Legislator Case Law & Legislation
W19990992425 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 59/1994

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 9924 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 59/1994

En kvindelig tolk [A] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 8. juni 1994, idet hun finder, at bladet har overtrådt god presseskik. Hun har endvidere klaget over, at Ekstra Bladet har givet hende afslag på en anmodning om genmæle over for artiklen.

I artiklen, der havde overskriften: "HVOR ER DANSKERNE - Danskerne er usynlige i Parlamentet, siger udenlandsk tolk", blev klageren citeret for en række kritiske udtalelser om de danske medlemmer af Europaparlamentet. I følge de gengivne udtalelser fra klageren, der er østriger, og som tolker til og for de danske europaparlamentarikere, har danskerne en lav position i det politiske billede, og ofte er danskerne ikke tilstede ved samlinger og udvalgsmøder.

Til støtte for klagen over, at god presseskik er overtrådt, har [A] anført, at hun ved byen Strasbourgs årlige indbydelse til Europaparlamentets medlemmer og medarbejdere i foråret ledsagede John Iversen, SF, til en restaurant. Sent på aftenen satte tre danskere sig hen til [A]s og Iversens bord. Danskerne blev præsenteret som journalister, der kendte John Iversen. Der udviklede sig i følge klageren en almindelig bordsamtale, som bar præg af en privat konversation og ikke et interview. Klageren spurgte i følge sin fremstilling af sagen endda spøgende, om journalisterne prøvede at udnytte den sene time til at få noget ud af John Iversen. Journalisterne svarede nej og oplyste i følge klageren, at der var tale om en privat snak. Klageren har tilføjet, at der ikke var nogen synlig båndoptager eller notesblok, som kunne give anledning til at formode, at samtalen ikke var privat.

Under henvisning til denne fremstilling finder klageren, at Ekstra Bladet har udnyttet en privat samtale. Hun har således gjort gældende, at hun ikke blev gjort opmærksom på, at hendes ytringer ville blive brugt i en artikel med angivelse af hendes navn.

[A] har endvidere gjort gældende, at det meste af det, hun citeres for, slet ikke er blevet sagt. Hun har derfor anmodet om at få offentliggjort følgende genmæle

"I Ekstra Bladets udgave fra 8/6/1994 stod jeg i en artikel om Europa-parlamentet citeret for følgende

"Danskerne er usynlige i Parlamentet", siger udenlandsk tolk. Det skal hermed meddeles, at dette ikke er blevet sagt.

Endvidere stod jeg citeret for følgende

.. men de danske euro-politikere kunne alligevel godt råbe lidt højere og arbejde noget mere. Udføre noget mere fodarbejde frem for det sædvanlige fodnote-rytteri og kværulanteri. Være lidt mere synlige.

Det skal hermed meddeles, at dette ikke er blevet sagt.

Endvidere stod jeg citeret for følgende

"Tolkene i EU kender deres lopper i Parlamentslabyrinterne i Strasbourg og Bruxelles. Vi oversætter ofte "frit", når en politiker dummer sig, og vi har en realistisk vurdering af, hvem af politikerne, der er noget ved euro-musikken. Det er de danske ikke. Meget få af dem tages alvorligt af deres kollegaer."

Det skal hermed meddeles, at dette ikke er blevet sagt.

Endvidere stod jeg citeret for følgende

Den åbenmundede tolk peger på kvaliteten af de danske tolke som et barometer for politikernes kompetence. Tolkende render tilsyneladende deprimerede rundt og bliver dårligere og dårligere til deres vanskelige metier.

Det skal hermed meddeles, at dette ikke er blevet sagt.

Endvidere stod jeg citeret for følgende

".. men det er fordi, de simpelt hen ikke kan holde deres job ved lige. Kommer man til en samling eller et udvalgsmøde, er det sjældent, at der er brug for de danske tolke. De har ikke noget at lave, fordi der ikke er nogen, de kan tolke for eller til."

Det skal hermed meddeles, at dette ikke er blevet sagt.

Endvidere stod jeg citeret for følgende

"De (hollænderne) markerer sig langt mere i debatten, og det er min og flere af mine kammeraters opfattelse, at de "store" tager dem mere alvorligt end de mange danske kværulanter. Og vi ved faktisk, hvad vi taler om, idet vi er med til alle møderne - såvel i udvalgene som i plenarsalene."

Det skal hermed meddeles, at dette ikke er blevet sagt.

Endvidere stod jeg citeret for følgende

"John Iversen fra SF er ihærdig og tages alvorligt. Christian Rovsing og Niels Anker Kofoed og til dels Kirsten Jensen og flere af de andre er isoleret set meget kompetente. Men på en eller anden måde kan I som land ikke trænge igennem. I har et problem."

Det skal hermed meddeles, at dette ikke er blevet sagt.

Endvidere skulle jeg have betegnet mig selv som EU- modstander. Faktisk sagde jeg, at jeg efter megen tvivl i mange år nu var overbevist om, at Østrig skulle blive medlem af EU.

Til sidst stod jeg citeret for følgende

"Det bliver ikke bedre for Danmark efter dette valg."

Det skal hermed meddeles, at dette ikke er blevet sagt.

[A]"

[A] har i øvrigt gjort gældende, at John Iversen kan bekræfte, at det allermeste af det, hun citeres for, ikke er blevet sagt, og at hun ikke blev gjort opmærksom på, at samtalen ville blive brugt i en artikel.

I en udtalelse om klagen har Ekstra Bladet anført, at bladets tre medarbejdere, som var i Strasbourg, har fastholdt, at [A] er fremkommet med de citerede udtalelser. Bladet har endvidere i følge udtalelsen forelagt klagerens indvendinger for John Iversen, der har meddelt, at klagerens udtalelser er korrekt gengivet. Dog har John Iversen stillet spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang samtalen havde karakter af et egentlig interview. Det er endvidere anført i udtalelsen, at en af journalisterne på et tidspunkt under samværet forklarede, at han havde i sinde at skrive en artikel med [A] som kilde, hvilket hun ikke protesterede i mod. Til bestyrkelse af medarbejdernes forklaring om, at samtalen skulle anvendes i avisen, er det tilføjet, at [A] flere gange gav oplysninger med understregning af, at disse ikke måtte citeres, hvilket de heller ikke blev.

Følgende nævnsmedlemmer har medvirket i sagens behandling: Else Mols, Hans Dam, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Omend Ekstra Bladet efterfølgende burde have sikret sig, at [A] var villig til at lade sig citere med navns nævnelse, finder Pressenævnet efter de modstridende forklaringer om forløbet og indholdet af den omhandlede samtale ikke grundlag for at tage klagen til følge.

Afsagt dem 29. september 1994.

Endelig adm. afgørelse 1994 9924 Valid

Klageren, der var tolk i Europaparlamentet, var i en artikel blevet citeret for, at danskerne i parlamentet var usynlige. Klageren havde tilfældigt mødt journalisterne på en restaurant og betragtede samtalen som en privat konversation, da journalisterne kendte den mand klageren spiste middag med. Klageren fandt offentliggørelsen urimelig og fandt i øvrigt, at hun var blevet fejlciteret.

Pressenævnet udtalte, at bladet burde have sikret sig, at klageren var villig til at lade sig citere med navns nævnelse. P.g.a. modstridende forklaringer om forløbet og indholdet af den omhandlede samtale fandtes god presseskik ikke at være overtrådt, og klageren var ikke berettiget til et genmæle.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →