Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 115/1998
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 115/1998
K har ved advokat Claus Hanghøj klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i A-tikeren, nr. 3, Oktober 1998, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen lød
"Pressenævnet
I journalistiske inderkredse er det en stående vending, at et tidsskrift som ikke er blevet indklaget for Pressenævnet, er der ingen grund til at spilde tid på at læse.
A-tikeren har nu også opnået denne "anerkendelse", idet (klageren), på grundlag af vor omtale af hende i nr. 1 & 2 1998, via sin advokat Claus Hanghøj har klaget over A-tikerens manglende presseskik. Artiklerne skildrer det faktiske hændelsesforløb, og er i enhver henseende veldokumenterede, samtlige fremførte påstande fastholdes derfor i deres helhed.
Fra Pressenævnet har redaktionen modtaget brev af 30. September, i hvilket det meddeles, at (klageren)s klage er afvist, under henvisning til Medieansvarslovens § 43.
red."
Pressenævnets formand har den 29. september 1998 afvist den klage, der omtales i artiklen, idet klagefristen var overskredet.
Klageren har anført, at redaktørens gentagelse af påstandene må danne grundlag for, at nævnet kan træffe afgørelse om omtalen i bladene, idet gentagelsen ikke er i overensstemmelse med god presseskik.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
Det forhold, at bladet i nr. 3 har anført, at samtlige fremførte påstande fastholdes, kan ikke indebære, at nævnet nu kan behandle en klage over, at god presseskik var tilsidesat i forbindelse med nr. 1 og nr. 2, der blev udgivet i henholdsvis april og juli 1998.
Derimod finder Pressenævnet, at det er i strid med god presseskik, at bladet med henvisning til, at Pressenævnet har afvist klagen, fastholdt de tidligere fremførte påstande. Nævnet finder herved, at bladet med den formulering har givet indtryk af, at Pressenævnet havde godkendt det tidligere skrevne.
Pressenævnet finder i tilknytning hertil, at det er i strid med god presseskik, når det i bladet alene blev gengivet, at Pressenævnet havde afvist klagen i medfør af medieansvarslovens § 43, uden at bladet samtidig anførte, at henvisningen til § 43, stk. 3, i Pressenævnets kendelse af 29. september 1998 angiver, at klagen blev afvist, fordi den blev indgivet for sent.
På dette grundlag udtaler Pressenævnet sin kritik af bladet.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af A-tikeren at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet
A-tikeren bragte i nr. 3, Oktober 1998, en redaktionel artikel med overskriften "Pressenævnet".
Heri blev det anført, at Pressenævnet havde afvist en klage fra (klageren) over bladet omtale af hende i nr. 1 og 2. Det blev videre anført, at artiklerne skildrer det faktiske hændelsesforløb, og at samtlige fremførte påstande fastholdes.
(Klageren) har klaget til Pressenævnet over artiklen, og Pressenævnet har udtalt, at det er i strid med god presseskik, at bladet med henvisning til, at Pressenævnet har afvist klagen, fastholdt de tidligere fremførte påstande. Nævnet finder herved, at bladet med den formulering har givet indtryk af, at Pressenævnet havde godkendt det tidligere skrevne.
Pressenævnet finder i tilknytning hertil, at det er i strid med god presseskik, når det i bladet alene blev gengivet, at Pressenævnet havde afvist klagen, uden at bladet samtidig anførte, at klagen blev afvist, fordi den blev indgivet for sent.
På dette grundlag udtaler Pressenævnet sin kritik af bladet.
København, den 13. januar 1999.
Jørgen Nørgaard, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig."
Afsagt den 13. januar 1999.
Bladet bragte en oplysning om, at Pressenævnet havde afvist en klage, og at det tidligere skildrede hændelsesforløb fastholdes. Pressenævnet havde imidlertid ikke godkendt det tidligere skrevne, men alene afvist klagen på grund af fristoverskridelse. Pressenævnet udtalte på dette grundlag kritik af bladets oplysning, idet god presseskik var tilsidesat. Bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.