Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 58/1994
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 58/1994
En mand (K) har klaget over et læserbrev i Horsens Folkeblad den 24. maj 1994. Han finder, at bladet har overtrådt god presseetik ved at bringe læserbrevet.
Læserbrevet, der var indsendt af Jørgen E. Kjærside, Odder, havde overskriften "Heksejagt år 1994". Det hed i læserbrevet
"Med bål og brand hiver man da ganske sikkert ikke meget i land, hr. [K], Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Odder. I dette herrens år 1994 vil du fortsætte en kurs, hvor heksejagten skal gå ind, hvor du måtte opgive at tro på, at janteloven ikke rækker til det formål.
Personligt har jeg kun oplevet én, der kunne overgå den iver, han hed Adolf og kom søndenfra og dermed langt neden for et Aakjær ved Odder. Men han havde også fanatismen i god behold. Synd er det blot, hr. [K], at der ikke er så meget mand i dig, at du kunne blive pelsjægeren selv, for tilsyneladende vil du gerne optræde som den selvbestaltede lovens håndhæver, og selvbestaltet vil du endda gøre dig til dommer i samme sag.
Dette kunne Adolf af så kedelige grunde slippe afsted om, men folket sagde da også nej til flere af hans slags. Du er således for sent ude, men det kan da være rimeligt, at du nu vil undskylde din iltre adfærd, hvad det så end måtte være af tvivlsom værdi.
En afvaskning er ganske enkelt på sin plads, men bemærkelsesværdigt, at skidtet kun er kommet fra dig selv. Men ellers må jeg da sige, at din afskedssang her i Horsens Folkeblad den 10/5 må være din hymne godt skrevet til og for dig selv."
Til støtte for klagen har [K] gjort gældende, at læserbrevet ikke indeholder skyggen af reel kritik. Der er efter klagerens opfattelse alene tale om, at indsenderen udbreder ringeagtsytringer, og klageren finder den skete personsammenligning meget krænkende. Klageren finder derfor, at læserbrevet burde have været afvist.
I en udtalelse om klagen har Horsens Folkeblad anført, at det påklagede læserbrev indgår i en omfattende debat og mediedækning af en lokal miljøsag af betydelig interesse. Sagen vedrører godset Åkjær. I følge udtalelsen er en ny ejer på godset i gang med at genoprette 30 års forfald, hvilket har bragt ham i karambolage med miljømyndighederne. Sagen har efter bladets opfattelse stort set opdelt befolkningen i to lejre. En, der støtter godsejeren, og en anden, som støtter miljøfolkene. Debatten har i følge bladet været heftig. Bladet mener dog ikke, at der i det påklagede læserbrev skete sammenligning mellem personer, men mellem metoder.
Bladet har fremlagt 27 artikler og 12 læserindlæg fra perioden fra den 12. oktober 1993 til den 27. maj 1994. Det fremgår heraf, at såvel godsejeren som politikere, embedsmænd, landbrugs- og miljøorganisations folk samt lokale borgere er kommet til orde med deres synspunkter. I det indlæg fra klageren, som det påklagede indlæg henviser til, hedder det bl.a.
"I en række læserbreve langes der ud efter os i lokalkomiteen fra Danmarks Naturfredningsforening. Vi beskyldes blandt andet for at lægge hindringer i vejen for driften af Åkjær. Det er vi grundigt trætte af, for det passer ikke."
.....
" Johan Koed-Jørgensen (godsejeren) slår sig hele tiden i tøjret og forsøger med alverdens juridiske krumspring at få det til at tage sig ud, som om han er en forfulgt uskyldighed. Også det er vi grundigt trætte af, for Koed-Jørgensen vidste udemærket, hvad han gik ind til, da han købte Åkjær - han har oplyst, at han er kommet på godset gennem 11 år, og som godsejer kan han næppe påberåbe sig ukendskab til de love, der gælder, når man driver landbrug."
.....
"Papirerne i Åkjær-sagen bliver flere og flere, og sagen er ikke nem at overskue. Men enhver kan på amtet bede om aktindsigt. Det har vi gjort, og vore medlemmer er naturligvis velkommen til at kontakte os, hvis de vil se sagens mange akter. Vi prøver efter bedste evne blot at leve op til det vi mener, at medlemmerne har valgt os til, nemlig at påse, at naturen beskyttes ved, at de gældende love og bestemmelser bliver overholdt.
Af alle!"
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Hans Dam, Kate Bluhme og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler
Læserbrevet er krænkende for klageren, der ikke under den forudgående debat har givet anledning til den anvendte sprogbrug. Pressenævnet finder derfor, at Horsens Folkeblad har overtrådt god presseskik ved at offentliggøre læserbrevet. Pressenævnet udtaler derfor sin kritik.
Den ansvarshavende redaktør af Horsens Folkeblad pålægges herefter i medfør af medieansvarslovens § 49 at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet.
Horsens Folkeblad bragte den 24. maj 1994 et læserbrev fra Jørgen E. Kjærside om [K], der er formand for Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Odder. Det hed bl.a. i læserbrevet: "Personligt har jeg kun oplevet én, der kunne overgå din iver, han hed Adolf og kom søndenfra og dermed langt neden for et Aakjær ved Odder."
[K] har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at læserbrevets indsender alene udbreder ringeagtsytringer, og at der ikke er skyggen af reel kritik i læserbrevet.
I en udtalelse om klagen har Horsens Folkeblad anført, at læserbrevet var et led i debatten om godset Aakjær, der har betydelig interesse. Denne debat har i følge bladets opfattelse være heftig.
I anledning af klagen udtaler Pressenævnet, at læserbrevet er krænkende for klageren, der ikke under den forudgående debat har givet anledning til den anvendte sprogbrug. Pressenævnet finder derfor, at Horsens Folkeblad har overtrådt god presseskik ved at offentliggøre læserbrevet. Pressenævnet udtaler derfor sin kritik.
København, den 15. september 1994.
Axel Kierkegaard, Hans Dam, Kate Bluhme og Ole Malmqvist."
Afsagt den 15. september 1994.
Bladet havde offentliggjort et læserbrev, hvori klageren blev sammenlignet med Adolf Hitler.
Klageren havde ikke under den forudgående debat givet anledning til den anvendte sprogbrug. God presseskik var overtrådt, og det blev pålagt bladet at offentliggøre et resumé af kendelsen.