Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 17/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 17/1999
Dansk Bolig Udlejning ApS og en repræsentant fra firmaet har klaget til Pressenævnet over artikler bragt i Aalborg Stiftstidende den 11. og den 12. januar 1999 samt den 6. og 7. februar 1999, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen den 11. januar 1999 lød
"Enlig mor narret for 500 kroner
Advarer mod boligudlejningsfirma
Lotte Andersen, 28 år og enlig mor, føler sig grundigt taget ved næsen af firmaet Dansk Bolig Udlejning. De 500 kroner, som hun betalte firmaet, har hun overhovedet intet fået for.
- Pengene har jeg for længst skrevet på tabskontoen. Men jeg vil godt advare andre boligsøgende om at begå den samme dumhed, som jeg gjorde, siger hun.
Lotte Andersen var desperat efter at skaffe sig selv og sit barn en ny bolig, efter at hun pr. 1. august opsagde sin lejlighed på St. Tingbakke i Vodskov. Hun ville gerne bo tættere på Aalborg og henvendte sig derfor til Dansk Bolig Udlejning efter at have læst firmaets annonce i Stiftstidende.
Kort efter modtog Lotte Andersen et giroindbetalingskort på 500 kroner. Til gengæld lovede firmaet at tilbyde hende otte forskellige lejligheder af den type og til den pris, som hun ønskede sig.
Godt nok stod der ikke noget i det tilsendte materiale om, hvor lang tid der ville gå med at skaffe den ønskede bolig. Men firmaet lovede at sende en liste hver uge, "for så vidt de tilmeldte boliger svarer til de ønsker, som De har opstillet".
Da hun ikke havde hørt fra Dansk Bolig Udlejning et par uger efter at have indbetalt pengene, ringede hun til firmaet. 14 dage senere fik hun omsider tilbudt en lejlighed.
- Men da jeg mødte op for at besigtige den tilbudte lejlighed, fik jeg at vide, at jeg var nummer 11 på listen til at få den. Senere kom jeg i kontakt med en bekendt, og det viste sig, at han også havde fået tilbudt sammen lejlighed ad helt andre kanaler.
Røret smækkes på
Ifølge Lotte Andersen har hun senere flere gange ringet til Dansk Bolig Udlejning og rykket for de lovede tilbud om en lejlighed. Hun har ikke modtaget et eneste tilbud udover den, hvor 10 andre stod før hende, og til sidst smækkede personen i den anden ende røret på, når hun ringede og præsenterede sig.
- Til sidst opgav jeg helt håbet om at finde en lejlighed gennem Dansk Bolig Udlejning og erkendte, at de 500 kroner var spildt. Men jeg vil gerne advare andre mod at gå i fælden.
I ventetiden har Lotte Andersen boet hjemme hos sin mor sammen med sit barn.
Nu er det omsider lykkedes den 28-årige selv at skaffe en tre-værelses lejlighed i Prinsensgade, hvor hun og barnet flytter ind 1. marts. Men hun har bestemt ikke noget at takke Dansk Bolig Udlejning for. Tværtimod.
- Set i bakspejlet var det jo langt bedre, hvis jeg havde brugt de 500 kroner på at melde mig ind i tre forskellige boligforeninger. Desværre er man først ofte langt klogere bagefter, sukker hun.
Per Fragtrup, der handler med byejendomme i Aalborg, kender til flere beretninger, som ligner Lotte Andersens.
De seneste måneder har vi vel haft besøg af syv-otte boligsøgende unge, som har fortalt om, at de forgæves har indbetalt 400-500 kroner til Dansk Bolig Udlejning på et girokort.
For mig at se er det bare en smart måde at score nogle let tjente penge på. Oven i købet på boligsøgendes bekostning. Lidt for smart efter min smag. Gad vide om det overhovedet er lovligt, bemærker Per Fragtrup.
Stiftstidende har forgæves forsøg at få en kommentar fra Dansk Bolig Udlejning, der ifølge sit eget udsendte materiale til de boligsøgende opererer over hele landet og har kontorer eller kontaktpersoner i København, Århus, Kolding og Aalborg. Ingen af de telefonnumre, som firmaet skilter med i sin annonce, har været til at komme igennem på. De er alle "Ude af drift"."
Artiklen den 12. januar 1999 lød
"Boligformidler nægter at svar på hård kritik
Firma vil anlægge injuriesag
Dansk Bolig Udlejning afviser at kommentere den kritik, som en boligsøgende enlig mor i Stiftstidende i går rejste mod firmaet.
- Jeg ville gerne have tilbagevist kritikken, hvis det var sket samtidig. Men jeg har ingen kommentarer, når det skal være på denne måde, siger ejendomsmægler [navn] Dansk Bolig Udlejning.
[Navn] oplyser, at han allerede har kontaktet firmaets advokat med henblik på en injuriesag. Han mener, at omtalen har tilføjet firmaet uoprettelig skade, uden at der er hold i beskyldningerne. Det kan oplyses, at Stiftstidende gentagne gange forsøgte at komme i telefonisk kontakt med Dansk Bolig Udlejning på de fire telefonnumre, som er nævnt i firmaets annoncer. men i alle tilfælde var meldingen, at telefonerne var "Ude af drift".
Stiftstidende forsøgte også via TeleDanmarks nummeroplysning at komme i kontakt med firmaet. Men oplysningen har ikke andre telefonnumre end dem, der er nævnt i annoncerne. Der er hverken nævnt personnavne eller adresser i forbindelse med firmaet. Hverken hos nummeroplysningen eller i det materiale, som Dansk Bolig Udlejning sender ud til sine nye medlemmer.
I artiklen i går fortalte den 28-årige Lotte Andersen, at hun følte sig taget ved næsen af Dansk Bolig Udlejning, fordi hun havde sendt firmaet 500 kroner på et girokort og kun havde fået et boligtilbud. Ifølge Lotte Andersen var hun nummer 11 i køen til boligen. Per Fragtrup, som handler med byejendomme i Aalborg, berettede i samme artikel om, at han havde haft besøg af flere boligsøgende unge, som også følte at deres indbetaling til Dansk Bolig Udlejning var totalt spildt."
Den 6. februar refererede bladet, at [navn] var blevet anmeldt til politiet fordi han i sit materiale til kunderne præsenterer sig som ejendomsmægler, selv om han siden 29. september 1997 ikke længere har haft ret til at kalde sig ejendomsmægler.
Den 7. februar 1999 bragte bladet yderligere to artikler om klagernes formidling af boliger. Den ene artikel havde overskriften: "Lover boliger over hele landet. Dansk Bolig udlejning er stor i slaget". I denne artikel bragte bladet på ny de oplysninger, der fremgik af artiklerne den 11. og 12. januar 1999. I tilknytning hertil bragte bladet en yderligere artikel, hvori en jurist i Lejernes Landsorganisation blev citeret for, at klagerne overtræder lejeloven.
Klageren har anført, at bladet ikke har indhentet klagerens kommentarer til de påstande, der blev fremsat den 11. januar 1999.
Klageren har videre anført, at telefonen ikke har været ude af drift, at Dansk Bolig Udlejning ikke har smækket røret på ved en telefonsamtale, og at den person, der har udtalt sig i artiklen, ikke har klaget til klageren.
Vedrørende artiklen den 12. januar 1999 har klageren anført, at artiklen fremkom, efter at klageren havde henvendt sig til journalisten og redaktøren. Journalisten ønskede nærmere oplysninger, men klageren ønskede ikke at give oplysninger under hensyntagen til sagens udvikling.
Klageren har herudover anført, at bladet i artiklen den 7. februar 1999 på ny ikke lod klageren komme til orde, bl.a. blev det ikke angivet, at klagerens advokat i bladet dagen før havde afvist alle beskydninger.
Klageren har endelig anført, at bladet ikke har bragt det læserbrev fra ham, som han har anmodet om.
Bladet har i en udtalelse anført, at bladets medarbejder adskillige gange over to dage forsøgte at ringe til de numre, Dansk Bolig Udlejning annoncerer med i aviserne. Hver gang meldte telefonen "ude af drift". Medarbejderen undersøgte derefter hos TeleDanmark og på nummeroplysningen på Internet, om der var andre navne, adresser eller telefonnumre knyttet til de i annoncen nævnte numre. Det var ikke tilfældet og efter to dages forløb blev artiklen bragt uden kommentar fra Dansk Bolig Udlejning.
Bladet har videre anført, at sætningen "røret smækkes på" var kvindens forklaring, samt at det heraf fremgår, at hun gentagne gange havde forsøgt at klage til Dansk Bolig Udlejning.
Bladet har videre anført, at klageren først kontaktede bladets medarbejder samme dag, artiklen blev bragt og senere dagen efter. Det lykkedes imidlertid ikke bladets medarbejder at få en kommentar til kvindens klage.
Bladet har endelig anført, at bladet ikke har opfattet nogen af klagerens breve til bladet som læserbreve, idet de er skrevet i "De-form". Desuden er brevene holdt i et sprog, som bladet ikke finder berettiger til optagelse som læserbreve.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet lægger på baggrund af bladets forklaring til grund, at bladets medarbejder over en periode på 2 dage søgte at indhente en kommentar fra klageren i forbindelse med artiklen. Da klagerne tillige fik mulighed for at udtale sig i bladet den følgende dag, finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere, at bladet bragte artiklen, uanset at det ikke lykkedes at komme i kontakt med klageren inden offentliggørelsen.
Da klageren efterfølgende ikke ønskede at udtale sig til bladet, finder nævnet heller ikke grundlag for at udtale kritik af den senere omtale af klageren.
Det brev fra klageren, som denne har betegnet "læserbrev", udgør ikke et genmæle i medieansvarslovens forstand, og bladet var derfor berettiget til at afvise at bringe dette indlæg.
Afsagt den 17. marts 1999.
Bladet havde bragt artikler om et boligudlejningsfirma. Pressenævnet lagde til grund, at bladet havde søgt at indhente en kommentar fra firmaet i forbindelse med artiklen. Da firmaet og dets leder tillige fik mulighed for at udtale sig i bladet den følgende dag, var der ikke grundlag for kritik af bladet.