Legislator Case Law & Legislation
W19990952725 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 4/1996

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 9527 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 4/1996

En mand har klaget til Pressenævnet over, at Politiken bragte en nekrolog over hans fader, [faderens navn], den 22. december 1995, idet han mener, at god presseskik er overtrådt.

Nekrologen havde følgende indhold

"Læge [faderens navn], København, er død, 76 år. [faderens navn] huskes især for sine kampagner mod tobaksrygning, hvor han var en del år forud for sin tid. I en årrække var han socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen, men trak sine særstandpunkter i en fredningssag så hårdt op, at han blev ekskluderet af partiet. Han opstillede senere for CD, men uden at blive valgt."

Klageren har oplyst, at [faderens navn] afgik ved døden den 20. december 1995, og at dødsannoncen af hensyn til julen indtelefoneredes den 21. december 1995 med eksplicit fremhævelse af, at dødsannoncen først skulle bringes den 23. december 1995, da bisættelsen ville finde sted den 22. december 1995.

Bladet bragte imidlertid allerede den 22. december 1995 nekrologen, hvilket gav anledning til opstandelse i familien, hvor ikke alle på daværende tidspunkt var orienteret om dødsfaldet, da bisættelsen kun skete med deltagelse af de allernærmeste.

Klageren finder det oprørende og uetisk, at bladet ikke har taget hensyn til familiens ønske om først at meddele en så personlig sag som et dødsfald gennem en dødsannonce den 23. december 1995.

Klageren anfører, at der bør påhvile bladet særlige etiske forpligtelser omkring annoncering af dødsfald, og at bladet burde have overvejet, hvornår det var passende at bringe nekrologen, når bladet var bekendt med, at dødsannoncen først skulle bringes den 23. december 1995.

Klageren anfører, at det er i tillid til bladets forsvarlige omgang med stærkt personlige oplysninger, at der indtelefoneres dødsannoncer, og at hensynet til nyhedsprioriteringen er irrelevant i denne sag.

Klageren har endvidere anført, at Politiken giver usandfærdige forklaringer for efterfølgende at legitimere omstændighederne omkring offentliggørelsen af nekrologen, idet nekrologen ikke kan være skrevet på grundlag af klagerens brev af 21. december 1995, som først er nået frem til bladet den 22. december 1995.

Klageren har endelig anført, at der i nekrologen blev bragt misvisende og krænkende/nedsættende oplysninger, idet afdøde ikke blev ekskluderet af Socialdemokratiet, men alene af den socialdemokratiske gruppe i Københavns Borgerrepræsentation.

Bladet har beklaget, at klageren har oplevet det som uheldigt, at nekrologen blev bragt den 22. december 1995. Hvis klageren havde henvendt sig direkte til "navneredaktionen" om familiens ønsker, kunne dette have indgået i bladets overvejelser om datoen for offentliggørelsen.

Bladet har anført, at det ikke fremgik af dødsannoncen, at en nekrolog ikke måtte bringes før efter den 23. december 1995.

Bladet mener ikke, at det er umuligt, at klagerens brev dateret 21. december 1995 er kommet frem pr. fax, eller at dateringen er forkert, således at nekrologen er udformet på basis af klagerens forslag. Selv uden klagerens nekrologforslag ville bladet have bragt en nekrolog, og der kan ikke ses bort fra, at andre kilder ville have oplyst bladet om dødsfaldet.

Bladet har endvidere anført, at der til nekrologer stilles samme journalistiske krav om korrekthed, væsentlighed og aktualitet som til andre journalistiske produkter. Derfor lader bladet ikke andre end journalister skrive nekrologer, enkelte med udgangspunkt i indsendte forslag, og af samme journalistiske årsager lader bladet ikke andre godkende nekrologer eller afgøre, om de skal bringes.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Jørgen Flindt Pedersen, Kate Bluhme og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder, at bladet er berettiget til - under overholdelse af de presseetiske regler - at bringe nekrologer over afdøde personer uden på forhånd at indhente tilladelse fra de pårørende. Der bør dog af hensyn til de efterladte udvises den fornødne respekt for fremsatte ønsker om, hvornår den eventuelle nekrolog bringes.

Selvom bladet blev bekendt med [faderens navn]s dødsfald via den indtelefonerede dødsannonce, finder Pressenævnet ikke, at bladet har overtrådt god presseskik ved at bringe nekrologen allerede den 22. december 1995.

Pressenævnet finder, at bladet er berettiget til selv, ud fra almindelige journalistiske principper, at bestemme indholdet af de nekrologer, bladet bringer. Der bør udvises en særlig grad af omhu vedrørende pålideligheden af de oplysninger, som bringes i nekrologer, men Pressenævnet finder ikke, at den af klageren påpegede fejl i nekrologen over hans fader giver anledning til kritik.

Pressenævnet finder endvidere ikke grundlag for at kritisere bladets redaktionelle holdning til ikke at bringe nekrologer indsendt af andre.

Afsagt torsdag den 29. februar 1996.

Endelig adm. afgørelse 1996 9527 Valid

Mediet bragte en nekrolog på dagen for afdødes bisættelse, selvom det havde været fremhævet over for bladet, at en ønsket dødsannonce først skulle bringes dagen efter bisættelsen.

Pressenævnet udtalte, at medier kan være berettigede til at bringe nekrologer uden på forhånd at indhente samtykke fra de pårørende. Selvom bladet blev bekendt med dødsfaldet via en indtelefoneret dødsannonce og offentliggjorde nekrologen inden dødsannoncen ønskedes offentliggjort, var det ikke i strid med god presseskik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →