Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser vedrørende serviceloven - af fuldmægtig Niels Henrik Dam

Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser vedrørende serviceloven - af fuldmægtig Niels Henrik Dam

Ankestyrelsen har i 1998 og begyndelsen af 1999 fået tilsendt et stort antal afgørelser fra nævnene, på de områder, der nu er omfattet af serviceloven. På grund af stort arbejdspres i Ankestyrelsen har styrelsen ikke løbende haft mulighed for at følge op på disse afgørelser i det omfang, som vi kunne ønske. Ankestyrelsen skal dog anmode nævnene om fortsat at indsende interessante afgørelser, da det er af væsentlig betydning for Ankestyrelsen, bl.a. når Ankestyrelsen skal afgøre hvilke sager der skal antages til behandling i Ankestyrelsen.

Hjælpemidler m.v.

Ankestyrelsen har modtaget to nævnsafgørelser vedrørende en såkaldt Christiania Ladcykel. Den ene sag drejede sig om en familie med tre børn. Det ene barn på ca. 8 år led af svære spastiske lammelser. Familien ønskede en ladcykel til transport af det handicappede barn, således at han kunne være med på cykelture til familie og venner, samt ud i naturen. Nævnet stadfæstede afslaget efter bistandslovens § 58 (nu servicelovens § 97), men fandt at der var tale om en merudgift efter bistandslovns § 48 (nu servicelovens § 28). Nævnet fandt, at en ladcykel var nødvendig for at barnet i rimeligt omfang kunne deltage i familiens dagligdag. Behovet kunne således ikke dækkes via kassebil og kørestole. Ved beregningen af merudgiften skulle der fratrækkes et beløb svarende til prisen på en almindelig cykel af god kvalitet, passende for en 8 års dreng.

Den anden afgørelse vedrørte en yngre kvinde, der ønskede en Christiania Ladcykel. Kommunen havde anset cyklen for et forbrugsgode efter servicelovens § 98, og havde derfor ydet 50% af udgiften, men nævnet ændrede denne afgørelse og bevilgede hele udgiften til cyklen efter reglerne om hjælpemidler. Nævnet lagde vægt på at ansøger var berettiget til en cykel til afhjælpning af handicappet. Nævnet lagde også vægt på vedkommendes alder, og på at vedkommende ønskede en bestemt cykel, som ikke var dyrere end de cykler kommunen almindeligvis bevilger. Begrundelsen for at anse cyklen for et hjælpemiddel var nærmere, at cyklen i dette tilfælde alene ville fungere som et hjælpemiddel på linie med andre hjælpemidler til afhjælpning af den nedsatte funktionsevne. Det ville således ikke være en anvendelse af cyklen, der lå ud over anvendelsen som hjælpemiddel.

Ankestyrelsen har antaget sidstnævnte sag til behandling, da den er anset for at være af generel betydning. Sagen er antaget med henblik på afklaring af, hvorvidt man kan bevilge et standardprodukt, der er fremstillet med henblik på den almindelige befolkning som målgruppe, som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97, eller om sådanne produkter skal betragtes som forbrugsgoder, der i givet fald bevilges efter servicelovens § 98, herunder om eventuel anvendelse af servicelovens § 98, stk. 4 og 6. Nævnet har i et brev til Ankestyrelsen præciseret afgørelsen, idet nævnets mening var at cyklen i dette tilfælde alene ville fungere som et hjælpemiddel på linie med de egentlige hjælpemidler, og cyklen skulle derfor bevilges som om den var et hjælpemiddel, altså efter reglen i § 98, stk. 6.

Et nævn har indsendt en afgørelse vedrørende tilskud til Prismebriller. Sagen vedrørte en yngre kvinde, som siden barnealderen havde haft samsynsproblemer på grund af skelen. Hun var blevet opereret 3 gange, og efter den seneste operation i 1998, havde hun fortsat tendens til indadskelen med dobbeltsyn. Der var herefter ikke indikation for yderligere operation. Hun var ordineret prismebriller af styrken 4 prismedioptrier. Statens Øjenklinik havde afgivet en udtalelse, hvorefter tilfældet ikke var så svært, at det var omfattet af loven, idet der primært var tænkt på svære tilstande med høje prismeværdier. Nævnet ændrede kommunens afgørelse, og fandt ansøger berettiget til de ansøgte prismebriller. Nævnet fandt, at der var tale om sygdomsbetinget dobbeltsyn uden mulighed for operativ korrektion. Nævnet fandt at udtalelsen i socialministeriets vejledning af 5. marts 1998, hvorefter "hjælpemidlet vil ofte være enten en okklusionslinse eller briller med stærk prismevirkning", vedrører et eksempel på støtte og ikke en begrænsning. Der er endvidere udelukkende tale om vejledende retningslinjer.

Ankestyrelsen skal bemærke at sager vedrørende tilskud til briller/kontaktlinser ofte er ganske vanskelige. Ankestyrelsen har for nylig haft lejlighed til at tage stilling til 4 sager vedrørende dette emne. Sagerne er offentliggjort i SM O-88-98. Sag nr. 4 vedrørte fortolkningen af udtrykket "sygdomsbetinget dobbeltsyn uden mulighed for operativ korrektion". Sagen drejede sig om en person, der på det ene øje havde behov for en kontaktlinse med styrke +13,50. Ankestyrelsen lagde vægt på en udtalelse fra Statens Øjenklinik, hvorefter der her ikke var tale om sygdomsbetinget dobbeltsyn, men alene tale om at der på grund af optisk synsforskel mellem de to øjne dannes synsindtryk af forskellig størrelse. Ankestyrelsen har endvidere netop antaget en sag vedrørende hjælp til prismebriller. Sagen er antaget med henblik på afklaring af, om et medfødt dobbeltsyn kan betegnes som sygdomsbetinget. Da der i bekendtgørelsen er oplistet nogle meget specifikke krav til hvornår man kan yde hjælp til briller/kontaktlinser, er det meget vigtigt at kommuner og nævn sørger for at indhente tilstrækkelige oplysninger vedrørende lidelsen, og hvilken type brille/kontaktlinse der er tale om. Derudover kan det i en række tilfælde være nødvendigt at indhente en udtalelse fra Statens Øjenklinik, der har en særlig ekspertise på dette område.

Biler

Et nævn har indsendt en afgørelse vedrørende en 73-årig mand med en alvorlig ryglidelse. Gangdistancen var oplyst til 15 meter. Han kunne ikke benytte offentlige transportmidler. Han havde kørselsbehov i forbindelse med indkøb, familiebesøg og forskellige fritidsaktiviteter. Kommunen havde givet afslag på vægtafgiftsfritagelse med henvisning til, at han var kompenseret med andre transportmidler, samt boligens centrale placering. Nævnet ændrede denne afgørelse og lagde bl.a. vægt på at ansøger levede en aktiv tilværelse og havde et transportbehov, som efter nævnets vurdering ikke var tilgodeset ved el-scooter og andre hjælpemidler eller ved boligens centrale placering.

Ankestyrelsen har tidligere i en artikel i "Nyt fra Ankestyrelsen" nr. 5/98. beskrevet Ankestyrelsens praksis vedrørende bilstøtte til ældre. I denne forbindelse kan det også nævnes, at Ankestyrelsen har antaget en sag med henblik på afklaring af betydningen af den ændrede formulering af bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2, sammenholdt med Ankestyrelsens hidtidige praksis.

Ankestyrelsen har modtaget en afgørelse fra et nævn vedrørende en person, der var lam fra livet og nedefter. Hun havde tidligere fået udvidet støtte til en Nissan Sunny, og søgte nu ordinær udskiftning. Kommunen havde foretaget en afprøvning, og fundet frem til, at en Mazda 323 til en pris af kr. 178.383 (inklusive servostyring og automatgear) var den billigste og bedst egnede bil. Under sagens behandling i nævnet bad nævnet kommunen om at afprøve en kassebil. Kommunen oplyste, at ansøger ikke ønskede en kassebil. Kommunen oplyste endvidere, at en Ford Transit (kassebil) med standardindretning kostede kr. 136.282,50. Hertil kom særlig indretning til en pris af kr. 141.548, altså ialt kr. 277.830,50. Nævnets sekretariat anførte, at en Ford Transit er den billigste bil, og indstillede til bevilling af denne. Nævnet bevilgede imidlertid den af kommunen indstillede Mazda.

Sagen vedrører en fortolkning af hvad der skal forstås ved udtrykket "billigste og bedst egnede bil", i bilbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Ankestyrelsen har gennem tiden fået en række spørgsmål vedrørende forståelse af denne bestemmelse, men Ankestyrelsen har aldrig haft lejlighed til at tage principiel stilling til spørgsmålet. Efter Ankestyrelsens opfattelse kan man dog ved fortolkningen hente en vis støtte i bilbekendtgørelsens § 6, stk. 4, hvorefter: "Særlige indretninger, som bilen efterfølgende forsynes med på grund af ansøgerens helbredstilstand, ydes som tilskud, jf. § 9". Dette synes, sammenholdt med ordlyden af § 6, stk. 2 "lånet efter stk. 1..", at tale for, at man skal se på prisen før efterfølgende særlige indretninger, når det skal vurderes, hvilken bil der er billigst. Dette er også i overensstemmelse med de udtalelser Ankestyrelsen tidligere er kommet med. Nævnets afgørelse må derfor nok anses for ikke at være ganske i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. Resultatet er dog ikke helt utvivlsomt, ligesom det i en række tilfælde ikke vil være samfundsøkonomisk fornuftigt. Ankestyrelsen vil derfor i fremtiden være meget opmærksom på sager, der egner sig til at behandle dette spørgsmål principielt.

Boligindretning

Ankestyrelsen har modtaget 2 sager vedrørende fjernelse af badekar og etablering af bruseniche efter bistandslovens § 59 (nu servicelovens § 102). Den ene sag vedrørte en 76-årig gift mand med to knæproteser. Han kunne ikke længere benytte badekarret. Kommunen havde derfor tilbudt ham en badetaburet, således at han kunne bade på gulvet, hvor der var afløb. Nævnet ændrede kommunens afgørelse, og lagde bl.a. vægt på de helbredsmæssige oplysninger og de snævre pladsforhold i badeværelset. Nævnet fandt ved afgørelsen, at fjernelse af badekar og etablering af niche må anses for nødvendigt med henblik på at afhjælpe eller i betydelig grad formindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget hjem.

Den anden sag vedrørte en enlig 59-årig, som led af følger efter polio. Kommunen gav afslag på fjernelse af siddebadekar og etablering af bruseplads. Kommunen vurderede ikke, at det ansøgte var nødvendigt, da der var afløb i gulvet og god plads til en badetaburet. Nævnet ændrede afgørelsen og pålagde kommunen at fjerne badekarret og etablere bruseniche, jf. bistandslovens § 59. Nævnet lagde vægt på, at ansøger ikke havde mulighed for at benytte sit badekar til bad. Nævnet lagde endvidere vægt på det betydelige dokumenterede balancebesvær, og ansøger ville derfor ikke være i stand til at tørre gulvet forsvarligt, hvis ansøger

badede på en badetaburet foran håndvasken, eller på toilettet.

Ankestyrelsen har ingen praksis på dette område, og afgørelserne strider næppe mod reglerne, men der synes at være en uensartet praksis på dette område. Ankestyrelsen har fx afvist at behandle en sag fra et nævn, der havde stadfæstet kommunens afgørelse om ikke at fjerne badekarret og etablere bruseniche. Nævnet bemærkede, at ansøger havde mulighed for at komme i bad uden brug af badekar. Nævnet lagde vægt på, at der var afløb i gulvet, og at generne ved at gulvet blev vådt vil kunne afhjælpes på anden måde, fx ved brug af skridsikker måtte.

Indsendte nævnsafgørelser vedrørende serviceloven