Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 48/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 48/1999
Tyrkiet Eksperten ApS har ved advokat Ervin Birk klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i STAND BY, nr. 178, februar 1999, idet firmaet mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.
På bladets forside var følgende henvisning: "Tyrkiet Eksperten dømt for injurier. Side 3".
Artiklen på side 3 lød
"Tyrkiet Eksperten dømt for injurier
Det blev dyrt for Tyrkiet Eksperten og rejsebureauets tidligere direktør [A] i en annonce at skrive om en journalist, at han "forekom beruset under et besøg i Tyrkiet Eksperten".
Tyrkiet Eksperten og [A] blev ved Københavns Byret dømt for injurier og overtrædelse af straffeloven, da journalisten med støtte fra Dansk Journalistforbund rejste sag.
[A] blev idømt 10 dagbøder á 500 kr. eller en forvandlingsstraf på 10 dages hæfte for i to annoncer at have skrevet om rejseredaktør Carsten A. Andersen, B.T. og formand for Danske Rejseskribenter, at han "forekom at være beruset ved et besøg hos Tyrkiet Eksperten".
Udtalelsen blev af dommeren kendt ubeføjet altså opdigtet og uden hold i virkeligheden.
A] skal desuden betale 15.000 kr. i sagføreromkostninger til Dansk Journalistforbund, som i retten var repræsenteret af advokat Preben Kønig.
Sagen tog en hel dag i retten. Afgørende for udfaldet var, at de tre vidner for Tyrkiet Eksperten, [A],den tidligere ejer af Sultan Rejser og medarbejder i Tyrkiet Eksperten Gundus Dogusoy, samt salgsassistent Erean Sabedinovski enslydende forklarede hvordan Carsten A. Andersen skulle have optrådt.
Vidnerne var stærkt uenige
Men da forsvareren spurgte de tre vidner, hvornår det var sket, var de vildt uenige. Den ene mente kl. 12, den anden kl. 14, mens det tredje vidne mente klokken havde været 17.
Dogusoy kunne ikke huske at han havde været sammen med sin søn i forretningen, selv om et af de andre vidner havde set det og han kunne heller ikke huske, hvor meget han tjente.
Han forklarede i retten, at han tjener 15-18.000 i Tyrkiet Eksperten, mens han tidligere under ed i skifteretten har forklaret, at han tjente omkring 25.000 kr.
Medvirkende i sagens udfald, var det også, at Tyrkiet Eksperten flere gange har truet B.T. med erstatningskrav i millionklassen på grund af B.T.s kritiske journalistik overfor Tyrkiet Eksperten.
Det er aldrig kommet til nogen erstatningssag og en henvendelse fra Tyrkiet Eksperten til Pressenævnet gav B.T. 100% medhold.
Efter sagen har Tyrkiet Eksperten ikke betalt, men henvist til [A], som ikke i øjeblikket bor i Danmark."
Klageren har anmodet bladet om at bringe et genmæle og har til brug for sagen i Pressenævnet formuleret følgende genmæle
"I en artikel fra februar måned 1999 i tidsskriftet STAND BY omtales, at rejsebureauet Tyrkiet Eksperten ApS er dømt for injurier.
Overfor denne oplysning meddeles det, at Tyrkiet Eksperten ApS ikke er dømt for injurier, og at oplysningerne herom i STAND BY er ukorrekte og grundløse.
Tyrkiet Eksperten ApS"
Klageren har anført, at det er ukorrekt, at Tyrkiet Eksperten flere gange har truet B.T. med erstatningskrav i millionklassen på grund af B.T. s kritiske journalistik.
Klageren har videre anført, at Tyrkiet Eksperten ApS ikke er dømt for injurier, samt at det ikke fremgår af den dom, der blev afsagt den 26. november 1998 vedrørende [A], at en medvirkende årsag til sagens udfald har været, at Tyrkiet Eksperten flere gange har truet B.T. med erstatningskrav i millionklassen på grund af B.T. s kritiske journalistik over for Tyrkiet Eksperten ApS.
Klageren har yderligere anført, at overskriften og indholdet af artiklen således er forkert.
Klageren har i den forbindelse anført, at den omstændighed, at et selskabs direktør straffes for overtrædelse af injurielovgivningen ikke er udtryk for, at selskabet også dermed er dømt, bortset fra, at en dom over en person ikke automatisk kan "overføres" til en anden person og/eller en juridisk person.
Klageren har vedrørende kravet om genmæle anført, at de bragte oplysninger er forkerte, og at klageren derfor er berettiget til et genmæle.
Klageren har bl.a. fremlagt kopi af dommen fra Københavns Byret af 26. november 1998.
Bladet har i en udtalelse om sagen anført, at [A] gentagne gange har optrådt som frontfigur for Tyrkiet Eksperten og i forbindelse med retssagen ikke optrådte på egne vegne men på vegne af Tyrkiet Eksperten ApS. Derfor kan man i en beskrivelse af retssagen ikke adskille [A] og Tyrkiet Eksperten.
Bladet har vedrørende spørgsmålet om trusler om injuriesøgsmål mod B.T. anført, at dette er nævnt flere gange i domsudskriften og også blev omtalt under retssagen.
Bladet har vedrørende kravet om genmæle anført, at man ikke har nægtet at optage et genmæle, men at bladet har bedt klageren om at dokumentere de fremførte påstande og at fremkomme med et præcist genmæle.
Bladet har efterfølgende oplyst, at bladet for at undgå tidsspilde har planlagt at skrive følgende i det nummer, der udkommer den 1. juni
"STAND BY retter
I en artikel i februar-udgaven skrev vi, at rejsebureauet Tyrkiet Eksperten ApS er dømt for injurier. Dette er ikke korrekt, idet det er den daværende direktør for rejsebureauet, [A], der er dømt for injurier.
Vi beklager."
Bladet har bl.a. fremlagt kopi af den annonce, der gav anledning til retssagen. Det fremgår heraf, at annoncen blev indrykket af
"Tyrkiet Eksperten ApS
Adm. Direktør/[A]"
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet finder, at det formelt set er korrekt som anført af klageren, at det ikke er Tyrkiet Eksperten, men derimod selskabets tidligere direktør [A], der er blevet dømt for injurier. Da sagen imidlertid skyldtes en annonce indrykket af [A] som direktør for og på vegne klageren, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at bladet i sin omtale af sagen har anført, at "Tyrkiet Eksperten og [A] " blev dømt for injurier.
Da bladet nu har bragt en rettelse vedrørende den formelt set -forkerte oplysning om, at Tyrkiet Eksperten var blevet dømt i en injuriesag, finder Pressenævnet, at klageren ikke herudover er berettiget til et genmæle.
Afsagt den 16. juni 1999.
Bladet havde bragt omtale af en injuriesag anlagt mod direktøren for et rejsebureau på grundlag af en annonce indrykket af direktøren på bureauets vegne. Bureauet klagede til Pressenævnet over, at det blev omtalt, at bureauet var blevet dømt. Pressenævnet fandt ikke grundlag for kritik heraf. Da bladet havde bragt en rettelse, var klageren endvidere ikke berettiget til et genmæle.