Legislator Case Law & Legislation
W19990967825 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 111/1995

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 9678 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 111/1995

En advokat har klaget til Pressenævnet over en artikel i Dagbladet Børsen den 2. oktober 1995, idet han finder, at god presseskik er overtrådt.

På forsiden af bladet den 2. oktober 1995 hed det under overskriften "Opgør med rædselskabinet"

"Dagbladet Børsen bringer i dag en oversigt over "erhvervslivets rædselskabinet". Oversigten er ikke udtryk for, at avisen mener, at de nævnte er kriminelle eller har deltaget i kriminelle handlinger. Men den dokumenterer, at "det dårlige selskab" er meget omfattende."

Inde i bladet var overskriften

"Det store opgør med erhvervslivets rædselskabinet - For tredje gang siden efteråret 1993 bringer Dagbladet Børsen et større persongalleri. Personerne er grupperet efter beskæftigelse og interesse og forbundet med linier, som hovedsageligt symboliserer sammenfald af selskaber. Linierne er trukket efter omfattende edb-kørsler med personerne i ind- og udland."

I artiklen hed det bl.a.

"Politi- og anklagemyndighed er ved at drukne i sager om selskabstømning, falske skatteprojekter og bedrageriske investeringer. I de sager er langt over 100 personer enten sigtet eller mistænkt. Hovedparten af de involverede er deltagere i det nederste lag i dansk erhvervsliv, som Dagbladet Børsen har betegnet som erhvervslivets rædselskabinet.

....

Den offentlige omtale kan ødelægge mulighederne for organiseret svindel, men dårlig presse har tilsyneladende ikke generet personer i kabinettet, idet de har opereret i årevis og gjort turen lige fra skægpantebreve over momssvindel til selskabstømning m.v. Og de bliver ved, ...

....

Som deltagere og rådgivere i den store selskabstømmerfest har man set førende danske pengeinstitutter, verdensomspændende statsautoriserede revisionsforetagender og store internationalt arbejdende advokatfirmaer. Afsløringen af rådgivernes medvirken har givet anledning til endnu uafsluttede etiske og moralske debatter.

Blandt de sigtede personer inden for selskabstømning udgør de juridisk uddannede langt den største faggruppe. Det er måske årsagen til, at advokatstanden var senest til at erkende etiske og moralske problemer inden for egne rækker. Bankerne og revisorerne var blandt de først til at stramme op."

Artiklen var ledsaget af oversigt over personerne i "erhvervslivets rædselskabinet".

Teksten til oversigten var bl.a.

"Oversigten er ikke udtryk for, at Dagbladet Børsen mener, at de nævnte personer er kriminelle eller har deltaget i kriminelle handlinger, men oversigten dokumenterer, at "det dårlige selskab" i Danmark er meget omfattende. Personerne kender hinanden på kryds og tværs og på en sådan måde, at man i nogen grad kan tale om en form for organisation. Gruppen af hovedsageligt selvstændige forretningsfolk fra over- og underskudsmiljøer har været betjent af professionelle rådgivere som pengeinstitutter, advokater og revisorer i forbindelse med selskabstømning, skatteprojekter, moms- og afgiftssager med videre."

Klageren var nævnt i oversigten.

I en firkantet kasse oven over klageren var medtaget navnene [A], [B], [C] og [D].

I kassen nedenunder klageren var angivet [E].

Bladet har bl.a. fremlagt

Kopi af domskonklusion af 14. juni 1991 vedrørende bl.a. [E],- kopi af erklæring underskrevet af bl.a. klageren af 4. marts 1986 indeholdende udtalelse om et skibsbygningsprojekt og om klagerens forhandlinger med A/S Nordsøværftet,

Uddrag af "AGREEMENT FOR SALE OF ASSETS AND LIABILITIES" af 1. oktober 1991, - kreditorliste vedrørende Erhvervsinvestering Shipping A/S, - skrivelse af 20. februar 1992, fra ITI Danmark A/S, hvoraf fremgår, at klageren er udpeget som ny bestyrelsesformand i selskabet Erhvervsinvestering K/S XIV, - referat af ekstraordinær generalforsamling i Komplementarselskabet Erhvervsinvestering XIV ApS den 2. marts 1992, - skrivelse af 16. juni 1992 fra ITI Danmark A/S stilet til bl.a. "samtlige skibsbestyrelsesmedlemmer" hvoraf fremgår, at [E] har en optionsret på køb af ITI Danmark A/S,

Kopi af 2 artikler fra bladet fra maj 1995,

Referat af ordinær generalforsamling i Erhvervsinvestering K/S XIV den 11. maj 1988,

Kopi af en side fra et regnskab vedrørende Erhvervsinvestering K/S XVI af 16. februar 1995,

Årsberetning for 1990 for [F] Holding ApS og tilhørende revisionspåtegning af 10. september 1991,

Årsberetning for 1991 for [G] Gruppen A/S og tilhørende revisionspåtegning af 30. juni 1992 og

Årsberetning for 1992 for [G] Gruppen A/S og tilhørende revisionspåtegning af 20. oktober 1993.

Til støtte for klagen er det anført, at klageren er betegnet som en del af erhvervslivets rædselskabinet og som tilhørende det nederste lag i Danmarks erhvervsliv samt det dårlige selskab. Heri ligger en uberettiget ringeagtsytring.

Det af klageren for [E] og [A] udførte arbejde har bestået i sædvanlig, ekstern advokatbistand og har intet med partnerskab at gøre, ligesom den ydede bistand ikke relaterer sig til kritisable forhold eller i sig selv er kritisabel.

Om forholdet til [E] er nærmere anført, at klageren i adskillige år ikke har haft noget forretningsmellemværende med ham, og at klageren i øvrigt ikke har været involveret i salg af aktiver til selskabstømmere eller i andre ulovlige skatteprojekter.

Klageren var i perioden 1984-87 bestyrelsesmedlem i Erhvervsinvestering Shipping A/S, der ejedes af [E]. Denne er senere dømt for skattesvig, der ikke har relation til den pågældende periode eller de forhold, hvori klageren har været involveret.

For så vidt angår Erhvervsinvestering K/S XIV's køb af nybygning nr. 186 fra A/S Nordsøværftet har klageren forestået forhandlingerne om den juridiske udformning af kontrakten. Han har ikke deltaget i de kommercielle forhandlinger. Klageren tilføjer, at selskabets statsautoriserede revisor ikke har fundet anledning til at gøre bemærkninger vedrørende skibets belåning eller værdifastsættelse, samt at rederiet Elite-Shipping A/S gennem hele lejeperioden har betalt den aftalte leje og siden har købt skibet til den aftalte optionspris.

Når der i det fremlagte materiale figurerer et tilgodehavende på 180.000 kr. i en overdragelsesaftale angående Erhvervsinvestering Shipping A/S i oktober 1991, vedrører dette en afsluttende afregning fra februar 1991, der hovedsagelig relaterer sig til arbejde udført i 1990.

Klageren anfører, at han ikke har virket som advokat for [E] i forbindelse med den i oktober måned 1991 indgåede salgsaftale mellem det [E] ejede Erhvervsinvestering Shipping A/S og B.M.I.S. Limited. Klageren har således ikke haft noget samarbejde med [E] i 4-5 år.

Det er forkert, når bladet anfører, at klageren i et brev af 20. februar 1992 meddeler, at han er udpeget som ny bestyrelsesformand i selskabet Erhvervsinvestering K/S XIV. Det er derimod ITI Danmark A/S, der som ny administrator ønsker at udpege klageren som medlem af bestyrelsen. Klageren indtrådte først som bestyrelsesformand den 11. maj 1993.

Den ekstraordinære generalforsamling den 2. marts 1992 vedrører ikke kommanditselskabet, men Komplementarselskabet Erhvervsinvestering XIV ApS.

Klageren bemærker, at det var en væsentlig forudsætning for kommanditselskabet, at [E] ikke var involveret i ITI Danmark A/S, hvorfor dette blev fastsat som en udtrykkelig betingelse for, at ITI Danmark A/S skulle forestå den fremtidige administration af kommanditselskaberne. På et tidspunkt opstod der tvivl, om [E] havde optionsret på køb af ITI Danmark A/S. Dette er imidlertid blevet afvist.

Vedrørende de af bladet omtalte overbelåningssager i Danmarks Skibskreditfond oplyser klageren, at regeringens beslutning om en gennemgang af lånesagerne er forårsaget af andre forhold end dem, bladet nævner. Klageren har i øvrigt ikke forestået lånesagsbehandlingen.

Klageren bemærker, at det fremlagte bilag I intet har at gøre med skibets oprindelige belåning. Som følge af de særlige bemandingsregler, der dengang gjaldt skibe, ønskede Elite-Shipping A/S at foretage en udflagning på tilsvarende vis som store dele af den øvrige danske handelsflåde. I den anledning varetog klageren kommanditselskabets interesser. Der er således tale om manglende forståelse for de faktiske forhold hos Dagbladet Børsen.

Vedrørende [A], [B], [C] og [D] oplyser klageren, at han som advokat for [A] assisterede ved etableringen af [F] Holding A/S den 22. marts 1990. Da det var hensigten, at selskabet skulle have en bred aktionærkreds, tegnede klageren en mindre andel af kapitalen og indtrådte i bestyrelsen. Selskabets formål var aktiebesiddelse og finansiering. Allerede den 20. december 1990 udtrådte klageren af bestyrelsen. Hans aktier, ca. 9% af kapitalen, er solgt i foråret 1993 efter tidligere forgæves salgsforsøg. Klageren har, da han var udtrådt af bestyrelsen, ikke haft til opgave at imødegå de efterfølgende kritiske revisionspåtegninger i regnskaberne. Da de af revisoren anførte bemærkninger i påtegningerne intet har med etableringen af selskabet at gøre, virker bladets bemærkninger aldeles malplaceret.

[A] er sigtet i en sag om økonomisk kriminalitet og skattesvig vedrørende nogle af de projekter, han har udbudt, og klageren præciserer, at disse ikke har relation til 1990 eller forhold, hvor klageren har været involveret.

Klageren bemærker, at der den 5. maj 1995 er nedlagt navneforbud mod offentliggørelse af [A]s navn. Klageren har alene som ekstern advokat bistået [A] og dennes selskaber i enkeltsager, der ikke vedrører de omhandlede projekter. Da klageren yderligere er beskikket som offentlig forsvarer i straffesagen, kan han ikke være involveret i de omhandlede projekter.

Klageren oplyser, at han ikke har repræsenteret [B], eller [D] i nogen sag.

Klageren har endelig anført, at oversigten i den påklagede artikel hovedsageligt bygger på EDB-kørsel fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens database, der går henholdsvis 5 år og 8-11 år tilbage i tiden.

I en udtalelse om klagen har Dagbladet Børsen anført, at oversigten er den tredje siden efteråret 1993. På grund af domstolenes omfattende brug af navneforbud på sigtede personer har det ikke været muligt at gå ned i de enkelte kasser i oversigten for at beskrive, hvad de enkelte personer har haft med at gøre. Derfor har bladet udtrykkeligt gjort opmærksom på, at det ikke mener, at de nævnte personer er kriminelle eller har foretaget kriminelle handlinger. Bladet her derimod taget en etisk/moralsk stilling til de pågældendes virke.

Bladet oplyser, at klageren er medtaget i oversigten, da han i flere år har haft tæt kontakt med en af dansk erhvervslivs mest omstridte personer, direktør [E]. Denne er den 14. juni 1991 dømt for svindel med moms.

Om klagerens forhold til [E] har bladet anført, at klageren har forestået forhandlingerne med A/S Nordsøværftet og gennemgået kontrakter med værftet.

Klageren optræder endvidere som kreditor i salgsaftalen fra oktober 1991 mellem det [E] ejede Erhvervsinvestering Shipping A/S og B.M.I.S. Limited t/a International Transport Investments Ltd., ITI Ltd. Det fremgår, at salgsaftalen og kreditorlisten er udarbejdet flere måneder efter dommen over [E].

Endvidere meddelte klageren i brev af 20. februar 1992, at han er udpeget som ny bestyrelsesformand i kommanditselskabet K/S XIV. Der må imidlertid være en fejl i dateringerne, da selskabet først holdt sin ekstraordinære generalforsamling den 2. marts samme år, hvor [E] udtrådte til fordel for klageren. Videre fremgår det, at [E] har en optionsret på køb af ITI Danmark A/S.

Bladet har endvidere anført, at klagerens rolle i forhold til overbelåningssager ved skibsfinansiering er interessant. I en artikel fra maj 1995 fremgår, at der vedrørende skibet Arktis Ocean er belånt poster, der ikke er hjemmel til. Alle sager om eventuelle overbelåninger kulegraves nu af regeringens særlige udvalg, også selvom sagerne ligger 10 år tilbage i tiden.

Bladet anfører, at klageren yderligere er tilknyttet K/S selskaber, der ligger i forlængelse af hans virke som forhandler for [E] over for værft og reder.

For så vidt angår klagerens forhold til [A], der i dag er sigtet i en større sag om formodet svindel med leasingkontrakter og leasingaktiver, og deres fælles [G] Gruppe, anfører bladet, at klageren gennem flere år var medejer af denne gruppe af selskaber, der levede af at formidle skatteprojekter og skatteprodukter til selskabstømmere.

Bladet henviser til, at klageren har hævdet, at han alene har virket som rådgiver i forbindelse med [A]s etablering af selskabet [F] Holding . Til dette anfører bladet, at klageren i følge den kritiske revisionspåtegning ikke er sluppet heldigt fra denne opgave. I øvrigt fremgår det af materialet, at [A] har overtrådt en række bestemmelser i lovgivningen. Alligevel indtrådte og forblev klageren som aktionær gennem flere år.

Bladet anfører til slut, at en professionel rådgiver som klageren må være særlig kritisk i valget af de personer, han vil samarbejde med. Det finder bladet ikke, at klageren har været, hvilket er begrundelsen for, at han er medtaget i oversigten.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Hans Dam, Tage Clausen og Preben Sørensen.

3 medlemmer, Axel Kierkegaard, Hans Dam og Preben Sørensen, udtaler

Det fremlagte materiale dokumenterer, at klageren har haft forretningsmæssig forbindelse med nogle af de nævnte personer. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at klageren selv har været involveret i forhold, der berettiger, at hans navn bringes i bladets oversigt under overskriften "Det store opgør med erhvervslivets rædselskabinet". Dagbladet Børsen har derfor overtrådt god presseskik.

Et medlem, Tage Clausen, udtaler

Det medgives klageren, at det er belastende at blive nævnt i en sammenhæng som den skete, men Dagbladet Børsens handlemåde er ikke i strid med god presseskik.

Hensynet til pressens muligheder for at afdække komplicerede og eventuelle kritisable forhold, hvori offentligheden har en berettiget interesse, medfører, at klageren i denne sag må tåle at blive nævnt i forbindelse med personer, som han uomtvisteligt har haft forbindelse med.

Da bladet endvidere i forbindelse med offentliggørelsen udtrykkeligt har tilkendegivet, at oversigten ikke er "udtryk for, at Dagbladet Børsen mener, at de nævnte personer er kriminelle, eller har deltaget i kriminelle handlinger" har bladet taget så vidtgående forbehold, at der ikke er grundlag for at fastslå, at Dagbladet Børsen har tilsidesat god presseskik.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Den ansvarshavende redaktør af Dagbladet Børsen pålægges således i medfør af medieansvarslovens § 49 at offentliggøre følgende

"Kendelse fra Pressenævnet.

I tilknytning til en artikel i Dagbladet Børsen den 2. oktober 1995 med overskriften: "Det store opgør med erhvervslivets rædselskabinet - For tredje gang siden efteråret 1993 bringer Dagbladet Børsen et større persongalleri. Personerne er grupperet efter beskæftigelse og interesse og forbundet med linier, som hovedsageligt symboliserer sammenfald af selskaber. Linierne er trukket efter omfattende edb-kørsler med personerne i ind- og udland" var vist en oversigt over personerne i "erhvervslivets rædselskabinet".

[Klageren]s navn var medtaget i oversigten mellem [A], [C] og [D] og [E].

[Klageren] har klaget til Pressenævnet, da han mener, at god presseskik er overtrådt.

I anledning af klagen udtaler Pressenævnets flertal, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at klageren selv har været involveret i forhold, der berettiger, at hans navn bringes i bladets oversigt under overskriften "Det store opgør med erhvervslivets rædselskabinet". Dagbladet Børsen har derfor overtrådt god presseskik.

København, den 3. januar 1996.

Axel Kierkegaard, Hans Dam og Preben Sørensen."

Afsagt den 3. januar 1996.

Endelig adm. afgørelse 1996 9678 Valid

I forbindelse med omtale af sager om selskabstømning bragte bladet i en oversigt over "erhvervslivets rædselskabinet" bl.a. navnet på klageren.

3 nævnsmedlemmer udtalte, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at klageren havde været involveret i de omtalte forhold. Bladet burde derfor ikke have bragt hans navn i artiklen. God presseskik var overtrådt, og bladet blev pålagt at bringe et resumé af kendelsen. Dissens.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →