Legislator Case Law & Legislation
W19990987125 DK

Fratrædelsesgodtgørelse, fradrag i dagpengeret.

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 9871 Valid

§ 2, stk. 1, i denne bekendtgørelse fastsætter, at udbetaling af løn, rådighedsløn mv. medfører fradrag i dagpengene, selv om der ikke udføres arbejde i den periode, udbetalingerne dækker.

Bestemmelsens stk. 2 fastsætter også, at ydelser, der træder i stedet for de i stk. 1 nævnte ydelser, medfører fradrag i dagpengene.

Endelig fastsætter bestemmelsens stk. 3, at stk. 1 og stk. 2 skal anvendes både på løbende udbetalinger og udbetalinger af engangsbeløb.

Bestemmelsen i § 2 handler om udbetalinger, der træder i stedet for løn. Navnet på ydelsen var derfor ikke afgørende i forholdet til udbetaling af dagpenge. Det var derimod afgørende, om det udbetalte beløb kunne anses for at træde i stedet for løn mv. i en periode.

Indledningsvis bemærkes, at det er direktoratets opfattelse, at der utvivlsomt var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, til at fastsætte reglerne i § 2 i bekendtgørelsen. Ordene "i ledighedsperioden" gik naturligvis ikke alene på, om den pågældendes indtægt havde relation til tiden før ledighedsperioden, men også på, om indtægten skulle tjene som indtægtsgrundlag eller forsørgelse i ledighedsperioden.

Fratrædelsesgodtgørelsen havde intet med arbejdsfrie indtægter at gøre, fordi den netop var en del af ansættelsesgrundlaget og kom til udbetaling i tilfælde af, at åremålsansættelsen ikke gennemførtes fuldt ud.

Direktoratet mente også, at det var væsentligt at se på, hvad formålet med fratrædelsesgodtgørelsen var. Således som rammeaftalen om åremålsansættelse var formuleret, var det åbenbart, at godtgørelsen havde til formål at sikre den åremålsansatte et forsørgelsesgrundlag i en periode, hvis ansættelsesforholdet ikke kunne gennemføres fuldt ud.

Dette var også tilfældet for rådighedsløn til tjenestemandsansatte, der ikke vil tiltræde eller ikke får tilbudt stillinger, der svarede til den tidligere stilling. Direktoratet forstod derfor ikke, hvorfor advokaten ikke mente at kunne parallelisere til tjenestemænd på rådighedsløn. Rammeaftalen gav netop mulighed for at sikre de åremålsansatte en stilling, der svarede til tjenestemænds rådighedsløn. Direktoratet mente derfor, at principperne i Meddelelse fra DfA nr. 21/97 af 9. maj 1997 ( tjenestemænd omfattet af tjenestemandslovens regler om rådighedsløn ) måtte anvendes på tilsvarende vis i denne sag.

Som nævnt var det åbenbart, at aftalen om de 1,25 mio. kr, skulle tjene et forsørgelsesgrundlag. Det var også tilfældet med dagpengene. Som følge heraf var det også relevant at se på dansk rets almindelige principper om dobbeltforsørgelse. Dette princip lå også bag bestemmelsen i § 2.

Der findes 3 Meddelelser fra DfA, der behandler dette princip. Det drejer sig om

· nr. 8/89 af 5. april 1989 (spørgsmål om tilbagebetaling af dagpenge for en periode, hvor der samtidig blev udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse)

· nr. 33/91 af 10. september 1991 (Fradrag/tilbagebetaling på grund af godtgørelse for uberettiget bortvisning)

· nr. 42/91 af 13. december 1991 ( Fradrag i efterlønnen for engangsbeløb, der kommer til udbetaling på grund af efterbetaling af en løbende pension).

Der findes også et par domme, der behandler princippet. Det drejer sig om

· Højesteretsdom af 17. juni 1992 (157/1991)

· Østre Landsret af 20. marts 1997 (B-3141-95).

Der var således solid praksis, hvorefter en ydelse i form af løn, erstatning herfor eller lignende, der skulle tjene til forsørgelse af den pågældende, skulle medføre fradrag/tilbagebetaling af dagpenge, da dagpenge også havde til formål at sikre den pågældende en forsørgelse.

Da pensionsindbetalingerne ikke var omfattet af bekendtgørelsens § 2, skulle de 100.000 kr., som medlemmet havde indsat på sin pensionsopsparing i Pensionskassen, ikke medføre fradrag i dagpengene.

Direktoratet havde bedt arbejdsløshedskassen om som 1. instans at træffe afgørelse, om medlemmet ved at acceptere et for kort opsigelsesvarsel måtte siges at være selvforskyldt ledig. Grunden hertil var, at medlemmets ansættelse løb til udgangen af 2001, men at han fratrådte den 1. april 1998 og accepterede en godtgørelse, der svarer til løn til december 1999. Der var derfor anledning til, at arbejdsløshedskassen som 1. instans undersøgte dette spørgsmål nærmere. Der henvises til § 28, stk. 5, i dagældende bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 om rådighed og selvforskyldt ledighed med tilhørende vejledning af 25. november 1996."

Medlemmets advokat klagede ved brev af 14. december 1998 over direktoratets afgørelse af 4. december 1998.

Advokaten anmodede om at få tilsendt kopi af de tre meddelelser og to domme, som direktoratet omtalte i sin afgørelse.

Advokaten ville efter modtagelsen af dette materiale fremkomme med yderligere bemærkninger i anledningen af direktoratets afgørelse.

Ved oversendelsen af klagen til ankenævnet den 17. december 1998 fastholdt direktoratet den trufne afgørelse.

Direktoratet bad i brev af 4. december 1998 kassen om at tage stilling til, om medlemmet var selvforskyldt ledig som følge af, at han havde accepteret et forkortet opsigelsesvarsel.

Arbejdsløshedskassen svarede ved brev af 10. december 1998, at medlemmet ikke skulle pålægges karantæne som selvforskyldt ledig.

Arbejdsløshedskassen skrev ligeledes til forbundet den 10.december 1998, at arbejdsløshedskassen havde lavet en regnefejl ved udregningen af dato for udbetaling, som skulle have været den 17. januar 2000. Arbejdsløshedskassen beklagede fejlen.

Ved brev af 25. januar 1999 fremkom medlemmets advokat med yderligere bemærkninger til sagen.

Advokaten anførte blandt andet

1) At klagen af 2. oktober 1998 blev fastholdt i sin helhed.

2) At direktoratet havde læst lovens tekst forkert. Direktoratet fandt at ordene "i ledighedsperioden" i arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk.1, nr. 3 ikke alene gik på, om den pågældende indtægt havde relation til tiden for ledighedsperioden, men også på, om indtægten skulle tjene som indtægtsgrundlag eller forsørgelse i ledighedsperioden.

Advokaten fandt denne læsning af loven ubegribelig, da der i det foreliggende tilfælde var tale om en indtægt forud for ledighedsperioden.

Direktoratet havde i sin afgørelse henvist til rammeaftalen om åremålansættelse og fandt det åbenbart, at godtgørelsen havde til formål at sikre den åremålsansatte et forsørgelsesgrundlag i en periode, hvis ansættelsesforholdet ikke kunne gennemføres fuldt ud.

Advokaten anførte, at direktoratet tilsyneladende havde henvist til § 5 i rammeaftalen, mens advokaten fandt at den rigtige henvisning måtte være § 6, stk. 1, nr. 3, hvilket blandt andet fremgik af, at § 5 ikke medførte udbetaling af fratrædelsesbeløb i tilfælde, hvor den ansatte selv opsagde ansættelsesforholdet.

Advokaten fandt det i øvrigt ikke åbenbart, at fratrædelsesbeløb i henhold til rammeaftalens § 5 havde til formål at sikre den åremålsansatte et forsørgelsesgrundlag i en periode, hvor ansættelsesforholdet ikke kunne gennemføres fuldt ud. Dette fremgik efter advokatens mening allerede af, at fratrædelsesbeløb også blev ydet, hvor ansættelsesforholdet blev gennemført fuldt ud. Endelig havde fratrædelsesbeløb efter § 5 ikke til formål at sikre forsørgelse i en efterfølgende ledighedsperiode, men var en del af de aftalte særlige vilkår i forbindelse med åremålsanættelse.

Rammeaftalens § 6, stk. 1 nr. 3 havde heller ikke til formål at sikre Deres klient et forsørgelsesgrundlag efter ansættelseforholdets aftalte ophør.

3) Med hensyn til de afgørelser, som direktoratet henviste til, fandt advokaten, at afgørelserne intet havde med den foreliggende sag at gøre. Alle fem sager, drejede sig efter advokatens mening om tilfælde, hvor de ydelser, der begrunder fradrag i dagpengene, træder i stedet for udbetalinger med relation til en periode indenfor ledighedsperioden.

4) Sammenfattende fandt advokaten, at direktoratets afgørelse var et forsøg på i strid med arbejdsløshedsforsikringslovens regler at nægte ret til udbetaling af dagpenge i anledning af udbetalinger udenfor ledighedsperioden med forbindelse til tidligere ansættelsesforhold, hvor direktoratet vurderede, at den ledige ikke havde noget akut forsørgelsesbehov under ledighed.

Direktoratet fremsendte den 2. februar 1999 svar på brev af 25. januar.

Direktoratet oplyste, at direktoratet fortsat var af den opfattelse, at der var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at fastsætte reglen i § 2 i bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Direktoratet fandt ikke, at advokaten var kommet med nye faktiske oplysninger eller nye retlige synspunkter af betydning for sagen.

Direktoratet henviste derfor til afgørelsen af 4. december 1998.

Advokaten fremkom i brev af 4. marts 1999 blandt andet med følgende bemærkninger

1) Advokaten havde alene hævdet, at der i § 58, stk. 1, nr. 3 i arbejdsløshedsforsikringsloven ikke var hjemmel til at fastsætte regler om betydningen af arbejde og indtægter udenfor ledighedsperioden og størrelsen af udbetalte dagpenge, og at bekendtgørelsens § 2 på denne baggrund og efter sin ordlyd måtte fortolkes således, at den alene fandt anvendelse på indtægter i ledighedsperioden.

2) Der forelå i begge sager en uløst retstvist mellem arbejdsgiveren og tjenestemanden/ dennes faglige organisation, som i sidste ende kun ville kunne løses ved en domstolsafgørelse.

Fratrædelsesgodtgørelsen var i begge sager at betragte som den pris vedkommende arbejdsgiver betalte for den ansattes opsigelse af ansættelsesforholdet i en situation, hvor arbejdsgiveren selv var afskåret fra ensidigt at bringe ansættelsesforholdet til ophør.

Arbejdsløshedskassen og direktoratet havde anset den aftalte fratrædelsesgodtgørelse som en indtægt, der i henhold til § 2 i bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge begrunder sådant fradrag under ledighed. Advokaten fandt at den valgte løsning var i strid med både lovens og bekendtgørelsens ordlyd samt det forsikringsprincip som arbejdsløshedsforsikringsloven er baseret på.

Advokaten fandt yderligere, at faktum var fordrejet i begge sager, for at § 2 i ovennævnte bekendtgørelse kunne anses for opfyldt. Fordrejningen bestod i en beskrivelse af baggrunden for og indholdet af de foreliggende aftaler om betaling af fratrædelsesgodtgørelse, som stred mod aftaleparternes dokumenterede afvigende opfattelses heraf.

Direktoratet blev hørt og svarede ved brev af 16. marts.

Direktoratet fandt, at advokaten ikke var kommet med nye faktiske oplysninger eller nye retlige anbringender, der havde betydningen for sagernes afgørelse.

Direktoratet henholdt sig derfor til begrundelserne i de to afgørelser og til bemærkningerne i brev af 10. december 1998.

Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1999 9871 Valid

§ 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, i arbejdsløshedsforsikringsloven fastsætter, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan fastsætte regler om, hvilken betydning arbejde og indtægt skal have for størrelsen af dagpenge, der udbetales efter lovens § 55, stk. 1 og 2.

Med hjemmel i denne bestemmelse har direktoratet udsendt bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Endelig adm. afgørelse 1999 9871 Valid

Fratrædelsesgodtgørelse, fradrag i dagpengeret.

Medlemmet meldte sig ledig i arbejdsløshedskassen den 1. april 1998. Han havde været ansat som sekretariatschef i kommunen fra den 1. januar 1997 til den 31. marts 1998. På ledighedserklæringen svarede han ja til spørgsmålet, om han selv havde sagt op. Medlemmet henviste herved til et vedlagt brev fra DJØF

Der var tale om et brev af 9. marts 1998 fra DJØF til medlemmet, hvoraf det fremgik, at der var indgået en aftale mellem DJØF og kommunen om en fratrædelsesgodtgørelse på 1,25 mio. kr. i forbindelse med medlemmets opsigelse.

Den 31. august 1998 havde arbejdsløshedskassen truffet afgørelse i sagen.

Det fremgik heraf, at medlemmet var ansat som sekretariatschef i henhold til kapitel 1 i rammeaftale om åremålsansættelse. Ifølge rammeaftalen kunne en åremålsansat afskediges efter ansøgning efter § 25 i tjenestemandsregulativet. Af § 7, stk. 2, i rammeaftalen om åremålsansættelse fremgik følgende

"1) En åremålsansat kan afskediges uansøgt på grund af sygdom eller tjenesteforseelse.

2) En åremålsansat kan afskediges uansøgt af andre årsager inden for et år efter, at åremålsstillingen er tiltrådt. Afskedigelsen skal meddeles med én måneds varsel og således, at ansættelsesforholdet bringes til ophør senest på årsdagen for tjenestemandens tiltræden af åremålsstillingen.

3) En åremålsansat kan afskediges uansøgt iøvrigt fra et år efter åremålsstillingen er tiltrådt, men forud for åremålets udløb, efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation og om vilkårene herfor."

På grundlag heraf var der indgået en aftale mellem medlemmet og kommune om, at medlemmet selv opsagde sin stilling til fratræden med udgangen af marts måned 1998. Parterne var enige om, at der til fuld og endelig afgørelse af forholdene omkring medlemmets fratræden blev ydet ham en fratrædelsesgodtgørelse på 1,25 mio. kr. Godtgørelsen skulle udbetales med udgangen af marts 1998.

Arbejdsløshedskassen var herefter af den opfattelse, at fratrædelsesgodtgørelsen på 1,25 mio. kr. skulle træde i stedet for løn. Dette skyldtes, at udgangspunktet for fratrædelsen var, at medlemmet var berettiget til løn indtil åremålsansættelsens udløb, men ved forhandling via DJØF opnåede medlemmet et beløb på 1,25 mio. kr.

Beløbet skulle derfor medføre fradrag i dagpengene. Med udgangspunkt i medlemmets seneste lønudbetaling for marts 1998 på 57.984,97 kr. havde arbejdsløshedskassen beregnet, at de 1,25 mio. kr. dækkede lønudbetaling indtil den 18. december 1999. Medlemmet var derfor først berettiget til dagpenge fra dette tidspunkt.

I tilslutning til klagen af 18. september 1998 fra DJØF havde advokaten ved brev af 2. oktober 1998 sendt sine bemærkninger til støtte for klagen.

Advokaten havde blandt andet anført, at

· Det kunne efter hans opfattelse ikke antages, at direktoratet i medfør af § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, i arbejdsløshedsforsikringsloven ved at udstede regler om arbejdes og indtægters betydning for retten til dagpenge havde hjemmel til at fravige den lovhjemlede ret til dagpenge under ledighed. Dette skyldtes, at hjemmelen i § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, angik arbejde og indtægter i ledighedsperioden.

· Arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 måtte også antages at have gjort op med, i hvilket omfang dagpengeretten bortfaldte, når et medlem var blevet ledig på grund af egen opsigelse.

· Meddelelse fra DfA nr. 21/97 af 9. maj 1997 (om tjenestemand omfattet af tjenestemandslovens regler om rådighedsløn) afvigede efter hans opfattelse ikke fra den hævdede fortolkning, fordi meddelelsen alene handlede om tjenestemand med ret til rådighedsløn.

Advokaten havde som supplement til arbejdsløshedskassens afgørelse oplyst, at kommunen under forhandlingerne med DJØF afviste, at medlemmet skulle være berettiget til løn frem til åremålsansættelsens udløb den 31. december 2001. Kommunen havde også under forhandlingerne gjort gældende, at to tilbudte stillinger måtte anses for at være passende.

På trods af DJØFs indsigelser herimod fastholdt kommunen under forhandlingerne, at medlemmet ikke var berettiget til løn til den 31. december 2001, og at de to tilbudte stillinger var passende.

Dette måtte antages at være grundlaget for den indgåede aftale mellem DJØF og kommunen om medlemmets fratrædelse.

Advokaten havde endelig oplyst, at medlemmet i henhold til aftalen med kommunen havde valgt at lade 100.000 kr. indbetale som indskud på hans pensionsordning i pensionskasse.

Den 6. oktober 1998 sendte direktoratet brevet af 2. oktober 1998 fra advokaten til arbejdsløshedskassen med anmodning om en ny vurdering af sagen.

I anledning heraf havde arbejdsløshedskassen den 17. november 1998 meddelt, at den efter en ny vurdering af sagen ikke har fundet grundlag for at ændre afgørelsen af 31. august 1998."

Direktoratet traf den 4. december 1998 følgende afgørelse

"Direktoratet var enig med arbejdsløshedskassen i, at godtgørelsen på 1,25 mio. kr. skulle medføre fradrag i medlemmets ret til dagpenge.

Medlemmet hvade derfor som udgangspunkt først ret til at få dagpenge den 18. december 1999. De 100.000 kr., som han havde ladet indgå i sin pensionsordning, skulle dog ikke fradrages i retten til dagpenge.

Direktoratet havde derfor i dag i overensstemmelse hermed bedt arbejdsløshedskassen om på ny at beregne, hvornår medlemmet opnår ret til dagpenge.

Direktoratet havde også i dag bedt arbejdsløshedskassen om som 1. instans at træffe afgørelse, om medlemmet ved at acceptere et for kort opsigelsesvarsel måtte anses for at være selvforskyldt ledig.

Begrundelse og regler

Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. § 57, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Endelig adm. afgørelse 1999 9871 Valid

Medlemmet var ansat som sekretariatschef i kommunen fra den 1. januar 1997 til den 31. marts 1998 og meldte sig ledig den 1. april 1998.

Det fremgår af brev af 9. marts 1998, at der er indgået en aftale mellem DJØF og kommunen om en fratrædelsesgodtgørelse på 1,25 mill. kr. i forbindelse med medlemmets opsigelse til fuld og endelig afgørelse af forholdene omkring hans fratræden. Godtgørelsen skulle udbetales ved udgangen af marts 1998.

Direktoratet fandt, at godtgørelsen skulle medføre fradrag i medlemmets ret til dagpenge, han havde derfor først ret til dagpenge den 18. december 1999. Direktoratet henviste til § 2 i bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 og fandt, at godtgørelsen skulle tjene som forsørgelsesgrundlag, jf. dansk rets almindelige princip om dobbeltforsørgelse. Direktoratet henviste yderligere til praksis på området.

I sagen er der yderligere rejst det spørgsmål, om ovennævnte bekendtgørelse har den fornødne hjemmel i § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Ankenævnet fandt, at den aftalte fratrædelsesgodtgørelse skulle medfører fradrag i medlemmets ret til dagpenge. Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →