Legislator Case Law & Legislation
W19990920925 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 118/1998

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 9209 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 118/1998

K og Musholm Lax A/S har ved advokat Jens Rostock-Jensen klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Fisk & Fri nr. 9, november 1998, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen blev bragt på side 66 under overskriften "PARASITTER I STOREBÆLT", hvor det bl.a. hed

"Dansk Laksefond en flok gæve danske lystfiskere der kæmper for vild-laksens overlevelse har en stor-forurener siddende i bestyrelsen Hvordan kan det lade sig gøre?

I Musholm Bugt syd for halvøen Reersø på Vestsjælland ligger landets største havbrug, Musholm Lax A/S. En kontroversiel størrelse, som længe har vakt debat. For havbrug forurener, og havbrug kan modsat dambrug intet gøre for at begrænse deres forurening. Den ryger lukt ud gennem netmaskerne i form af foderrester og ekskrementer fra fiskene lige ud i vandmiljøet. Det samme gør medicinrester og antibiotika.

Musholm Lax blev for nylig indklaget for Miljøstyrelsen. Det er Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund, der sammen har klaget over Vestsjællands Amt, som har givet Musholm Lax tilladelse til at fordoble produktionen - og med den forureningen.

Musholm Lax A/S ejes blandt andet af direktør (K) kendt blandt lystfiskere for sin bog om havørredfiskeri og for sit sæde i bestyrelsen for Dansk Laksefond, der har til formål at bevare vildlaksen.

Tilsyneladende lidt af en dobbeltrolle: På den ene side lystfisker og lakseven. På den anden side fiskeopdrætter og forurener. Historien har i den forgangne sommer været ude på det store internet, hvor alt er tilgængeligt for alle og intet kan holdes hemmeligt. Senest har den også figureret i dagspressen.

Her er indledningsvis, hvad Erling Nielsen fra foreningen "Reersø Miljøets Venner" mener på sin hjemmeside under adressen http://home2.inet.tele.dk/denmart

Parasitter i storebælt: "Lakseven" Bag katastrofal havbrugsudvidelse i Musholm Bugt!

Teknik- og miljøudvalget i Vestsjællands Amt godkendte 2/4-98, at bestanden af burfisk i Musholm Bugt fordobles (fodermængde op til 1000 tons pr. år).

I varme sommerperioder er der mange af burfiskene, der dør, fordi de stakkels indespærrede fisk er afskårede fra at svømme til køligere og mere iltholdige vande.

Musholm Lax A/S's direktør, (K), fandt det sidste sommer "pissebesværligt" (citat fra Klb. Folkeblad 27/8-97), at borttransportere de kvalte fisk. Derfor fangede fritidsfiskere utrolig mange regnbuelaks i Musholm Bugt, men desværre var de lige så døde som de, der skyllede i land, med bugen i vejret.

Nu glæder K sig til (Sj. Tid. 4/4-98) at sprede dobbelt så meget fiskefoder ud i Storebælt, - til dobbelt så mange indeburede fisk. I hans egen forførende terminologi kalder han det for "AKVAKULTUR".

Når (K) forsvarer sin ekstremt miljøbelastende virksomhed på Reersø i medierne, fremhæver han sig selv som miljøidealist og sin bestyrelsespost i DANSK LAKSEFOND, der (officielt?) arbejder for at bevare den vilde bestand af laks i danske farvande.

"Laksevennens" forførende PR-virksomhed har medført, at Musholm Laks A/S gang på gang opnår positiv særbehandling hos amt og kommune.

Deadline for indsigelser til amtet nærmer sig hastigt. Er der nogen, der har argumenter eller forslag til, hvad man kan stille op mod dette vanvid?"

Citat slut

Kommentarer fra sagens parter

Såvidt Erling Nielsen om denne lidt spegede sag. Vi forelagde ovenstående for (K) og bad om en kommentar.

(K) sendte et flere sider langt svar, hvorfra vi citerer følgende

" Erling Nielsen og hans forening "Reersø Miljøets Venner" har gennem længere tid ført en sand smædekampagne mod Musholm Lax A/S og dets aktiviteter. Efter den tidligere formand, Ole Ross' alt for tidlige død har tonen og formen i den hektiske strøm af læserbreve, protestskrivelser, husstandsomdelte propagandabreve m.m. været uafbrudt ondskabsfuld og nederdrægtig, med bevidst overdrevne og useriøse beskyldninger. Det hele godt krydret med personlige angreb på den modbydelige side af grænsen for almindelig god opførsel."

Citat slut.

Danmarks Sportsfiskerforbund ud af Dansk Laksefond

Da sommeren var forbi, havde også Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) fået problemet helt ind på livet. DSF sidder nemlig også i bestyrelsen for Dansk Laksefond samtidig med, at man havde set sig nødsaget til at indklage Musholm Lax for Miljøstyrelsen.

DSF valgte den 11. september at overveje at trække sig ud af Dansk Laksefond for ikke at miste sin troværdighed som forkæmper for det danske vandmiljø."

På side 3 i bladet bragtes en indholdsfortegnelse, der om artiklen på side 66 anførte

"Parasitter i Storebælt

Historien om en af Storebælts største enkeltforurenere, der købte sig til tavshed hos Danmarks Sportsfiskerforbund!"

I tilknytning til indholdsfortegnelsen bragtes bladets leder, der lød

"Kære læser

Stort tillykke til Danmarks Sportsfiskerforbund fordi de i sidste nummer af Sportsfiskeren meddelte, at de overvejede at trække sig ud af bestyrelsen i Dansk Laksefond. Årsagen var klar: Man ønskede ikke at sidde med i en bestyrelse angiveligt til vild-laksens fremme når et af bestyrelsesmedlemmerne, (K), men sin virksomhed "Musholm Lax" er en af de største enkeltforurenere af Musholm Bugt og Storebælt med en årlig forurening svarende til 3 byer a la Holbæk på Sjælland hvis han får lov at fordoble foderforbruget!

Når så begejstringen over DSF's udtalelse har lagt sig, må man uvilkårligt spørge sig selv: Hvorfor har Forbundet ikke reageret noget før? Skiftende forbundsformænd har jo i adskillige år siddet i bestyrelsen for Dansk Laksefond og "Musholm Lax" har udledt mange hundrede ton fosfor og kvælstof ud i havet i den periode Har Danmarks Sportsfiskerforbund været uvidende om dette eller har man simpelthen lukket øjnene? Jeg talte med redaktøren for "Sportsfiskeren" d. 16. oktober vedr. ovenstående, men i forbundet var man ikke entydigt kritiske overfor Dansk Laksefond: - Fonden har jo ydet et tilskud på 70.000,- kr. til foreninger under Danmarks Sportsfiskerforbund i år, sagde redaktør Ole Wisler Hænger det sådan sammen, er de 70.000,- jo rene "blodpenge"! Mere skal der altså ikke til, for at man kan få DSF til at vende det blinde øje til

Hvor alt dette bringer os hen, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har mistet enhver tro på Dansk Laksefond og deres intentioner og jeg tror, at mange, der har været med til at opbygge fondens formue, føler sig eftertryggeligt taget ved næsen! Hvad konsekvensen bliver for DSF's hovedbestyrelse, ved jeg ikke. Påberåber man sig uvidenhed er der tale om en så hårrejsende mangel på viden om havbrug og deres forurenende effekt, at bestyrelse og forretningsfører omgående må træde tilbage! Har man på den anden side vidst, hvad man gjorde, ja, så er resultatet naturligvis det samme.

Danske lystfiskere kan simpelthen ikke leve med et forbund, der kan bestikkes til at tie i afgørende vigtige miljøsager! Læs historien på side 66.

Med venlig hilsen

Svend Erik Vardrup"

Klagerne har anført, at de i bladet beskyldes for at have bestukket Danmarks Sportsfiskerforbund og omtales endvidere som parasitter. Beskyldningen om bestikkelse er ikke korrekt, og bladet har ikke forsøgt at kontrollere sandheden af påstanden.

Klagerne har videre anført, at den forelæggelse, der omtales i bladet, gik ud på, at bladets redaktør henvendte sig til klagerne for at få hjælp til opklaring af de faktiske omstændigheder bag Erling Nielsens udtalelser på Internettet. Som en hjælp hertil sendte klagerne en kopi af en artikel bragt i Sjællands Tidende den 22. august 1998. Det er fra denne artikel, at citatet med (K) stammer. Efter udarbejdelse af artiklen fik (K) en kopi heraf. Han fremkom med sine kommentarer og rettelser, men det var alene de sproglige kommentarer, der blev taget til efterretning. Oplysningerne er således ikke efterprøvet i særlig grad ved forelæggelse for klagerne.

Klagerne har yderligere anført, at klagerne på intet tidspunkt fik forelagt beskyldningerne om bestikkelse, der blev bragt på bladets forside, i lederen og i indholdsfortegnelsen, og at disse beskyldninger ikke har dækning i den artikel, der henvises til.

Klagerne har endelig anført, at angreb og svar herpå ikke er bragt i sammenhæng og på samme måde.

Bladet har i en udtalelse anført, at bladet gennem de sidste år har fået mange henvendelser fra læserne vedrørende Musholm Lax. Da sagen samtidig dukkede op på Internettet, og da Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund samt Danmarks Jægerforbund havde taget afstand fra projektet og anket tilladelsen fra Vestsjællands Amt, havde sagen en sådan interesse i befolkningen, at bladet ville beskrive, hvad der var sket.

Bladet har vedrørende lederen anført, at denne indeholder kritik af Danmarks Sportsfiskerforbund for i så lang tid at være forblevet i bestyrelsen for Dansk Laksefond, uanset at (K) var medlem heraf. Lederen indeholder derimod ingen oplysninger om klagerne, som kan betragtes som værende i strid med god presseskik.

Bladet har vedrørende indholdsfortegnelsen anført, at der har indsneget sig en fejl, idet der rettelig skulle have stået: "Parasitter i Storebælt. Historien om en af Storebælts største enkeltforurenere, der muligvis købte sig til tavshed hos Danmarks Sportsfiskerforbund!". Bladet er indstillet på i næste nummer at bringe en berigtigelse af teksten med en nærmere forklaring eventuelt efter nærmere aftale med klageren.

Bladet har vedrørende artiklen på side 66-67 yderligere anført, at det heri intet sted er angivet, at klageren skulle have bestukket Danmarks Sportsfiskerforbund. Titlen på artiklen er hentet fra en anført artikel på internettet, hvilket fremgår af artiklen.

Bladet har herudover anført, at citatet fra (K)s artikel i Sjællands Tidende giver et passende udtryk for dennes reaktion på Reersø Miljøets Venners artikel.

Bladet har endelig anført, at det i artiklen er gjort ganske klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om der er fremsat ærekrænkende udtalelser.

Nævnet har lagt til grund, at klagerne ikke har fået forelagt de beskyldninger om bestikkelse, der er fremført i lederen og indholdsfortegnelsen.

Pressenævnet finder, at spørgsmålet om forurening af Musholm Bugt har offentlig interesse.

Da klagerne imidlertid er omtalt på en måde, der er skadelig, krænkende eller agtelsesforringende, og da bladet ikke har godtgjort at have efterprøvet oplysningerne i særlig grad forud for offentliggørelsen ved forelæggelse for klagerne, finder nævnet, at god presseskik er tilsidesat på dette punkt. Det er i den forbindelse en skærpende omstændighed, at beskyldningerne i lederen og i indholdsfortegnelsen ikke havde dækning i artiklen.

Pressenævnet bemærker, at det burde have fremgået af artiklen, at det svar fra (K), der blev citeret fra, var uddrag af en artikel, som (K) havde skrevet til Sjællands Tidende. Da dette ikke skete, har bladet også på dette punkt tilsidesat god presseskik.

Pressenævnet udtaler herefter sin alvorlige kritik af bladet.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Fisk og Fri at offentliggøre følgende

"Kendelse fra Pressenævnet

Fisk & Fri bragte i nr. 9, November 1998 en artikel med overskriften "Parasitter i Storebælt". I indholdsfortegnelsen vedrørende artiklen og i bladets leder blev (K) og Musholm Lax beskyldt for at have bestukket Danmarks Sportsfiskerforbund.

(K) og Musholm Lax har klaget til Pressenævnet over, at artiklen er i strid med god presseskik.

Bladet har i en udtalelse anført, at artiklens omtale af forurening har stor interesse for befolkningen.

Pressenævnet har i anledning af klagen lagt til grund, at klagerne ikke havde fået forelagt de beskyldninger om bestikkelse, der var fremført i lederen og indholdsfortegnelse. Nævnet har herefter udtalt, at spørgsmålet om forurening af Musholm Bugt har offentlig interesse.

Da klagerne imidlertid blev omtalt på en måde, der er skadelig, krænkende eller agtelsesforringende, og da bladet ikke har godtgjort at have efterprøvet oplysningerne i særlig grad forud for offentliggørelsen ved forelæggelse for klagerne, finder nævnet, at god presseskik er tilsidesat på dette punkt. Det er i den forbindelse en skærpende omstændighed, at beskyldningerne i lederen og i indholdsfortegnelsen ikke havde dækning i artiklen.

Pressenævnet bemærker, at det burde have fremgået af artiklen, at det svar fra (K), der blev citeret fra, var uddrag af en artikel, som (K) havde skrevet til Sjællands Tidende. Da dette ikke skete, har bladet også på dette punkt tilsidesat god presseskik.

Pressenævnet udtaler herefter sin alvorlige kritik af bladet.

København, den 3. februar 1999.

Per Sørensen, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Preben Sørensen."

Afsagt den 3. februar 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 9209 Valid

Klagerne havde ikke fået forelagt beskyldningerne, og bladet havde ikke efterprøvet de øvrige oplysninger ved forelæggelse for klagerne. Endvidere burde det have fremgået af artiklen, at det svar fra klageren, der blev citeret fra, var uddrag af en artikel, klageren havde skrevet.

God presseskik var tilsidesat, Pressenævnet udtalte sin alvorlige kritik af bladet, og dette blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →