Ankestyrelsens principafgørelse O-23-99 om tilbagebetaling - bortfald - terminsudgifter - uddannelseslån - revalidering

Ankestyrelsens principafgørelse O-23-99 om tilbagebetaling - bortfald - terminsudgifter - uddannelseslån - revalidering

Resume

Fastsættelse af en tilbagebetalingsordning og spørgsmålet om bortfald af den resterende del af tilbagebetalingskravet skulle afgøres efter principperne i den tidligere gældende bestemmelse i bistandslovens § 42, stk. 5 og 6, ligesom eftergivelse af tilbagebetalingskravet skulle afgøres efter principperne i § 4, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse af 19. juni 1987 om uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42, jf. herved pkt. 88 i Socialministeriets vejledning nr. 211 af 20. november 1994.

Det forhold, at reglerne vedrørende uddannelseshjælp ændredes med virkning fra den 1. oktober 1990, således at hjælpen bevilgedes uden tilbagebetalingspligt medførte ikke en ændring af tidspunktet for tilbagebetalingspligtens indtræden i relation til den tidligere gældende bestemmelse i bistandslovens § 42.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato

16-06-2009

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 25, 2. punktum og § 42, stk. 6

Vejledninger

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 88

Sagsfremstilling

Ansøger modtog revalideringshjælp fra 1984 til 1994, hvor hun afsluttede bifagseksamen i kunsthistorie og fik bachelor graden i engelsk.

Revalideringshjælpen var frem til 1. oktober 1990 ydet efter § 42 i den dagældende bistandslov.

Fra oktober måned 1990 blev hjælpen ydet efter bistandslovens § 43 og altså uden tilbagebetalingspligt.

Herudover modtog ansøger i revalideringsperioden hjælp til terminsudgifter.

Ansøger fik i 1995 udbetalt revalideringsstøtte i forbindelse med en arbejdsplacering.

Dette arbejde ophørte den 1. januar 1996, hvorefter hun modtog arbejdsløshedsdagpenge.

I marts og april måned 1996 rettede kommunen henvendelse til ansøger om indgåelse af en tilbagebetalingsaftale, idet der ellers ville ske løntilbageholdelse.

Ifølge kommunens afgørelse udgjorde den samlede gæld 255.000 kr. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse vedrørende tilbagebetaling af uddannelseslån efter bistandslovens § 42 og kontanthjælp ydet til dækning af terminsudgifter.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at der med hensyn til uddannelseslån var tale om revalideringshjælp efter de hidtidige bestemmelser i bistandslovens § 42 under den del af uddannelsesforløbet, der strakte sig fra slutningen af 1984 til medio 1993.

Der henvistes til, at ansøger fortsat var forpligtet til at tilbagebetale lån efter de dagældende regler.

Tilbagebetalingspligten indtrådte først ved uddannelsens afslutning og kravet var derfor ikkebortfaldet på afgørelsestidspunktet, jf. lovens § 42, stk. 6 og SM 0 75-89, hvoraf det fremgår, at tilbagebetalingspligten vedrørende lån ydet i henhold til bistandslovens § 42 først indtræder ved uddannelsens afslutning uden hensyn til, om der er ydet hjælp efter bistandslovens § 42 helt frem til dette tidspunkt og at hjælp i forbindelse med påbegyndelse af flere forskellige uddannelser må betragtes som et sammenhængende forløb og ikke som adskilte perioder.

Med hensyn til den øvrige del af tilbagebetalingskravet var der tale om kontanthjælp efter bistandslovens § 25 til dækning af udgifter vedrørende fast ejendom, som tidligst bortfalder, når der er gået 5 år efter hjælpens ophør.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at det ikke var korrekt, at de tidligere udbetalte ydelser var revalideringshjælp.

Der var tale om uddannelseslån, og disse lån ophørte i 1990, hvor der alene blev udbetalt 4.500 kr. På tidspunktet for ophør af uddannelseslånet i 1990 blev loven ændret, således at ansøger fik revalideringshjælp uden tilbagebetalingspligt.

Revalideringshjælpen svarede til højeste dagpengesats, og ansøger havde således en "almindelig indtægt.

" Det blev derfor gjort gældende, at tilbagebetalingskravet skulle have været fremsat på dette tidspunkt.

Der henvistes desuden til, at der var tale om en principiel forståelse af overgangen af reglerne i bistandsloven, hvorfor sagen burde realitetsbehandles.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det ved overgang til bruttorevalideringsydelse i 1990, hvorefter ansøger modtog en dagpengelignende ydelse, burde have været vurderet, om der var grundlag for at iværksætte en tilbagebetalingsordning af den tidligere uddannelseshjælp, bevilget efter den dagældende § 42 i bistandsloven, således at den manglende tilbagebetalingsbeslutning skulle medføre, at forældelsesfristen skulle løbe fra 1990.

Afgørelse

Ankestyrelsen henviste i afgørelsen til § 42, stk. 6, i den dagældende bistandslov, hvorefter den resterende del af tilbagebetalingskravet bortfalder, hvis låntageren i en periode på 5 år ikke har haft økonomisk mulighed for at tilbagebetale på lånet.

Der henvistes desuden til § 25, 2. pkt., hvorefter kommunen træffer beslutning om tilbagebetaling i det omfang, der ydes kontanthjælp til dækning af terminsudgifter vedrørende fast ejendom.

Ankestyrelsen fandt, at personer, der har modtaget lån efter de hidtidige bestemmelser i § 42 i form af lån, fortsat er forpligtet til at tilbagebetale lånet efter de dagældende regler.

Spørgsmålet om fastsættelse af en tilbagebetalingsordning og om bortfald af den resterende del af tilbagebetalingskravet skulle således afgøres efter principperne i den tidligere gældende § 42, stk. 5 og 6, ligesom eftergivelse af tilbagebetalingskravet skulle afgøres efter principperne i § 4, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse af 19. juni 1987 om uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42, jf. herved pkt. 88 i Socialministeriets vejledning nr. 211 af 20. november 1994.

Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunens krav på tilbagebetalingspligtig uddannelseshjælp, herunder terminshjælp ikke var bortfaldet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger afsluttede sin uddannelse den 31. december 1994, og at en tilbagebetalingsordning tidligst kunne iværksættes fra det tidspunkt, hvor uddannelsen var opgivet eller afsluttet.

Ankestyrelsen bemærkede i afgørelsen, at det forhold, at reglerne vedrørende uddannelseshjælp ændredes med virkning fra den 1. oktober 1990, således at denne bevilgedes uden tilbagebetalingspligt ikke medførte en ændring af tidspunktet for tilbagebetalingspligtens indtræden i relation til den tidligere gældende bestemmelse i bistandslovens § 42.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.