Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 60/1994

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 60/1994

Den almindelige danske Lægeforening har på vegne af en kvindelig læge (K) klaget over B.T.'s afgørelse på en anmodning om genmæle over for nogle oplysninger i en artikel den 4. maj 1994.

Artiklens baggrund var Den Særlige Klagerets behandling af spørgsmålet om genoptagelse af den såkaldte Roum-sag, hvorunder en række personer var blevet dømt for seksuel omgang med børn. I følge artiklen havde [K] erklæret sig uvillig til at skulle afgive vidneforklaring i klageretten.

Det hed herefter bl.a. i artiklen

"[K]s vidneudsagn er af central betydning for retten. Hun har hidtil afgivet en række modstridende erklæringer og har blandt andet nægtet at oplyse, hvor hun som fritidsarbejde foretog sin undersøgelse af den 14-årige pige.

Oprindeligt fastslog [K], at den 14-årige selv følte sig sund og rask og ikke havde klaget over sit helbred.

Senere har hun hævdet, at pigen klagede over at være gået i stykker i underlivet efter langvarigt seksuelt misbrug. Det har hverken pigens egen læge eller lægerne på Viborg Sygehus, hvor pigen var indlagt i en kort periode i 1989, nogensinde hørt om."

.....

"[K] præsenterede sig oprindeligt som børnelæge, men det er for længst fastslået, at hun ikke havde nogen lægelig specialuddannelse."

.....

"[K] deltog sammen med [A] i 1990 i et nordisk seminar om sex-misbrug i Åbo i Finland. Her rettede den danske delegation et rasende angreb på den finske forsker Heikki Sarioia, der havde påvist, at sex-misbrug af børn er et ret sjældent fænomen.

Sammen med [A] kritiserede [K] i Ugeskrift for Læger efter mødet i Finland dansk politis praksis i sager om sex-forbrydelser mod børn."

I en skrivelse af 31. maj 1994 anmodede klageren bladet om genmæle over for oplysningerne i de anførte tre afsnit.

B.T. tilbød i en skrivelse af 2. juni 1994 klageren genmæle over for oplysningen om, at klageren sammen med [A] i Ugeskrift for Læger havde kritiseret dansk politis praksis på området. B.T. afslog de øvrige punkter i anmodningen om genmæle.

For så vidt angår udsagnet om, at klageren havde afgivet en række modstridende erklæringer og om, at klageren oprindelig havde fastslået, at pigen følte sig sund og rask og ikke havde klaget over sit helbred, henviste B.T. til klagerens oprindelige undersøgelse af 27. oktober 1989. Det hed heri bl.a.

"Pt. oplyser om sit eget helbred: Ingen klager fra centralnervesystemet, hjertekredsløb eller lunger. Har af og til haft mavesmerter, men formodentlig kun i forbindelse med omgangssyge. Har i indtil flere perioder haft svie og smerte ved vandladning og måske ildelugtende urin. Er aldrig blevet lægeundersøgt på grund af dette. Er ikke regelmæssigt menstrueret. Havde en ca. 5 dage varende blødning i februar 1987, som man dengang tolkede som menstruationsblødning. Pt. kan dog ikke selv fortælle, hvorvidt denne blødning kom fra vagina. Ingen klager fra arme, ben eller ryg."

.....

"Vaginalinspektion ikke udført, da jeg ikke er i besiddelse af et virgospekel, og det mindste voksenspekel er for stort."

.....

"Der ses en (...) lidt sent fysisk udviklet pige med en helt normal objektiv undersøgelse, fraset infiltrationer i skuldermuskulaturen og i muskulaturen omkring begge skulderblade."

Allerede på dette grundlag fandt B.T. udsagnet om, at klageren oprindelig fastslog, at pigen selv følte sig sund og rask, dokumenteret.

B.T. fremhævede endvidere en erklæring af 21. november 1992 fra klageren til statsadvokaten, hvori det bl.a. hed

"Problemet var, at pigen gennem de sidste par år havde haft forskellige somatiske klager, blandt andet mente hun, at hun var gået varigt i stykker i skede og underliv efter seksuelt misbrug. Det, at hun endnu ikke havde fået menstruation, styrkede hendes opfattelse af at være gået i stykker."

B.T. fandt dette udsagn i klar modstrid med klagerens erklæring af 27. oktober 1989, hvoraf det efter B.T.s opfattelse fremgik, at pigen ingen klager havde over sit helbred.

Om undladelsen af at undersøge pigens vagina med spekel hævdede klageren i følge B.T. i senere erklæringer til statsadvokaten og Den særlige Klageret, at dette alene skyldtes ønsket om at vise hensynsfuldhed over for pigen. Også her fandt B.T. modstrid mellem den oprindelige erklæring og de senere erklæringer.

