Legislator Case Law & Legislation
W19990965725 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 40/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 9657 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 40/1999

Winnie og Dorrit Busch har på vegne Erling Busch klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Sjællands Tidende den 20. marts 1999, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen havde overskriften "Byrådsmedlem nægter sex-overgreb" og bl.a. følgende indhold

"Skælskør-politikeren Erling Busch er tiltalt for at befamle en 37-årig kvindes bryster

Erling Busch 66-år og medlem af byrådet i Skælskør for Socialdemokratiet skal på torsdag møde i retten i Skælskør.

Han er tiltalt for i september 1997 at have presset sit underliv mod en 37-årig kvinde og befamlet hendes bryster.

Episoden fandt sted på ældrecentret Rådmandshaven i Skælskør. Her var den 37-årige ansat i et kommunalt job-tilbud. Erling Busch havde sin gang på centret i sin egenskab af socialudvalgsmedlem.

Erling Busch nægter sig skyldig. Han erkender, at han mødte den 37-årige kvinde på ældrecentret. Men afviser at have gjort tilnærmelser til hende.

Tværtimod ville han hjælpe hende. Hun havde fortalt ham om sine ryg-problemer. Og han tilbød at demonstrere for hende, hvordan han selv masserede sin kones ryg.

- Jeg masserede hendes ryg i et par minutter. Det var det hele, siger Erling Busch.

Lagde pres på kvinden

Ifølge kvinden var det mere hendes bryster end hendes ryg, der fik massage af det aldrende byrådsmedlem. Men i ugerne efter episoden gjorde Erling Busch sit bedste for at forhindre, at kvinden gik til politiet.

Han fik arrangeret et møde mellem kvindens chef lederen af ældrecentret sig selv og den 37-årige kvinde. Og på chefens kontor fik kvinden at vide, at der ikke var nogen sag.

- Jeg sagde, at der var tale om en misforståelse. Men hvis hun havde opfattet situationen anderledes, måtte hun undskylde. Derefter konkluderede lederen, at nu måtte den sag være glemt, siger Erling Busch.

Det var den nu langt fra. Men der gik alligevel omkring et år, før kvinden endelig henvendte sig til politiet med sin anmeldelse. Og i mellemtiden havde hun ifølge Erling Busch forsøgt at få hans hjælp.

Hun var blevet anmeldt for socialt bedrageri og ville have, at jeg skulle hjælpe hende. Jeg lovede at tale med nogen på forvaltningen om sagen. Men inden blev jeg kontaktet af lederen af ældrecentret, der rådede mig til at lade være. Der var tale om en "rådden sag", fik jeg at vide, fortæller Erling Busch.

Derfor mener Erling Busch, at anmeldelsen nærmest er hævn fra den 37-årige kvinde.

Jeg bliver forfulgt, siger Erling Busch.

Konsekvenser

Hvis Erling Busch bliver dømt, risikerer han højst en bødestraf. Men konsekvenserne for hans politiske liv kan bliver store. Hvor store afgøres at Indenrigsministeriets Valgbarhedsnævn."

Artiklen var ledsaget af et billede af klageren med billedteksten

"Byrådsmedlem Erling Busch (S) afviser beskyldningerne om sex-overgreb."

Klageren har oplyst, at artiklens overskrifter også blev anvendt på bladets spisesedler den pågældende dag.

Klageren har anført, at han blev hængt ud som forbryder, før sagen blev behandlet i retten, og at han derved er blevet dømt på forhånd.

Klageren har videre anført, at det er urimeligt, at der er anvendt et billede af klageren uden hans tilladelse.

Klageren har yderligere anført, at der sædvanligvis ikke bliver nævnt navne eller vist billeder i forbindelse med beskrivelse af forbrydelser, og at der derfor heller ikke burde være bragt billede og navn i denne sag, uanset at klageren er byrådsmedlem.

Bladet har i en udtalelse anført, at foromtalen af retssagen ganske rigtigt var hovednyheden den pågældende dag. Dette var en velbegrundet journalistisk disposition, da det er sjældent, at et byrådsmedlem tiltales for blufærdighedskrænkelse.

Bladet har videre anført, at det ikke er ulovligt at foromtale en retssag. Tværtimod arbejder Folketinget for tiden med en lovrevision, der vil give domstolene pligt til at udlevere anklageskrifter til pressen senest 3 dage før retsmødet.

Bladet har herudover anført, at bladet normalt ikke nævner navn på tiltalte, men kun på dømte og kun hvis straffen er på ubetinget fængsel i et år og derover. Undtagelsen er "personer med et særligt ansvar". I de interne regler på bladet er det formuleret således: "Hvis der i en sag skønnes at være tale om en person, som har et særligt ansvar, særlig stilling, særlige forpligtigelse etc., kan navnet bringes fra sagens start og lighedsprincippet dermed tilsidesættes."

Bladet har i den forbindelse ligeledes henvist til de vejledende regler for god presseskik, hvori det hedder: "En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet". Bladet har i den forbindelse anført, at der i denne sag i høj grad er tale om "almen interesse", idet klageren er byrådsmedlem, og valgbarhedsnævnet derfor efterfølgende skal afgøre, om dommen har gjort klageren uværdig til at beklæde sit sæde i byrådet.

Bladet har yderligere anført, at det under bladets samtale med klageren blev klart, at det ikke ville kunne udelukkes, at han i et eller andet omfang havde benyttet sin status som medlem af Socialudvalget til at forsøge på at formå kvinden til ikke at melde forholdet til politiet. Denne antydning blev i øvrigt i høj grad styrket under kvindes vidneforklaring ved retten.

Bladet har i øvrigt oplyst, at klageren faktisk blev dømt i retten.

Bladet har endelig anført, at klagerens sag har fået en lødig og afbalanceret dækning, og at både klageren selv og hans støtter har haft rige muligheder for at komme til orde i spalterne.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder, at foromtale af den straffesag, der var rejst mod klageren, havde almen interesse, idet sagen kunne få betydning for klagerens mulighed for at bestride det hverv, han er valgt til at varetage. Dette gælder ikke mindst, når sagen som i dette tilfælde har sit udspring i et møde, der skyldtes klagerens hverv som politiker.

Da klageren endvidere har fået lejlighed til at fremkomme med sine synspunkter på anklagen i forbindelse med foromtalen af retssagen, finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Sjællands Tidende.

Afsagt den 26. maj 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 9657 Valid

Bladet havde omtalt en straffesag mod et navngivet byrådsmedlem, der blev tiltalt for blufærdighedskrænkelse. Nævnet fandt, at foromtale af straffesagen havde almen interesse. Byrådsmedlemmet havde fået lejlighed til at fremkomme med sine synspunkter på anklagen, og god presseskik var derfor ikke tilsidesat.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →