Legislator Case Law & Legislation
W19990992025 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 52/1994

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 9920 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 52/1994

En mand (C) har klaget over en artikel i Hjernesagen, der udgives af Hjernesagen, Landsforeningen for Apopleksi- og Afasiramte. Han finder, at bladet har overtrådt god presseskik ved ikke på eget initiativ at have bragt en berigtigelse i anledning af artiklen i bladets nr. 1, april 1994. Han har endvidere anmodet om genmæle over for nogle oplysninger i artiklen.

Artiklen havde overskriften "Hjernesagens fødselsveer" og handlede om en debat om navnet på foreningen, der blev stiftet den 1. oktober 1993. Spørgsmålet om foreningens navn var i følge artiklen af væsentlig betydning både for medlemmerne og for bidragsydende organisationer.

Det hed herefter i artiklen

"Spørgsmålet om navnet blev taget op på Hovedbestyrelsens møde den 8.1.94. Ganske vist er det ikke dette forum, som principielt beslutter noget sådant, men Hovedbestyrelsen kunne give et fingerpeg. Navnet Hjernesagen blev foretrukket af 23 mod 3. Een undlod at stemme. Hovedbestyrelsens fingerpeg var meget solidt. Amtsformændene er stammen i både Hovedbestyrelsen og Repræsentantsskabet.

Af formelle grunde var det nødvendigt at indkalde til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde for at konfirmere navnet. Det skete ved at ringe rundt til alle medlemmer af hovedbestyrelsen og sikre et flertal for en hurtig indkaldelse. Den kom med små 3 ugers varsel og blev den 19.2.94. Navnet Hjernesagen blev valgt efter en lang debat."

.....

"Ved det ekstraordinære repræsentantskabsmøde opfordrede landsformand, Tom Skyhøj Olsen, [C] til at forlade foreningen - ikke mindst p.g.a. hans økonomiske samarbejde med en person ved navn [FW]. Han er ved Københavns Byret bl.a. dømt for bedrageri i forbindelse med indsamlinger til fordel for afasiramte.

Samme [FW] er ved en kendelse i en bagvaskelsessag i begyndelsen af 1993 beordret til at ophøre med at genere Landsforeningen for Afasiramte og dens daværende formand, Jørgen Gram. [C] forlod mødet."

Det hed i øvrigt bl.a. i artiklen

"Specielt fra formanden for Vestsjællands Amt, [C], blev der rejst indsigelser mod proceduren ved indkaldelsen. Han påstod, at det ekstraordinære møde var indkaldt ulovligt. Men da vedtægterne ikke har særlige regler for dette, mente flertallet, at almindelig praksis på mindst 2 uger, i henhold til højesteretssagfører Kristian Mogensen, var god nok.

Et andet klagepunkt fra [C] især var, at administrationen allerede inden hovedbestyrelsens møde havde fremstillet nye informationsmaterialer med navnet Hjernesagen påtrykt. Det var forkert. Foldere var forberedt til at modtage foreningens nye navn - og derefter gå i trykken, hvis hovedbestyrelsen var enig. [C] stemte iøvrigt selv for navnet Hjernesagen ved hovedbestyrelsesmødet."

.....

"[C] finder det iøvrigt perfidt, at han klandres for sit samarbejde med [FW]."

Til støtte for klagen over, at bladet har overtrådt god presseskik, har [C] gjort gældende, at han såvel telefonisk som skriftligt gjorde den ansvarshavende redaktør opmærksom på en række usande påstande i artiklen, uden at dette afstedkom en berigtigelse.

Under Pressenævnets behandling af sagen har klageren endvidere fremsendt følgende genmæle

pag. 12 spalte 3. påstand om at Hovedbestyrelsen kun foretog en vejledende undersøgelse vedr. nyt navn. Påstanden er i strid med de faktiske forhold, idet Hovedbestyrelsen foretog en vedtagelse, som den ikke har kompetence til.

Dokumentation: Referat fra Hovedbestyrelsesmødet.

pag. 12 spalte 3. Navnet Hjernesagen blev valgt efter en lang debat. Påstanden er usand, idet forslaget opnåede 59 stemmer af de 88 stemmerettigede og dermed ikke opnåede de i vedtægterne krævede 2/3 flertal.

pag. 13 spalte 1 (Dømt for bedrageri) i teksten anføres, at jeg ved Københavns Byret bl.a. er dømt for bedrageri i forbindelse med indsamling til fordel for afasiramte. Dette er i direkte strid med sandheden. Jeg er aldrig sigtet, tiltalt eller lignende for bedrageri eller andre kriminelle forhold, og jeg finder det yderst betænkeligt, at en sådan påstand kan fremsættes uden, at påstanden på nogen måde er forsøgt efterprøvet, jeg har vanskeligt ved at se andet formål end, at påstanden er fremsat med skadevoldende hensigt."

I en udtalelse om klagen har Hjernesagen gjort gældende, at forløbet vedrørende vedtagelsen af foreningens navn er rigtigt gengivet. Der er herved henvist til referat af hovedbestyrelsesmødet den 8. januar 1994 og af det ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 19. februar 1994. Det er tilføjet, at artiklen bl.a. bygger på et to timer langt telefoninterview med [C]. I følge udtalelsen gav klageren under interviewet sin bekræftelse på, at journalisten havde forstået det hele.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Hans Dam, Tage Clausen og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler

De oplysninger, som klageren ønsker korrigeret angår ikke ham, hvorfor anmodningen om genmæle allerede af denne grund ikke tages til følge.

Da klageren endvidere er kommet til orde i artiklen med sine synspunkter om forløbet vedrørende vedtagelsen af foreningens navn, og om at han klandres for sit samarbejde med [FW], finder Pressenævnet ikke, at Hjernesagen har overtrådt god presseskik.

Afsagt den 15. september 1994.

Endelig adm. afgørelse 1994 9920 Valid

Bladet havde bragt en artikel om en debat vedrørende navnet på en forening. I øvrigt blev det anført, at landsformanden havde opfordret klageren til at forlade foreningen, blandt andet p.g.a. dennes samarbejde med en person, der var dømt for bedrageri.

De oplysninger klageren ønskede at korrigere angik ikke ham, hvorfor kravet om genmæle ikke blev taget til følge. Da klageren var kommet til orde i artiklen var god presseskik heller ikke overtrådt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →