Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 20/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 20/1999
En mand har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Aalborg Stiftstidende den 10. januar 1999, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen den 10. januar 1999 lød
"Potent eller plat
Dyrlæge sælger vejledning i brug af elastikker som potensmiddel
Indrømmet. Vi var en hel del, der spærrede øjnene op, da vi i en annonce i Stiftstidende læste om et nyt potensmiddel, ELA-KA.
Et 70 til 90 procent effektivt og ugiftigt sex-hjælpemiddel til manden ved manglende, nedsat og normal potens, stod der bl.a.
Var det mon et revolutionerende middel på linje med Viagra? Næppe. Så havde medicinalfirmaerne, eller hvem der måtte stå bag, nok raslet lidt mere med sablerne. Men interessen blev kun skærpet af, at det er en dyrlæge [navn], [by] ved Farsø der sælger midlet.
Vi kontaktede ham.
Det var nu begrænset, hvad han ville sige. Ja, faktisk lagde [navn] ud med at sige, at han slet ikke ville udtale sig. Lidt sagde han nu alligevel. Som at salget er ment som en provokation i forhold til Viagra, og at den simpleste løsning ofte kan være den billigste og bedste.
- Men jeg vil altså ikke udtale mig, så længe jeg annoncerer: Bliver løsningen kendt, kan jeg ikke forvente mere salg.
Aha! En provokation med slag for øje. Hvorfor ikke understrege den med et par udtalelser?
Nysgerrigheden blev endnu en gang understreget. Vi bestilte midlet og modtog til vores store overraskelse en flad kuvert. Indeholdende foruden et fortrykt girokort med en opkrævning på 75 kr., en brugsanvisning og 17 stykker såkaldt ELA-KA.
Forbløffelsen var total.
Ni bittesmå og otte større og helt store husholdningselastikker i varierende tykkelse var det helt præcist.
Ikke at vi skulle betale for elastikkerne.
- Nej, de er gratis. Det er selve vejledningen, der koster, lød det forklarende fra [navn], da jeg igen kontaktede ham for bl.a. at spørge, om han synes, at det er bedre at afkræve 75 kr. for nogle elastikker end 75 kr. for en Viagra-pille. Om det ikke er at bondefange folk?
Igen indledte [navn] med at sige, at han ikke ville interviewes. Og da slet ikke, tilføjede han, med en holdning jeg havde.
Han ville, fremgik det, overhovedet ikke i avisen.
- Fordi det kan skade informationen og salget.
Men plattenslager, det er jeg i hvert fald ikke, afviste han. Ej heller en spøgefugl, fremgik det.
- Selvfølgelig er det alvorligt ment. Har du aldrig hørt om pubesringen, spurgte han arrigt, inden den korte telefonsamtale sluttede.
Tilbage sad jeg med indholdet af brevet. De 17 elastikker, vejledning og girokort.
"Nyt, effektivt og ugiftigt potensmiddel til manden", står der bl.a. i vejledningen, der opfordrer kunden til at spænde elastikken ud med venstre eller højre hånds tommel-, pege- og langefinger og føre det ind over penis samtidig med, at kunden med højre eller venstre hånds fingre trækker forhuden så langt frem foran penishovedet som muligt.
"ELA-Kaén føres nu så langt tilbage på penis som muligt foran pungen".
Fidusen er, at ELA-KA, som [navn] kalder elastikken, ikke hindrer blodtilløbet til penis, men den hæmmer blodafløbet fra penis.
Og så tilføjer han i vejledningen, at ELA-Kaén skal taget af efter ønsket virkning og brug.
Javel så! Yderligere skriver han
"Den kan bruges mange gange men husk sæbevask efter brug".
ELA-KA kan med andre ord, som [navn] også skriver, holde længere end kræfterne, så føler man sig fysisk overanstrengt under kønsakten, som det også hedder i vejledningen, må man stoppe i tide.
Nyt potensmiddel. Tja. Nu hører elastikker jo ikke til den nyeste opfindelse. Nyt er det heller ikke, at mænd med potensproblemer anbefales at bruge en gummiring, den såkaldte pubesring.
Det råd kan såmænd hurtigt og effektivt rekvireres hos netdoktoren på Internettet. Under "Behandling af impotens".
I modsætningen til [navn]s vejledning, der løber op i 75 kr., koster det kun ganske få øre.
Til gengæld får man jo altså ikke den udførlige beretning samt en venlig hilsen og ønsket om god sex og fornøjelse af [navn].
Det giver "Den Slappe" til gengæld ikke meget for. Oprørsk spørger en læser, der gemmer sig bag det pseudonym: Er det dyrlægestanden værdigt. Er det ikke under lavmålet? Tangerer det ikke fup og plat?
Artiklen blev illustreret af et billede i pas-fotostørrelse af klageren og et billede af et brev, et girokort fra klageren og nogle elastikker. Det sidstnævnte billede havde følgende billedtekst
"75 kr. løber vejledningen op i. Til gengæld er ELA-KA gratis, fremhæver [navn]. En læser mener, at salget bør standses."
I tilknytning til artiklen blev bragt en kommentar fra psykolog Sten Hegeler, der frarådede brug af almindelige husholdningselastikker som potensmiddel.
Klageren har anført, at journalisten optrådte useriøst, ubehøvlet og ukorrekt.
Klageren har i den forbindelse anført, at han ikke ønskede at deltage i et interview, men at han dog oplyste til journalisten, at Elaka var i familie med en pubesring, men at Elaka virker bedre og skal bruges på en anden måde i henhold til vejledningen. Samtidig med et effektivt middel var det også en provokation mod potenspiller, penisinjektioner og penisforlængende operationer.
Efter at have fået materialerne, beskyldte journalisten ham for bondefangeri, plattenslageri og for at gøre grin med folk, og klageren fik det indtryk, at alt hvad der foregik i hovedet og under bæltestedet var noget uartigt og beskidt. Han ønskede derfor fortsat ikke at medvirke i et interview.
Herefter lavede journalisten den påklagede artikel, hvori klagerens vejledning/information blev refereret i udpluk og uden sammenhæng.
Klageren har anført, at hans annonce ELA-KA! blev bragt i bladet den 3., 10., 17. og 24. januar 1999, men at den negative omtale gav anledning til et meget stort fald af bestillinger.
Klageren har endelig anført, at han har søgt at få bladet til at råd bod på de skader, der er forvoldt ved at indrykke klagerens annonce gratis 3 gange.
Klageren har fremlagt den indrykkede annonce, der lyder
"ELA-KA! Nyt potensmiddel
70-90% effektivt og ugiftigt sex-hjælpemiddel til manden ved manglende, nedsat og normal potens. Giver en mere blodfyldt og spændstig rejsning af penis samt mere intense følelser M/K.
10 stk. ELA-KA gratis. Udførlig vejledning kr. 50,- + moms og forsendelse, i alt 75 kr,-. Eengangsudgift.
Bestilles pr. tlf., check el. skriftlig.
Dyrlæge [navn]
(+adresse og telefonnummer)"
Klageren har endvidere fremlagt kopi af det materiale, der omtales i annoncen.
Bladet har i en udtalelse om sagen anført, at artiklen havde til hensigt at give læseren mulighed for at vurdere et nyt produkt, herunder om det var rimeligt at betale 75 kroner for en vejledning og 17 stykker ELAKA.
Bladet har videre anført, at bladets journalist ved henvendelsen til klageren præsenterede sig som journalist. Efter at have modtaget produktet kontaktede bladet atter klageren for at få en kommentar, og klageren blev citeret loyalt i artiklen. I forbindelse med artiklen blev produktet beskrevet, og der blev indhentet en kommentar fra en kendt sexologisk ekspert.
Bladet har endelig anført, at det er i god tråd med almindelig forbrugerjournalistik at give læserne mulighed for at vurdere et nyt tilbud på markedet.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Under henvisning til det af bladet anførte finder Pressenævnet, at god presseskik er overholdt i forbindelse med artiklen.
Afsagt den 17. marts 1999.
Bladet havde bragt en kritisk artikel foranlediget af en annonce fra klageren. Bladet havde indhentet og bragt en kommentar fra klageren, og god presseskik var derfor overholdt i forbindelse med artiklen.