Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 13/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 13/1999
En mand har klaget til Pressenævnet over en lederartikel bragt i Fisk & Fri nummer 10, 1998, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Han har endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.
I lederen hed det
"Kære læser
Danmarks Sportsfiskerforbund er kommet på Internettet så teknologisk set er man med helt fremme.
Men desværre afslører DSF's hjemmesider forbundets meget alvorlige identitetskrise!
Den 29. november spørger [navn] [e-mail adresse] bl.a. hvorfor DSF's medlemstal er statisk, hvortil forbundsformanden svarer
- Kære [fornavn]. Du mener, at forbundet skal markedsføres på en mere aggressiv måde, det forstår jeg på den måde, at forbundet skal være på forkant med udviklingen og fremkomme med nye visioner og holdninger i stedet for at profilere sig på alle fortidens resultater.
Ikke for endnu engang at kritisere forbundet, men hvis ovenstående ikke for alvor afslører forbundets identitets-krise, hvad gør så
Måske er det ikke så underligt, at danske lystfiskere flygter fra et forbund, der opgiver at være på forkant med udviklingen og fremkomme med nye visioner!"
Klageren har anført, at han blev fejlagtigt citeret i lederen. Citatet stammer fra et indlæg, som klageren havde skrevet, og som blev bragt på Danmarks Sportsfiskerforbunds debatside på internettet den 29. oktober 1998. Indlægget var en kommentar til et indlæg den 16. oktober 1998 af forbundets formand, hvori denne opfordrede medlemmerne til at fremkomme med kommentarer til baggrunden for det uændrede antal medlemmer af forbundet.
Klageren har anført, at hans indlæg den 29. oktober 1998 begyndte således
"Kære Jørgen
Tillykke med jeres nye Websider. De er flotte.
Du rejser 2 problemer i dit indlæg her på siden-
Hvorfor er medlemstallet statisk?
Har alle lystfiskere, også dem der ikke er medlem, gavn af forbundets arbejde? Det er her jeg vil blande mig. Jeg mener helt klart at alle lystfiskere har gavn af forbundets og de lokale klubbers arbejde."
Senere i indlægget hed det
"Hvorfor folk ikke bliver medlemmer, på trods af disse åbenlyse aktiviteter, ved man formentlig alt for lidt om og det kan vel egentlig kun afdækkes ved en tilbundsgående undersøgelse."
Klageren har anmodet bladet om at bringe følgende genmæle
"I det seneste nummer af Fisk & Fri er jeg blevet citeret i bladets leder på side 3, hvor der står, at jeg på Danmarks Sportsfiskerforbunds debatside på Internet spørger, hvorfor forbundets medlemstal er statisk. Jeg skal derfor anmode om at få dette brev optaget i Deres blad på en tilsvarende fremtrædende plads, som en berigtigelse af Deres leder.
Det er ikke korrekt, at jeg spørger om, hvorfor medlemstallet er statisk. Mit indlæg på debatsiden er således en kommentar til forbundsformandens første indlæg på siden og det er ham, der stiller spørgsmålet om, hvorfor medlemstallet er statisk. Mit indlæg på debatsiden er alene mine tanker om hvorfor medlemstallet er statisk og mine tanker om, hvad jeg mener forbundet bør gøre ved det. Jeg har således ikke stillet noget spørgsmål på debatsiden. De har derfor brugt mit navn i et udfald på lederside mod Danmarks Sportsfiskerforbund ved en fejlagtig beskrivelse af, hvad mit indlæg i virkeligheden indeholder.
Jeg skal derfor anmode om, at mit indlæg på Danmarks Sportsfiskerforbunds hjemmeside gengives i sin helhed:"
Herefter følger hele klagerens indlæg på den anførte hjemmeside.
Klageren har i forbindelse med klagen til Pressenævnet gjort gældende, at det forkerte citat fra klagerens indlæg er i strid med god presseskik.
Klageren har til støtte for anmodningen om genmæle anført, at der blev bragt ukorrekte oplysninger.
Klageren har anmodet om, at bladet pålægges at bringe hans genmæle eller hvis dette er for omfattende da det, han har anført i genmælets 1. afsnit, 1. punktum og hele 2. afsnit.
Klageren har endelig klaget over, at bladet ikke har besvaret hans anmodning om genmæle.
Bladet har i sit marts nummer, der skulle være udkommet den 1. marts 1999, men som først udkom den 8. marts 1999, bragt klagerens indlæg på sportsfiskerforbundets hjemmeside. Indlægget blev bragt under overskriften "Læserbrev: Lystfiskerholdninger".
Indledningen til indlægget lød
"[Navn], Roskilde, er utilfreds med den måde, som FISK & FRI citerede ham på for et par numre siden. Det drejede sig om diskussionen om Danmarks sportsfiskerforbund og om lystfiskerholdninger. har bedt om, at blive citeret i fuld udstrækning, og det gør vi gerne, og vi begynder med hans to spørgsmål
Hvorfor er medlemstallet (i DSF) statisk?
Har alle lystfiskere, også dem, der ikke er medlem, gavn af forbundets arbejde?
Jeg mener helt klart, at alle lystfiskere har gavn af forbundets og de lokale klubbers arbejde ."
Til klagen har bladet alene afgivet den udtalelse, at bladet ville bringe klagerens internet-indlæg i sin helhed.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet bemærker, at det uddrag af klagerens indlæg, som blev bragt på bladets lederside, ikke er dækkende for indlæggets indhold.
Da det fremgår, at dette uddrag alene tjener som indledning til en udtalelse fra forbundsformanden, finder Pressenævnet, at bladet ikke har tilsidesat god presseskik ved kun at bringe en del af klagerens indlæg.
Pressenævnet finder, at det uddrag fra klagerens indlæg, der blev bragt i lederartiklen, ikke har en sådan forkert og skadevoldende karakter, at klageren er berettiget til at få bragt et genmæle i den anledning.
Hvad angår gengivelsen i marts 1999 nummeret af klagerens indlæg iblandet redaktionelle kommentarer, bemærker Pressenævnet, at et medie som led i den redaktionelle proces kan vælge at medtage eller at afvise læserbreve. Såfremt læserbreve medtages, skal det ske i en form, således at skribentens synspunkter ikke ændres. Ved gengivelsen i marts nummeret fremgår det ikke, hvilke dele af indlægget der kom fra klageren, og hvilke dele redaktionen var ansvarlig for. En sådan gengivelse er derfor ikke i overensstemmelse med god presseskik.
Efter medieansvarslovens § 39, stk. 1, skal genmælet offentliggøres uden unødig forsinkelse, og efter lovens § 40, skal et eventuelt afslag på anmodning om genmæle meddeles snarest muligt med oplysning om klageadgangen til Pressenævnet.
Da bladet ikke har besvaret klagerens anmodning om genmæle, og da klagerens indlæg først blev offentliggjort i bladets marts udgave, finder Pressenævnet, at bladet har overtrådt medieansvarslovens § 39, og nævnet udtaler sin kritik heraf.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Fisk & Fri at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet
Fisk & Fri bragte i nummer 10, 1998 en leder, der i indledningen citerede en mand for på Dansk Sportsfiskerforbunds hjemmeside at spørge, hvorfor DSF's medlemstal er statisk.
Manden har klaget herover, idet han anser god presseskik for tilsidesat. Han har endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.
I bladets marts 1999 udgave bragte bladet under overskriften "Læserbreve: Lystfiskerholdninger" et næsten fuldstændigt uddrag af samme indlæg på internettet. Det fremgik imidlertid stadig ikke, at der var tale om en besvarelse af et spørgsmål, som formanden tidligere havde stillet. Endvidere havde bladet indsat redaktionelle bemærkninger som indledning til læserbrevet.
Pressenævnet har udtalt, at det uddrag af klagerens indlæg, som blev bragt på bladets lederside, ikke er dækkende for indlæggets indhold.
Da det fremgår, at dette uddrag alene tjener som indledning til en udtalelse fra forbundsformanden, finder Pressenævnet, at bladet ikke har tilsidesat god presseskik ved kun at bringe en del af klagerens indlæg.
Pressenævnet finder, at det uddrag af klagerens indlæg, der blev bragt i lederartiklen, ikke har en sådan forkert og skadevoldende karakter, at klageren er berettiget til at få bragt et genmæle i den anledning.
Hvad angår gengivelsen i marts 1999 nummeret af klagerens indlæg, bemærker Pressenævnet, at et medie som led i den redaktionelle proces kan vælge at medtage eller at afvise læserbreve. Såfremt læserbreve medtages, skal det ske i en form, således at skribentens synspunkter ikke ændres. Ved gengivelsen i marts nummeret fremgik det ikke, hvilke dele af indlægget der kom fra klageren, og hvilke dele redaktionen var ansvarlig for. En sådan gengivelse er derfor ikke i overensstemmelse med god presseskik.
Efter medieansvarslovens § 39, stk. 1, skal genmælet offentliggøres uden unødig forsinkelse, og efter lovens § 40, skal et eventuelt afslag på anmodning om genmæle meddeles snarest muligt med oplysning om klageadgangen til Pressenævnet.
Da bladet ikke har besvaret klagerens anmodning om genmæle, og da klagerens indlæg først blev offentliggjort i bladets marts udgave, finder Pressenævnet, at bladet har overtrådt medieansvarslovens § 39, og nævnet udtaler sin kritik heraf.
København, den 17. marts 1999.
Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Preben Sørensen."
Afsagt den 17. marts 1999.
Bladet havde i en leder citeret fra et indlæg af klageren på internettet. Klageren anså ikke citatet for korrekt og ønskede, at bladet skulle gengive indlægget i sin helhed. Bladet tilkendegav at ville gengive indlægget som ønsket af klageren, men gengivelsen var ikke fuldstændig, og bladet havde tillige indsat redaktionelle bemærkninger som indledning til læserbrevet. Pressenævnet kritiserede, at det ikke fremgik, hvilke dele af indlægget der kom fra klageren, og hvilke dele redaktionen var ansvarlig for. Pressenævnet kritiserede endvidere, at bladet ikke havde svaret klageren i overensstemmelse med medieansvarslovens §§ 39 og 40.
Bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.