Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 84/1994
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 84/1994
Dansk Teknologisk Institut har klaget over, at Dagbladet Børsen ikke har taget en anmodning om genmæle over for en artikel den 22. september 1994 til følge. Klageren finder endvidere, at Børsen har overtrådt god presseskik.
Artiklen havde overskriften "Villa Vision er miljøfup" og følgende underrubrik: "Bygget af miljøbelastende og energislugende materialer og truede tropiske træsorter fastslår Teknologi-Nævnet". Det hed bl.a. i artiklen
"Folketingets teknologivurderingskontor, TeknologiNævnet, retter nu en sønderlemmende kritik mod Dansk Teknologisk Instituts økovilla i Taastrup, Villa Vision. Huset er i vidt omfang bygget af miljøbelastende og uønskede materialer som PVC, intet er genbrug, og gulvet er belagt med truet tropisk regnskov.
Det er TeknologiNævnets blad, TeknologiDebat, som i det nye nummer i morgen gør op med illusionen om Villa Vision som grønt eksperiment.
Det er småt med bæredygtigheden. Til gengæld er der for meget pop, pjat og lir, hedder det i artiklen, som i øvrigt er forsøgt stoppet af Villa Visions projektleder."
.....
"Begrebet genbrug er tilsyneladende ukendt i Villa Vision-projektet. Huset er udelukkende bygget af nye sten og teglfliser."
.....
"Projektleder Erik Scheldon Nielsen påstår, at det har været umuligt at finde brugte mursten til trods for, at Danmarks største og mest gennemførte genbrugshus Møllebrogård i Odense, blev opført i nøjagtig samme periode som Villa Vision. Huset, der rummer 14 lejligheder, er opført af 80 pct. genbrugsmaterialer fra nedrevne huse i området lige fra betonfundament til fyldningsdøre.
Villa Visions målsætning for byggematerialer er således overhovedet ikke overholdt. Den foreskriver minimal miljøbelastning og energiforbrug i hele bygningslivsyklus fra fremstilling over drift og vedligeholdelse til demontering og recirkulation.
Også valget af isoleringsmateriale er der givet køb på. 400 mm mineraluld sikrer optimal isolering, men i det samlede miljøregnskab over produktion af husets byggevarer tegner mineralulden sig alene for 24 pct. af den samlede miljøbelastning. Havde man valgt organiske fibre, ville regnskabet have været anderledes positivt.
Køkkenbord og gulv er belagt med tropetræ - vist nok merbau, oplyser Scheldon Nielsen, "og der skulle være et certifikat fra bæredygtig skovdrift", men han kan ikke finde det. Ifølge TeknologiDebats regnskabseksperter findes der ingen troværdig certificering af den truede træsort merbau fra bæredygtig skovdrift.
Ikke så meget miljø - men til gengæld masser af elektroniske gimmicks, som tænder lys og måler et glas vand op. Erik Scheldon Nielsen indrømmer overfor TeknologiDebat, at der er tale om markedsføringstricks for at trække medierne til.
Sponsorstyret.
Jan Ejlsted fra TeknologiNævnet vurderer, at Villa Vision i for høj grad har været styret af sponsorerne, leverandørerne af byggematerialer og udstyr, og at det er økonomien mere end miljøhensyn, der har styret projektet.
Erik Scheldon Nielsen har protesteret voldsomt over artiklen overfor TeknologiNævnet, og har ifølge en brevveksling, som Dagbladet Børsen er i besiddelse af, presset voldsomt på for at få den ændret."
Der er under sagen i Pressenævnet fremlagt et uddrag af TeknologiDebat indeholdende kolofonen og den artikel, som Børsen har brugt som udgangspunkt for sin artikel.
Af kolofonen fremgår bl.a. følgende: "Udgives af TeknologiNævnet (...). Nævnets holdninger afspejles kun i indlæg, hvor dette tydeligt er angivet."
Artiklen i TeknologiDebat havde underrubrikken: "TeknologiDebat har bedt Kjeld Hansen se på "fremtidens hus" Villa Vision fra en bæredygtig forbrugers synsvinkel. Konklusionen er klar: Nogle enkelte pletskud, men alt for mange fejl - og vildskud." I forbindelse med artiklens overskrift var endvidere blevet anført: "Af Kjeld Hansen, BæreDygtighed ApS". Artiklen indeholdt en rosende omtale af husets arkitektoniske fremtræden og af dets solcelle-anlæg. Samtidig indeholdt artiklen de citater fra Erik Scheldon Nielsen og forfatterens kritikpunkter vedr. materialevalg, som var gengivet i Børsens artikel.
Der er for Pressenævnet endvidere fremlagt den forudgående korrespondance mellem bl.a. TeknologiDebats redaktør og Erik Scheldon Nielsen. Det fremgår af en skrivelse fra Erik Scheldon Nielsen til redaktør Jan Ejlsted, at Nielsen kan acceptere, at artiklens forfatter må mene hvad han vil, men at Nielsen ikke vil have sit navn nævnt i artiklen, idet han mener, at han bliver fejlciteret.
I en senere skrivelse fra Nielsen til Ejlsted hedder det
"Jeg synes stadig, at artiklen er useriøs i forhold til emnet på trods af, at jeg da sagtens kan se de positive ting, han skriver.
Jeg synes, artiklen er noget makværk, hvis den - som jeg fik at vide i starten - skal prætendere at være "forbrugerens" synsvinkel på husets faciliteter."
.....
"At jeg får muligheden for at svare på denne besynderlige artikel i samme nummer af dit blad, oplever jeg dog som en tom "gestus" fra din side, da der ikke er noget at svare på. Det er jo netop alle udeladelserne og fordrejningerne, der gør forskellen - ikke de konkrete bygnings-/energi- og miljømæssige valg, dem står vi ved - og de er endda beskrevet i det pressemateriale, du er blevet forsynet med.
Lad os prøve en gang til, med mulighed for en sand dialog. Der er stof nok til flere gode debatter!"
Under korrespondancen anførte Ejlsted i en skrivelse til Nielsen bl.a. følgende
"Desværre kan jeg ikke imødekomme dit ønske om at blive slettet af artiklen om Villa Vision i bladet TeknologiDebat.
Den formelle side af sagen er nemlig, at du allerede har godkendt artiklen to gange, nemlig ved telefonsamtaler med Kjeld Hansen og undertegnede onsdag den 11. august om formiddagen. Lad mig i den forbindelse resumere handlingsgangen
Efter et længere interview med dig ringer Kjeld Hansen dig op i onsdags. Han oplæser artiklen for dig i dens fulde udstrækning, hvilket er en gestus fra hans side. Normalt har kilden kun ret til at godkende egne udtalelser.
Under denne telefonsamtale har du en enkelt indsigelse mod et citat. Dette citat bliver slettet, og derefter har du ikke flere rettelser.
Umiddelbart efter ringer Kjeld Hansen mig op og beder om at få det pågældende citat slettet og meddeler, at artiklen i øvrigt er godkendt.
Få minutter efter ringer du mig op og bekræfter, at du har udtalt dig som citeret, og at artiklen ikke indeholder faktuelle fejl. Men du er ked af den drejning, som Kjeld Hansen har givet artiklen, idet du ikke finder Villa Visions hovedpointer dækket ind.
Jeg tilbyder dig derfor, at du kan få artiklen tilsendt med henblik på at formulere et svar på tiltale, som kan bringes i samme nummer af bladet. Det går du ind på."
.....
"Men jeg finder det ufint, når du forsøger at benytte din mulighed for at svare i samme nummer af TeknologiDebat til at bremse den oprindelige artikels offentliggørelse."
Resultatet blev, at Erik Scheldon Nielsen fik offentliggjort et imødegående indlæg i umiddelbar forlængelse af Kjeld Hansens artikel.
Efter at Børsen havde bragt artiklen den 22. september 1994 anmodede klageren ved skrivelse af 26. september 1994 om følgende genmæle
"I Børsen for torsdag den 22. september 1994 er optaget en artikel med overskriften "Villa Vision er miljøfup". I den anledning skal DTI ENERGI bede om optagelse af følgende genmæle
1. Artiklen anfører på fremtrædende plads, at "Villa Vision er bygget af miljøbelastende og energislugende materialer og truede tropiske træsorter, fastslår TeknologiNævnet".
Påstanden savner enhver forbindelse med de faktiske forhold, da TeknologiNævnet ingensinde har udtalt sig om Villa Vision. Derimod har en forfatter tilknyttet et privat anpartsselskab skrevet en kritisk artikel om Villa Vision.
2. Det påstås i artiklen, at denne skulle være forsøgt stoppet af vor medarbejder på Villa Vision. Påstanden er ukorrekt og udokumenteret. Vor medarbejder har alene opfordret forfatteren til den artikel, som Børsen bygger sin artikel på, om at udelade de afsnit, i hvilke vor medarbejder er fejlciteret.
3. Artiklen anfører, "at vor medarbejder på Villa Vision har indrømmet overfor bladet "TeknologiDebat", at der er tale om markedsføringstricks (fra DTI's side, vor tydeliggørelse) for at trække medierne til".
Udsagnet er udokumenteret og uden forbindelse med de faktiske forhold.
4. Artiklen anfører: " Jan Ejlsted fra TeknologiNævnet vurderer, at Villa Vision i for høj grad har været styret af sponsorerne, leverandørerne af byggematerialer og udstyr, og at det er økonomien mere end miljøhensyn, der har styret projektet".
Som det på fremtrædende plads fremgår af TeknologiNævnets eget blad, er Jan Ejlsted ikke medlem af TeknologiNævnet, men indtager alene en administrativ funktion og kan derfor på ingen måde overfor offentligheden herunder Børsens læsere repræsentere TeknologiNævnet og dettes vurderinger."
Klageren gjorde i skrivelsen endvidere gældende, at Børsen havde overtrådt god presseskik. Klageren fandt således, at bladet burde have forelagt de kritiske oplysninger for klageren, og at klagerens svar burde have været bragt i sammenhæng med den kritiske artikel.
Børsen afslog ved skrivelse af 28. september 1994 klagerens genmæle bortset fra pkt. 1. Bladet fremhævede samtidig, at klageren i sit genmæle ikke kommer ind på substansen af den kritik, som er rejst i TeknologiDebat af økologien i Villa Vision. Børsen henviste endvidere til, at bladet i artikler den 13. juni 1991 og den 13. august 1992 udførligt havde beskrevet de positive visioner i forbindelse med Villa Vision. Bladet fandt derfor, at både ros og ris er blevet viderebragt til læserne på en afbalanceret måde.
I sin klage til Pressenævnet har Dansk Teknologisk Institut i det væsentlige henholdt sig til de synspunkter, som tidligere er gjort gældende over for Børsen i instituttets skrivelse 26. september 1994.
I sin udtalelse om klagen har Børsen i det væsentligste gjort de samme synspunkter gældende som i sin skrivelse af 28. september 1994 til klageren. Særligt for så vidt angår udtalelsen i artiklens slutning fra " Jan Ejlsted fra TeknologiNævnet" har Børsen anført, at det ikke er usædvanligt, at nævnets ansatte går i pressen med holdninger og vurderinger på nævnets vegne.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Else Mols, Jørgen Flindt Pedersen, Kate Bluhme og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Artiklens oplysninger om, hvorfra kritikken kommer, og beskrivelsen " Jan Ejlsted fra TeknologiNævnet", er ikke oplysninger af faktisk karakter om klageren. Endvidere findes oplysningen om, at artiklen i TeknologiDebat blev forsøgt stoppet, at hvile på den forudgående korrespondance. På den baggrund findes klageren ikke at have krav på det ønskede genmæle. Pressenævnet skal dog påtale, at Børsen ikke som beskrevet i medieansvarslovens § 40 gav klagevejledning i forbindelse med sin afgørelse af 28. september 1994.
Derimod finder Pressenævnet det i strid med god presseskik, - at TeknologiNævnet fremhæves som afsender af den kritik af huset, der rejses i TeknologiDebat, idet kritikken ikke kommer fra nævnet, men fra en person, som TeknologiDebat har bedt om at vurdere huset, - at Børsen - uanset de tidligere artikler om huset - ikke forelagde de specifikke kritikpunkter for klageren, og - at Børsen viderebragte Erik Scheldon Nielsen udtalelser om markedsførringstricks, selv om bladet var bekendt med korrespondancen, hvori han tager afstand fra citaterne.
På den baggrund udtaler Pressenævnet sin kritik af Børsen.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges den ansvarshavende redaktør af Børsen at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet.
I en artikel den 22. september 1994 med overskriften "Villa Vision er miljøfup" blev der rettet kritik mod Dansk Teknologisk Instituts fremtidshusprojekt. Baggrunden var en artikel i bladet TeknologiDebat, hvori det blev anført, at miljøhensyn var blevet tilsidesat ved materialevalget til huset.
I anledning af en klage fra Teknologisk Institut udtaler Pressenævnet, at det er i strid med god presseskik, - at TeknologiNævnet fremhæves som afsender af den kritik af huset, der rejses i TeknologiDebat, idet kritikken ikke kommer fra nævnet, men fra en person, som TeknologiDebat har bedt om at vurdere huset, - at Børsen - uanset de tidligere artikler om huset - ikke forelagde de specifikke kritikpunkter for klageren, og - at Børsen viderebragte Erik Scheldon Nielsen udtalelser om markedsførringstricks, selv om bladet var bekendt med korrespondancen, hvori han tager afstand fra citaterne.
København, den 10. november 1994.
Else Mols, Jørgen Flindt Pedersen, Kate Bluhme og Preben Sørensen."
Afsagt den 10. november 1994.
Bladet havde i en artikel angivet klageren som ophavsmand til kritikken af et økohus. God presseskik var overtrådt, idet dette ikke var korrekt, samt fordi bladet ikke havde forelagt kritikpunkterne for klageren. Endvidere bragte bladet nogle citater, selvom man var bekendt med, at ophavsmanden til disse tog afstand fra dem. For så vidt angik anmodningen om genmæle, var der ikke tale om faktisk forkerte oplysninger. Klagerens anmodning om genmæle blev derfor ikke taget til følge. God presseskik var overtrådt, og bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.