Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 79/1998
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 79/1998
K har ved advokat Thomas Damsholt klaget til Pressenævnet over et indslag bragt i Danmarks Radios Nyhedsmagasinet på DR 1 den 14. maj 1998, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Indslaget var en del af et større indslag i Nyhedsmagasinet, hvor der blev sat fokus på danskernes moral i praksis med udgangspunkt i en rapport om emnet, skrevet af Jørgen Goul Andersen. I indslaget medvirkede en journalist fra Nyhedsmagasinet. Journalisten henvendte sig på en offentlig gade i Lyngby til forbipasserende fodgængere og tilbød dem at købe nye CD'ere til 50 kr.
I indslaget hed det bl.a.
"Sælger: Har I ikke lyst til at købe nogle CD'ere? Det er de allersidste nye, du. Det er meget, meget billigt.
Sælger: Hvad siger I? Nye CD'ere langt under halv pris. De sidste nye.
Ældre herre (grinende): Hvor har du hugget dem henne?
Speak: Handlen i Lyngby skal vi lige understrege er ikke ulovligt, for vi har nemlig betalt fuld pris for CD'erne, men det ved kunderne jo ikke. Men da vi hverken vil hænge enkeltpersoner ud eller lege politi, har vi sløret ansigtet på de mennesker, der bad om det.
Ung mand (klagerens søn): Hvis jeg havde pengene ville jeg meget gerne.
Sælger: Meget billigt - 50 kroner pr. styk.
Ung mand: Jeg har ikke pengene.
Kvinde (klageren): Jeg har.
Sælger: Okay. Der er lidt af hvert. Der er Bochelli det er den nye tenor.
Klageren: Jeg tror faktisk også, jeg vil ha' den dér med Søs Fenger.
Sælger: Okay Søs Fenger. Værsgo.
Klageren: Yes.
Sælger: Men ikke noget med at spørge, hvor I har dem fra. Det lover I?
Klageren: Vi er ligeglade.
Sælger: Det er godt. Tak for det.
Klageren: Så siger jeg også tak.
Sælger: God dag.
Klageren: Tak i lige måde.
Interviewer: Er du lige blevet tilbudt en CD?
Klagerens søn (navnet oplyses på skærmen): Det er jeg i hvert fald, ja.
Interviewer: Hvad sagde du til det?
Søn: Ja.
Interviewer: Det synes du var fedt?
Søn: Selvfølgelig.
(Man ser klageren bag ved sønnen)
Interviewer: Hvorfor?
Søn: Det ved jeg ikke. En billig CD. Man kan få dem 70 kr. billigere end i forretningerne. Det ville da næsten være dumt at sige nej, ikk'?
Interviewer: Hvad købte du for en?
Søn: Det var min mor, der købte den, og det var Celine Dion og Søs Fenger.
Interviewer: Så I købte simpelthen 2?
Søn: 2 simpelthen ja simpelthen.
Interviewer: Studsede du ikke over, at det var en billig pris?
Søn: Nej. Der blev sagt lad vær' med at spørge om, hvor jeg har fået dem fra. Så lod jeg være med at spørge. Så købte jeg dem.
Interviewer: Og det synes du er helt okay?
Søn: Egentlig.
Interviewer: Du tænkte ikke over, om ham fyren, han har været ude og stjæle dem eller sådan noget?
Søn: Han kunne lige så godt ha' købt dem i Taiwan eller sådan noget. Egentlig hvis det var det. Det ved jeg ikke. Og hvis han har været ud og stjæle dem, så har han været ude og stjæle dem.
Interviewer: Så synes du ikke, at det vedrører dig?
Søn: Ikke hvis han har solgt dem til mig. Jeg er ret ligeglad. Det må jeg indrømme.
Interviewer: Gør du tit sådan noget?
Søn: Altså hvis tilbuddet kommer, så tager jeg det. Jeg går ikke selv ud og tager dem. Altså, hvis det kommer, så tager jeg det, klart.
Interviewer: Det generer dig overhovedet ikke?
Søn: Overhovedet ikke. Ikke over en dørtærskel.
Sælger: Langt under halv pris. Det sidste nye."
Klageren har anført, at hun den 4. maj 1998 om eftermiddagen var ved Lyngby Station. Hendes søn blev dér af Lene Johansen fra DR's Nyhedsredaktion interviewet om køb af billige CD'ere. Klageren var klar over, at hendes søn blev optaget i forbindelse med interviewet, og hendes søn blev oplyst om, at hans ansigt ville blive sløret, hvilket han dog afslog. Klageren og hendes søn blev imidlertid ikke orienteret om, at hendes køb af 2 CD'ere var blevet optaget med skjult kamera.
Klageren har videre anført, hun hverken i forbindelse med optagelserne eller efter disse har meddelt sin tilladelse til, at indslaget blev bragt.
Da de forlod stedet, bemærkede klageren, at kameramanden i et kort øjeblik panorerede hen over hende selv og hendes datter. Derfor kontaktede klageren samme eftermiddag TV-Avisens Nyhedsredaktion, idet hun ønskede at slå fast, at hun under ingen omstændigheder ville have sit ansigt vist i TV. Hun fik da at vide, at DR ikke havde været ude på en opgave som den beskrevne, og at man ikke planlagde et program om danskernes moral.
Klageren har yderligere anført, at hun, efter at indslaget blev vist, på ny kontaktede Danmarks Radio flere gange både telefonisk og skriftligt, dog uden resultat.
Klageren har herudover anført, at Danmarks Radio selv har været af den opfattelse, at man burde sikre sig de medvirkendes accept, hvilket ikke skete. Endvidere gav hendes søn ikke fuld accept efter fuld orientering om rækkevidden af accepten.
Klageren har endvidere anført, at Danmarks Radio ud fra en samlet betragtning har handlet særdeles kritisabelt og i korrespondancen har optrådt arrogant og nedladende, hvilket er upassende for en institution, som i sin formålsparagraf blandt andet har til hensigt at tjene almenvellet.
Danmarks Radio har i en udtalelse anført, at journalist Lene Johansens opgave under optagelser til Nyhedsmagasinet om Danskernes Moral var at kontakte alle, som enten havde handlet eller afvist en handel med Nyhedsmagasinets reporter. Hun vidste således ikke, om de personer, hun kontaktede, havde købt eller afvist at købe CD'ere. Hun henvendte sig derfor til både klageren og hendes søn. Det var sønnen, der besvarede spørgsmålene, men kontakten var rettet mod begge.
Danmarks Radio har anført, at optagelserne af handlen med CD'ere er foretaget på åben gade og som sådanne ikke er retsstridige.
Danmarks Radio har videre anført, at redaktionen efter grundige overvejelser mente, at skjult kamera var den eneste måde, hvorpå redaktionen reelt kunne teste danskernes moral i praksis.
Danmarks Radio har over for klageren beklaget, at hendes indsigelse mod udsendelse af optagelsen ikke nåede frem til rette vedkommende. Danmarks Radio har videre over for klageren konkluderet, at de omtalte optagelser i den pågældende situation ikke burde være bragt, hvilket Danmarks Radio ligeledes har beklaget.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Lene Sarup og Erling Fugl.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet finder, at det som udgangspunkt er betænkeligt at bringe optagelser med skjult kamera uden efterfølgende samtykke. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse. Dette gælder ikke mindst, når der som her er tale om optagelse af en person, der af en medarbejder fra TV-stationen opfordres til at begå noget, der er eller fremtræder som ulovligt.
Pressenævnet lægger Danmarks Radios oplysning til grund om, at alle medvirkende blev tilbudt, at deres ansigter kunne blive sløret, hvis de ønskede det. Hvis et sådant tilbud skal have mening, indebærer det, at Danmarks Radio udtrykkelig har orienteret de pågældende om, hvad der er optaget med skjult kamera, og at dette samt det efterfølgende interview kan kræves sløret.
Under henvisning til, at det var klageren og ikke dennes søn, der havde foretaget købet, og at journalisten blev orienteret herom af klagerens søn, finder Pressenævnet, at Danmarks Radio burde have sikret sig, at også klageren udtrykkeligt blev tilbudt at blive anonymiseret. Da dette ikke skete, har Danmarks Radio tilsidesat god presseskik.
Det forhold, at klagerens telefoniske henvendelser ikke blev videreekspederet til rette vedkommende er alene Danmarks Radios ansvar. Pressenævnet finder derfor, at det ligeledes er i strid med god presseskik, når klageren trods sin protest ikke blev anonymiseret.
Pressenævnet udtaler på dette grundlag sin alvorlige kritik af Danmarks Radio.
Pressenævnet udtaler endvidere kritik af, at klagerens skriftlige henvendelser til Danmarks Radio den 18. og den 25. maj 1998 først blev besvaret af Danmarks Radio ved skrivelse af 4. august 1998.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet
Pressenævnet har udtalt alvorlig kritik af Danmarks Radio i anledning af et indslag bragt i Nyhedsmagasinet på DR 1 den 14. maj 1998.
I indslaget, der satte fokus på danskernes moral, henvendte Nyhedsmagasinets journalist sig på en offentlig gade til forbipasserende fodgængere og tilbød dem at købe nye CD'ere til 50 kr.
En kvinde klagede til Pressenævnet over, at der blev bragt en optagelse med skjult kamera, hvor hun købte CD'ere. Hun blev ikke efter købet orienteret om optagelsen, og indslaget blev bragt på en sådan måde, at hun kunne genkendes.
Danmarks Radio udtalte i sit svar til Pressenævnet, at redaktionen efter grundige overvejelser havde ment, at skjult kamera var den eneste måde, hvorpå redaktionen reelt kunne teste danskernes moral i praksis.
Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at det som udgangspunkt er betænkeligt at bringe optagelser med skjult kamera uden efterfølgende samtykke. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse. Dette gælder ikke mindst, når der som her er tale om optagelse af en person, der af en medarbejder fra TV-stationen opfordres til at begå noget, der er eller fremtræder som ulovligt.
Pressenævnet har endvidere udtalt, at Danmarks Radio burde have sikret sig, at klageren udtrykkeligt blev tilbudt at blive anonymiseret. Da dette ikke skete, har Danmarks Radio tilsidesat god presseskik.
Før den pågældende udsendelse havde klageren over for Danmarks Radio telefonisk protesteret mod, at indslaget med hende blev bragt. Danmarks Radio sørgede imidlertid ikke for, at protesten blev viderebragt til redaktionen af Nyhedsmagasinet. Også på dette punkt har Danmarks Radio tilsidesat god presseskik.
Pressenævnet har herefter udtalt sin alvorlige kritik af Danmarks Radio.
København, den 4. november 1998.
Per Sørensen, Bo Maltesen, Lene Sarup og Erling Fugl."
Afsagt dem 4. november 1998.
Mediet bragte optagelser, hvor tilfældige personer blev tilbudt at købe varer, der tilsyneladende var stjålet. Optagelserne var optaget med skjult kamera. Nævnet lagde til grund, at mediet tilbød de medvirkende at få deres ansigter sløret. Skulle dette tilbud have mening, måtte mediet have orienteret om, hvad der var optaget med skjult kamera og at både dette og det efterfølgende interview kunne kræves sløret. Mediet burde have tilbudt klageren at blive anonymiseret.
God presseskik var overtrådt, og mediet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen, hvorved nævnet udtalte sin alvorlige kritik.