Legislator Case Law & Legislation
W19990934625 DK

Ankestyrelsens principafgørelse P-14-99 om pension - afslag på påbegyndelse af sag om forhøjelse af førtidspension

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 1999 9346 Historic

Ankestyrelsens principafgørelse P-14-99 om pension - afslag på påbegyndelse af sag om forhøjelse af førtidspension

KEN#LOKDOK23 1999 9346 Historic

Resume

Der var ikke grundlag for at påbegynde en sag om førtidspension, da alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger ikke havde været afprøvet.

Ankestyrelsen lagde til grund, at revalidering midlertidigt var afbrudt, da ansøger ikke ønskede at deltage.

KEN#LOKDOK23 1999 9346 Historic

Kassation

Der er kommet nye regler på området

Love

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 20a

Sagsfremstilling

Sagen drejede sig om en 40-årig enlig kvinde, der ikke havde været på arbejdsmarkedet siden 1976.

Ansøger havde i 1994 søgt førtidspension, men fik afslag herpå.

Hun henvendte sig til kommunen om pension i marts 1998.

Ansøger har en let ryglidelse og en medfødt Morbus Scheuermann, og var desuden ordblind.

Kommunen afslog den 7. oktober 1998 at påbegynde sagsbehandlingen om førtidspension.

Begrundelsen var, at der siden sidste afgørelse om førtidspension fra marts 1995 ikke skønnes at være sket væsentligforværring af hendes helbredstilstand, der begrundede en erhvervs evnenedsættelse på mindst 50%.

Hun opfyldte fortsat ikke betingelserne for tilkendelse af førtidspension, og der var derfor ikke grundlag for at rejse pensionssag.

Samtidig fastholdt kommunen beslutningen om midlertidig opgivelse af revalideringstiltag og erhvervsrettet aktivering, og henviste ansøger til social aktivering.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse under henvisning til pensionslovens § 20a.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var sket så væsentlig forværring af helbredstilstanden, siden hun sidst fik afslag på førtidspension.

I klagen til Ankestyrelsen var anført, at der var andre helbredsmæssige gener i form af migræne og problemer med hele højre arm.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af anvendelsen af pensionslovens § 20 a, der trådte i kraft den 1. juli 1998.

Afgørelse

Ankestyrelsen var enig med kommunen og det sociale nævn i, at der ikke var grundlag for at påbegynde en sag om førtidspension, jf. § 20 a, stk. 2, i lov om social pension.

Ankestyrelsen fandt, at ikke alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger havde været afprøvet.

Ankestyrelsen lagde de helbredsmæssige oplysninger til grund, hvor det fremgik, at ansøger havde en let ryglidelse.

Denne ryglidelse medførte en erhvervsbegrænsning ved fysisk belastende rygarbejde.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at anse erhvervsevnen for ubetydelig.

Ankestyrelsen lagde desuden til grund, at selv om revalidering og erhvervsrettet aktivering midlertidigt var opgivet, var alle mulighederne herfor ikke afprøvet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var tale om en midlertidig afbrudt revalidering, da ansøger ikke selv ønskede det.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →