Retlig interesse samt hensyn til den afdøde og andre private interesser
Statutory Text (2 Articles)
Retlig interesse samt hensyn til den afdøde og andre private interesser
Patientklagenævnet fandt, at kvinden måtte betragtes som nærtstående til afdøde, da hun hverken var skilt eller separeret fra afdøde og var mor til afdødes børn. Det forhold, at hustruen i en periode med børnene var fraflyttet det fælles hjem, fandt nævnet ikke kunne medføre, at hun ikke kunne anses som en nær pårørende, navnlig når hensås til, at de boede sammen op til hans død.
Patientklagenævnet fandt, at kvinden havde en retlig interesse i at få aktindsigt i journalen, da årsagen til anmodningen om aktindsigt blandt andet var, at kvinden ikke kunne tilslutte sig lægens behandlingsteori. Patientklagenævnet lagde imidlertid på baggrund af lægens udtalelse samt forældrenes oplysninger til grund, at afdøde ikke ønskede, at hustruen fik aktindsigt i hans journal. På baggrund af en konkret vurdering af de samlede oplysninger i sagen fandt nævnet herefter, at hensynet til afdødes udtrykkelige ønske oversteg hustruens interesse i at se journalen, og nævnet fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte lægens afslag.
En kvinde anmodede om aktindsigt i sin afdøde mands journal. Lægen meddelte kvinden afslag med den begrundelse, at manden havde givet udtryk for, at han under ingen omstændigheder ønskede, at kvinden fik aktindsigt i hans journal. Blandt sagsakterne fandtes et brev fra mandens forældre, hvoraf det fremgik, at manden over for dem havde oplyst, at han over for lægen havde betinget sig, at de problemer, han havde inden for familielivet, absolut ikke måtte komme til hans kones eller andres kendskab. Endvidere fremgik det af brevet, at manden havde ønsket at blive skilt, men ikke havde magtet at følge op herpå. Det var noteret i journalen vedrørende kontakt til pårørende, at lægen efter aftale gerne måtte kontakte mandens forældre.