Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 1/1995
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 1/1995
[A] har på egne og på 8 tidligere Claus Kettel medarbejderes vegne klaget til Pressenævnet over, at bladet Ingeniøren har afvist at bringe et dementi i anledning af en artikel i Ingeniøren nr. 48, der blev offentliggjort den 2. december 1994.
I artiklen, der havde overskriften "Kemi åbner dørene - Kemikerpar med tre kemikerbørn mener, at ingen uddannelse giver så mange muligheder som netop deres. Men karrieren kommer ikke af sig selv, især ikke for kvinderne", hed det bl.a.
"Det mener ægteparret Lotte Hummer (55) og Jan Hummer (57), der begge blev kemi-civilingeniører i 1963.
....
Nedtur.
Det var i 1991, netop på et tidspunkt, da Jan havde mulighed for at overtage instrumentfirmaet Claus Kettel. I stedet blev det mig, der købte aktiemajoriteten og blev administrerende direktør. Pengene fik jeg ved at opsige min pension i Dansk Ingeniørforenings Pensionskasse.
Virksomheden var dårligere end ventet, så det første år gik med at få den strikket sammen til tre bæredygtige afdelinger. Så snuppede et par medarbejdere de bedste agenturer, og endnu en rekonstruktion var nødvendig. Jeg arbejdede som død og djævel, for jeg ville vise, at jeg kunne klare opgaven. Derfor følte jeg det som et stort nederlag, da det endte med betalingsstandsning og konkurs. Samtidig ramte det mig hårdt, at mange af medarbejderne nærmest virkede ligeglade, og nogle direkte var illoyale."
Klageren har fremlagt skrivelse af 20. december 1994 til Ingeniøren, hvoraf bl.a. fremgår
"På vegne af en kreds af tidligere Claus Kettel medarbejdere, skal vi hermed tilkendegive vores utilfredshed med artiklen.
I afsnittet nedtur omtales vi som uvederheftige personer, der snuppede agenturerne fra Lotte Hummer og i øvrigt var dovne og uloyale.
Dette er direkte i modstrid med sandheden, sagen var den, at Lotte Hummer, i stedet for at betale leverandørerne, brugte pengene på at ændre firmaets image, med nyt udstillingsmateriale, brevpapir m.m., udgifter der beløb sig til flere hundrede tusinde.
Dette betød, at flere af de store leverandører en efter en opsagde firmaet som distributør, nogle af disse valgte at starte egen afdeling i Danmark, andre at lade deres kontor i Stockholm overtage styringen, og hvad er så mere naturligt, end at den ansvarlige sælger og tekniker følger med.
Der stod firmaet så med en alt for stor administration og uden indtægtsgivende produkter, dette prøvede vi forgæves at forklare fru Hummer, men hendes stædighed forbød hende at lytte til medarbejderne, og derfor måtte hun gå i betalingsstandsning.
Her startede så illoyaliteten - men det var ikke medarbejderne, der var illoyale overfor firmaet, men firmaet, der var illoyal overfor leverandører og offentlige myndigheder.
Inventar blev solgt til Jan Hummers virksomhed for mindre end det reelt kostede os at sende det til hans firma i Norge, agenturer blev solgt, selvom man end ikke havde tilladelse til noget sådant, og flere blev solgt under falske forudsætninger. Eksempelvis blev flere af vore leverandører oplyst om, at undertegnede fulgte med, og at skiftet reelt ingen betydning havde, andre agenturer blev solgt til Kontram, som så i en periode kaldte sig Kontram Claus Kettel, for ellers kunne man ikke bibeholde agenturerne.
Vi skal derfor bede Dem dementere disse urigtigheder om de tidligere medarbejdere. Vi kan eventuelt tage et møde om sagen, hvor De kan møde nogle af de medarbejdere, der er berørt af artiklen."
Af bladets svar den 21. december 1994 fremgår bl.a.
"Redaktionen finder ikke, at der er grundlag for at bringe et "dementi" af Lotte Hummers udtalelser, sådan som De ønsker. Dels fordi hun vedstår, hvad hun er citeret for i artiklen, dels fordi der synes at være tale om en sag, hvor påstand står over for påstand. I øvrigt er Lotte Hummers bemærkninger ikke rettet mod navngivne personer, hvorfor det vil være umuligt for bladets læsere at opfatte hendes kritik som specielt møntet på Dem m.fl.
Vi skønner derfor, at et eventuelt efterspil bør foregå blandt de involverede parter og ikke i Ingeniørens spalter."
Herefter fremsendte klageren følgende "dementi", som han ønskede bragt i bladet
"I vores artikel i Ingeniøren/job nr. 48 havde vi en artikel skrevet af Annette Hartung i samarbejde med Fru Lotte Hummer.
Heri var et afsnit om perioden 91-92, hvor Lotte Hummer var ejer af firmaet Claus Kettel A/S, og man kunne ud fra de oplysninger, vi havde fået af fru Hummer få den opfattelse, at medarbejderne havde stjålet agenturerne fra firmaet, ligesom der også var direkte beskyldninger om dovenskab og illoyalitet fra medarbejdernes side, disse påstande er der ved nærmere undersøgelser ikke belæg for, hvorfor vi hermed undskylder at have bragt disse i bladet."
Bladet afslog at bringe "dementiet".
Til støtte for klagen har [A] gjort gældende, at der er tale om udokumenterede oplysninger, som er direkte i modstrid med sandheden, og at artiklen har berørt klageren personligt.
I en udtalelse om klagen har Ingeniøren anført, at der ikke er tale om navngivne medarbejdere. Det fremgår endvidere tydeligt, at der ikke refereres til alle medarbejderne, hvorfor det ikke kan antages, at oplysningerne vil være egnet til at påføre klager skade af betydning. For så vidt angår oplysningerne i artiklen om, at mange af medarbejderne nærmest virkede ligeglade, og at nogle direkte var illoyale, er dette subjektive vurderinger, hvorfor der alene af den grund ikke er krav på genmæle.
Bladet har endvidere anført, at klagernes forslag til genmæle ikke opfylder betingelserne i lovens § 38, da forslaget er udformet som et dementi affattet af bladet. Det må fremgår, at der er tale om klagerens opfattelse af sagen.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Hans Dam, Ulrik Holmstrup og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler
Selvom der ikke i artiklen refereres til alle tidligere medarbejdere i Claus Kettel firmaet, er antallet af disse medarbejdere efter det oplyste så begrænset, at omtalen i artiklen findes at kunne påføre klager skade i medieansvarslovens forstand.
Udtalelserne i artiklen om, at mange af medarbejderne nærmest virkede ligeglade, og at nogle direkte var illoyale, må betegnes som Lotte Hummers subjektive vurdering. Klager har derfor ikke krav på genmæle over for disse udtalelser.
Udtalelsen "så snuppede et par medarbejdere de bedste agenturer", må anses som en faktisk oplysning. Da berettigelsen af denne udtalelse ikke er dokumenteret, har klager krav på genmæle, og Ingeniøren pålægges i henhold til medieansvarslovens § 39 at offentliggøre følgende
"Genmæle.
I en artikel i Ingeniøren nr. 48, der udkom den 2. december 1994, oplyste den daværende direktør for firmaet Claus Kettel, at et par tidligere medarbejdere "snuppede ... de bedste agenturer". Dette er udokumenteret.
[A] på egne og på [B]s, [C]s, [D]s, [E]s, [G]s, [H]s og [I]s vegne."
Afsagt den 9. februar 1995.
Der blev i artiklen refereret til alle tidligere medarbejdere i et firma. Der var imidlertid tale om så få personer, at omtalen kunne skade klagerne. Artiklen indholdt såvel subjektive vurderinger som faktiske oplysninger. Der kunne kræves genmæle for de faktiske, udokumenterede oplysninger, og Pressenævnet tog klagerens krav om genmæle til følge.