Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 21/1995
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 21/1995
[K] har klaget til Pressenævnet over et indslag i TV 2/Østjylland den 18. december 1994, idet han finder, at god presseskik er overtrådt.
I indslaget hed det bl.a.
"Speak: .... Det specielle ved s dyr er, at han lader dem blive meget gamle, ...
....
Speak: Der er ikke mange, der har så gamle køer, som du har.
[K]: Nej, hende her hun er 19 år, og det er hende her også. De er fra sommeren 1975. De fulgtes ad. Nu fik hun så en kalv her for 13 dage siden, og det var nr. 17.
....
Speak: Har dine køer det godt her?
[K]: Ja.
Speak: Ja, [K] synes, at dyrene har det godt, men Dyreværnet siger efter flere besøg noget andet.
Bjarne Udengaard Thomsen, forretningsfører i Dansk Dyreværn: Mit indtryk var, at der var tale om nogle ganske forfærdelige forhold, som er helt, helt uacceptable, og at der for os at se er en klar overtrædelse af dyreværnsloven, både med hensyn til vanrøgt og også mishandling af dyrene.
Aage Sveistrup, konsulent, Dansk Dyreværn: De var underernærede, og de var befængt med utøj, og kalvene f.eks. havde kun den halve vægt af, hvad de skulle have efter den alder, de havde.
....
Speak: Der har været ballade med [K]s dyr i mange år. Dyreværnet meldte ham til politiet, og [K] fik frataget retten til at holde dyr, samtidig blev han umyndiggjort. Det var i 1988. Han ankede til landsretten, som ophævede umyndiggørelsen og samtidig gav ham lov til at holde højst 10 køer.
Men da [K] ikke kunne nænne at slagte sine dyr, og da de flittigt får kalve, så havde han pludselig 23 køer. Så kom politi og Dyreværnet på besøg igen.
Nogle landmænd på egnen tilbød at tage de overskydende køer i pleje, så [K] stadig kun har 10 dyr på gården. En af dem er Lars Thuesen.
De dyr du fik op fra [K], hvilken tilstand var de i?
L.T.: Hvis du tager en skala fra 1-10, hvor 10 er det bedste, vil jeg nok sige mellem 2 og 3. De kunne da selv gå ned af vognen, men de var meget slunkne.
....
Speak: [K] har flere gange fået hjælp fra konsulenten i form af foderplaner.
Hvad med de der foderplaner, som du har fået at vide, du skulle følge? Hvordan går det med dem?
[K]: Nå, men det er om vinteren.
Speak: Det er jo også ved at være vinter nu.
[K]: Ikke rigtigt længere nu. Det er, når de er inde.
Speak: Er det svært for dig at følge dem?
[K]: Det er det faktisk, for de er meget uens køerne fra dag til dag.
Speak: Nå, men er det ikke noget, man skal finde ud af som landmand at regulere?
[K]: Jo, det tror jeg konsulenterne, det kan de ikke sidde og regulere inde på skrivebordet.
Speak: Synes du selv, dine dyr får nok at spise?
[K]: Ja, når de ikke vil. De står aldrig og råber efter det. Når de ikke vil have mere, så kan man jo ikke gøre mere.
Speak: Det er ikke fordi, at de ikke er vant til at få nok at spise, at de ikke vil have mere?
[K]: Når de ikke vil have det, når man kommer med det.
Speak: Hvad har du lært om landbrug? Hvem har lært dig noget om landbrug?
[K]: Det har jeg set flere steder. Den kærlighed, den har de ikke mange steder, den frie vilje, som de har her.
Speak: Der er så nogle, der siger, at de lever ikke af kærlighed alene.
[K]: Nej, det ved jeg også godt. Men de sulter nu heller ikke.
Speak: Kan du forstå, at Dyreværnet bliver ved med at sige, at du ikke behandler dine dyr godt nok?
[K]: Nej, det kan jeg ikke.
....
Speak: [K]s sag ligger nu hos politiet i Grenaa. Det havde været på tale at umyndiggøre ham igen. Forinden skal [K] mentalundersøges, men det har han indtil nu nægtet.
Kan du forstå, at de siger, at du skal mentalundersøges?
[K]: Nej, jeg synes, det er brutalt at gå her og passe dem fra morgen til aften alene.
Speak: Er du ked af, at du er meget alene her på gården?
[K]: Det kan godt siges i den svære tid her, når man har sorg og modgang, og det tror jeg vil være et hvert menneske, når de går alene.
Speak: At så trænger du til nogen at snakke med?
[K]: Ja, det gør alle, og derfor har jeg også ringet meget rundt?
Speak: En af dem, som [K] ofte ringer til, er Kirsten Sletbjerg, der her for 1. gang er på besøg hos [K].
K.S.: Efter min mening burde [K] have en medhjælper her på sin gård, og eftersom han er førtidspensionist, så har han vel også et socialt krav på at få en medhjælper i f.eks. 1 time dagligt eller 2 timer hver anden dag.
L.T.: Altså han vil selv. Der er ingen, der må.
....
B.V.T.: Jeg tror selv, at det bliver utroligt svært at opnå en løsning på det her. En løsning, der går ud på, at han får lov til at beholde nogle dyr, hvor vi fortsat vil se, at dyrene får en ordentlig pasning. Og derfor vil det fra vores side være et ønske, at han får frakendt retten til at holde dyr herude.
....
L.T.: Det er ikke økonomisk. Han vil bare ikke høre efter, hvad vi siger.
[K]: Og min lyst er jo dyrene og marken. Den gammeldags arbejdsplads på landet. Det ville jeg elske, og det kan jeg ikke få lov til. Jeg synes, havde jeg været født 30 år før, så havde jeg fået mere glæde af mit liv, med at køre plov med heste, ...
....
Aa.S.: Der er ikke tvivl om, at hans metode den er mange, mange år gammel. Men den gælder bare ikke i dag, og dyreværnsloven er jo også kommet efter den tid der. Altså det er sådan, at for mange år siden tog man det jo slet ikke det højtideligt med, hvordan dyrene egentlig havde det. Det gør man i dag. Da er man opmærksom på forholdene."
Klageren har fremlagt skrivelse af 10. februar 1995 fra TV 2/Østjylland, hvoraf bl.a. fremgår
"Jeg er bekendt med, at du flere gange tidligere har henvendt dig med beklagelser i anledning af det tv-indslag, som Søs Kjeldsen producerede. Redaktionen har venligt, men åbenbart ikke tilstrækkeligt bestemt, afvist dine klager. Senest har redaktionschefen henvist dig til Pressenævnet, såfremt du fastholder din klage over det pågældende indslag."
Til støtte for klagen er det gjort gældende, at der var fastsat følgende betingelser for klagerens medvirken i indslaget
"1.Der skulle være en konsulent fra Landboforeningen til stede under optagelsen, således at han ikke stod alene.
2.Der måtte ikke fokuseres på hans eget liv, men kun på dyrenes.
3.Der måtte ikke stilles spørgsmål til ham, men han ville selv have lov til at fortælle, frit fra leveren.
4.Der måtte ikke tales om hans familie, herunder Lars Thuesen."
Ingen af disse betingelser blev opfyldt.
Det er endvidere gjort gældende, at klageren uretmæssigt er blevet hængt ud for dyremishandling.
Det er endelig gjort gældende, at klageren ikke vidste, at der skulle deltage personer fra Dyreværnet i udsendelsen.
I en udtalelse om klagen er det anført, at TV 2/Østjylland i efteråret 1994 blev kontaktet af klagerens gode bekendt, Kirsten Sletbjerg, der opfordrede TV-stationen til at producere et program omkring klageren. Der blev ført mindst 8 telefonsamtaler med Kirsten Sletbjerg og mindst 4 langvarige telefonsamtaler med klageren inden optagelserne. Målet var at give et billede af, hvor vanskeligt det er at leve et anderledes liv. Efter mange overvejelser valgte TV 2/Østjylland at lade 3 personer optræde ud over klageren: Kirsten Sletbjerg, som er en af klagerens trofaste støtter, dyreværnsfolkene, der anklager klageren for dyremishandling og klagerens grandnevø Lars Thuesen, hvis holdning over for klageren både er kærlig og kritisk. I udvalget af medvirkende har TV 2/Østjylland sørget for, at forskellige synspunkter blev repræsenteret. Der blev indgået følgende aftaler med klageren inden optagelsen
"1.Vi måtte ikke filme inde i stuehuset.
2.Journalisten måtte ikke under interviewet spørge til [K]s forhold til kvinder.
3.Vi måtte kun fotografere nogle af dyrene, da dyrlægen havde rådet [K] til ikke at vise alle dyr frem."
Disse 3 aftaler blev overholdt.
Det er endvidere anført, at klageren vidste, at Kirsten Sletbjerg ville komme og blive interviewet på gården, hvilket han udtrykte tilfredshed med. Klageren var også bekendt med, at Lars Thuesen skulle interviewes, og det bemærkes, at journalisten først under interviewet med Lars Thuesen fandt ud af, at han var i familie med klageren.
Efter optagelsen gav klageren ikke på nogen måde udtryk for utilfredshed med den måde, interviewet var forløbet på.
Det er endelig anført, at der blev gjort meget ud af at forklare klageren vilkårene for TV-produktionen, og han blev gjort bekendt med, at der ville blive klippet i det 40 minutters interview, der blev optaget. Det kan nævnes, at journalisten har gjort sig stor umage med optagelser og redigering, så klageren ikke blev "hængt ud".
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Else Mols, Bent A. Koch, Kate Bluhme og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler
Klageren vidste ikke, at der i udsendelsen ville blive bragt interviews med personer fra Dyreværnet, men da klageren har haft lejlighed til i udsendelsen at kommentere de forhold, Dyreværnet kritiserede, finder Pressenævnet ikke, at god presseskik er overtrådt.
I øvrigt finder Pressenævnet ikke grundlag for at antage, at god presseskik er overtrådt med hensyn til betingelserne for klagerens medvirken.
Afsagt den 3. maj 1995.
Da klageren havde fået mulighed for at kommentere de forhold, han blev kritiseret for i udsendelsen, havde det ingen betydning, at han ikke vidste, at de kritiske interviews ville blive bragt. God presseskik var derfor ikke overtrådt.