Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 16/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 16/1999
Dansk Laksefond har klaget til Pressenævnet over en lederartikel bragt i Fisk & Fri, nr. 9, november 1998, idet foreningen mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at Fisk & Fri har afvist at bringe et genmæle.
Lederartiklen lød
"Kære læser
Stort tillykke til Danmarks Sportsfiskerforbund fordi de i sidste nummer af Sportsfiskeren meddelte, at de overvejede at trække sig ud af bestyrelsen i Dansk Laksefond. Årsagen var klar: Man ønskede ikke at sidde med i en bestyrelse angiveligt til vild-laksens fremme når et af bestyrelsesmedlemmerne, Kurt Malmbak-Kjeldsen, men sin virksomhed "Musholm Lax" er en af de største enkeltforurenere af Musholm Bugt og Storebælt med en årlig forurening svarende til 3 byer a la Holbæk på Sjælland hvis han får lov at fordoble foderforbruget!
Når så begejstringen over DSF's udtalelse har lagt sig, må man uvilkårligt spørge sig selv: Hvorfor har Forbundet ikke reageret noget før? Skiftende forbundsformænd har jo i adskillige år siddet i bestyrelsen for Dansk Laksefond og "Musholm Lax" har udledt mange hundrede ton fosfor og kvælstof ud i havet i den periode Har Danmarks Sportsfiskerforbund været uvidende om dette eller har man simpelthen lukket øjnene? Jeg talte med redaktøren for "Sportsfiskeren" d. 16. oktober vedr. ovenstående, men i forbundet var man ikke entydigt kritiske overfor Dansk Laksefond: - Fonden har jo ydet et tilskud på 70.000,- kr. til foreninger under Danmarks Sportsfiskerforbund i år, sagde redaktør Ole Wisler Hænger det sådan sammen, er de 70.000,- jo rene "blodpenge"! Mere skal der altså ikke til, for at man kan få DSF til at vende det blinde øje til
Hvor alt dette bringer os hen, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har mistet enhver tro på Dansk Laksefond og deres intentioner og jeg tror, at mange, der har været med til at opbygge fondens formue, føler sig eftertryggeligt taget ved næsen! Hvad konsekvensen bliver for DSF's hovedbestyrelse, ved jeg ikke. Påberåber man sig uvidenhed er der tale om en så hårrejsende mangel på viden om havbrug og deres forurenende effekt, at bestyrelse og forretningsfører omgående må træde tilbage! Har man på den anden side vidst, hvad man gjorde, ja, så er resultatet naturligvis det samme.
Danske lystfiskere kan simpelthen ikke leve med et forbund, der kan bestikkes til at tie i afgørende vigtige miljøsager! Læs historien på side 66.
Med venlig hilsen
Svend Erik Vardrup"
Historien på side 66 omtalte ikke klageren.
Klageren har anmodet bladet om at bringe følgende genmæle
"I Fisk & Fri nr. 9 fra november 1998 bragte bladet i en leder en omtale af forholdet mellem Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk Laksefond. I denne forbindelse blev det anført, at mange, der har været med til at opbygge fondens formue, føler sig eftertrykkeligt taget ved næsen, ligesom det blev anført, at danske lystfiskere ikke kan leve med et forbund, der kan bestikkes til at tie i afgørende vigtige miljøsager.
Dansk Laksefond skal på denne baggrund meddele, at de fremsatte påstande om, at bidragydere må føle sig eftertrykkeligt taget ved næsen, samt at fonden skulle have bestukket Danmarks Sportsfiskerforbund til at tie i afgørende vigtige miljøsager, er uden ethvert hold i virkeligheden."
Genmælet blev ikke bragt, men bladet bragte i nr. 1, februar 1999 følgende leder
"Kære læser
Som redaktør af der mange ting, man dagligt skal tage stilling til. For eksempel var jeg dybt chokeret og meget forarget over Vestsjællands Amts godkendelse af en fordobling af Musholm Lax' foderforbrug i efteråret, da jeg ved, at netop denne form for fødevareproduktion belaster miljøet særlig meget Da direktøren for Musholm Lax er bestyrelsesmedlem i Dansk Laksefond, som Fisk & Fri igennem årene har haft et godt samarbejde med, ringede jeg naturligvis til fonden og fik herfra de ønskede oplysninger om effekten af et fordoblet foderforbrug. På baggrund af ovenstående blev artiklen "Parasitter i Storebælt" skrevet. Artiklens hovedperson, Kurt Malmbak, fik en kopi til kommentering; men kommentarerne indeholdt de samme oplysninger, jeg havde fået af Dansk Laksefond, Jeg var stadig i chok, så jeg ringede til bladets tidligere lokalredaktør, Ole Wisler (nu redaktør på "Sportsfiskeren") og klagede min nød, men som tidligere nævnt i Fisk & Fri (nr. 9/98) mente Ole ikke, der var noget i vejen. Han var godt nok også indigneret over sagen med Musholm Lax, men Dansk Laksefond var efter hans mening helt okay. Fonden havde jo blandt andet ydet et større beløb til danske sportsfiskerforeninger i 1998
Hvordan i alverden hang det sammen?
Jeg fattede pennen, skrev til Dansk Laksefond og spurgte, hvordan fonden havde brugt de indsamlede midler. Jeg ventede 10 dage der kom intet svar!
Heller ikke en opringning, der forklarede, hvorfor man ikke svarede!
I den situation valgte jeg naturligvis at skrive artiklen "Intet nyt fra Dansk Laksefond". Få dage efter Fisk & Fri nr. 10 med ovenstående artikel var på gaden, kom der en tyk kuvert fra Dansk Laksefond indeholdende reviderede regnskaber, lige fra fondens start, samt detaljerede oplysninger om, hvilke aktiviteter fonden havde støttet. Du kan selv læse artiklen på side 36 i dette nummer. For mig er der derfor kun nu at sige til Dansk Laksefond: Vi beklager den mistro, vore tidligere artikler måtte give udtryk for! Jeres dokumenterede arbejde er helt fint, men fremover bør I være lidt mere informative ikke kun når vi skal informere om jeres "fund-raising dinners", men også når I rundhåndet bakker gode, lokale lystfiskerprojekter op. Ellers går vi bare fejl af hinanden!
Med venlig hilsen
Svend Erik Vardrup"
Artiklen side 36 havde overskriften "Godt nyt fra Dansk Laksefond" og indeholdt en kort redegørelse for Dansk Laksefonds aktiviteter og forhold i årene frem til november 1998.
Klageren har til støtte for klagen over overtrædelse af god presseskik anført, at udtalelserne om klageren er ærekrænkende og derfor i strid med god presseskik. Klageren har i den forbindelse anført, at der ikke på nogen måde er tale om, at klageren har bestukket Danmarks Sportsfiskerforbund. Forbundet har en bestyrelsespost i Dansk Laksefond, og Dansk Laksefond har finansieret forskellige projekter i overensstemmelse med fondens formål, men at omtale dette som en form for bestikkelse er fuldstændig grundløst.
Klageren har videre anført, at lederen fremkom uden at være forelagt for klageren på forhånd.
Til støtte for kravet om genmæle har klageren anført, at beskyldningen er egnet til at påføre klageren et økonomisk tab samt væsentligt tab af offentligt omdømme.
Bladet har i en udtalelse i anledning af klagen anført, at man aldrig har nægtet klageren et genmæle, og har henvist til artiklen om Dansk Laksefond i nr. 1, 1999 samt lederen i samme blad.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
En lederartikel vil - efter sagens natur - ofte bestå af mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige artikler. Da lederartiklen i bladets nr. 9, 1998 imidlertid indeholdt alvorlige beskyldninger mod klageren, og da disse beskyldninger ikke baserede sig på artikler bragt i bladet, finder Pressenævnet, at oplysningerne burde have været efterprøvet i særlig grad forud for offentliggørelsen, navnlig ved forelæggelse for klageren. Da dette ikke skete, har bladet tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Da lederartiklens oplysninger om klageren har karakter af faktiske oplysninger, og da de ubestridt er forkerte, er klageren uanset indholdet af lederen i nr. 1/1999 - berettiget til at få optaget det ønskede genmæle.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Fisk & Fri at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet
I Fisk & Fri nr. 9 fra november 1998 bragte bladet i en leder en omtale af forholdet mellem Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk Laksefond. I denne forbindelse blev det anført, at mange, der har været med til at opbygge fondens formue, føler sig eftertrykkeligt taget ved næsen, ligesom det blev anført, at danske lystfiskere ikke kan leve med et forbund, der kan bestikkes til at tie i afgørende vigtige miljøsager.
Dansk Laksefond har klaget til Pressenævnet over, at god presseskik er tilsidesat i forbindelse med denne omtale, og over, at Fisk & Fri har afvist at bringe et genmæle.
Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at en lederartikel - efter sagens natur - ofte vil bestå af mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige artikler. Da lederartiklen i bladets nr. 9, 1998 imidlertid indeholdt alvorlige beskyldninger mod klageren, og da disse beskyldninger ikke baserede sig på artikler bragt i bladet, finder Pressenævnet, at oplysningerne burde have været efterprøvet i særlig grad forud for offentliggørelsen, navnlig ved forelæggelse for klageren. Da dette ikke skete, har bladet tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Da lederartiklens oplysninger om klageren har karakter af faktiske oplysninger, og da de ubestridt er forkerte, er klageren uanset indholdet af lederen i nr. 1/1999 - berettiget til at få optaget det ønskede genmæle.
Det pålægges derfor yderligere bladet at offentliggøre følgende
"Pressenævnet har pålagt Fisk & Fri at offentliggøre følgende
genmæle
Dansk Laksefond skal på denne baggrund meddele, at de fremsatte påstande om, at bidragydere må føle sig eftertrykkeligt taget ved næsen, samt at fonden skulle have bestukket Danmarks Sportsfiskerforbund til at tie i afgørende vigtige miljøsager, er uden ethvert hold i virkeligheden.
Casper Moltke på vegne Dansk Laksefond"
København, den 14. april 1999.
Per Sørensen, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig."
Afsagt den 14. april 1999.
Bladet havde i en lederartikel bragt grundløse beskyldninger imod klageren. God presseskik var tilsidesat, fordi oplysningerne ikke på forhånd var efterprøvet ved forelæggelse for klageren. Klageren var berettiget til et genmæle, og bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af nævnets kendelse.