskik.

Pressenævnet tiltræder, at DR har givet afslag på genmæle, idet genmælet ikke er udformet i overensstemmelse med medieansvarslovens § 38, stk. 1. Nævnet finder dog, at et genmæle udformet efter disse regler kunne have været bragt. Pressenævnet kritiserer derfor, at DR ikke fulgte klagerens opfordring til en nærmere drøftelse om genmælets indhold, form og placering.

Afsagt den 10. juni 1993.

Endelig adm. afgørelse 1993 10150 Valid

Mediet bragte en rekonstruktion af en voldssag, hvor en ung mand var afgået ved døden.

Pressenævnet fandt, at rekonstruktionens centrale afsnit repræsenterede mediets egen version af begivenhederne. Dette var dog ikke i strid med god presseskik. Klageren havde p.g.a. genmælets udformning ikke ret til genmæle. Nævnet kritiserede imidlertid, at mediet ikke havde fulgt klagerens opfordring til drøftelse af form, indhold & placering af et genmæle, som kunne have været bragt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →