Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 75/1996
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 75/1996
En kvindelig håndboldspiller har ved advokat Christian Dahlager klaget til Pressenævnet over en reportage i Ekstra Bladet den 14. august 1996, idet hun mener, at god presseskik er overtrådt.
Reportagen fyldte næsten hele forsiden samt en dobbeltside inde i bladet. På forsiden var et iturevet billede af [A] og [C] og teksten: "Derfor brød [A] med guld-holdet" og under billedet med store typer: "KÆRESTESORG".
Artiklen inde i bladet blev bragt under et billede af [A] og [C]med billedteksten: "[A] og [C] fotograferet i december 1993 i [A]s lejlighed i Bremen i Tyskland".
Overskriften med store typer var: "[A]S BITRE TÅRER" og under overskriften "Drama i guldpigernes lejr, da [C] kvittede sin kæreste [A] under OL i Atlanta" hed det bl.a. i artiklen
"Da [A] fløj hjem fra guld-triumfen i Atlanta en dag før kammeraterne og efterfølgende bebudede en pause fra landsholdet, var hun smadret fysisk og især mentalt.
Her er forklaringen
Under selve indmarchen på det olympiske stadion den 19. juli kvittede [C] til fordel for en anden dansk OL-deltager et venskabs- og kæresteforhold, der har varet i flere år, og som begge guldpiger uden besvær har søgt hemmeligholdt.
I kraft af håndboldpigernes mega-medaljesucces med og [C] i hovedrollerne, har pressen, heller ikke Ekstra Bladet, følt ringeste trang til at grave i privatlivets fred. Men man kan blive en så offentlig person på nærmest statsministerielt niveau, at sandheden på et tidspunkt må vinde over de hvide løgne.
Og efter en turbulent uge er tiden kommet, hvor forklaringsproblemerne med den enes offentligt kendte nej til landsholdet, og den andens afslørende vægring mod at tiltræde planmæssigt i norske Bækkelaget i aften, er blevet for massive. For hykleriske.
Ingen snak om privatliv
Over for Ekstra Bladet afviser [A] kategorisk at tale om sit privatliv.
Men kendsgerningen er - som det siden er blevet kendt af enhver i landsholdets inder- og yderkreds - at [C]s afvisning af veninden i høj grad var medvirkende til, at [A] var uligevægtig under Legene og bl.a. gav en dansk tilskuer fingeren under stor dramatik i matchen mod Ungarn.
Menneskeligt set fuldt forståeligt.
Nu viser det sig, at hun spillede under ekstremt hårdt pres - men ikke desto mindre hamrede det olympiske guld hjem til Danmark. For efterfølgende at tage flugten til et par dages isolation hos forældrene i Ebeltoft.
Knust af privat sorg, kombineret med den ellevilde jubel over kollektivets kanonsucces efter selv at have misbrugt et guldgivende straffekast på overtid, kunne [A] ikke tage mere.
Det kunne ej heller [C], der ifølge Ekstra Bladets oplysninger har gjort alt for at få annulleret kontrakten med Bækkelaget, mens [A] er mødt op her i Oslo og har trænet både mandag og tirsdag.
At spille på hold sammen med den spiller, hun har kvittet på privatfronten, er åbenbart mere, end [C] kan bære. Men efter at Bækkelaget-træner Frode Kyvåg har været på besøg i København, hvor [C] har opholdt sig med sin nye kæreste siden OL-hjemkomsten, er det besluttet, at hun trods alt møder op til aftenens velkomst-galla i Bækkelagets lokaler på fjeldkanten i Oslos udkant.
Dog skal ingen blive overrasket, hvis en forklaring om "for hård konkurrence om pladserne på et stjernebesat hold" inden ret lang tid følger med [C] på tilbageturen til København - inkl. 12 måneders karantæne.
Så lang tid vil det vare, før hun i givet fald kan tørne ud for FIF. Langt væk fra [A] og tæt på kæresten.
[C]s skisma: Exit Bækkelaget, før hun overhovedet har haft sin første træningsaften, møder mildt sagt ikke udbredt forståelse.
Ked af historien
En markant landsholdsspiller siger til Ekstra Bladet
- Selvfølgelig har vi i lang tid kendt til [A] og forhold internt. Det har ikke medført problemer af nogen art. Og når de i så lang tid har kunnet fungere fortrinligt sammen på banen i landsholdsregi, hvorfor skulle de så ikke kunne spille på samme hold i Norge...?
- I øvrigt er jeg meget ked af, at deres historie nu kommer frem. Men jeg kan godt se, at det kun var et spørgsmål om tid, inden sandheden var uundgåelig. Hvor krænkende, det end kan forekomme, kan pressen jo ikke ligefrem fylde dens kunder med løgn.
Bækkelaget-træner Frode Kyvåg ville i aftes ikke kommentere det prekære privat-farvel mellem de to danske stor-spillere, den norske storklub har satset højt på en engagere i de ambitiøse bestræbelser på at vinde Champions Leage i næste sæson.
....
- Jeg er stærkt pikeret over, at strengt private forhold slipper ud i den danske presse. Det sidste ord er ikke sagt. På mine spilleres vegne vil jeg omgående søge advokatbistand, fastslog Kyvåg.
...."
Klageren har anført, at artiklen er en grov krænkelse af hendes privatlivs fred, idet pressen ikke er berettiget til at viderebringe oplysninger om et kærlighedsforhold og om et brud på dette, og bladet har selv i artiklen, spalte 2, gjort opmærksom på, at der er tale om en krænkelse af privatlivets fred. Efter de presseetiske regler skal der i den situation foreligge en klar almen interesse, før oplysningerne retmæssigt kan videregives, forudsat oplysningerne i øvrigt er rigtige. Klageren har gjort gældende, at der ikke foreligger sådan klar almen interesse, og har i det hele bestridt bladets gengivelse af hændelsesforløbet i forbindelse med artiklens tilblivelse.
Klageren har i den forbindelse gjort gældende, at hun ikke har meddelt de omhandlende oplysninger om sit privatliv til bladet, og at hun har frabedt sig enhver omtale af sine private forhold, hvilket direkte fremgår af artiklen, samt at hun har taget afstand fra sandfærdigheden af oplysningerne.
Klageren har videre gjort gældende, at hun i hele sin karriere har lagt stor vægt på ikke at udtale sig om sit privatliv og har anført, at det billede, bladet henviser til, er optaget i forbindelse med et fællesinterview om [C]s og hendes egen håndboldkarriere i Tyskland.
Klageren har anført, at det er uden betydning, at bladet har omtalt hende som lesbisk. Det afgørende for hende er, at der er viderebragt oplysninger af privat karakter.
Klageren har endelig anført, at det ikke er korrekt, at hendes pause fra landsholdet er en følge af kærestesorger, samt at hun ikke ønsker at oplyse, om bladets påstande i øvrigt er korrekte eller ej. Når og i det omfang, oplysningerne er usande, foreligger der en krænkelse af punkt A 1 i de presseetiske regler.
Bladet har i en udtalelse om sagen bl.a. anført, at bladets journalist, Finn Stilling, dagen inden artiklen blev bragt, talte med klager i Norge. Hun fortalte ham uopfordret, at hun havde forladt Atlanta i utide og holdt pause fra landsholdet, fordi hun var knust over at have mistet sin kæreste, [C]. Inden Finn Stilling skiltes fra klager fik klager at vide, at Se og Hør vil fortælle om hendes kærestesorger to dage senere. Under indtryk af meddelelsen om, at Se og Hørs historie var i trykken, meddelte Finn Stilling, at han ville skrive en artikel samme aften. Ud på aftenen læste han artiklen op for klager og hendes træner Frode Kyvåg, der var sammen. De erkendte, at indholdet var korrekt, og havde ikke ændringer til teksten. Træneren henstillede dog, at artiklen først blev publiceret om fredagen, altså efter at modtagelsen af [A] i sportshallen var overstået og dagen efter, at Se og Hør var udkommet. Det afslog Finn Stilling med henvisning til, at Ekstra Bladet er et nyhedsmedium. Da [A] nødig ville fremstå direkte som kilde til oplysningerne, indføjede Finn Stilling denne bemærkning: "Overfor Ekstra Bladet afviser [A] kategorisk at tale om sit privatliv".
Bladet har i sin leder den 15. august 1996, som bladet har henvist til i udtalelsen, anført at klageren helst ville have udsat eller undgået artiklen.
Bladet har gjort gældende, at det ikke kan være krænkende, at en persons egne oplysninger om et brudt forhold meddeles.
Bladet har videre gjort gældende, at der ikke kan være forskel på, om heteroseksuelle og homofile forhold kan omtales, at omtale af et eventuelt brud med en mandlig partner ville være anset for passende af alle, og at den påklagede artikel i øvrigt opfylder de etiske krav, og hverken i opsætning eller ved meddelelse af nærgående detaljer går ud over sædvanlige grænser.
Bladet har endelig gjort gældende, at klageren i hele sin karriere ved talløse lejligheder har stillet sit privatliv til skue for offentligheden, og har henvist til det foto, der illustrerer den påklagede artikel.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Jørgen Nørgaard, Tage Clausen, Bent A. Koch og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet har ikke mulighed for at foranstalte en egentlig bevisførelse om hændelsesforløbet i forbindelse med tilblivelsen af bladets artikel den 14. august 1996, men Pressenævnet lægger til grund, at bladet forinden offentliggørelsen af artiklen var bekendt med - hvad bladet også har erkendt - at klager ikke ønskede, at artiklens oplysninger blev offentliggjort.
Pressenævnet finder, at videregivelse af oplysninger om kæresteforhold og brud herpå som udgangspunkt udgør en krænkelse af de involverede personers privatliv og dermed er i strid med god presseskik.
3 medlemmer - Jørgen Nørgaard, Bent A. Koch og Ole Askvig udtaler herefter
Vi finder, at det i den konkrete sag ikke er godtgjort af bladet, at klager ved sin offentlige fremtræden har fraskrevet sig retten til at påberåbe sig privatlivets fred. Det er heller ikke sandsynliggjort, at der er en sådan klar almen interesse i offentliggørelsen af de oplysninger, som artiklen indeholdt, at offentliggørelsen af den grund har været berettiget.
Vi finder, at Pressenævnet må udtale sin alvorlige kritik af bladet.
Ét medlem - Tage Clausen - udtaler
Offentligt kendte personer må som udgangspunkt tåle, at deres personlige forhold kan have offentlighedens berettigede interesse, og at deres privatliv ikke under alle forhold kan nyde samme beskyttelse som mere anonyme medborgeres privatliv.
I den konkrete sag har klageren selv ved sin adfærd i forbindelse med hjemrejsen fra Atlanta henledt offentlighedens opmærksomhed på sin person, og den del af offentligheden, der har fulgt klagerens professionelle karriere, havde en berettiget interesse i at kende baggrunden for hendes adfærd. At denne baggrund var af privat karakter, kan ikke bebrejdes Ekstra Bladet, der følgelig har handlet i fuld overensstemmelse med god presseskik.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler sin alvorlige kritik af bladet.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende kendelse
"Kendelse fra Pressenævnet
Ekstra Bladet bragte den 14. august 1996 på forsiden og en dobbeltside i bladet en reportage om håndboldspillerne [A] og [C] Ifølge reportagen brød [A] med landsholdet, fordi hun under de olympiske lege var blevet forsmået af sin kæreste [C].
[A] har klaget til Pressenævnet, idet hun finder, at Ekstra Bladet har overtrådt god presseskik.
Ekstra Bladet har i anledning af klagen udtalt, at bladet havde fået oplysningerne om bruddet fra [A] selv, at [A] ved offentlig optræden har fraskrevet sig retten til at påråbe sig privatlivets fred, og at en klar almen interesse kræver offentlig omtale.
[A] har bestridt at have givet oplysninger om bruddet til Ekstra Bladet.
Pressenævnet har lagt til grund, at bladet forinden offentliggørelsen af artiklen var bekendt med - hvad bladet også har erkendt - at klager ikke ønskede, at artiklens oplysninger blev offentliggjort.
Pressenævnet udtaler i anledning af klagen, at videregivelse af oplysninger om kæresteforhold og brud herpå som udgangspunkt udgør en krænkelse af de involverede personers privatliv.
3 medlemmer af Pressenævnet - Jørgen Nørgaard, Bent A. Koch og Ole Askvig - finder ikke, at klager ved sin offentlige fremtræden har fraskrevet sig retten til at påberåbe sig privatlivets fred. Det er heller ikke sandsynliggjort, at der er en sådan klar almen interesse i offentliggørelsen af de oplysninger, som artiklen indeholdt, at offentliggørelsen af den grund har være berettiget. Disse medlemmer finder, at Pressenævnet må udtale sin alvorlige kritik af bladet.
Ét medlem - Tage Clausen - udtaler, at offentligt kendte personer som udgangspunkt må tåle, at deres personlige forhold kan have offentlighedens berettigede interesse, og at deres privatliv ikke under alle forhold kan nyde samme beskyttelse som mere anonyme medborgeres privatliv. I den konkrete sag har klageren selv ved sin adfærd i forbindelse med hjemrejsen fra Atlanta henledt offentlighedens opmærksomhed på sin person, og den del af offentligheden, der har fulgt klagerens professionelle karriere, havde en berettiget interesse i at kende baggrunden for hendes adfærd. At denne baggrund var af privat karakter, kan ikke bebrejdes Ekstra Bladet, der følgelig har handlet i fuld overensstemmelse med god presseskik.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet. Pressenævnet udtaler herefter sin alvorlige kritik af bladet.
København, den 17. oktober 1996
Jørgen Nørgaard, Tage Clausen, Bent A. Koch og Ole Askvig."
Afsagt den 17. oktober 1996.
Bladet havde videregivet oplysninger om klagerens kæresteforhold. Dette. udgør som udgangspunkt en krænkelse af privatlivet.
Nævnets flertal udtalte: Det var ikke godtgjort, at klageren ved sin offentlige fremtræden havde fraskrevet sig retten til at påberåbe sig privatlivets fred. Endvidere var der ikke en klar almen interesse i offentliggørelsen af oplysningerne. God presseskik var overtrådt, Pressenævnet udtalte sin alvorlige kritik, og bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen. Dissens.