Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 77/1998
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 77/1998
Fotogruppen ApS har klaget til Pressenævnet over indslag bragt i Lokalrapporten på TvDanmark/Kanal 2 den 3., 4. og 5. august 1998, idet firmaet mener, at god presseskik er tilsidesat.
I indslaget den 3. august 1998 hed det bl.a.
"Speak: Da ti-årige Susan Rasch Ipsen fra Brøndby Strand forsvandt i slutningen af maj, blev hun efterlyst. Pigens forældre afleverede et par skolefotos af hende til politiet, og herfra blev de så sendt videre til medierne. Det var Fotogruppen ApS i Virum, der tog billedet, og nu vil de have penge for alle de gange, billedet har været bragt. Derfor er de i gang med at sende regninger til både aviser og tv-stationer. Og det er en fremgangsmåde forældrene til den dræbte pige ikke forstår.
Jørn Rasch Ipsen: (med brevet fra klageren til medierne i hånden) Det er grotesk. Det er jo "den enes død den andens brød".
Speak: Det var Glostrup Politi, der udleverede billederne til medierne. Og de er også stærkt fortørnede over Fotogruppens krav.
Unavngiven mand foran Politigården: Jeg synes, at det er totalt usmageligt, at man kan finde på at kræve penge for det. Jeg forstår det simpelthen slet ikke. Jeg kunne forstå, hvis I havde brugt billedet i forbindelse med, at I skulle sælge tandpasta eller sådan noget lignende, at man så siger, at der er en kommerciel udnyttelse af det billede. Men at bruge et billede af et barn, der er forsvundet og senere viser sig at være blevet myrdet i en efterlysningssammenhæng, det kan man da ikke drive plat på.
Speak: Og du synes, at det er at drive plat?
Samme mand: Ja, det synes jeg.
Speak: Vi har lige talt med den ene af de to ejere af Fotogruppen. Han brugte lang tid på at fortælle os, at han ikke havde tid til at tale med os, fordi han skulle ud og fotografere skolebørn.
Speak: Samtidig forklarede han, at firmaet kun vil have penge for de gange, billedet blev brugt efter, at Susan var blevet fundet død. Han fortalte også, at firmaet senere vil holde pressemøde for at fortælle, at pengene skal gå til Susans forældre. Senere blev vi ringet op at Fotogruppens direktør, Hans Jørgen Bundgaard, der hævder, at dagbladet B.T. gjorde ham opmærksom på, at han havde penge til gode. B.T. skulle altså selv have sendt ham en check på 5.000 kr. Og han mener, at han har omkring 50.000 til gode til alt. Susans far er ikke i tvivl. Fotogruppen ApS skal ikke tage flere billeder af hans familie.
Jørn Rasch Ipsen: Jamen, det her er simpelthen så smagsløst, så jeg vil da overveje at finde en anden fotograf eller et andet fotofirma til at lave de skolefotos jeg skal have lavet fremover af Anette i hvert fald. Det her, ja det er jo grotesk.
Speak: Politiet er heller ikke i tvivl. Offentligheden skal kunne se billeder af efterlyste.
Samme unavngivne mand som før: Hvis der bare stod, at det var en ti-årige pige, der var så og så høj, men lyst hår, så kunne det jo passe på tusindvis at piger, så selvfølgelig er det meget vigtigt, at vi har et billede."
I indslaget den 4. august 1998 hed det
"Speak: Fotogruppen i Virum kræver penge for de gange medierne har brugt billedet af myrdede Susan Rasch Ipsen. Men firmaets ledelse afviser, at der er tale om plat.
Hans Jørgen Bundgaard: Det er simpelthen ikke et spørgsmål om, om denne konkrete sag. Det er et spørgsmål om, at vi har rettigheder til nogle beløb for det billede, og netop fordi det er denne konkrete sag, så vil vi sørge for at pengene blev brugt enten til familien, ellers vil vi foreslå, at hvis ikke familien vil modtaget dem, at de går til et formål, der har med børn at gøre i stedet for. Sådan at vi ikke høster ind på det.
Speak: Hans Jørgen Bundgaard siger, at det var Berlingske Tidendes billedbureau Nordfoto, som fortalte, at de havde krav på penge. Det afviser Nordfoto.
Unavngiven mand med vest, hvorpå der står Nordfoto: Vi bliver kontaktet af skolefotofirmaet, der ønsker dels at vide, hvor mange af deres billeder, vi har brugt i de dagblade, vi handler med, og dels så spørger de os, om de må have lov til at sende os en faktura, og det siger vi, at det er ikke sædvanligt, men det kan vi da godt finde ud af.
H.J.B.: Det er noget sludder, fordi det er rigtig nok at de bad os sende en faktura, for det skulle de bruge til deres regnskab. Der er slet ikke tale om noget krav. Det er rent faktisk sådan, at de selv foreslog, at vi også tog kontakt til de andre medier.
Samme unavngivne mand: Løgn er et stærkt ord, men de omgår sandheden letsindigt.
Speak: Nordfoto har altså betalt 5.000 kroner. Spørgsmålet er, om de havde behøvet det. Pressejuristen Knud Åge Frøbert mener nej.
Knud Åge Frøbert (telefoninterview): I en så ulykkelig sag som den aktuelle her, der kan politiet jo simpelthen ikke klare sig uden hjælp fra offentligheden. Og det vil sige, at man er nødt til at bruge massemedierne.
H.J.B.: Der jo ikke tale om at efterlyse et vidne, når en af de kulørte f.eks. pludselig bringer det på forsiden med relationer til en begravelse eller noget. Så er det jo simpelthen for at få salgstallet op for det blad. Der er jo ikke tale om efterlysning af vidner og den slags. Og det er jo kun dér, vi går ind.
Speak: I har så fået 5.000 kroner ind fra Nordfoto.
H.J.B.: Ja.
Speak: Hvornår går de videre til Susans familie?
H.J.B.: Det gør de - nu vi håber selvfølgelig på, at de forskellige måske kunne give et lignende beløb, da vi nu har haft denne sag oppe. Meget mere oppe end vi havde ønsket, så jeg synes helt klart, at de kunne tilstille os det beløb, så skal vi sørge for, lige så snart vi synes vi har fået det ind, som vi kunne fra de forskellige, og så tilstille dem til far'en eller et formål, som han synes, de skal gå til. Det vil vi tage kontakt til far'en om."
(På skærmbilledet i forbindelse med afslutningen af dette indslag ses et brev med følgende tekst)
"Vedr. sag om Susan Rasch Ipsen.
I forbindelse med ovennævnte sag, har vi erfaret, at De har benyttet et af vore billeder til at belyse sagen.
I henhold til gældende lov om ophavsret, beder vi Dem venligst oplyse, hvornår og hvor mange gange billedet er blevet benyttet, så vi kan fremsende en regning på brug af det angivne billede.
Med venlig hilsen
Hans Jørgen Bundgaard/ Ole De Leeneer"
I indslaget den 5. august 1998 hed det
"Speak: Ifølge Jørn Rasch Ipsen er formålet med Mindefonden at støtte mennesker, som kommer i krise på grund af fysisk eller psykisk vold. I fonden indgår de penge, som Fotogruppen i Virum har opkrævet hos medier, der i forbindelse med mordsagen har bragt et skolefoto af Susan. Jørn Rasch Ipsen siger i dag til B.T., at han gerne vil modtage de 50.000 kroner, Fotogruppen regner med at få ind i honorarer fra aviser og tv-stationer, der har bragt billedet af Susan efter, at hun var fundet dræbt. Ud over pengene fra Fotogruppen, indgår også Susans børneopsparing i Mindefonden, der administreres af præsten, Lillian Kongsgaard, som begravede den ti-årige pige."
Klageren har anført, at der er tale om grov krænkelse af klagerens ære, idet der er tale om usande og urimelige historier, der er blevet gengivet af pressen.
Klageren har videre anført, at omtalen var til stor skade for såvel firmaet som dets ejere og medarbejdere.
Klageren har yderligere anført, at klageren ikke har fremsendt regninger til medierne. I brevet til medierne spurgte klageren om brugen af billeder i henhold til lov om ophavsret.
Klageren har understreget, at klagerens henvendelse til medierne vedrørende betaling for anvendelsen af billedet af den myrdede pige måske var uheldigt formuleret, men at det ikke bør medføre en urimelig behandling. Når henvendelsen fra klageren kunne misforstås, burde klageren have været kontaktet, før medierne kontaktede andre parter i sagen.
Klageren har nærmere anført, at oplysningerne burde have været forelagt for klageren på et sådant tidspunkt, at klageren kunne have fornøden tid til at udtale sig. Klageren her i den forbindelse nærmere anført, at brevet til medierne fra klageren var udsendt en uge tidligere, der var derfor ikke tale om en aktuel nyhed, og klagerens presseansvarlige var først hjemme fra ferie om tirsdagen.
Klageren har videre anført, at TvDanmark/Kanal 2 burde have accepteret, at man ikke uanmeldt kunne få et interview mandag den 3. august.
Klageren har yderligere anført, at ingen havde nævnt over for TvDanmark/Kanal 2, at man skulle ud at fotografere skolebørn, således som det blev oplyst i udsendelsen, men kun at man skulle fotografere.
Klageren har herudover anført, at det også efter klagerens opfattelse er uhørt at tage penge for billeder, der offentliggøres i efterforskningsmæssigt øjemed. Klageren har derfor kun bedt om betaling for offentliggørelse af billederne i henhold til lov om ophavsret, altså ved brug i kommercielt øjemed.
Klageren har endelig anført, at der ikke er vist hensyn til Susans familie, idet faderen er blevet kontaktet af medierne i forbindelse med sagen.
TvDanmark/Kanal 2 har i en udtalelse anført, at man ikke tidligere er blevet afkrævet betaling for brug af fotomateriale i forbindelse med kriminalsager. Derfor kontaktede TvDanmark/Kanal 2 politiet for at høre, om det var ny praksis. Man kontaktede endvidere Danmarks førende pressejurist, Knud Aage Frøbert.
TvDanmark/Kanal 2 har videre anført, at nyhedsredaktionen kontaktede Susans far, Jørn Rasch Ipsen, der var villig til at lade sig interviewe om sagen. Efter interviewet gjorde Rasch Ipsen opmærksom på, at han mente, at sagen burde ud til alle medier, og han kontaktede selv Ekstra Bladet og B.T. TvDanmark/Kanal 2's reporter opsøgte derefter Fotogruppen på firmaets adresse, hvor reporteren talte med en person, der oplyste at være medejer af firmaet, men som i øvrigt ikke ønskede at udtale sig i sagen. Nyhedsredaktionen forsøgte derfor at få en telefonisk kommentar fra den anden ejer, Hans-Jørgen Bundgaard. Kort før udsendelsesstart blev journalisten kontaktet af Hans-Jørgen Bundgaard, og de aftalte et opfølgende interview dagen efter.
TvDanmark/Kanal 2 har afslutningsvis anført, at alle involverede parter således har været hørt og har haft mulighed for at kommentere forholdet.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Karen-Anke Tørring, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klageren ikke har retlig interesse i at klage over den henvendelse, der skete til Susans far i forbindelse med omtalen af klagerens opkrævning af betaling for fotos af Susan.
Under henvisning til, at klageren sendte en henvendelse vedrørende betaling for benyttelse af billedet af Susan til en række medier, uden samtidig at gøre opmærksom på, at der alene søgtes betaling for anvendelsen af billedet efter, at Susan var blevet fundet, og uden tilkendegivelse af, at betalingen herfor skulle tilfalde Susans familie eller en fond eller lignende, finder Pressenævnet, at klageren selv bærer ansvaret for, at henvendelsen til medierne blev forstået på den måde, at der tillige krævedes betaling for anvendelsen af billedet i eftersøgningsøjemed.
Pressenævnet finder, at TvDanmark/Kanal 2 i fornødent omfang har efterprøvet udsendelsernes oplysninger ved henvendelse til flere forskellige kilder, herunder til det omtalte firma. Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at det var tilstrækkeligt, at TvDanmark/Kanal 2 tog kontakt til den ene af firmaets ejere forud for udsendelsen mandag den 3. august 1998. Det var således ikke fornødent for tv-stationen at afvente den anden ejers hjemkomst dagen efter.
Nævnet finder heller ikke i øvrigt, at TvDanmark/Kanal 2 har tilsidesat god presseskik.
Afsagt den 14. oktober 1998.
Klageren havde sendt en opkrævning til en række medier for anvendelse af et billede af en pige, der var blevet myrdet. Dette kunne rettelig opfattes, som om der også krævedes penge for anvendelse af billedet i eftersøgningsøjemed. I øvrigt havde mediet efterprøvet artiklens oplysninger i fornødent omfang.
God presseskik var ikke overtrådt.