Legislator Case Law & Legislation
W19990976225 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 28/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 9762 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 28/1999

Direktøren for Kommandørgården på Rømø [K] har klaget til Pressenævnet over tre artikler i Træ & Byg, de to bragt i martsnummeret, den tredje i aprilnummeret 1999, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Hun har endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.

Den første artikel i martsnummeret var en leder med overskriften "Udansk virksomhed" og havde bl.a. følgende indhold

"Af bygningsgruppeformand Peter Hougård

Det er straks sværere at bremse fiffige arbejdsgivere som camping-direktøren fra Kommandørgården på Rømø. Som omtalt i dette nummer af Træ & Byg, er det lykkedes hende at vriste en arbejdstilladelse ud af Udlændingestyrelsen til to litauere ved at forvandle dem fra tømrersvende til konsulenter. Hokus pokus.

Camping-direktøren har også været så fiffig at melde sig ind i Kristelig Arbejdsgiverforening, der nok så bekvemt har den såkaldt kristelige "fagforening" som modpart. Dermed tror hun, at hun har grønt lys til at aflønne sine litauiske tømrer-"konsulenter" efter behag.

Hun har blot overset en enkelt fundamental ting: Hun gør regning uden vært! I TIB hverken kan eller vil vi acceptere hendes julelege, og vi agter at sætte alle kræfter ind på at få standset hendes udanske adfærd. Takket være vores høje organisationsprocent har vi styrken til det. Det bør medlemmerne i Kristelig "fagforening" glæde sig over. De er nemlig de første, som kommer til at betale priser i form af ringere løn- og arbejdsforhold, hvis den ukristelige campingdirektør og hendes ligesindede får magt som de har agt!"

Den anden artikel i martsnummeret havde overskriften "Øst-tømrere på spil i ny forklædning" og indhold

"Efter en kort vinterpause ser det nu ud til, at strømmen af sager om danske arbejdsgiveres udnyttelse af østeuropæiske bygningshåndværkere fortsætter. Senest har TIB afsløret den Rømø-baserede campingplads-direktør [K], Kommandørgården, som delvist har haft held til at snøre Udlændingestyrelsen.

Hun beskæftigede indtil for nylig to litauiske "konsulenter", som angiveligt og med Udlændingestyrelsens blå stempel befandt sig i landet for at oplære danske, ufaglærte bygningsarbejdere i den teknik, der bruges, når man bygger hytter i rundtømmer.

Men da TIB's bygningsgruppeformand Peter Hougaard og Jørgen Lorenzen, bygningsgruppeformand i TIB afd. 20/Sønderjylland besøgte pladsen sidst i februar, var litauerne ikke i færd med at instruere. De havde travlt med at bygge!

"Det viser bare, at de smarte forretningsfolks fantasi ikke kender nogen grænser, når reglerne skal omgås og udnyttes. Og så er det jo noget vås, at bygning af rundtømmerhytter kræver instruktion og specialviden. Er der ordentlige arbejdstegninger, kan en dansk tømrer sagtens klare den opgave. Oven i købet er alle elementer til husene skåret ud og nummererede", siger Peter Hougaard.

TIB vil snarest muligt tage initiativ til, at der bliver udarbejdet en faglig redegørelse til Udlændingestyrelsen om, hvilke opgaver en dansk-uddannet tømrer kan påtage sig, så Styrelsen ikke en anden gang kan tages ved næsen på den konto.

Hytter til udlejning

Forhistorien er kort fortalt den, at direktør [K] øjner en forretningsmulighed i at importere litauisk producerede bjælkehytter og sælge den til f.eks. andre campingpladser som udlejningshytter. Samtidig mener direktøren, at hytterne bliver bedst og nok også billigst hvis de bliver opført her i landet af litauisk arbejdskraft, som typisk kan spises af med meget lave timelønninger.

I hvert fald modtager Udlændingestyrelsen på et tidspunkt sidste år en ansøgning fra to litauere om at få arbejdstilladelse til at bygge hytter for Rømø-direktøren. Men som læsere af Træ & Byg vil vide, kan der ikke gives tilladelse til den slags, når der findes ledig, kvalificeret dansk arbejdskraft. Så de får afslag.

Næste skridt er usædvanligt og betegner en ny udvikling, som kan blive et stort problem for danske bygningsarbejdere, hvis det ikke stopper. Litauerne søgte efter nogen tid opholds- og arbejdstilladelse som "Konsulenter" ved opførelse af rundtømmerhuse for campingdirektør [K]. Og den tilladelse fik de altså, men den gjaldt kun i fjorten dage, fremgår det af en udførlig samling materiale om sagen, som Træ & Byg er kommet i besiddelse af.

Dernæst handler camping-direktøren og litauerne på en måde, som i TIB's øjne kaster en endnu mere besynderlig og suspekt skygge over projektet: Litauerne beder nemlig endnu en gang om opholds- og arbejdstilladelse som bygningsarbejdere en anmodning, de allerede har fået afslag på én gang.

Denne gang beder Udlændingestyrelsen om en vurdering fra Arbejdsmarkedsrådet for Sønderjyllands Amt. Herfra kan man naturligvis ikke anbefalde, at der gives de ønskede tilladelser. Det får Styrelsen til at give afslag, og så vidt det er redaktionen bekendt, skal de to litaueres ophold i Danmark derfor slutte den 11. marts.

TIB følger sagen tæt

"Vi vil følge denne sags udvikling meget tæt. Camping-direktøren forsøger med stor iver at overbevise både TIB og Arbejdsformidlingen om, at danske tømrere ikke kan udføre jobbet. Det passer jo overhovedet ikke, men der hvor skoen trykker er nok hendes udprægede modvilje mod at indgå en overenskomst med TIB. Men hun har også et problem, for litauerne nåede slet ikke at gøre hytterne færdige, og samtidig er salgssæsonen i fuld sving", konstaterer Peter Hougaard."

Artiklen var ledsaget af et billede af 3 personer med følgende billedtekst

"Direktør [K], Kommandørgården, mødte straks op, da TIB's bygningsgruppeformand Peter Hougaard og Jørgen Lorenzen, bygningsgruppeformand i TIB afd. 20/Sønderjylland besøgte pladsen sidst i februar."

I tilknytning til artiklen blev bragt følgende indrammede tekst

"Camping-direktør nedgør danske tømrere

Kort for Træ & Byg's deadline afviste [K] fra Kommandørgården på Rømø at ansætte fire ledige og rutinerede tømrersvende til at opstille bjælkehytter. "I kan ikke udføre jobbet", lød beskeden. I stedet bruger hun ufaglærte og uorganiseret dansk arbejdskraft til opgaven.

"Hendes udmelding er stærkt provokerende for vores medlemmer. Vi må betragte det som en uværdig nedgøring af vores faglige uddannelse og erfaringer. Og det er jo helt hen i vejret, når hun samtidig bruger ufaglært arbejdskraft til byggeriet. Nej, denne sag drejer sig ene og alene om, at hun for enhver pris vil undgå ordnede løn- og arbejdsforhold. Jeg kan derfor forsikre [K], at vi agter at følge denne sag helt til dørs. Vi vil ikke acceptere at få ødelagt vores løn- og arbejdsforhold her i det sønderjyske", siger formanden for TIB-afd. 20/Sønderjylland, Peter Thaysen."

Artiklen i april nummeret havde overskriften "Fælles aktion mod campingdirektøren" og bl.a. følgende indhold

"Størstedelen af den sønderjydske fagbevægelse er netop i disse dage ved at gøre klar til en altomfattende sympatiblokade mod direktøren for Hotel Kommandørgården, Kommandørgårdens Camping og Rømø Sommerland, [K], der blankt nægter at indgå overenskomst, som kan sikre hendes ansatte ordnede løn- og arbejdsforhold.

Som omtalt i sidste nummer af Træ & Byg startede sagen, da TIB-afdeling 20/Sønderjylland i februar blev bekendt med, at havde haft held til at forvandle to litauiske tømrersvende til "konsulenter", så de med 14 dages midlertid arbejds- og opholdstilladelse havde ret til at instruere danske arbejdere i, hvordan de skulle opføre otte træhytter på Kommandørgården Camping.

Ved selvsyn kunne TIB imidlertid konstatere, at litauerne ikke instruerede, men arbejdede for fuld kraft som tømrersvende. Dermed er der tale om en klokkeklar tilsidesættelse af Udlændingebekendtgørelsen, der bl.a. har til formål at sikre danske arbejdere mod løntrykkeri og social dumping fra borgere uden for EU.

Hverken politiet eller Udlændingestyrelsen kunne imidlertid gøre noget ved sagen, for netop som litauernes arbejdstilladelse udløb, lykkedes det [K] at komme igennem med en anke i Indenrigsministeriet, hvorved arbejdstilladelsen fik opsættende virkning tilsyneladende fordi en søvnig sagsbehandler i ministeriet behandlede sagen som en gængs flygtningesag.

Chikaneret ud af virksomheden

Sideløbende med disse aktiviteter kom TIB undervejs med, at der faktisk arbejdede et TIB-medlem hos [K]. Det kom frem, da tømrer Karl Henry Nelson henvendte sig i afdelingen og fortalte, at han og hans kone, Albertha Nelson, var blevet chikaneret ud af deres job hos [K], fordi Karl Henry Nelson var medlem af TIB.

Meld dig ud af TIB

Hun sagde, at jeg var alt for svag og mente, at jeg skulle slå i bordet og kræve Karl til orden. Hun kritiserede så mit arbejde i køkkenet. Hun ville tydeligvis presse mig til at Karl skulle melde sig ud af fagforeningen. Til sidst sluttede hun med at sige, at jeg kunne meddele Karl, at han kunne tage eftermiddagen fri for hun havde tømrere nok", siger Albertha Nelson."

Denne artikel blev illustreret af et billede af klageren med følgende billedtekst

""Det passer ikke, som I skriver om mig, at jeg ikke betaler litauerne fuld løn som danske medarbejdere. De får 17.000 kr. om måneden, og det kan jeg dokumentere", siger camping-direktøren [K]."

I tilknytning til artiklen blev bragt følgende ramme: "Camping-direktør afviser kritik"

"Camping-direktør [K] er intet mindre end chokeret over den sønderlemmende kritik af hendes ledelsesstil, som rettes mod hendes af de to tidligere medarbejdere Karl Henry Nelson og Albertha Nelson.

"Jeg har aldrig presset nogen til at melde sig ud af en fagforening. Det har jeg ikke. Jeg sagde til Karl, at han ikke skulle tro, at han ikke stadig kunne stå i sin a-kasse, hvis I begyndte at true med at smide ham ud. Det har jeg sagt til ham nogle gange", siger [K] til Træ & Byg.

"Hvorfor tror du, at parret siger, at du var stærkt fornærmende og intimiderende"

"Sikke noget vrøvl. Nu skal jeg fortælle dig en anden historie! Mellem jul og nytår fik Albertha lov til at invitere hele sin hollandske familie herop. De boede gratis på mit hotel. Vi spiste julefrokost sammen, vi hyggede os sammen og vi havde nogle hyggelige dage med at ride og sådan nogle ting. Tænk sig at blive røvrendt sådan. Vi havde det bedste forhold det bedste forhold. Og nu kommer de med sådan noget der. De er så bundurimelige kan jeg godt fortælle dig", siger [K] og afviser blankt, at hun har chikaneret ægteparret ud af sin virksomhed.

"Du kan godt høre, at vi har haft det godt sammen. Det er ikke mig, der har smidt dem ud. Det skal du lige lægge mærke til. Det er ikke mig, der har smidt nogen ud her."

[K] afviser ligeledes, at hun har kritiseret danske tømrere.

"Men du har da udtalt offentligt, at danske tømrere ikke er kvalificerede til at opføre dine træhytter i rundtømmer?"

"Jeg siger, at dem der har prøvet at bygge de rundtømmerhytter, og som har opført dem i Litauen i fem-ti år, er bedre end folk, der aldrig har prøvet det før. De tømrere, jeg har haft ude til samtale her, vidste ikke engang, hvordan de skulle montere et vindue i en rundtømmerhytte."

"Jeg har talt med de pågældende tømrere. De er alle erfarne svende, så jeg har svært ved at se, hvad fagligt belæg du har for at sige, at de ikke skulle kunne udføre arbejdet?"

"Det kan de måske også. Jeg siger bare, at de andre er bedre til det, fordi de har prøvet det før, og fordi det er dem, der har lavet dem i Litauen. Derfor er de bedre. Jeg synes i øvrigt, det er urimeligt, at I påstår, at jeg sparer i løn. Jeg betaler litauerne 17.000 kr. hver om måneden. Og hvis du stadig ikke tror mig, så skal jeg nok sende dokumentationen også for skatteindbetaling. Det er urimeligt, at jeg skal hænges ud for at snyde folk. Jeg har aldrig villet snyde nogen som helst. Det gjorde ondt og jeg blev ked af det", siger [K].

"Det undrer mig, hvorfor du har så mange sager med fagbevægelsen?"

"Jamen, Gud hvor er de også urimelige."

"Men alle andre arbejdsgivere har de ikke så mange sager som dig!"

"Det er fordi jeg er mere stædig end de andre. Jeg giver mig nok ikke så let. Nu har vi hørt på, at I har truet os med blokader, og jeg ved ikke hvad. Hvorfor fanden er I ikke kommet? Hvor bliver I af?"

[K] sætter sin lid til, at Kristelig Arbejdsgiverforening 8. april får held til at vinde en retssag, så fagbevægelsen afskæres fra at bruge konfliktvåbnet i forbindelse med overenskomstkrav mod kristelige virksomheder. Taber de kristelige sagen, vil hun tage det op til fornyet overvejelse, om hun måske alligevel skal tegne overenskomst med fagbevægelsen."

Klageren har anmodet bladet om at bringe følgende læserbrev

"Fagforeninges-tyranni eller hva'?

Mange husker måske de store overskrifter med kontorelev der trækker æsler. Sådan kan man blive hængt ud når en elev anvender 5 min. på at trække et æsel i stald, vel at mærke ud af 1 års læretid. HK hørte overhovedet ikke på os, og syltede derefter sagen, således at det var os der konstant satte skub i sagen der endnu ikke afsluttet.

Fagforeningen RBF har også flere gange lavet artikler om os og desværre bliver artiklerne igen kun skrevet ud fra deres synspunkt, hvorved de dog også fik en påtale fra pressenævnet. RBF brugte mine medarbejdere uden at de selv vidste deraf eller ønskede det.

Så til den nyeste sag med fagforeningen TIF.

Vores byggeplads er nu adskillige gange blevet besøgt af diverse repræsentanter fra TIF, journalister og fotografer fra København og Sønderjylland. Helt uden at spørge er de bare kørt ind på pladsen, udspurgt mit personale, fotograferet uden at spørge osv. Endog har de ageret turister for at skjule sig selv. Man sender en ung pige derind, som leger turist, gør som om hun er interesseret i at leje hytterne, spørger lidt hist og pist, og pludselig bliver personalet overmandet og fotograferet. Fagforenings repræsentanterne har spurgt om lønforhold, boligforhold, diverse tillæg og spurgt om de ikke skulle være i TIF, når de nu lavede tømmerarbejde o.s.v. Naturligvis har de hver gang forsøgt at lave overenskomst og truet med blokade m.m.

Endvidere forsøgte TIF at samle mine medarbejdere for at se om man kunne lave en fælles overenskomst. Den ene af mine medarbejdere, som står i Kristelig Fagforening, fik da at vide at han så måtte gå ud af den fagforening til trods for at vi netop har overenskomst med Kristelig fagforening. Desuden har man sagt til mine medarbejdere at de litauiske instruktører ikke havde tilladelse til at være der og at politiet ville komme og fjerne dem fra pladsen.

Da jeg sidste gang kom ned på byggepladsen for at diskutere sagen med TIF, sagde jeg at litauerne godt måtte være her, da sagen havde fået opsættende virkning af Indenrigsministeriet. Dette ville de ikke tro på. Jeg sagde at de så kunne gå med op på kontoret og låne telefonen og så kunne vi i fællesskab ringe til Indenrigsministeriet. De ikke ville bruge min telefon, ligesom jeg ikke måtte låne deres telefon. Da vi ikke kom videre ad den vej, spurgte jeg så hvem de talte med i Udlændingestyrelsen siden de mente at litauerne ikke måtte være på byggepladsen, men jeg fik at vide, at det angik ikke mig.

Om eftermiddagen kom kriminalpolitiet efter anmeldelse fra TIF. Tænk engang fagforeningen får politiet (der jo i forvejen har rigeligt travlt) til at høre herover, fordi de kun gider høre den halve sandhed. Jeg havde sagt til TIF, at de skulle ringe til Indenrigsministeriet, men det ignorerede de og sendte i stedet politiet herover for at politianmelde mig uden grund.

TIF fremlægger nærmest mine udtalelser som om jeg synes danske håndværkere ikke er dygtige. Men dette har aldrig været spørgsmålet. Jeg mener bare at personer der har bygget rundtømmerhytter i næsten 10 år, har lavet byggesættet i Litauen og samlet dem også vil være de bedste instruktører i Danmark. Man kan da undre sig, hvis jeg, der skulle være så kritisk overfor danske håndværkere, netop har udbudt et byggeri til 5 mill., som danske håndværkere skal byde på. Men af og til går man da og overvejer om man ikke skulle invitere andre EU håndværkere, med denne ballade man har haft med TIF.

Når jeg kigger mig over skulderen og ser mine mange mapper på reolen, er det utrolig trist at tænke på hvor meget energi jeg har anvendt på disse "negative" konfrontationer med diverse fagforeninger. Tænk engang hvis al denne energi kunne have været brugt til konstruktiv markedsføring til fordel for beskæftigelsen i dette område!

Er der noget der en dag kan få mig til at sige farvel til Danmark er det nok fagforeningernes rolle i dagens Danmark. Min far er for mange år siden taget til England, og dette var også en af årsagerne.

[K]

Direktør

Kommandørgården"

Klageren har vedrørende artiklerne i martsnummeret anført, at hun efter at have haft besøg af fagforeningen anmodede om et referat af sine udtalelser, inden bladet blev trykt. Dette skete ikke.

Klageren har i den forbindelse anført, at bladet ikke hører sagen fra begge sider og fortier vigtige informationer.

Klageren har videre anført, at der er bragt en række forkerte oplysninger, og hun har herunder anført, at de litauiske konsulenter får samme løn som klagerens danske medarbejdere, og at arbejdstilladelsen for de litauiske konsulenter blev forlænget, idet konsulenterne og materialet kom senere end forventet.

Klageren har vedrørende artiklen i bladets aprilnummer anført, at den kritik, hun har fået lov til at fremkomme med i bladet, ikke vedrører alle punkterne.

Klageren har videre anført, at det er urimeligt, at bladet har talt om herremands-metoder i denne artikel.

Klageren har fremlagt lønsedler for to litauiske konsulenter.

Bladet har i en udtalelse anført, at artiklerne skal ses som led i Forbundet Træ-Industri-Bygs forpligtelse til at informere medlemmerne om aktuelle problemstillinger af generel og konkret karakter, og at de også vil blive opfattet således af læserne.

Bladet har videre anført, at der i artiklerne ikke bringes oplysninger, der er ukorrekte, hvilket heller ikke er påvist af klageren.

Bladet har om martsnummeret nærmere anført, at der er tale om en leder, hvor bladet har mulighed for og ret til at give udtryk for sin overordnede politiske anskuelse af forskellige arbejdsmarkedsproblemer. Der er derfor plads heri til et større frisprog, idet læserne naturligvis vil se budskabet som et led i en fagpolitisk stillingtagen.

Bladet har vedrørende aprilnummeret anført, at der i dette blad er et interview med klageren, hvori hun gives lejlighed til at kommentere den kritik, der i øvrigt er rejst mod hende. Bladet har i den forbindelse yderligere anført, at klageren er blevet korrekt citeret, og at alle væsentlige punkter i interviewet er medtaget.

Bladet har afvist, at de anvendte billeder er i strid med god presseskik, og har i øvrigt anført, at klagen på en lang række punkter svarer til Pressenævnets sag nr. 173/1997, anlagt af klageren mod HK-bladet "Replik", hvor Pressenævnet ikke fandt, at der forelå en overtrædelse af god presseskik.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet lægger til grund, at lederen og artiklen i martsnummeret blev til, efter at de to bygningsgruppeformænd havde besøgt klagerens arbejdsplads i slutningen af februar 1999. Det fremgår ikke af sagen, om klageren i den forbindelse blev bedt om at udtale sig til de fremmødte alene i deres egenskab af fagforeningsfolk, eller om de tillige anmodede hende om en udtalelse til brug for bladets omtale af forholdene. Det bemærkes i den forbindelse, at også medier, der repræsenterer en interesseorganisation, skal overholde god presseskik.

Pressenævnet finder, at bladet i forbindelse med artiklen i aprilnummeret på fornøden måde har indhentet og bragt klagerens synspunkter.

Da det imidlertid ikke fremgår, at klageren har fået forelagt de oplysninger, bladet er fremkommet med i martsnummerets artikel med overskriften "Østtømrere på spil i ny forklædning", og da disse oplysninger var krænkende eller skadevoldende for hende, har bladet tilsidesat god presseskik i forbindelse med artiklen i martsnummeret.

Pressenævnet udtaler herefter sin kritik af Træ & Byg.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Træ & Byg at offentliggøre følgende

"Kendelse fra Pressenævnet.

Træ & Byg bragte i martsnummeret i lederen og i en artikel med overskriften "Østtømrere på spil i ny forklædning" omtale af Kommandørgården på Rømø. Bladet har endvidere bragt omtale i aprilnummeret. Kommandørgårdens ejer, [K], har klaget til Pressenævnet over omtalen, som hun finder var i strid med god presseskik.

Pressenævnet har i anledning af klagen lagt til grund, at lederen og artiklen i martsnummeret blev til, efter at de to bygningsgruppeformænd havde besøgt klagerens arbejdsplads i slutningen af februar 1999. Det fremgår ikke af sagen, om klageren i den forbindelse blev bedt om at udtale sig til de fremmødte alene i deres egenskab af fagforeningsfolk, eller om de tillige anmodede hende om en udtalelse til brug for bladets omtale af forholdene. Det bemærkes i den forbindelse, at også medier, der repræsenterer en interesseorganisation, skal overholde god presseskik.

Pressenævnet finder, at bladet i forbindelse med artiklen i aprilnummeret på fornøden måde har indhentet og bragt klagerens synspunkter.

Da det imidlertid ikke fremgår, at klageren har fået forelagt de oplysninger, bladet er fremkommet med i martsnummerets artikel med overskriften "Østtømrere på spil i ny forklædning", og da disse oplysninger var krænkende eller skadevoldende for hende, har bladet tilsidesat god presseskik i forbindelse med artiklen i martsnummeret.

Pressenævnet udtaler herefter sin kritik af Træ & Byg.

København, den 11. juni 1999.

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig."

Afsagt den 11. juni 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 9762 Valid

Bladet der repræsenterede en interesseorganisation - havde i artikler i to fortløbende numre bragt omtale af klagerens hotelvirksomhed. I det første af disse numre havde bladet ikke forelagt klageren de oplysninger, der fremkom. Pressenævnet udtalte, at også medier, der repræsenterer interesseorganisationer, skal overholde god presseskik. Dette var ikke sket, og nævnet udtalte sin kritik heraf og pålagde bladet at offentliggøre denne kritik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →