Legislator Case Law & Legislation
W19990951825 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 92/1996

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 9518 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 92/1996

En skibsreder og Mercandia Rederierne har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i dagbladet Børsen den 4. oktober 1996, idet de finder, at god presseskik er overtrådt. Der er endvidere klaget over en korrektion, bladet har bragt som reaktion på klagernes krav på genmæle.

Artiklen den 4. oktober 1996 havde følgende overskrift: "Fingrene i klejnekassen", og nedenunder var anført: "Erhvervs- & Selskabsstyrelsen undersøger nu, om skibsreder [navn] er i færd med ulovligt at lænse sin familiefond."

I artiklen hed det bl.a.

"Som barnet, der med brødkniven forsøger at liste en skilling fra sparegrisen, således kommer erhvervsledere grueligt galt af sted, når de forsøger at "låne" lidt af familiefonden.

Fondsbestyrelsen kan dømmes til at betale erstatning til fonden og måske få en straf for lovbrud oven i hatten. I øjeblikket er Erhvervs- & Selskabsstyrelsen i fuld gang med at granske Mercandia-reder [navn]s familiefond, som angiveligt taber voldsomt i vægt.

Skibsrederen har offentligt udtalt, at han har fortrudt etableringen af sin familiefond og ad omveje forsøger at komme den til livs.

"Omvejen" blev beskrevet i Børsen den 28. august på baggrund af rederens aflagte regnskaber: Mercandia- selskaberne, som fonden ejer, giver bragende underskud, mens andre selskaber, der tilhører [navn], giver overskud.

Mercandia-koncernen er under afvikling, og koncernens væsentligste indtægt - strømmen af likviditetstilskud fra Mercandia-kommanditister - er så godt som stoppet. Men uanset den økonomiske situation i Mercandia, kan familiefonden ikke røres. Bordet fanger.

Selv om [navn] og [klagerens ægtefælle] sidder i fondens bestyrelse, tilhører pengene fonden.

Souschef i Erhvervs- & Selskabsstyrelsen, Lone Wulf Jensen, bekræfter, at styrelsen er gået i gang med en nøje undersøgelse af [navn]s fond efter avisernes omtale af skibsredernes planer med sin fond. Hun henviser til lovgivningen om erhvervsdrivende fonde, som klart beskriver fonden som en selvstændig, juridisk enhed, der har krav på erstatning, hvis dens bestyrelse enten ulovligt bruger af fondens penge eller foretager dispositioner, som påfører fonden tab. I så fald afkræves fondens bestyrelsesmedlemmer erstatning. I grove tilfælde melder Erhvervs- & Selskabsstyrelsen fondsbestyrelsen til politiet.

...."

Bladet har den 23. oktober 1996 bragt følgende artikel

"[Navn]s fonde

Under overskriften "Fingrene i klejnekassen" skrev Børsen fredag den 4. oktober, at Erhvervs- & Selskabsstyrelsen nu undersøger, om skibsreder [navn] er i færd med ulovligt at lænse sin familiefond. [navn] har bedt Børsen præcisere, at det er den erhvervsdrivende "Skibsreder [navn]s Fond", som Styrelsen undersøger for ulovligheder, og ikke "[navn]s Familiefond".

Endvidere skal Børsen præcisere, at overskriften ikke skal tolkes som en konstatering af, at [navn] har forgrebet sig på fonden, hvilket han efter eget udsagn ikke har. Rubrikken er tænkt som et symbol på den konflikt, som mange fondsejede familie-virksomheder havner i."

Klagerne har anført, at [navn]/Mercandia har flere fonde. Den ene er en familiefond til helt private formål. Denne må [navn] anvende, som han ønsker. Den anden er en erhvervsdrivende fond. Denne fond er oprettet for at føre Mercandia og Mercandia-ejede selskaber videre. Fra denne fond er der den 28. august 1996 foretaget udlodninger til humanitære formål. [Navn] har ikke selv modtaget penge fra den erhvervsdrivende fond.

Klagerne har gjort gældende, at det er forkert, når bladet anfører, at Mercandia-koncernen er under afvikling. Det er endvidere forkert, når det anføres, at Erhvervs- & Selskabsstyrelsen har bekræftet, at de er gået i gang med en nøje undersøgelse af [navn]s Fond.

Klagerne har videre gjort gældende, at oplysningerne i artiklen om, at Mercandia-koncernen er under afvikling, at koncernens væsentligste indtægt kommer fra "strømmen af likviditetstilskud" fra Mercandia-kommanditister, og at [navn] låner af familiefonden, er krænkende.

Klagerne har i relation til overskriften anført, at denne er diskriminerende, mistænkeliggør [navn], og er et tydeligt udtryk for mistillid.

Klagerne har endelig anført, at de på grundlag af det oven for anførte er berettiget til genmæle. Klagerne har i den forbindelse anført, at det var direkte forkert og til skade for Mercandia, at bladet oplyste, at Mercandias rederiaktiviteter ophørte. Det korrekte er, at Mercandias investeringer i Danmark er reduceret til fordel for investeringer i udlandet. Klagerne har ikke formuleret et genmælekrav.

Bladet har anført, at der er bragt en korrigerende artikel, inden bladet modtog henvendelsen fra Pressenævnet.

Bladet har videre anført, at meddelelsen om, at Mercandia Rederierne er under afvikling, ikke fremgår af artiklen af 4. oktober 1996, men derimod af en artikel bragt den 28. august 1996, og i den pågældende artikel blev det oplyst, at det er de kommanditselskabsejede Mercandia skibe, der er under afvikling.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Karen-Anke Tørring, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder, at artiklens overskrift ikke har dækning i artiklen, og at overskriften mistænkeliggør klageren [navn].

Da bladet imidlertid før Pressenævnets henvendelse til bladet har bragt en korrigerende artikel, finder Pressenævnet ikke grundlag for kritik af bladet på dette punkt.

På baggrund af den af bladet fremlagte artikel, bragt den 28. september 1996, lægger Pressenævnet til grund, at Mercandia-koncernen ikke er under afvikling, men at det alene er de kommanditselskabsejede Mercandia skibe, der er under afvikling.

Pressenævnet finder, at oplysningerne om, at Mercandia-koncernen er under afvikling, er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning.

Det pålægges herefter den ansvarshavende redaktør af Børsen i overensstemmelse med forskrifterne i medieansvarslovens § 39 om offentliggørelse og placering at offentliggøre et genmæle i overensstemmelse med nævnets kendelse.

Afsagt den 19. december 1996.

Endelig adm. afgørelse 1996 9518 Valid

Artiklens overskift mistænkeliggjorde klageren, og overskriften havde ikke dækning i artiklen. Da bladet imidlertid allerede havde bragt en korrigerende artikel, fandt Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik. Oplysningerne om, at den omhandlede koncern var under afvikling, var egnede til at påføre klageren økonomisk eller anden skade. Bladet blev derfor pålagt at offentliggøre et genmæle i overensstemmelse med nævnets kendelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →