Den sygeplejefaglige vurdering af selvmordsfaren
Statutory Text (2 Articles)
Den sygeplejefaglige vurdering af selvmordsfaren
Patientklagenævnet fandt, at sygeplejersken havde udvist den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med sin patientsamtale. Nævnet lagde vægt på, at hun havde noteret sine iagttagelser, vurderet dem og videregivet dem samme dag til afdelingens læger. Det fremgik af sagen, at de behandlende læger i overensstemmelse med sygeplejersken ikke havde fundet holdepunkter for aktuelle selvmordsplaner. Patientklagenævnet udtalte, at selvmordstanker ikke var ualmindelige hos patienter med svære depressioner, og at depressive patienters selvmordstanker, når de henlægges til fremtiden og forudsætter en forudgående afprøvning af tilværelsen, sædvanligvis ikke indicerer særlige foranstaltninger.
En 64-årig mand med diagnoserne maniodepressiv sindssygdom og begyndende demens havde i forbindelse med arbejdsophør og børnenes flytning fra hjemmet udviklet en alvorlig depression, der førte til flere indlæggelser på en psykiatrisk afdeling. Under 3. indlæggelse virkede han klart depressiv, psykomotorisk hæmmet og samtidig rastløs. Ved kontaktforsøg fra personalets side reagerede patienten ofte med irritation og afvisning, men var mildere stemt, hvis han blev opsøgt på sit værelse. Cirka syv uger efter indlæggelsesdagen blev han på denne måde opsøgt af en vagthavende sygeplejerske, der fandt, at han virkede trist, bange for fremtiden og havde svært ved at tro på, at han kunne klare mere. Senere samme dag opsøgte patienten samme sygeplejerske, fordi han havde behov for at fortælle, at han på længere sigt så selvmord som en løsning, hvis hverdagen ikke lykkedes. Han følte behov for at tale med en psykolog om disse tanker og udtrykte ængstelse for, at hans fortrolighed ville få personalet til at flytte ham til en lukket afdeling. Sygeplejersken lovede, at ønsket om psykologsamtaler ville blive fremsat på afdelingskonferencen, men vurderede i øvrigt ikke patienten aktuelt selvmordstruet. Tre dage senere begik patienten selvmord ved at hænge sig.