Nyt fra Ankestyrelsen - computer som en merudgift ved forsørgelsen - og som hjælpemiddel - af fuldmægtig Bodil Irgens Hansen

Nyt fra Ankestyrelsen - computer som en merudgift ved forsørgelsen - og som hjælpemiddel - af fuldmægtig Bodil Irgens Hansen

Ankestyrelsen har på et principielt møde behandlet 2 sager om hjælp til en computer til en 8-årig autistisk dreng og til en 14-årig hjerneskadet pige.

Sagerne var antaget til principiel behandling med henblik på afklaring af og bredere belysning af spørgsmålet om, hvorvidt der kunne ydes hjælp til computer efter bistandslovens § 48 (nu servicelovens § 28) som en merudgift ved forsørgelsen af et handicappet barn, herunder om en computer må anses for et "almindeligt" forbrugsgode og dermed ikke en merudgift. Sagerne var antaget, bl.a. fordi der kunne rejses tvivl om rækkevidden af den afgørelse, som tidligere er blevet offentliggjort i Sociale Meddelelser, SM 0-20-91.

Den 1. sag drejede sig om hjælp til en computer til en 8-årig autistisk dreng, som på grund af sit handicap havde en meget belastende adfærd i hjemmet. Den 2. sag drejede sig om hjælp til en computer til en 14-årig hjerneskadet pige, som på grund af sit handicap bl.a. havde et såkaldt arousalproblem med vanskeligheder ved at forbinde begreber, nedsat hukommelse og iøvrigt generelt nedsatte intellektuelle færdigheder.

I begge sagerne var der i de foregående instanser givet afslag på hjælpen under henvisning til Sociale Meddelelser, SM 0-20-91.

Kun i den 1. sag traf Ankestyrelsen afgørelse efter bistandslovens § 48, mens Ankestyrelsen i den 2. sag fandt, at hjælpen i denne sag skulle ydes efter bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen havde til brug for sagernes behandling indhentet oplysninger fra Danmarks Stastistik og fået oplyst, at ifølge interwiew-undersøgelser foretaget i oktober 1998 har 53 % af danske familier en computer i hjemmet. Samme måling i foråret 1998 gav resultatet 48 %. Det var ikke statistisk oplyst, i hvilket omfang computere var udlånt fra arbejdspladsen eller i hvilket omfang de var til brug for børn i familien.

Ankestyrelsen havde yderligere indhentet oplysninger fra Socialforskningsinstituttet, som i februar 1999 havde afsluttet en undersøgelse om antallet af computere hos børnefamilier. Socialforskningsinstituttet oplyste, at i følge resultatet af denne undersøgelse har 82 % af børnefamilier med børn i alderen 7-15 år en computer i hjemmet. 18 % af disse børn har computer på eget værelse, iøvrigt er det forældrenes. For 7-9 årige drenge har 16 % computer til eget brug. Med alderen stiger procenten, og drenge har hyppigere end piger computer til eget brug.

I den 1. sag om en computer til den 8-årige autistiske dreng var der bevilget støtte til CD-rom, lydkort, 8 programmer og printer, og Ankestyrelsen fandt, at forældrene herudover var berettiget til økonomisk hjælp efter bistandslovens § 48 til køb af en computer til drengens eget personlige brug.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at Ankestyrelsen efter en konkret vurdering fandt, at der var tale om en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Ved vurderingen af, at der forelå en merudgift i forbindelse med anskaffelse af en computer til barnet, lagde Ankestyrelsen særligt vægt på, at drengen kun var 8 år, at familien ikke i forvejen havde en computer i hjemmet, og at computeren skulle anvendes til barnets eget personlige brug. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på de indhentede oplysninger fra Danmarks Statistik og Socialforskningsinstituttet, hvoraf bl.a. fremgik, at 82 % af børnefamilier med børn fra 7-15 år idag har en computer i hjemmet, men at kun ca. 16 % af drenge i alderen 7-9 år har en computer til eget brug. Ankestyrelsen fandt på denne baggrund ikke, at en computer til eget personligt brug for et barn på drengens alder kunne betragtes som et "almindeligt" forbrugsgode, men som en merudgift ved forsørgelsen af ham som følge af hans handicap.

Ved vurderingen af nødvendigheden lagde Ankestyrelsen særligt vægt på oplysninger om barnets belastende adfærd i hjemmet i form af meget belastende støjende adfærd ved bevægelser og lyde og voldelige adfærd mod hjemmets indbo, samt oplysninger fra børnehaven om, at den havde gode erfaringer med beskæftigelse af drengen med computerspil. Ankestyrelsen fandt således efter de i sagen foreliggende oplysninger, at en computer måtte anses for at være nødvendig til delvis beskæftigelse af drengen i fritiden med henblik på at mindske den sygdomsbetingede belastende adfærd, således at forældrene bedre var i stand til at beholde ham i hjemmet trods hans handicap.

Ved sagens afgørelse deltog rådgivende speciallæge i børnepsykiatri.

Denne afgørelse vil blive offentliggjort i Sociale Meddelser og vil erstatte SM 0-20-91.

I den 2. sag om støtte til en computer til den 14-årige hjerneskadede pige fandt Ankestyrelsen, at forældrene var berettiget til økonomisk hjælp til en computer til pigen.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at hjælpen i denne sag skulle ydes efter bistandslovens § 58 om hjælpemidler.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at Ankestyrelsen efter en konkret lægelig vurdering fandt, at der kunne kompenseres for barnets funktionsnedsættelse som følge af hjerneskaden, specielt hendes arousalproblem (vanskeligheder med at forbinde begreber), ved hjælp af brug af computer, og at en computer i væsentlig grad ville afhjælpe følgerne af dette handicap i form af bl.a. bedre hukommelse og bedre styring af dagligdags begreber.

Ankestyrelsen lagde særligt vægt på nogle rapporter fra et projekt, pigen havde fulgt, herunder en psykologisk udtalelse, hvori der blev peget på nødvendigheden af en pc hjemme for at kompensere for arousalproblematikken og den langsommelighed, som var en central del af pigens handicap. Ankestyrelsen lagde yderligere vægt på en lægelig vurdering af betydningen af en computer til afhjælpning af denne lidelse.

Ankestyrelsen fandt også i denne sag, at en computer til eget personligt brug for en pige på pigens alder ikke kunne betragtes som et "almindeligt" forbrugsgode, jf. § 2 i bekendtgørelsen om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering ligeledes vægt på de indhentede oplysninger fra Danmarks Statistik og Socialforskningsinstituttet, hvoraf bl.a. fremgik, at kun 12 % af piger i alderen 12-15 år idag har en computer til eget brug.

Under hensyn til at hjælpen i dette tilfælde skulle ydes efter bistandslovens § 58 og ikke efter de nye regler i servicelovens §§ 97 og 98, kunne der ikke blive tale om eventuel nedsættelse af støtten med 50 %.

I denne afgørelse bemærkede Ankestyrelsen ligeledes, at Sociale Meddelelser, SM 0-20-91 vil blive kasseret.

Denne sag, som blev afgjort efter bistandslovens § 58, vil ikke blive offentliggjort i Sociale Meddelelser, da reglerne om hjælpemidler i serviceloven er ændret en del i forhold til bistandslovens § 58. Således er bestemmelsen om hjælpemidler nu blevet opdelt på to bestemmelser, servicelovens § 97 om hjælpemidler, som specielt er fremstillet med henblik på at afhjælpe et handicap og § 98 om forbrugsgoder, som fremstilles og forhandles bredt. Og den hidtidige regel i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 2 om, at der normalt ikke kan ydes hjælp til almindelige forbrugsgoder, er blevet erstattet af servicelovens § 98, stk. 1, 2. punktum, hvorefter der ikke kan ydes hjælp til forbrugsgoder, som indgår i sædvanligt indbo.

Men de to sager viser - udover det primære, at udgiften til en computer i visse tilfælde kan betragtes som en merudgift ved forsørgelsen af et handicappet barn og ikke kan anses som et "almindeligt" forbrugsgode - at der i sager om hjælp til en computer både kan blive tale om at vurdere sagen efter reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af et handicappet barn og efter reglerne om hjælpemidler.

Spørgsmålet om, hvornår udgiften til en computer kan betragtes som en merudgift og ikke et "almindeligt" forbrugsgode vil altid være undergivet samfundsudviklingen, herunder computerens udbredelse i de danske hjem og udbredelsen af computere hos børn i de forskellige aldersklasser.

Computer som en merudgift ved forsørgelsen - og som hjælpemiddel