Legislator Case Law & Legislation
W19990951625 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 86/1996

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 9516 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 86/1996

En mand har ved advokat Jesper Anhøj klaget til Pressenævnet over billedvalget til en artikel bragt i Fyens Stiftstidende den 16. august 1996, idet han finder, at god presseskik er overtrådt.

Artiklen, der blev bragt på forsiden af sektionen "Tæt På", havde overskriften "Narkomiljøet fik stress" og handlede om en aktion mod tre narkotilholdssteder.

Artiklen var illustreret med et billede, der fyldte fire spalter. Dette billede viste en mand, der stod med bukserne nede om knæene, mens en anden mand kiggede ned i bukserne. Førstnævnte mand var fotograferet set fra siden. Yderligere en mand sad i en sofa og så på.

Billedet var ledsaget af følgende billedtekst

"Vestre Stationsvej i går: Uropatruljen på arbejde. En af gæsterne i hashbulen undersøges for stoffer af uropatruljen. Han var clean."

Klageren - den mand der stod med bukserne nede om knæene - har anført, at billedet blev taget under en razzia i et privat hjem, hvor han tilfældigt var til stede.

Klageren har gjort gældende, at billedet er krænkende, at han er let genkendelig, hvorfor han da også har måttet høre bemærkninger fra sine bekendte, samt at billedet ingen relation har til artiklen i øvrigt.

Bladet har udtalt, at det absolut ikke har været hensigten, at personer gengivet på fotografiet skulle være genkendelige, at bladet derfor har sløret billedet og gjort det mørkere, og at bladet har beklaget, at genkendelse af klageren har været mulig.

Bladet har videre anført, at billedet har relation til artiklen, idet denne handler om uropatruljens arbejde, hvorunder razzia i private hjem er en naturlig del.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou, Preben Sørensen og Finn Rowold.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder, at et billede af en razzia har relation til artiklens indhold, og billedet er derfor ikke på grund af sit motiv i strid med god presseskik.

Da klager imidlertid kan identificeres ud fra billedet, da den gengivne situation er krænkende, og da klageren ikke har givet samtykke til anvendelse af billedet, som er optaget i et privat hjem, finder Pressenævnet, at bladet har overtrådt god presseskik, og Pressenævnet udtaler sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det den ansvarshavende redaktør af Fyens Stiftstidende at offentliggøre følgende kendelse

"Kendelse fra Pressenævnet

Fyens Stiftstidende bragte den 16. august 1996 på forsiden af "Tæt På" en artikel med overskriften "Narkomiljøet fik stress". Artiklen var ledsaget af et billede, der fyldte fire spalter. På billedet ses en mand stå med bukserne nede om knæene, mens en anden mand kiggede ned i bukserne.

Den ene af de afbildede personer har klaget til Pressenævnet, da han finder, at god presseskik er overtrådt.

Pressenævnet udtaler i anledning af klagen, at billedet ikke på grund af sit motiv er i strid med god presseskik. Da klageren imidlertid kan genkendes på billedet, er situationen krænkende for ham, og da han ikke har givet samtykke til anvendelsen af billedet, som er optaget i et privat hjem, finder Pressenævnet, at Fyens Stiftstidende har overtrådt god presseskik, og Pressenævnet udtaler sin kritik.

København, den 7. november 1996

Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou, Preben Sørensen og Finn Rowold."

Afsagt den 7. november 1996.

Endelig adm. afgørelse 1996 9516 Valid

Bladet bragte billeder fra en razzia i et privat hjem. Klageren, der ikke havde givet samtykke til offentliggørelsen af billederne, kunne imidlertid identificeres, og den gengivne situation var krænkende. God presseskik var overtrådt, og bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →