Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 38/1995

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 38/1995

[K] har ved advokat Henrik Vestergaard klaget til Pressenævnet over artikler i Ekstra Bladet den 2. og 3. februar 1995, idet klageren finder, at bladet har overtrådt god presseskik.

I en artikel den 2. februar 1995 under overskriften "Vi fik et brev - Jeg driver bordel fra fængslet" hed det bl.a.

"Man undrer sig ikke over, at manden bliver kaldt "Smiley". Han præsenterer konstant et stort hvidt tandpasta-smil, mens han sidder i den store hvide lænestol i besøgsværelset i Vridsløselille Statsfængsel.

[P] har nu været fængslet i næsten to år.

Han afsoner en straf på 15 års fængsel for mordet på den 33-årige bankfuldmægtig [A] samt for syv andre forbrydelser.

[A] blev myrdet af [P] den 28. februar 1993 med slag fra en hammer og med efterfølgende kvælning."

Under overskriften "Læs videre i morgen" hed det

"Ekstra Bladets reportagehold bringer i morgen Smileys egen fortælling om den forsvundne stripper [C] og de skæbnesvangre begivenheder, der førte til mordet på bankfuldmægtig [A]."

I artiklen den 3. februar 1995 hed det under overskriften "[A] skyllede min heroin ud i toilettet" bl.a.

"Der er næsten gået to år, siden [P] 28. februar 1993 myrdede sin daværende kæreste, [A], i hendes lejlighed i Laksegade i det indre København.

....

[A] fik under et skænderi med [P] smadret baghovedet med en hammer og blev bagefter kvalt. [P] gemte liget i et klædeskab.

Ifølge politiet begik [P] drabet i sygelig jalousi, fordi [A] ønskede at stoppe sit forhold til den dengang 31-årige dybt kriminelle mand.

....

- Jeg mødte [A] på Louisiana. Vi fattede straks sympati for hinanden og udvekslede telefonnumre. Det udviklede sig langsomt til et forhold, på trods af, at vi kom fra helt forskellige miljøer.

Udnyttede hinanden.

- Vi udnyttede hinanden. Jeg kunne godt bruge hendes kendskab til finansverdenen, og hun overførte da også et par gange nogle af mine penge til mine forretningsforbindelser i Laos.

- Hun kunne til gengæld bruge mig seksuelt, især inden for det sado-masochistiske område, som jeg ellers ikke er meget for at dyrke.

- Hun var meget usikker og bundet til sin mor. Jeg tror, at forholdet til mig var hendes første rigtige oprør i livet.

Hvorfor løj du over for [A] og sagde, at du havde en direktørstilling i medicinalfirmaet Novo?

- Jeg løj ikke. Det var noget, [A] sagde til sin vennekreds for at skjule min reelle baggrund som alfons og kriminel. Det eneste, jeg kender til Novo, er, at jeg på et tidspunkt har arbejdet i deres køkken.

Ville slå op.

Under retssagen kom det frem, at [A] havde sagt til sin veninde, at hun ville slå op med dig og bagefter mødes med veninden på cafe Sommersko?

- Der var ikke tale om, at hun ville slå op med mig. Vi hyggede os, indtil vi kom op at skændes. Da jeg på et tidspunkt var nede for at købe noget på gaden, hældte hun min heroin ud i toilettet. Jeg blev ikke gal, men sagde blot, at det måtte hun betale.

- Senere ville hun absolut havde mig med ned til den sado-masochistiske klub "Smil". Men jeg sagde nej, og så blev hun sur.

Smiley fortæller herefter, hvordan [A] ville slå ham i hovedet med en hammer, så han selv ved et uheld kom til at ramme hende i hovedet med hammeren, da han skulle afværge slaget.

[A] ønskede ifølge Smiley ikke lægehjælp, og hun tilkaldte senere Smiley fra badeværelset.

- Her bed hun mig i testiklerne, og smerten var så stor, at jeg tog et bælte fra håndvasken og snørede det om hendes hals. Pludselig slap hun biddet og faldt sammen. Det var ikke meningen, at hun skulle dø, fortæller Smiley, som af både politi og mange folk i den kriminelle verden bliver betragtet som en decideret lystløgner.

Tog bussen hjem.

Resten er for Smiley som et mareridt: Han gemmer liget i skabet, fordi [A]s veninde banker på døren. Han venter, til hun er gået, og tager derefter bussen hjem.

- Alle stirrede på mig. Det var, som om jeg lige var steget ud af en vampyr-film. Selv mine katte hvæsede af mig, da jeg kom hjem.

Du lagde senere på dagen en besked på [A]s telefonsvarer, selv om du vidste, at hun var død. Var det for at skaffe et alibi?

- Nej, jeg troede faktisk i min drømmeverden, at hun stadig levede. Senere på aftenen tog jeg ud i [A]s lejlighed, og så blev jeg klar over, at jeg havde lavet noget frygteligt lort.

- Næste dag dukkede politiet op i min lejlighed i Randersgade. Jeg havde allerede pakket en pose med tøj. Ud af mit vindue så jeg to riffelskytter, der lå klar på et tag, så jeg tænkte, at det nok var bedst at gå ud at åbne døren. Og nu sidder jeg her.

Vil du gerne benytte lejligheden til at sige noget til efterladte?

- Jeg er meget ked af det, der er sket. Og hvis jeg kunne gøre det om, ville det ikke være sket. Men det hjælper jo ikke meget. [A]s familie ser nok helst, at jeg ligger seks fod under jorden."

Artiklen var ledsaget af et billede af [P]. Teksten til billedet var

"Smiley angrer drabet på den 33-årige bankfuldmægtig, men hævder stadig, at det var et uheld."

Ekstra Bladet indeholdt endvidere en artikel vedrørende den forsvundne kvinde, [C].

Efter offentliggørelsen af artiklerne rettede klager henvendelse til Ekstra Bladet. Af skrivelsen fremgår bl.a.

"Forholdet er det, at datterens dødsfald har været en usædvanlig smertefuld oplevelse for min klient, og det er alene den forgangne tid, der frem til den 2. februar 1995 gjorde, at min klient så småt var begyndt at komme sig over den tragiske episode.

De før omtalte artikler i Ekstra Bladet, særligt artiklen under overskriften "[A] skyllede min heroin ud i toilettet" den 3. februar 1995, har bevirket, at min klient nu på ny tynges af datterens meningsløse dødsfald.

Min klient har således på ny måtte søge psykologbistand, ligesom min klient i det daglige på ny er afhængig af familien i forbindelse med praktiske gøremål m.v.

Efter min opfattelse er de pågældende artikler, særligt nævnte artikel af den 3. ds., i strid med medieansvarslovens § 34, hvorefter artiklernes indhold skal være i overensstemmelse med god presseskik.

....

Jeg tænker herved særligt på den meget indgående og detaljerede måde, hvorpå mordet på [A] er beskrevet i artiklen, antydningen af [A]s seksuelle adfærd samt den udførlige beskrivelse af, hvorledes [A] blev slået ihjel.

Endvidere sættes [A] i artiklen uberettiget i forbindelse med narkotika og misbrug heraf, ligesom det findes aldeles unødvendigt på ny at fremdrage den makabre omstændighed, at [A]s lig i hen ved et døgn efter drabet var hensmidt i et klædeskab.

Endelig finder jeg det i forhold til min klient ganske hensynsløst, at man i artiklen tager forholdet til [A]s efterladte op med henblik på en kommentar fra dømte [P].

....

Der henvises endvidere til det forhold, at sagen omkring drabet på [A] reelt er fuldstændig uden betydning for den historie, som Ekstra Bladet tog op den 2. og 3. februar 1995, nemlig dømte [P]s eventuelle bordeldrift fra sin celle i Vridsløselille Statsfængsel."

Af Ekstra Bladets svar herpå fremgår bl.a.

"Jeg har forståelse for, at de nævnte artikler generer Deres klient, idet de ripper op i hendes sorg over datterens død. Jeg kan imidlertid ikke anerkende, at artiklerne skulle være krænkende for moderen, endsige at Ekstra Bladet ved at bringe dem skulle have overtrådt reglerne for god presseskik.

Der er dels tale om en dom, som er afsagt for ikke så længe siden, dels berettiges artiklerne om [P] derved, at han er genstand for fortsat politiefterforskning - idet han sættes i forbindelse med en anden kvindes forsvinden og derudover hævder at drive flere bordeller fra sin fængselscelle.

Den situation, Deres klient befinder sig i, er ikke enestående. Man kan sidestille [K]s oplevelser med, hvad forældrene til den unge politimand, som Blekingegade-banden slog ihjel, må føle, når denne sag fortsat omtales med mellemrum i pressen.

Sammenfattende er det mit synspunkt, at hensynet til de efterladte ikke kan sættes højere end beskyttelsen af ytringsfriheden. Jeg må således afvise Deres krav."

Til støtte for klagen er det anført, at end ikke beskyttelsen af ytringsfriheden berettiger de pågældende artikler. Artiklen den 3. februar 1995 er uden nyhedsværdi, og ved at beskrive mordet på [A] så helt unødvendigt detaljeret har Ekstra Bladet overtrådt god presseskik.

Straffesagen i forbindelse med mordet er afsluttet, og historien om [P]s bordeldrift fra sin celle i Vridsløselille Statsfængsel kunne på fyldestgørende måde være bragt, uden at Ekstra Bladet behøvede at fremdrage [A]s tragiske død og omstændighederne i forbindelse hermed.

Det er endvidere anført, at den her omtalte sag ikke kan sammenlignes med sagen omkring den flerdobbelte politimorder Palle Sørensen, da denne sag stadig er aktuel for så vidt angår det rimelige eller urimelige i, at Palle Sørensen stadig er fængslet.

I sagen omkring Blekinge-bandens røveri i Købmagergade er der ligeledes tale om en anden situation end den foreliggende, da sagen længe var uopklaret, ligesom politiet ikke kunne få fat i de medvirkende til røveriet, da disse havde ophold i udlandet. Denne sag havde endvidere samfundsmæssige perspektiver, da Blekinge-banden arbejdede ud fra en politisk dagsorden.

I en udtalelse om klagen har Ekstra Bladet anført, at anledningen til at interviewe [P] dels var, at han hævdede at drive bordeller fra sin celle i Vridsløselille Statsfængsel, dels politiets mistanke om, at han er ansvarlig for en anden kvindes død.

Bladet kan ikke anerkende, at den skete omtale skulle være krænkende for moderen. Hvis et sådant hensyn skulle være ledende, ville det indebære en fundamental ændring i pressens adgang til at omtale drabssager. Der kan henvises til de hundrede af artikler, radio- og TV-udsendelser, der er publiceret om Palle Sørensen eller de talrige artikler om den politimand, som Blekingegade-banden slog ihjel under røveriet.

Bladet har endvidere anført, at de brutale detaljer, som fremkom i pressen i marts 1994 i forbindelse med referatet fra retssagen, bevidst er nedtonet af hensyn til offerets familie.

Ekstra Bladet har ikke sat klagerens datter i forbindelse med narkotika og misbrug heraf. I artiklen er blot nævnt [P]s påstand om, at klagerens datter på et tidspunkt hældte hans heroin ud i toilettet. Denne oplysning gør ikke klagerens datter til stofmisbruger, tværtimod.

Oplysningen i den ene artikel om, at [A]s lig var gemt i et skab i et døgn, er blot en faktuel meddelelse til forståelse af forløbet.

Bladet har endelig anført, at [P]s angren af sin forbrydelse og ønsket om, at den var ugjort, ikke kan være krænkende for offerets familie.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler

God presseskik indebærer, at der vises ofre for forbrydelser og deres pårørende det størst mulige hensyn.

Det omtalte mord på [A] har tidligere været detaljeret omtalt i pressen. Pressenævnet finder derfor ikke, at Ekstra Bladet ved i artiklen den 2. februar 1995 at omtale sagen som sket har overtrådt god presseskik.

Derimod finder Pressenævnet, at Ekstra Bladet har overtrådt god presseskik ved i artiklen den 3. februar 1995 kritikløst at have gengivet drabsmandens udtalelser om ofrets påståede seksualliv og hans detaljerede redegørelse for deres samliv i øvrigt og for omstændighederne i forbindelse med drabet. Hverken hensynet til pressens eller drabsmandens ytringsfrihed kan overfor hensynet til klageren begrunde denne omtale.

Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ekstra Bladet.

Den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet pålægges herefter i medfør af medieansvarslovens § 49 at offentliggøre følgende

"Kendelse fra Pressenævnet.

I en artikel den 3. februar 1995 i Ekstra Bladet blev bragt et interview med [P], også kaldet Smiley, vedrørende mordet på [A].

I anledning af en klage fra den dræbtes mor [K] udtaler Pressenævnet, at god presseskik indebærer, at der vises ofre for forbrydelser og deres pårørende det størst mulige hensyn.

Det omtalte mord på [A] har tidligere været detaljeret omtalt i pressen, men Ekstra Bladet har overtrådt god presseskik ved kritikløst at have gengivet drabsmandens udtalelser om ofrets påståede seksualliv og hans detaljerede redegørelse for deres samliv i øvrigt og for omstændighederne i forbindelse med drabet. Hverken hensynet til pressens eller drabsmandens ytringsfrihed kan over for hensynet til klageren begrunde denne omtale.

Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ekstra Bladet.

København, den 11. april 1995.

Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist."

Afsagt den 11. april 1995.

Bladets kritikløse gengivelse af et dødsoffers påståede seksualliv, en detaljeret redegørelse om morderens og dødsofferets samliv samt om øvrige omstændigheder omkring drabet udgjorde en overtrædelse af god presseskik. Hensynet til ytringsfriheden kunne ikke begrunde denne omtale.

Bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af Pressenævnets kendelse.