Legislator Case Law & Legislation
W19990977325 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 69/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 9773 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 69/1999

Hamburg-Mannheimer Forsikringsservice A/S har ved advokat K.L. Németh klaget til Pressenævnet over Danmarks Radios omtale af nævnets kendelse i sag nr. 43/1999 forud for offentliggørelsen af kendelsen, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat, og at omtalen er i strid med medieansvarslovens § 49.

Pressenævnet kendelse blev fredag aften den 28. maj efter nyhedsudsendelsen, ca. kl. 21.30 offentliggjort således som Danmarks Radio var blevet pålagt.

Imidlertid bragte Danmarks Radio i nyhedsudsendelsen kl. 18.30 omtale af kendelsen og kommentarer hertil. Indslaget herom lød

"Speak: Pressenævnet kritiserer DR programmet Rapporten for brug af skjult kamera i en udsendelse om forsikringsselskabet Hamburg-Mannheimer.

Nævnet mener ikke, at programmet tydeligt nok gjorde opmærksom på nødvendigheden af at bruge skjult kamera, men nævnet medgiver dog DR, at oplysningerne i Rapporten var af klar samfundsmæssig interesse. Og kendelsen rokker ikke ved oplysningernes troværdighed.

I DRs fakta afd. forstår man ikke afgørelsen. TV-Avisens søndagsmagasin har nemlig også brugt skjulte optagelser i en reportage om Hamburg-Mannheimer. Dengang accepterede Pressenævnet brugen af skjult kamera med den begrundelse, at det var nødvendigt for udsendelsens formål og indhold.

Nu har Pressenævnet altså en anden opfattelse. Generelt mener nævnet, at brug af skjult kamera tit er i strid med god presseetik."

Klageren har anført, at Danmarks Radio groft har tilsidesat medieansvarslovens § 49 ved 2½ time forud for offentliggørelsen af kendelsen at bringe kommentarer hertil.

Klageren har videre anført, at denne tilsidesættelse af medieansvarsloven indebærer en tilsidesættelse af det pålæg, Pressenævnet har meddelt Danmarks Radio om at bringe nævnets kendelse uden kommentarer.

Klageren har herudover anført, at Danmarks Radio har udsendt en pressemeddelelse, i hvilken Danmarks Radio har kommenteret nævnets kendelse.

Danmarks Radio har i en udtalelse anført, at klageren den 28. maj kl. 10.05 udsendte en pressemeddelelse, der indeholdt en kommentar til Pressenævnets kendelse. Dette førte til, at Danmarks Radio efter kl. 16.00 samme dag udsendte en pressemeddelelse med henblik på at replicere klagerens bemærkninger om mediehetz, som Danmarks Radio ikke fandt kunne stå uimodsagt. På dette grundlag bragte TV-Avisen kl. 18.30 et indslag om sagen.

Danmarks Radio har videre anført, at indslaget kl. 18.30 ikke er en del af Danmarks Radios pligtmæssige offentliggørelse efter medieansvarslovens § 49. Det kan næppe være meningen med bestemmelsen, at Danmarks Radio som det indklagede medie skal være afskåret fra et bringe nyheder, som alle andre medier frit kan bringe.

Danmarks Radio har endelig anført, at man netop for at undgå at komme i konflikt med bestemmelsen valgte at bringe indslaget i den udgave af TV-Avisen, der ikke var i umiddelbar tilknytning til offentliggørelsen af resuméet.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Erling Fugl.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet har i sin årsberetning for 1997 på side 6 anført: "Det er nævnets opfattelse, at det ikke er i strid med lovens § 49, at medierne i forbindelse med nævnets kendelse bringer en redaktionel artikel uden kommentarer og fremkommer med en kommentar på lederplads. Spørgsmålet om placering og omfang af kommentarer vil dog kunne gøres til genstand for en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde."

Pressenævnet finder i denne sag ikke grundlag for at kritisere, at Danmarks Radio bragte omtale af kendelsen og kommentarer hertil, idet dette ikke skete i umiddelbar forbindelse med offentliggørelsen af kendelsen.

Afsagt den 16. juni 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 9773 Valid

Tv-stationen havde meddelt, at et resumé af nævnets kendelse i sag nr. 43/1999 ville blive offentliggjort i den sene nyhedsudsendelse. Tv-stationen bragte dog allerede i den tidlige nyhedsudsendelse et journalistisk indslag om kendelsen. Klageren i sag nr. 43/1999 klagede over det journalistiske indslag, som klageren mente var i strid med medieansvarslovens § 49. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere indslaget, idet dette ikke blev bragt i umiddelbart forbindelse med offentliggørelsen af kendelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →