Legislator Case Law & Legislation
W19990921025 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 120/1998

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 9210 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 120/1998

K har klaget til Pressenævnet over spisesedlen, forsiden og en artikel bragt i B.T. den 3. november 1998, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Klageren deltog i underholdningsudsendelsen "Robinson Ekspeditionen" på TV 3, hvor deltagerne igennem en periode på op til 47 dage skulle konkurrere om en præmie på 250.000 kr.

Bladets spiseseddel var domineret af et billede af klageren, der tørrede sine øjne. Teksten hertil lød: "Stemplet som løgner i Robinson JEG VIL RENSES".

Bladets forside bragte samme billede og tekst tillige med følgende underrubrikker

Karina: (Klagerens fornavn)) bagtalte os

Regina: Hun snød os

samt en henvisning til side 6-7.

Artiklen på side 6-7 havde overskriften "SMIDT HJEM FRA HADETS Ø" og bl.a. følgende indhold

"(Klagerens fornavn), billedkunstlærer fra Snoghøj ved Fredericia, føler sig svigtet og hængt ud for åben skærm som lystløgner i TV3's "Robinson Ekspeditionen".

"Det er noget af det mest modbydelige, jeg har været udsat for i hele mit liv, men jeg har ikke tænkt mig at gå under jorden eller rejse væk. Jeg vil kæmpe med næb og klør for at blive renset for beskyldningerne om at være lystløgner og ophavskvinde til alle intriger og rygter, der er fløjet igennem luften i de sidste to afsnit af TV-serien", siger (klagerens fornavn), "

Urimelig fremstilling

"Jeg er ikke bitter, men det er så urimeligt, at jeg skal fremstå som en lystløgner i TV. Det er rigtigt modbydeligt, for sådan er jeg ikke. Jeg er sandheden selv", siger (klagerens fornavn), der har skrevet breve til hele familien, venner, bekendte, sin læge og tandlæge med sin version af begivenhederne på øen.

Her skriver (klagerens fornavn) blandt andet: "Ingen af deltagerne kendte sandheden bortset fra Ørum, Ole, Jens og (klagerens fornavn). Jeg havde håbet, at Ørums udtalelser var blevet bekræftet på ø-rådet i stedet for de tomme og grundløse beskyldninger fra Gitte og Karina, som blev fremsat mod mig. Jeg synes, ø-rådet svigtede. Efter de foregående dages mobning fra visse personer, havde jeg ikke selv kræfter til at fortsætte diskussionen. Efter at have set afsnit otte af "Robinson Ekspeditionen" i dag, mandag d. 2. november, er jeg dybt taknemmelig over for Henrik Ørum. Han fortalte sandheden, således at jeg igen kan glæde mig over min deltagelse i Robinson", skriver (klageren) i brevet."

I tilknytning til artiklen blev bragt følgende

"Robinson krakelerer

Økserne svirrer bogstaveligt talt gennem luften i Paradis. Deltagerne i TV3s overlevelsesdyst "Robinson Ekspeditionen" er nu trængt så langt ud i intriger og mudderkastning, at flere af deltagerne bare ønsker at forlade stedet, der har forvandlet sig til Hadets ø. I aftenens afsnit blev der gjort kort proces. (Klageren), 52, sendt hjem af et enstemmigt ø-råd efter at være hængt ud som lystløgner og intrigemager."

Endvidere bragtes interviews med to af de øvrige deltagere, Regina og Karina. Heri hed det bl.a.

"Jeg tror ikke, (klagerens fornavn) er et dårligt menneske. Men "filmen knækkede" for hende og for at sige det rent ud: Hun tog i starten røven på os alle sammen med sit ynkelige dobbeltspil".

Regina Pedersen, 31-årig servicevagt fra Århus, følte sig helt specielt til mode foran TV-skærmen i aftes. Ni af Robinsons deltagerne stemte (klageren) hjem fra TV-øen. (Klagerens fornavn) selv valgte at stemme på Regina:"

Og videre

"29-årige Karina er tilbage på sit arbejde, Bilka i Vejle

"Vi forsøgte at få (klagerens fornavn) i tale, fordi hun spillede os ud mod hinanden. Vi forsøgte at få hende til at stå ved, hvad hun havde gjort, at få tingene op på bordet. Men hun hverken ville eller kunne forsvare sig. Det var helt klart, at hun lavede de intriger og bagtalte os. Den slags kan i situationen være helt okay, hvis det bare lykkes. Men når det opdages og mislykkes så må man stå ved, hvad man har sagt og gjort. Det ville (klagerens fornavn) ikke."

Klageren har anført, at befolkningen på baggrund af artiklerne har fået den opfattelse, at hun er løgner, hvilket ikke er tilfældet og i øvrigt blev bekræftet af Henrik Ørum i afsnittet den 2. november 1998.

Klageren har videre anført, at hverken Robinson-udsendelse nr. 8, der blev vist den 2. november 1998 eller de forrige afsnit af udsendelsen kunne danne grundlag for bladets forsidetekst, og at hverken hun selv eller TV 3 havde godkendt forsideteksten.

Klageren har yderligere anført, at udtalelserne om, at hun har løjet, er ærekrænkende og dermed i strid med god presseskik.

Klageren har endelig fremført en række indvendinger mod den måde, udsendelsen blev klippet sammen på.

Bladet har i en udtalelse afvist at have tilsidesat god presseskik ved forsideoverskriften og artiklen og har i den forbindelse anført, at bladet ligesom andre medier bragte løbende reportager, interviews og kommentarer fra Robinson-ekspeditionen, og at tv-udsendelsen nød stor interesse i offentligheden.

Bladet har videre anført, at der i udsendelsen den 2. november 1998 blev vist interviews med deltagerne, der beklagede sig over, at klageren havde overtrådt interne aftaler og sagt usandheder.

Bladet har i den forbindelse fremlagt en videooptagelse af det afsnit af Robinson-ekspeditionen, der blev vist den 2. november 1998.

Bladet har videre anført, at bladet i overskriften på loyal og saglig vis har gengivet det, der blev udtalt i udsendelsen, og at klageren kom til orde i samme udgave over for de beskyldninger, der blev rettet mod hende.

Bladet har oplyst, at klageren har medvirket til endnu et interview i bladet, nemlig den 23. november 1998, hvor hun fik adgang til at kommentere forløbet.

Bladet har endelig anført, at klageren ved at medvirke i en offentlig tv-udsendelse af en karakter som den foreliggende har accepteret, at hun dermed bliver en offentlig person.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at behandle en klage over TV 3, da stationen sender via en udenlandsk sendetilladelse og derfor ikke er omfattet af medieansvarsloven.

Pressenævnet kan derfor heller ikke i forbindelse med klagen over B.T. behandle spørgsmål om, hvorvidt TV 3 har fremstillet klageren på en rimelig måde, eller om der var grundlag for de beskyldninger mod klageren, som andre deltagere fremkom med i udsendelsen.

Nævnet kan alene behandle en klage over et medie ud fra det, der har været bragt i mediet selv. Da nævnets således ikke kan lægge vægt på det samlede indtryk af den udsendelse, der har været bragt i TV 3, har nævnet alene set uddrag af det fremlagte videobånd af afsnit 8.

På grundlag af dette uddrag kan nævnet konstatere, at Karina og Regina er citeret korrekt i bladet.

Ved at medvirke i en udsendelse som Robinson-ekspeditionen måtte klageren være forberedt på den offentlige omtale, der kunne komme, efter at udsendelsen var bragt.

Pressenævnet finder, at spisesedlen og forsideoverskriften har fornøden dækning i artiklen, og bemærker i øvrigt, at klageren ikke har krav på at godkende den nærmere formulering af bladets overskrifter.

Da klageren endvidere i vidt omfang kom til orde i den påklagede artikel og yderligere kom til orde ca. 3 uger senere, finder Pressenævnet, at bladet ikke har tilsidesat god presseskik ved omtalen af klageren.

Afsagt den 3. februar 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 9210 Valid

Klageren havde medvirket i en tv-underholdningsserie, der bl.a. var blevet omtalt i det indklagede blad. Ved at medvirke i den pågældende serie måtte klageren være forberedt på den offentlige omtale, der kunne komme, efter at udsendelserne var bragt.

Spisesedlen og forsideoverskriften havde fornøden dækning i artiklen, og klageren havde ikke krav på at godkende den nærmere formulering af bladets overskrifter.

God presseskik var ikke tilsidesat.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →