Legislator Case Law & Legislation
W19990976625 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 52/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 9766 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 52/1999

Advokat Christian Harlang og advokat Henrik Karl Nielsen har klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Berlingske Tidende den 7. april 1999, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet ikke af egen drift har berigtiget en række oplysninger, som klagerne anser for at være forkerte.

De to artikler fyldte en hel side og var ledsaget af et billede samt en grå ramme med overskriften "dokumentation".

Den første artikel havde overskriften "Døde grønlændere sagsøger staten" og bl.a. følgende indhold

"Proces: Flere af de grønlændere, der sagsøger staten i den verserende Thule-retssag, er både døde og begravede. Mens andre i modstrid med oplysninger fra Thule-boernes advokater har boet i Danmark i årevis, viser en stikprøve.

Selv om retssagen om forflyttelsen af den grønlandske befolkning fra Thule er gået ind i sin anden måned, hersker der fortsat tvivl om antallet af sagsøgere i det historiske opgør i Østre Landsret.

Således er mindst fem grønlændere, der er medtaget i processkrift til retten i slutningen af februar, ifølge Folkeregistret afgået ved døden længe inden retssagens start den 1. marts, viser en stikprøve foretaget af Berlingske Tidende.

En stribe andre sagsøgere har ligeledes i modstrid med oplysninger i processkriftet fra Thule-boernes advokater Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen boet i Danmark i årevis. Mens atter andre tilsyneladende er forsvundet og hverken kan findes eller identificeres via Folkeregistret.

De to advokater afviser selv, at oplysningerne har relevans for sagen."

Den anden artikel havde overskriften "Sagsøgere søges" og bl.a. følgende indhold

"På vegne af 598 grønlandske sagsøgere har advokaterne Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen stævnet den danske stat for tvangsforflyttelse af Thulekolonien i 1953. Kravet er millionerstatning samt retten til igen at bo og jage omkring Thule. Selv om sagen har været forberedt i mere end et par år, hersker der forvirring om flere sagsøgere: Nogle er døde, andre flyttet eller forsvundet.

Sagsøger nummer 392 Bodil Fisker Sørensen bor heller ikke på den opgivne c/o-adresse i Qaanaaq. Hun har derimod boet de sidste 30 år i Danmark.

Først på Bornholm, hvor hun i slutningen af 60erne gik på ungdomsskole, og siden begyndelsen af 70erne i Horsens. Her har hun gennem årene arbejdet på blandt andet plejehjem, renseri og fabrik, indtil hun gik på pension.

"Jeg har overhovedet ikke hørt, at der skulle være noget med at sagsøge, eller hvad det er, du siger. Det har jeg overhovedet ikke hørt noget om," siger Bodil Sørensen.

Ved du ikke, at der kører en retssag i landsretten, hvor du sagsøger statsministeren?

"Nej, det vidste jeg dæl'me ikke. Jeg har ikke hørt noget om alt det her".

Bodil Sørensen forklarer, at det er hendes mor i Qaanaaq i Nordgrønland, der i sin tid har meldt hende ind i foreningen Hingitaq 53. Men efter indmeldelsen har hun ikke fået noget at vide, siger hun.

Nu hvor hun erfarer, at der faktisk kører en retssag for øjeblikket med hende selv som deltager, finder hun det dog i orden, at staten bliver sagsøgt. Men hendes grunde er ikke personlige. For selv om hun bl.a. stiller med retskrav om at kunne bo og jage i Thule-distrikt, har dette ikke hendes interesse.

"Nu har jeg jo min mand og børn her," som hun siger. Hendes grund til, at hun alligevel bakker op bag søgsmålet, er, at hun som medsagsøger "da gerne vil hjælpe dem med at klage"."

Rammen med overskriften "Dokumentation" lød

"I eftermiddag har Berlingske Tidende telefonisk forelagt os navne på fem personer, der angiveligt skulle være afgået ved døden, efter at sagen er anlagt. Til orientering vedlægger vi kopi af vores skrivelse af d.d. til kredsdommeren i Qaanaaq.

Vi kan i øvrigt udtale følgende

"Sagsanlægget omfattede ved sit anlæg 610 navngivne individuelle sagsøgere (plus Thule-stammen). Fra samtlige foreligger der ved sagens anlæg erklæringer om at ville deltage. På ca. 6000 km afstand har vi naturligvis ikke samme forbindelse med vore klienter, som hvis der var tale om en klient i Valby. Vi har d.d. forespurgt den kompetente myndighed i Grønland, Kredsretten i Qaanaaq om Berlingske Tidendes oplysninger er korrekte og i givet fald, og boerne ønsker at indtræde.

Beklageligvis afspejler det tema, der tages op i udtalelsen fra Karsten Hagel-Sørensen, at både Berlingske Tidendes journalister igen har misforstået sagens opdeling i fire påstande af hhv. individuel og kollektiv art, og desværre også fejlaflæsning af den i januar d.å. indgåede procesaftale. Det er meget beklageligt, at avisen åbenbart lader sig styre af en interesse i at miskreditere sagsøgerne. I det omfang disse fejl yderligere trykkes, vil vi selvsagt udvide den allerede til pressenævnet indgivede klage herom."

