Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2/1994
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2/1994
Den Danske Forening har ved formand [navn] klaget over, at Ekstra Bladet har givet afslag på en anmodning om genmæle over for en artikel den 30. december 1993. Foreningen finder endvidere, at bladet har overtrådt god presseskik.
I artiklen, der havde overskriften "VIL VENDE HJEMMEVÆRNET MOD FREMMEDE", hed det bl.a.
"Med den direkte opfordring "Hold på dit våben!" har Den Danske Forening, DDF, nu startet en kampagne for at aktivere hjemmeværnet i "kampen om Danmark" - dvs. imod at landet falder i "fremmedes vold".
En ny pjece - trykt og udsendt af Den Danske Forening - advarer mod, at Danmark "gradvis udleveres til fremmede folkeslag" og gøres til et multi- etnisk eller multi-kulturelt samfund som følge af indvandrer- og flygtninge-politikken.
Propagandapjecen, der er udstyret med et falsk hjemmeværns-logo, indskærper derfor over for folk i hjemmeværnet, HJV, at de skal være på vagt
"Kampen om Danmark ER i gang!"
"Hold på dit våben! Hvem får ellers fat i det?"
Den fire sider store pamflet er angiveligt udgivet af veteraner fra Danmarks Frihedskamp og HJV og betalt af DDF, hvis bomærke, postboks og telefonnummer er optrykt som kontaktadresse med opfordringen: "Kopiér og giv videre!"
[Navn], formand for DDF, vedkender sig ansvaret for tryksagen, som foreningen har trykt og udsendt efter anmodning fra anonyme hjemmeværnsfolk.
- Vi støtter pjecen, fordi indholdet er fornuftigt. Den er udsendt for at modgå vildledende materiale om flygtninge og indvandrere, som hjemmeværnets ledelse står bag. Vi har betalt for tryksagen, fordi det er korrekt og rigtigt, hvad der står i den, fastslår DDF-formanden."
I slutningen af artiklen hed det
"DDF-formand [navn] siger, at opfordringen "Kampen om Danmark ER i gang! Hold på dit våben!" er et forsøg på at få utilfredse hjemmeværnsfolk til at blive i værnet i stedet for at melde sig ud.
- Hvad mener I så med spørgsmålet. Hold på dit våben! Hvem får ellers fat i det?
- Det ved jeg ikke. Man kan jo aldrig vide, hvem der så får våbnet, siger [navn].
- Men hvad har våben i det hele taget at gøre med flygtninge og indvandrere?
- Årh, hold op med det pjat.
- Der står jo højt og tydeligt "våben" i pjecen. Hvad betyder det?
- Hold nu op med et pjat. Jeg har svaret. Jeg har travlt. Farvel, lyder det afsluttende fra DDF-formanden."
Den omtalte pjece var optrykt som illustration til artiklen. Det hedder i pjecen
"Nutidens indvandringspolitik bidrager i virkeligheden til, ikke i en enkelt kortvarig handling, men gennem et langvarigt begivenhedsforløb, at bringe Danmark eller til en begyndelse dele af det i fremmedes vold. Resultatet søges besmykket med fintklingende fremmedord som "multietnisk" eller "multikulturelt" samfund, men de kan dog ikke skjule virkeligheden, som er den, at Danmark gradvis udleveres til fremmede folkeslag, og at danskerne fortrænges og mister først eneretten til deres eget fædreland og siden måske muligheden for at være i det som danske. Virkeligheden i dette svarer til, hvad der tidligere under andre forhold betragtedes og betegnedes som landsforræderi." Offentliggjort i 1991 i henhold til den sidste ordre fra fhv. nedkastningschef Jens Toldstrup, medstifter af den danske Hjemmeværn.
- Kampen om Danmark ER i gang !
- Hold på dit våben! Hvem får ellers fat i det?
Denne folder er udgivet af veteraner for Danmarks Frihedskamp og HJV i protest mod hjemmeværnsledelsens propagandapjece "Flygtninge - Indvandrere - Fremmedarbejdere". Folderen er udsendt med støtte fra Den Danske Forening, box 411, 8100 Århus C, tlf. 86132401.
Kopiér og giv videre!"
Ved skrivelse af 30. december 1993 anmodede klageren om sålydende genmæle
"Af EkstraBladet 30/12 fremgår, at Den Danske Forening har startet en kampagne for at aktivere Hjemmeværnet mod de fremmede.
Foreningen kender ikke noget til nogen sådan kampagne.
For et stykke tid siden udsendte hjemmeværnsledelsen - i strid med forpligtelsen til ikke at blande sig i politik - en stærkt manipulerende propagandapjece om indvandrere og flygtninge. Veteraner fra Frihedskampen, der var medlemmer af Hjemmeværnet, anmodede herefter foreningen om økonomisk støtte til en "modpjece". Denne støtte blev bevilget, og modpjecen udsendtes herefter sidste sommer. Den udleveres til alle interesserede, men rummer ud over det, EB viser, kun citater - fortrinsvis af FN-kilder og eksperter i befolkningslære. Herudover er bl.a. en af stifterne af Folkebevægelsen mod Nazisme citeret.
Foreningen har ingen øjeblikkelige planer om noget fremstød inden for Hjemmeværnet."
Ekstra Bladet afslog ved skrivelse af 3. januar 1994 at bringe genmælet.
Det fremgår i øvrigt af sagen, at Ekstra Bladet den 15. januar 1994 indeholdt en box med grå bundfarve, hvori det hed
"EKSTRA BLADET BEKLAGER
I et læserbrev 4. januar betegnede fhv. landssekretær i Den Danske Forening Flemming Hammerild, det som "usselt", at samme forenings formand [navn] misbruger den afdøde hædersmand Jens Toldstrups navn i sin propaganda over for Hjemmeværnet.
Ved forkortelsen af læserbrevet indføjede redaktionen en vending om, at [efternavn] ville "opfordre Hjemmeværnet til at gribe til våben over for flygtninge". Ekstra Bladet beklager og tilbagekalder denne urigtige beskyldning.
Allerede 5. januar søgte vi at råde bod på fejlen ved at bringe Flemming Hammerilds læserbrev uforkortet. Han redegjorde heri udførligt for, at Jens Toldstrup intet ville have at gøre med hverken Den Danske Forening eller
Red."
Klageren har til støtte for anmodningen om genmæle anført, at det må være berettiget i et genmæle at give en afrundet fremstilling, som har udsigt til at gøre situationen mere forståelig for læserne, selv om enkelte oplysninger fra den påklagede artikel derved gentages. Endvidere er det klagerens opfattelse, at retten til genmæle ikke er betinget af, om den, der anmoder om genmæle, har ret i det han skriver i genmælet - i det foreliggende tilfælde, om det er berettiget at karakterisere foreningens handlemåde som en kampagne. Klageren har endelig gjort gældende, at der ikke kan være tale om en aktuel kampagne, da pjecen stammer fra september 1993, og at der ikke er noget belæg for at påstå, at pjecen opfordrer Hjemmeværnet til at gribe til våben over for flygtninge. Ved at "markedsføre" denne urigtige oplysning finder klageren endvidere, at bladet har overtrådt god presseskik.
Ekstra Bladet har til støtte for afslaget på genmæle gjort gældende, at oplysningerne om baggrunden for pjecens tilblivelse allerede er indeholdt i artiklen den 30. december 1993. Endvidere har bladet gjort gældende, at udtrykket "kampagne" er dækkende for det faktiske forløb. Foreningen har ladet fremstille en tryksag, hvis ærinde kun kan forstås som en advarsel til Hjemmeværnets medlemmer om, at "Kampen om Danmark ER i gang" med tilføjelsen "Hold på dit våben! Hvem får ellers fat i det?" Yderligere er pjecen forsynet med opfordringen: "Kopiér og giv videre!".
Ekstra Bladet har endelig henvist til beklagelsen den 15. januar 1994 af, at man har indføjet en beskyldning i Hammerilds læserbrev om, at Den Danske Forening opfordrer Hjemmeværnet til at gribe til våben over for flygtninge.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler
Beskrivelsen af Den Danske Forenings pjece som en kampagne er et udtryk for Ekstra Bladets vurdering af sagen, og der er således ikke tale om en faktisk oplysning som nævnt i medieansvarslovens § 36, stk. 1. Af denne grund, og da der - som anført i Ekstra Bladets udtalelse - allerede i artiklen er oplyst om baggrunden for pjecens udarbejdelse, tiltræder Pressenævnet, at Ekstra Bladet har givet afslag på genmæle.
Foreningens formand har i artiklen fået lejlighed til at udtale sig om pjecen. På den baggrund og under henvisning til beklagelsen den 15. januar 1994, og til at bladet i sine redaktionelle bemærkninger i øvrigt ikke har fordrejet indholdet af pjecen, finder Pressenævnet ikke anledning til at kritisere Ekstra Bladet for overtrædelse af god presseskik.
Afsagt den 14. april 1994.
Artiklen indeholdt bladets vurderinger og ikke faktiske oplysninger. Derudover havde den klagende forenings formand fået lejlighed til at udtale sig til artiklen. Klagen over overtrædelse af god presseskik, og kravet om offentliggørelse af et genmæle blev ikke taget til følge.