B.T. pegede yderligere på, at klageren i en senere erklæring havde afvist, at hun var blevet bedt om at undersøge, om pigen havde været udsat for seksuelt misbrug, uanset dette i følge rekvisitionen fra kommunen var opgaven.

B.T. gjorde endelig gældende, at klagerens erklæring af 27. oktober 1989 var i strid med de forhold, som læger på Viborg Sygehus havde observeret under pigens indlæggelse 14 dage tidligere.

Med hensyn til udsagnet om, at klageren havde præsenteret sig som børnelæge, gjorde B.T. gældende, at dette skete, da bladet i efteråret 1992 henvendte sig for at få hendes kommentar til den kritik, der var rejst af hendes erklæring af 27. oktober 1989. Hun forklarede i følge B.T., at hun havde stor erfaring i at tale med børn, men direkte adspurgt erkendte hun, at hun ikke havde nogen speciallægeuddannelse i pædiatri.

I klagen til Pressenævnet har klageren efter omstændighederne accepteret tilbudet om genmæle for så vidt angår afsnittet om kritik af politiets praksis.

B.T. har herefter den 25. juni bragt et genmæle, hvori det bl.a. hedder

"Det er (....) fejlagtigt, når B.T. har oplyst, at har haft andel i [A]s kritik mod politiets praksis."

Klageren har samtidig fastholdt anmodningen om genmæle over for de øvrige udsagn. Klageren har generelt gjort gældende, at udsagnene er objektivt urigtige og skadelige for hende.

Klageren har yderligere anført, at hun ikke har afgivet erklæring om, hvad pigen selv følte, men om sin egen opfattelse af pigens helbred.

Der er efter klagerens opfattelse heller ingen modstrid mellem den oprindelige erklæring og erklæringen af 21. november 1992, idet det på ingen måde fremgår af den oprindelige erklæring, at pigen ingen klager havde over sit helbred.

For så vidt angår spørgsmålet om undladelsen af at undersøge pigens vagina med spakel, er der alene tale om, at klageren i sin senere erklæring uddyber sin oprindelige erklæring. Der foreligger således heller ikke her modstridende forklaringer.

Klageren finder det endvidere uforståeligt, at B.T. har henvist til en tilsyneladende strid mellem kommunens angivelse af formålet med undersøgelsen og en erklæring fra klageren til statsadvokaten samt mellem klagerens oprindelige erklæring og undersøgelser foretaget 14 dage tidligere under pigens indlæggelse på Viborg Sygehus. Klageren har hertil bemærket, at det afgørende må være, om der er strid mellem klagerens erklæringer, og ikke om disse strider mod andre erklæringer.

Klageren har endelig bestridt udsagnet om, at hun oprindelig præsenterede sig som børnelæge. Klageren har i den forbindelse tillige henvist til en artikel i B.T. den 5. december 1992, hvor bladet efter det oplyste første gang omtalte klageren. Det hed heri bl.a. om klageren: ".... hvis ekspertise består i, at hun er i færd med at uddanne sig til børnelæge" og "hun er i færd med at uddanne sig som børnelæge, men mangler (....) 18 måneder, før hun er færdiguddannet inden for specialet." Under henvisning hertil har klageren gjort gældende, at heller ikke B.T.s egne oprindelige præsentation af klageren giver udtryk for, at hun oprindeligt præsenterede sig som børnelæge.

I en udtalelse om klagen har B.T. henholdt sig til sin begrundelse for afgørelsen den 2. juni 1994.

Følgende nævnsmedlemmer har medvirket i sagens behandling: Else Mols, Jørgen Flindt Pedersen, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

B.T. har givet klageren genmæle over for oplysningen om, at klageren sammen med [A] i Ugeskrift for Læger har kritiseret dansk politis praksis på området.

Pressenævnet finder imidlertid, at B.T.s beskrivelse af pigens helbredstilstand på grundlag af erklæringen af 27. oktober 1989 og af forholdet mellem denne erklæring og nogle senere erklæringer må anses som bladets subjektive vurdering af materialet.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren oprindelig angav af være børnelæge, må det, som sagen er oplyst, lægges til grund, at klageren præsenterede sig som sådan over for bladet.

På denne baggrund kan Pressenævnet tiltræde, at B.T. har afslået yderligere genmæle.

Afsagt den 18. august 1994.

Bladet havde offentliggjort en artikel vedrørende en læges handlinger og udtalelser i forbindelse med en incest sag. Klageren hævdede, at bladet havde offentliggjort nogle skadelige og faktisk forkerte oplysninger.

Pressenævnet konstaterede, at bladet havde givet klageren genmæle over for en oplysning. De øvrige oplysninger måtte ses som bladets subjektive vurdering af materialet i sagen, og en enkelt oplysning måtte anses som værende korrekt. Klagerens anmodning om genmæle blev derfor ikke taget til følge.