Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 38/1994
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 38/1994
Ved skrivelse modtaget den 5. april 1994 har en mand (A) på vegne af de autonome grupper i København klaget over en artikel i B.T. den 23. december 1993. Klageren finder, at bladet har overtrådt god presseskik. Endvidere har klageren anmodet om genmæle.
I artiklen med overskriften "Rockere og BZere styrer hashhandlen på Christiania" hed det bl.a.
""Det er et sammenrend mellem tidligere BZere, i dag de såkaldte autonome grupper, og benhårde rockerbander, der styrer hashhandlen på Christiania.
De samme folk tjener styrtende med penge på deres underforhandleres hash-købmandsforretninger i fristaden."
Det siger formanden for Københavns Politiforening, Henrik Blandebjerg, til B.T.
Han henviser til de arbejdsresultater, som politiets særlige Christiania-gruppe er kommet med, efter mere end et års skærpet politiindsats i fristaden."
Det fremgik af artiklen, at B.T. havde forsøgt at få en kommentar fra Christiania.
Pressenævnet har til brug for sagen bl.a. bedt [A] om at oplyse nærmere om de autonome grupper i Københavns organisatoriske forhold, og om på hvilket grundlag han er berettiget til at repræsentere de autonome grupper i København. Det er i den anledning blevet oplyst, at der eksisterer ca. 15 organiserede autonome grupper i København, og et mindre antal grupper, der nærmest må betegnes som basisgrupper eller diskussionsgrupper. De autonome grupper er kendetegnet ved ikke at have nogen ledelsesstruktur, og de enkelte grupper er uafhængige og selvstyrende. Det er dog samtidig oplyst, at grupperne er underlagt stormødet. [A] repræsenterer efter det oplyste de autonome grupper i København, fordi han har indvilliget i at stå som kontaktperson, og fordi stormødet har godkendt denne bemyndigelse.
Til støtte for klagen over at god presseskik er overtrådt, er det anført, at oplysningerne fra B.T.s kilde Henrik Blandebjerg viderebringes subjektivt og uden modindlæg. Der er således intet gjort for at høre de autonomes mening om sagen.
I det af klageren udformede genmæle hedder det bl.a.
"At forskellige oppositionelle organisationer og modstandsgrupper rundt om i verden med jævne mellemrum bliver sværtet til på den ene eller anden måde af politi eller magthavere, er ikke noget særsyn. Det gælder, hvad enten det er ANC, FMLN, Greenpeace eller autonome grupper.
Almindeligvis handler tilsværtningerne om terrorisme, uhæmmet vold mod sagesløse, kriminalitet af en eller anden slags, korruption, og hvad der ellers ligger for.
Det er selvfølgelig meget forskelligt alt efter, hvor i verden man befinder sig, og hvilken form og betydning den pågældende organisation har i landet. Men fælles for stort set alle dele af kloden er, at hvis alle andre propaganda-tricks slår fejl, er der altid en salgs nødbremse: anklagen om "narkotikahandel"."
.....
"Lad os slå fast med syvtommersøm: Vi står ikke bag hashhandlen på Christiania, eller andre steder for den sags skyld."
Det bemærkes i øvrigt, at det i klagen er anerkendt, at klagefristen er overskredet.
I en udtalelse om klagen har B.T. gjort gældende, at der ikke foreligger en klageberettiget part i sagen, idet det ikke står klart, hvilke personer, der dækker sig under betegnelsen de autonome grupper i København. B.T er i øvrigt ikke bekendt med [A]s fuldmagt. Bladet har tilføjet, at et brev sendt fra bladet til [A] på den opgivne adresse er kommet retur med påtegningen "ubekendt efter adressen".
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Henrik Antonsen, Kate Bluhme og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler
Efter de oplysninger, Pressenævnet har modtaget fra er der ikke tale om en kreds af personer, der er afgrænset på en sådan måde, at de autonome grupper i København kan tillægges partsstatus i denne sag. Allerede af denne grund afvises sagen.
Afsagt den 15. september 1994.
Bladet havde anført, at de autonome grupper i København sammen med rockerne styrede hashhandlen på Christiania. De autonome kunne ikke anses for at være en sådan afgrænset kreds af personer, at de kunne tillægges partsstatus. Nævnet afviste derfor at behandle klagen.