Vi har til udtalelsen fra Karsten Hagel-Sørensen følgende bemærkninger

"Statistisk set vil der under et sagsforløb med over 600 deltagere undervejs indtræffe dødsfald. Således som det også er sket her. I et antal tilfælde hvor vi er blevet opmærksomme på, at en eller flere er afgået ved døden, har vi fra den lokale skifteret modtaget meddelelse om, at vedkommende bo har ønsket at indtræde, således som det er helt normalt i retssager. Berlingske Tidendes oplysninger har vi nu forelagt for skifteretten til verificering. Kammeradvokatens bemærkninger om Zartiden, er derfor helt malplaceret, hvad han naturligvis udmærket godt selv ved.

Desværre kan hverken Berlingske Tidende eller Kammeradvokaten åbenbart læse den skriftlige procesaftale, som man henviser til, for ud af de 599 sagsøgere, drejer den sig jo netop udtrykkeligt kun om de 78. De resterende 521 sagsøgere er der ikke indgået nogen procesaftale om. Sandsynligvis er en del af de yngre medlemmer af Thule-stammen for tiden på skole- og uddannelsesophold i Danmark. Vi går ud fra, at statens advokat ikke vil bruge det som et argument mod medlemmer af Thule-stammen, at de uddanner sig til at kunne bestride arbejde bl.a. i Thule.

Vi håber, at Berlingske Tidende og Kammeradvokaten fremover vil koncentrere sig om sagens indhold. Under retsmødet den 25. marts d.å. måtte Kammeradvokaten efter landsrettens votering indkassere et nederlag, idet landsretten tilkendegav, at Kammeradvokaten uberettiget havde forsøgt at inddrage et nyt anbringende i sagen vedrørende ejendomsretten til Thule-befolkningens kirke i Uummanaaq."

Med venlig hilsen

Christian Harlang

Henrik Karl Nielsen"

Klagerne har anført, at de den 9. april 1999 anmodede bladet om at berigtige en lang række faktuelt ukorrekte oplysninger bragt i artiklen, men at bladet har afvist dette.

Klagerne har videre anført, at udtalelserne, der angives at stamme fra Bodil Fisker Sørensen bibringer læserne det indtryk, at klagerne som beskikkede advokater i sagen fører sagen uden mandat fra Bodil Fisker Sørensen. Dette er en meget alvorlig beskyldning mod dem som beskikkede advokater. Klagerne har i den forbindelse anført, at Bodil Fisker Sørensen over for dem har bestridt, at hun har udtalt sig som anført, og hun har bekræftet, at hun fortsat ønsker at være part i sagen.

Klagerne har i øvrigt anført, at Bodil Fisker Sørensens beskyldninger burde have været foreholdt dem på forhånd med henblik på en kommentar.

Bladet har i en udtalelse om sagen anført, at bladet ikke har nogen intentioner om at nægte de to advokater ordet eller hindre dem i at opklare eventuelle misforståelser eller utilsigtede fornærmelser, men at klagerne ikke har efterkommet en opfordring til at sende et genmæle eller formulere præciseringer.

Bladet har vedrørende udtalelserne fra Bodil Fisker Sørensen anført, at hun ikke fremsætter "alvorlige beskyldninger" mod klagerne, og at bladet heller ikke gør dette.

Bladet har nærmere anført, at bladet har forelagt klagerne alle faktuelle oplysninger til udtalelse og eventuel korrektion, og at bladet i forbindelse med den påklagede artikel bragte deres svar øverst på siden sammen med nyhedsartiklen. Bodil Fisker Sørensens udtalelser blev imidlertid ikke forelagt for klagerne, idet de ikke rummer kritik af klagerne, men angår hende selv og den sag, som foreningen Hingitaq 53 åbenbart har anlagt på hendes vegne.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagerne ikke har anmodet bladet om et genmæle for så vidt angår de oplysninger, som de finder er ukorrekte.

Pressenævnet finder, at der ikke er tale om sådan forkerte oplysninger, at bladet har været forpligtet til i overensstemmelse med god presseskik at berigtige disse.

Pressenævnet finder endvidere, at bladet vedrørende sagsøger nummer 392 ikke har bragt oplysninger, som burde have været forelagt for klagerne forud for offentliggørelsen.

Da bladet endvidere i vidt omfang har forelagt artiklernes oplysninger for klagerne og har bragt deres skriftlige kommentarer hertil, finder Pressenævnet, at god presseskik ikke er tilsidesat i forbindelse med omtalen i Berlingske Tidende.

Afsagt den 16. juni 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 9766 Valid

Bladet havde dækket en retssag om en række tidligere og nuværende Thuleboeres krav mod statsministeren. Thuleboernes advokater klagede over dækningen. Der var på et konkret punkt ikke bragt oplysninger, der burde have været forelagt for klagerne forud for offentliggørelsen. Artiklernes omlysninger var i øvrigt i vidt omfang blevet forelagt for klagerne, og deres kommentarer hertil var blevet bragt. God presseskik var derfor ikke tilsidesat.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →