Legislator Case Law & Legislation
W19990991325 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 7/1994

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 9913 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 7/1994

Tantec A/S og direktør [K] har klaget over en artikel i Kolding Folkeblad den 7. december 1993, idet klagerne har anmodet om genmæle over for nogle oplysninger i artiklen. Endvidere finder klagerne, at bladet i denne og nogle tidligere artikler har overtrådt god presseskik.

Artiklen den 7. december 1993 omtalte en straffesag, hvorunder den tidligere direktør og stifter af Tantec A/S samt en anden tidligere medarbejder blev dømt for at have tilegnet sig erhvervshemmeligheder fra firmaet og for dermed at have overtrådt markedsføringsloven. De to blev i november 1992 begge idømt ubetinget hæftestraf ved byretten. I oktober 1993 stadfæstede landsretten dommen.

Det hed bl.a. i artiklen

"En dag eller to efter at være blevet instrueret heri på virksomheden, foretog [A] (den ene domfældte) et back-up - producerede en edb-sikkerhedskopi - på sin egen computer. I to eksemplarer.

Det ene sæt disketter deponerede han i virksomhedens pengeskab, og det andet tog han med sig hjem. Siden brugte han det - på opfinder [B]s (den anden domfældte) udstyr - til at genskabe et skelet for et varekartotek, som han havde været vant til at føre det, et skelet, man kunne købe sig til eller producere på en dag.

Eller også brugte han det til at aflure Tantec dets mest vitale hemmeligheder om leverandører, komponenter, kunder og økonomi.

Tantec og landsretten mener, at det var det sidstnævnte, [A] gjorde, og med direktør [K]s ord havde han med backupen afsløret Tantec på kryds og tværs ved "fuldstændig at gennemskue virksomheden økonomisk"."

Det fremgik af artiklen, at straffesagen muligvis havde forbindelse til en anden sag i USA, hvor en tidligere Tantec-ansat var mistænkt for at have drevet industrispionage mod Tantecs søsterselskab.

Tantecs direktør [K] blev citeret således

"- Det er lykkedes at få dette til at se ud som en international sammensværgelse, og det har nok været medvirkende til at skabe netop det udfald, som sagen fik, siger [K]."

og

"- Jeg mente, der var en sammenhæng mellem tyveriet af forretningshemmeligheder i USA og det der foregik på Tantec i Lunderskov, forklarede direktør [K] under vidneansvar i landsretten."

Klagerne har under sagen for Pressenævnet fremlagt udskrift af retsbogen med gengivelse af [K]s vidneforklaring i landsretten. Citatet i artiklen fremgår ikke heraf.

Kolding Folkeblad har tidligere i artikler den 14. november 1992 samt den 28. marts, den 4. april, den 18. oktober, den 21. oktober og den 22. oktober 1993 omtalt straffesagen. Bladet forholdt sig i disse artikler kritisk til, om de domfældte havde handlet strafbart, men gengav objektivt retsinstansernes afgørelser om spørgsmålet.

Klagerne har til støtte for kravet om genmæle gjort gældende, at [K] ikke har udtalt sig som anført i citaterne. Da landsretten efter klagernes opfattelse har forkastet de domfældtes forklaringer som usandfærdige, finder klagerne endvidere, at landsrettens præmisser skal medtages i genmælet. Klagerne har derfor bedt om følgende

"Genmæle

Som advokat for Tantec A/S, Lunderskov og [K], direktør sammesteds, anmodes optrykt følgende genmæle

Kolding Folkeblad bragte den 7.12.1993 en artikel med overskriften "Spionagens amerikanske forbindelse".

I artiklen blev direktør [K] citeret for at have udtalt følgende

"Det er lykkedes at få dette til at se ud som en international sammensværgelse, og det har nok været medvirkende til at skabe netop det udfald, som sagen fik."

og under vidneafhøringen i landsretten at skulle have udtalt følgende

"Jeg mente, der var en sammenhæng mellem tyveriet af forretningshemmeligheder i USA og det der foregik på Tantec i Lunderskov."

Begge de angivne citater er urigtige, idet direktør ikke har udtalt sig som angivet, og idet han slet ikke har udtalt sig om sagen til pressen.

For at undgå flere misforståelser, optrykkes Vestre Landsrets præmisser

"Det må efter bevisførelsen for landsretten lægges til grund, at de data, som de tiltalte havde tilegnet sig, og som i udskrevet stand ville fylde 1300 A 4 sider, indeholdt blandt andet følgende oplysninger: Omsætningstal for 1986 og fremefter, de enkelte ordrer, der var afskibet månedsvis, statistikker, kundelister, leverandørkartotek med kontaktpersoner og oplysninger om de komponenter, der indgik i anlæggene, hvilke oplysninger var kommercielt særdeles afslørende for Tantec A/S. Det findes herefter utvivlsomt, at de pågældende oplysninger må anses for erhvervshemmeligheder i markedsføringslovens forstand. I betragtning af, at tiltalte B allerede var i besiddelse af en ældre udskrift af varekartotekstrukturen, at tiltalte ville være i stand til selv at konstruere et tilsvarende kartotek på ganske kort tid, at et strukturkartotek kunne købes for et par tusinde kroner, at indtastning at relevante dato i et sådant program ville være meget lidt tidskrævende, og at de oplysninger, der indeholdtes i Tantecs kartotek må antage at være af vital betydning for en nystartet virksomhed, findes det ubetænkeligt at forkaste de tiltaltes forklaringer om, at de alene havde til hensigt at tilegne sig selve varestrukturprogrammet.

Det tiltrædes herefter, at de tiltalte er fundet skyldige som sket.

Da straffene under hensyn til forholdets karakter findes passende bestemt, stadfæster landsretten dommen.""

Til støtte for klagen over, at Kolding Folkeblad har overtrådt god presseskik, har klagerne gjort gældende, at citaterne som anført i genmælet er ukorrekte.

Klagerne har endvidere gjort gældende, at bladets omtale af sagen - trods fældende straffedomme i 2 instanser - har været ensidig. Klagerne er blevet fremstillet som brutale kapitalister, der med al magt har forsøgt at knuse nogle forfulgte uskyldigheder.

I en udtalelse om klagen har Kolding Folkeblad gjort gældende, at genmælet efter sin udformning ligger uden for medieansvarslovens rammer.

Bladet har endvidere afvist klagen over, at artikelserien ikke er objektiv.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Else Mols, Henrik Antonsen, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Kolding Folkeblad har under sin kritiske belysning af straffesagen til stadighed givet objektive beskrivelser af retsinstansernes afgørelser. I artiklen den 7. december 1993 har bladet endvidere sammenfattet parternes hovedsynspunkter og landsrettens stillingtagen hertil. Pressenævnet finder derfor ikke, at bladet har handlet i strid med de vejledende retningslinier for retsreportage.

Som sagen er oplyst, finder Pressenævnet ikke, at bladet har godtgjort, at [K] har udtalt sig som angivet i artiklen. Kolding Folkeblad har derfor overtrådt god presseskik og Pressenævnet udtaler sin kritik.

Da oplysningerne om [K]s udtalelser findes egnet til at påføre klagerne økonomisk eller anden skade af betydning, er klagerne berettiget til genmæle.

Kolding Folkeblad pålægges herefter i medfør af medieansvarslovens § 49 at offentliggøre følgende

"Kendelse fra Pressenævnet.

Kolding Folkeblad bragte den 7. december 1993 en artikel med overskriften "Spionagens amerikanske forbindelse". Artiklen handlede om en straffesag, hvorunder den tidligere direktør og stifter af Tantec A/S samt en anden tidligere medarbejder blev dømt for at have tilegnet sig erhvervshemmeligheder fra firmaet og for dermed at have overtrådt markedsføringsloven. De to blev i november 1992 begge idømt ubetinget hæftestraf ved byretten. I oktober 1993 stadfæstede landsretten dommen.

Tantec A/S og direktør [K] har ved advokat Tom Tønnies klaget til Pressenævnet over artiklen. I en kendelse af 24. marts 1994 har nævnet bestemt, at klagerne har krav på følgende genmæle, som er udformet af deres advokat

"I artiklen den 7. december 1993 blev direktør [K] citeret for at have udtalt følgende

"Det er lykkedes at få dette til at se ud som en international sammensværgelse, og det har nok været medvirkende til at skabe netop det udfald, som sagen fik."

og under vidneafhøringen i landsretten at skulle have udtalt følgende

"Jeg mente, der var en sammenhæng mellem tyveriet af forretningshemmeligheder i USA og det der foregik på Tantec i Lunderskov."

Begge de angivne citater er urigtige, idet direktør ikke har udtalt sig som angivet, og idet han slet ikke har udtalt sig om sagen til pressen.

København, den 14. april 1994.

Else Mols, Henrik Antonsen, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen."

Afsagt den 14. april 1994.

Endelig adm. afgørelse 1994 9913 Valid

Klageren var blevet citeret ukorrekt i forbindelse med bladets kritiske belysning af en i øvrigt objektivt beskrevet retssag. God presseskik var overtrådt, og klageren var berettiget til et genmæle. Bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →