Retlig interesse samt hensyn til den afdøde og andre private interesser
Statutory Text (2 Articles)
Retlig interesse samt hensyn til den afdøde og andre private interesser
Patientklagenævnet fandt efter en gennemgang af journalen, at overlægens afslag på aktindsigt i den afdøde mors journal var korrekt på grund af afgørende hensyn til moderen selv og andre private interesser. Patientklagenævnet lagde vægt på, at det var en datter, der anmodede om aktindsigt i sin mors journal. Nævnet lagde imidlertid også vægt på, at moderen udtrykkeligt havde modsat sig, at hendes datter skulle få aktindsigt i hendes journal og dermed varetage hendes interesser. Endelig lagde nævnet vægt på, at journalen også efter nævnets opfattelse indeholdt sådanne oplysninger, at der var grundlag for at afslå at give aktindsigt af hensyn til andre private interesser.
En voksen datter anmodede om at få aktindsigt i sin afdøde mors journal på en psykiatrisk afdeling. Datteren oplyste, at hendes anmodning om aktindsigt udsprang af et dybt ønske om at komme sandheden om sin mors lidelse nærmere og et ønske om at få afklaret nogle af de tanker, som hun nu stod tilbage med. For datteren var dette en nødvendig del af bearbejdningen af sin sorg.
Overlægen på afdelingen gav datteren afslag på hendes anmodning om aktindsigt med den begrundelse, dels at moderen havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede, at der blev givet aktindsigt i hendes journal, og dels hensynet til tredjemand.
Af et journalnotat fremgik det, at moderen ikke var interesseret i, at datteren fik aktindsigt i hendes journal, idet aktindsigten blev forlangt for at glæde og tækkes moderens fraskilte ægtefælle.