Legislator Case Law & Legislation
W19990965425 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 35/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 9654 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 35/1999

Advokaterne Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen har klaget til Pressenævnet over Berlingske Tidendes dækning af Thulesagen, således som den er sket i artikler bragt i bladet den 2., 3., 4. og 9. marts 1999, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Den 2. marts 1999 havde bladet på sin forside en artikel med overskriften "Sagsøger i Thule-sag undrer sig" og bl.a. følgende indhold

"Kaos: Efter forgæves at have forsøgt at få udsat den historiske retssag mod staten måtte Thule-boernes advokater i går hæve stævningen for fem fangere, der aldrig har krævet erstatning.

Førstedagen af den stort anlagte Thule-sag fik en mildt sagt kaotisk start, da Thule-boernes advokater i Østre Landsret i går på målstregen måtte hæve stævningen for fem ud af de i alt 84 fangere.

Selv om retssagen om forflyttelsen af Thulekolonien tilbage i 1953 har været undervejs i mere end et par år, har de fem aldrig skrevet under på, at de overhovedet ønsker at stævne den danske stat med krav om millionerstatning. Et fundamentalt tilsagn, som Thule-boernes advokater Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen ikke har formået at skaffe.

"Parterne aftalte først i januar, at vi skulle stille med skriftlige erklæringer fra alle sagsøgere. Det har vi ikke kunnet nå, og derfor har vi hævet søgsmål for fem med forbehold for, at de senere kan stævne staten igen," siger Henrik Karl Nielsen.

Stævningen omhandler nu "kun" 79, der gør krav på individuel erstatning, efter at advokaterne har hævet de fem af søgsmålene, ligesom én er afgået ved døden. Men ikke alle er klar over, hvorfor netop de er sagsøgere.

Sagsøger nr. 60, Birthe Nielsen fra Horsens, var bare tre måneder gammel dengang i 1953, da hendes familie blev flyttet fra Thule. Men hun har aldrig underskrevet nogen erklæring eller stævning - og kender faktisk kun til retssagen fra et tilfældigt kig på tekst-TV samt en kortfattet telefonopringning fra i fjor.

"Jeg har aldrig tænkt på, at jeg skulle have erstatning," siger Birthe Nielsen, "altså ikke, før de ringede sidste år; jeg tror, det var fra et advokatkontor ovre i København."

Indland 1. sektion side 6".

På side 6 bragtes to artikler. Den ene havde overskriften "Sagsøger nummer 60" og bl.a. følgende indhold

"Som hun sidder der i sofaen i sin hyggelige dagligstue med masser af nips omkring sig og kaffe på kanden, minder hun om alt andet end en vred grønlandsk fanger på jagt efter retfærdighed. Hvilket hun for så vidt heller ikke er.

"Jeg har aldrig tænkt på, at jeg skulle have erstatning," beretter Birthe Nielsen, "altså ikke før de ringede sidste år, jeg tror, det var fra et advokatkontor ovre i København."

Siden da har tanken selvfølgelig strejfet hende.

Men at hun ligefrem figurerer på de københavnske advokater Christian Harlang og Henrik Karl Nielsens liste over tilsammen 84 grønlændere, der kræver millionerstatning af den danske stat, undrer hende nu alligevel.

Uden selv at vide det står Birthe Nielsen fra Gammel Jernbanegade i Horsens således opført som sagsøger nummer 60 i den historiske stævning mod selveste statsminister Poul Nyrup Rasmussen for tvangsflytningen af den oprindelige fangerbefolkning fra Thule tilbage i sommeren 1953. Selv ryster hun bare på hovedet.

"Altså, det eneste, de spurgte om i telefonen, var mit CPR-nummer. Det fik de. Siden har jeg ikke rigtig hørt noget, før jeg forleden pludselig blev indkaldt som vidne," fortæller Birthe Nielsen, der faktisk kun kender til retssagen fra et tilfældigt kig på tekst-TV.

Dengang i 1953 var hun jo også bare en baby på tre måneder hun hed i øvrigt slet ikke Birthe Nielsen dengang, men Odaaq.

"Jeg har aldrig tænkt på, at jeg skulle have erstatning," gentager hun."

Den anden artikel på side 6 den 2. marts 1999 havde overskriften "Første dag i gammel sag" og bl.a. følgende indhold

"Thulestammen har krævet millionerstatning for ulovlig tvangsflytning af de grønlandske fangere i efterkrigsårene. En flytning, der skulle gøre plads til en udvidelse af den amerikanske Thulebase under Den Kolde Krig.

Men allerede få minutter efter, at retsmødet var gået i gang i går stod det klart, at der var dømt juridisk koks fra første fløjt.

Kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen der repræsenterer den danske stat måtte i sit indledende indlæg tørt konstatere, at Thulestammens advokater først i søndags pludselig havde meddelt, at de ville annullere søgsmålene for fem af de 84 fordrevne, der hver kræver en kvart million er erstatning af staten.

Selv om advokaterne for stammen Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen har haft over en måned til at skaffe skriftlige erklæringer fra sagsøgerne om, at de er reelle sagsøgere, var det nemlig ikke lykkedes i fem tilfælde.

Derfor faxede advokaterne søndag et brev til landsretten med besked om, at de ville hæve disse personers søgsmål dog med "forbehold" for at de senere kan "udtage stævning på ny" mod Statsministeriet.

Senere ville Karsten Hagel-Sørensen klædt i lang sort kåbe med blodrøde kanter dog gerne gå nærmere ind i konkrete forhold omkring flytningen i 1953.

Men først ville Christian Harlang med et længere indlæg føre landsretten på en rejse helt tilbage til Erik den Rødes tid i Grønland og polarekspeditioner i 1500-tallet for at nå frem til selve sagen.

Hvilket omgående bragte smil frem på tilhørerpladserne, da det for flere angiveligt var svært at forstå, hvad flere hundrede år gammel historie havde at gøre med forflyttelsen af Thulestammen i 1953.

Kammeradvokaten satte derefter spørgsmåltegn ved, at staten er blevet klandret, at den ved forflyttelsen af Thulestammen lod folk bo i telte sommeren over. Med oplæsning fra en grønlandsk bog fremførte han, at det på den tid ikke var usædvanligt for kuldevante eskimoer at bo i telte om sommeren.

Kammeradvokaten ville dog først på retsmødet i dag kommentere, at fem sagsøgere i sidste øjeblik er trukket ud af sagen med forbehold for at rejse deres sag igen senere. Ligesom han først i dag vil kommentere, at Civilretsdirektoratet i fredags gav Thulestammen ret til fri proces for et kollektivt erstatningskrav på 25. mio. kroner udover de 250.000 kroner til hver af de fordrevne fra 1953."

Den 3. marts 1999 bragte bladet en artikel under overskriften "Statsministeriet er gået i tænkeboks" med følgende underrubrik

"Thule-sagen: Mens Thule-føljetonen går sin gang i Østre Landsret, overvejer den sagsøgte part - Statsministeriet nu næste skaktræk. Det sker, fordi der mildt sagt er skabt juridisk koks i sagen fra første dag."

Samme dag bragte bladet følgende "Rettelse"

"I forbindelse med Thulesagen i Østre Landsret skrev Berlinske Tidende i går, at det ikke var lykkedes Thule-boernes advokater Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen at skaffe skriftlige erklæringer fra "alle" sagens sagsøgere om, at de ønskede at stævne den danske stat. Advokaterne understreger over for avisen, at de ikke skulle skaffe erklæringer fra "alle", men kun for "omkring 10" sagsøgere, der er bosat uden for Thule. Disse skulle kun erklære, at de havde personlig tilknytning til Thule-området. Berlingske Tidende beklager fejlen."

Torsdag den 4. marts bragtes omtale af sagen under overskriften "Staten går til modangreb i Thule-sagen" og med bl.a. følgende indhold

"Med krav om millionerstatning har den oprindelige fangerbefolkning i Thule og deres efterkommere stævnet staten for tvangsforflyttelse tilbage i 1953, da der skulle gøres plads til en udvidelse af Thule Air Base. En forflyttelse, som sagsøgerne kræver knap 45 mio. kr. i erstatning for. Men som staten afviser.

Foreløbig er der gået juridisk spaghetti i retssagen, fordi Thule-boernes advokater Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen, først dagen før retssagen begyndte i mandags, ophævede fem sagsøgeres individuelle søgsmål mod staten.

"Og hvad er konsekvensen af, at nogle nu pludselig falder fra?" spørger Karsten Hagel-Sørensen og fortsætter

"I det hele taget er der uklarhed over, hvem Thulestammen som sagsøger er. Og nu hvor vi er helt henne ved tredje retsdag, kunne jeg da godt tænke mig at vide, hvem min modstander er."

I et processkrift til Østre Landsret i går krævede kammeradvokaten derfor af Thule-boernes advokater en redegørelse for, hvem Thulestammen består af."

Thuleboernes advokater vil svare retten på processkriftet på mandag."

Den 5. marts bragte bladet følgende

"Fra sagsøger i Thule-sagen

Berlingske Tidende har i går via advokatkontoret Harlang, Koch og Christensen, som p.t. fører sagen om Thulekoloniens forflyttelse i 1953 i Østre Landsret, modtaget dette brev fra sagsøger nr. 60, Birthe Nielsen, Horsens

"Jeg er meget ked af, at journalisterne har skrevet noget i avisen d. 2. marts, som jeg slet ikke har sagt.

Mine forældre og jeg gik med i sagen, da Hingitaq 53 startede retssagen i 1996. Vi er meget glade for at være med i retssagen og håber på en retfærdig afslutning for os alle.

Jeg synes, at I har gjort mig og andre noget grimt, som jeg er meget ked af.""

Endelig bragte bladet den 9. marts 1999 en artikel med overskriften "Stadig strid om Thule-stammen" og bl.a. følgende indhold

"Striden om, hvem der sagsøger staten i Thule-sagen og hvornår og hvordan og hvorfor, fortsætter. På gårsdagens møde i Østre Landsret forsøgte Thule-boernes advokater Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen således skriftligt og på alle punkter at tilbagevise kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensens angreb på Thule-stammen.

Efter at fem sagsøgeres individuelle søgsmål først i sidste øjeblik blev ophævet, er der ifølge kammeradvokaten rejst tvivl om Thule-stammen som sagsøger om hvem statens modstander egentlig er, om hvorvidt Thuleforeningen "Hingitaq 53" overhovedet har mandat til at føre sagen igennem, og om de fem nu frafaldne sagsøgere senere kan komme igen med deres individuelle erstatningskrav.

Men i et såkaldt processkrift anfører Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen for det første, at det må være op til "en eventuelt efterfølgende sag" at tage stilling til spørgsmålet om de fem sagsøgeres individuelle søgsmål på hver 250.000 kroner.

For det andet fremfører Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen, at kammeradvokaten "på intet tidspunkt" under den forberedende skriftveksling har "anfægtet" Thule-stammens "juridiske eller faktuelle identitet", som det formuleres.

For det tredje fastslås det i processkriftet, at heller ikke mandatforholdet mellem "Hingitaq 53" og Thule-stammen under de indledende øvelser er blevet "bestridt" af kammeradvokaten. Hvis det går hen og bliver tilfældet under selve retssagen "må sagsøgerne nødvendigvis protestere herimod, idet en sådan indsigelse burde være fremført under skriftvekslingen og ikke nu kan fremføres under domsforhandlingen", hedder det.

Foreløbig indstilles papirkrigen dog mellem parterne, idet kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen først agter at svare Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen i sin endelige procedure."

Klagerne har anført, at der den 2. marts er viderebragt ukorrekte oplysninger, der kunne give det indtryk, at der ikke forelå mandat fra alle sagsøgere, uden af dette forinden var kontrolleret med klagerne. Klagerne har i den forbindelse anført, at interviewet blev foretaget 3-4 uger, før artiklen blev bragt i bladet. I denne ganske lange periode kunne bladet have taget det nærliggende skridt at rette henvendelse til klagerne, som ville kunne afkræfte, at den pågældende ikke havde givet sit mandat til sagens førelse. Der blev imidlertid ikke foretaget en sådan kontrolhenvendelse.

Klagerne har videre anført, at bladet ikke har rapporteret objektivt og ikke har tilstræbt en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter. Endvidere er klagernes forelæggelse af sagen blevet latterliggjort, og modpartens synspunkter er på en række punkter gengivet ukommenteret og uden, at der er sket gengivelse af klagernes synspunkter.

Klagerne har i perioden 2. til 10. marts ført en omfattende korrespondance pr. telefax med bladet.

Bladet har i en udtalelse vedrørende omtalen af Birthe Nielsen anført, at hun blev interviewet i sit hjem den 1. februar og efterfølgende blev kontakte adskillige gange af bladet. Birthe Nielsen er citeret fuldt korrekt. Efter at hendes udtalelser gav anledning til heftige indsigelser fra klagernes side, har Birthe Nielsen trukket dem tilbage i ubestemte vendinger, og bladet har derfor bragt hendes læserbrev ukommenteret den 5. marts 1999.

Bladet har i den forbindelse anført, at det står pressen frit for at interviewe Birthe Nielsen om hendes sag uden at forelægge hendes synspunkter for hendes advokat. Det er i bladet ikke anført, at Birthe Nielsen ikke har givet advokaterne sit mandat. Tvært imod fremgår det udtrykkeligt af samtalen med hende, at hun gerne vil have erstatning.

Bladet har videre anført, at bladet uden sammenligning er det medie, der har fulgt retssagen mest intenst. Herved er der nok utilsigtet kommet en skævhed ind i dækningen til fordel for klagernes sag. Denne skævhed er bl.a. en følge af, at kammeradvokaten hidtil ikke har ønsket at procedere i pressen og har opretholdt en næsten konsekvent tavshed i sagen.

De to udtryk, "juridisk koks" og "juridisk spaghetti", der er anvendt i nogle af artiklerne, dækker over en vigtig juridisk uenighed mellem sagsøger og sagsøgte om selve grundlaget for sagen, herunder om betydningen af at have adresse i Grønland eller Danmark. Udtrykkene blev første gang anvendt i en artikel om sagen den 25. januar 1999 om en lignende processuel uenighed, og da om kammeradvokatens trængsler.

Bladet har endelig anført, at bladet aldrig har nægtet klagerne at komme til orde i bladet, og at de er velkomne til at få optaget et genmæle efter medieansvarslovens regler.

Bladet har fremlagt kopier af en lang række artikler om sagen fra 1996 og fremefter.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at retssagen vedrører et emne, der har været omtalt i flere medier herunder det indklagede blad over en længere periode. I en sådan sag vil begge parters synspunkter ikke kunne fylde lige meget og have samme vægt i hver enkelt artikel. Det er derfor ikke i strid med god presseskik, at enkelte af de påklagede artikler i overvejende grad eller udelukkende gengav modpartens synspunkter.

Vedrørende bladets omtale af sagsøger nr. 60 finder Pressenævnet, at bladet ikke har bragt oplysninger, som burde have været forelagt for klagerne forud for offentliggørelsen.

Berlingske Tidende har således ikke tilsidesat god presseskik i forbindelse med de påklagede artikler.

Afsagt den 26. maj 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 9654 Valid

Bladet havde dækket en retssag om en række tidligere og nuværende Thuleboeres krav mod statsministeren. Thuleboernes advokater klagede over dækningen. I en sag, der har været omtalt over en længere periode vil begge parterns synspunkter ikke kunne fylde lige meget og have samme vægt i hver enkelt artikel. Der var endvidere ikke bragt oplysninger, der burde have været forelagt for klagerne forud for offentliggørelsen. God presseskik var derfor ikke tilsidesat.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →