Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 63/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 63/1999
En kvinde (K1) og hendes datter (K2) har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Århus Stiftstidende den 1. april, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen havde overskriften "Hesteejer dømt for at lokke mindreårige rideelever til sex" og bl.a. følgende indhold
"Hestesportsmiljø: 47-årig fik to års fængsel for misbrug og vold mod unge piger
I flere år havde en nu 47-årig mand et avanceret og til tider voldeligt seksuelt forhold til en ridesportsinteresseret pige før hun blev 15 år. Det fik han i går dom for ved Retten i Århus, der også mente, at han har krænket en anden pige på 11 år.
Domsmandsretten brugte flere timer på at finde frem til straffen på to års fængsel. Manden har under sagen nægtet at have haft samleje og anden form for sex med de to mindreårige piger. Han har dog indrømmet, at have haft et intimt forhold med sadomasochistiske elementer til den ene, men først efter hun var fyldt 15.
Men Retten lagde vægt på vidners og pigernes forklaring. Til gengæld understregede den juridiske dommer, at det i strafudmålingen talte til den tiltaltes fordel, at den ældste af pigerne havde fortsat sine seksuelle møder med ham i flere år efter hun var fyldt 15 år.
Sagen kom første gang frem sidste sommer. Den 47-årige blev anmeldt for at have krænket en 11-årig pige, da han overnattede sammen med hende i et telt ved en gård med heste syd for Århus. Det fik også den nu 21-årige pige til at gå til politiet for at fortælle om sin fortid med manden.
Pige lagde an
Begge piger har været vilde med hestesport, og det var indgangsvinklen til det intime bekendtskab med den 47-årige.
Om det lange forhold til den nu 21-årige kvinde forklarede han under retssagen, at han på fritidscentret ved Jydsk Væddeløbsbane havde fattet interesse for hende, da hun var 13 år.
Han havde heste opstaldet der, og pigen kom på grund af sin interesse for dyrene.
Den tiltalte mente, at hun havde potentiale til at blive en dygtig jockey. Hun fik særskilt undervisning af ham, og han begyndte at køre hende hjem fra ridesportscentret.
Han sagde i Retten, at den mindreårige pige lagde an på ham, men han ville vente med sex, til hun blev 15 år. Efter den tid var de til gengæld intimt sammen mange gange i et par år, til hun blev 17-18 år. Deres hemmelige møder fandt sted i blandt andet lejede værelser på Mols, og i et sadelrum ved væddeløbsbanen. Han brugte forskellige remedier i deres sexlege og slog hende med ridepisk og bøjle. Men det var fordi hun ønskede det, fastslog den tiltalte i Retten.
Fik vin før sex
Under den to dage lange domsmandssag forklarede den nu 21-årige kvinde selv om sin nu afsluttede følelsesmæssigt indviklede affære med den tiltalte.
Som 13-årig blev hun første gang lokket til samleje og oral sex med manden, der først havde drukket hende fuld. Seancerne gentog sig. Senere fik han på "et fornuftsplan" overbevist hende om forholdets rigtighed, men hun var ikke forelsket i manden. Hun isolerede sig mere og mere fra sine jævnaldrende og holdt i en periode næsten op med at spise.
Dagbog om sex
På et tidspunkt efter et ridestævne i en anden by ville hun bryde med ham. Men han græd, og hun fortsatte derfor forholdet "af medlidenhed", forklarede hun.
Til sidst lærte hun at "kontrollere sin krop", så hun ikke reagerede på de seksuelle aktiviteter. Derefter var der kun tale om ren afstraffelse fra mandens side, sagde hun.
Den tiltalte havde, ifølge den nu 21-årige, også bedt hende skrive dagbog for på skrift at få bekræftet, at hun nød de forskellige sex-lege. Hendes mor fik fat på optegnelserne, da pigen stadig var under 15 år og overvejede at anmelde manden til politiet. Men hun undlod, fordi hun i smug havde læst dagbogen.
Forholdet til den 26 år ældre mand sluttede, da pigen mødte jævnaldrende på en skole og fik en kæreste på sin egen alder.
Hun gik først til politiet, da sagen om den 11-årige pige kom frem.
Begge piger har haft psykiske problemer og får professionel hjælp. Den 11-årige pige blev tilkendt 30.000 kroner i erstatning for tort, mens den 21-årige fik 5.000 kroner i erstatning."
Klagerne har anført, at K2 er den nu 21-årige kvinde, der er omtalt i artiklen.
Klagerne har videre anført, at det rent faktisk var K2, der anmeldte sagen og ikke den 11-årige pige, der er nævnt i artiklen. Klagerne har i tilknytning hertil anført, at grunden til, at der ikke blev foretaget anmeldelse i 1991, var, at K2 på det tidspunkt over for sin mor benægtede, at der var et forhold.
Klagerne har deruden anført, at det er urimeligt, at bladet bringer den tiltaltes påstande som faktum i mellemrubrikken "pige lagde an".
Klagerne har herudover anført, at der ikke er vist størst muligt hensyn over for ofre for forbrydelser, og at artiklen på grund af sit ordvalg ikke er objektiv.
Bladet har i en udtalelse om sagen anført, at det af klagerens oprindelige henvendelse til bladet var uklart, om klageren ønskede et genmæle eller en berigtigelse fra bladet. Bladet kontaktede derfor klageren og tilbød denne at bringe et genmæle eller en berigtigelse af de to mindre fejl, der er i retsreferatet. Dette ønskede klageren at overveje.
Bladet har i den forbindelse nærmere anført, at man ventede med en rettelse, idet bladets normale politik er at være large med et genmæle og dets måske lidt mere personlige, subjektive præg.
Bladet har videre anført, at bladet straks indrykkede rettelsen, da man modtog klagen fra Pressenævnet, idet det heraf fremgår, at klageren ikke ønsker et genmæle.
Bladet har yderligere anført, at den anklagedes påstande står for hans egen regning i afsnittet "Pige lagde an", og bladet har herudover afvist, at ordvalg og tone på nogen måde er i strid med god presseskik.
Bladet har fremlagt kopi af forsiden af 2. del "Århus", 23. maj 1999, hvoraf fremgår
"Rettelse
I forbindelse med et retsreferat om en 47-årig mand fra Århus, der blev idømt to års fængsel for at have sex med to mindreårige piger, skrev vi torsdag 1. april, at det var en 11-årig pige, som først anmeldte ham.
Hun var den ene forurettede. Det var imidlertid den anden forurettede, en nu 21-årig kvinde, der sammen med en 18-årig pige først gik til politiet med en anmeldelse om de ulovlige forhold. Ved en fejl byttede avisen desuden om på de beløb, som den 11-årige pige og den nu 21-årige kvinde blev tilkendt af retten i erstatning for tort. Den 11-årige pige fik 5.000 kroner, mens den 21-årige fik tilkendt 30.000 kroner i erstatning. Vi beklager fejlene."
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet kan ikke foretage en bevisførelse, og nævnet kan derfor ikke tage stilling til, om bladet har refereret korrekt fra forklaringerne i retten.
Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at bladet har gengivet den dømtes forklaring under sagen, og heller ikke grundlag for at kritisere den dertil hørende mellemrubrik.
Da bladet endvidere på eget initiativ har rettet nogle forkerte oplysninger i artiklen, finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.
Afsagt den 16. juni 1999.
Bladet havde refereret fra en retssag, hvor en mand blev dømt for misbrug og vold mod unge piger. En af pigerne og hendes mor klagede over referatet, som de fandt var forkert. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere referatet. Da bladet endvidere på eget initiativ havde rettet nogle forkerte oplysninger i artiklen, fandt Pressenævnet heller ikke i øvrigt grundlag for kritik.