Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 74/1998
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 74/1998
har klaget til Pressenævnet over omtale bragt i Væddeløbsbladet, nr. 65, den 14. august 1998, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Bladets omtale bestod af et læserbrev fra en dyrlæge, en artikel skrevet af bladets redaktør samt en lederartikel. I tilknytning til læserbrevet bragtes en kommentar fra klageren.
Artiklen havde overskriften "Dyrlægeformand advarer!" og bl.a. følgende indhold
"Det er farligt, og forbudt at lade andre end dyrlæger tilse og behandle sin hest, advarer Jørgen Falk-Rønne, formand for Hestepraktiserende dyrlægers forening i en kommentar til nedenstående læserindlæg.
"I foreningen har vi kendskab til, at [K] har foretaget undersøgelser, stillet diagnoser og behandlet heste, som vore medlemmer efterfølgende er blevet kaldt ud til.
Vi ville gerne foretage en anmeldelse til Politiet af [K], men ingen ønsker desværre at stå frem og vidne" siger Jørgen Falk-Rønne.
"Men når vi har et vidne, så vil der komme en anmeldelse.""
Læserbrevet, der blev bragt umiddelbart under artiklen, havde bl.a. dette indhold
"Undertegnede og kolleger bliver iblandt kaldt ud til en hest, der viser sig at kræve behandling af den ene eller anden art. Af og til oplyses det, i forbindelse med, at vi gerne vil danne os et overblik over sygdommen og dens forløb og derfor spørger ejeren/træneren om den tidligere har haft lignende symptomer og evt. været behandlet herfor, at "hesten tidligere har været behandlet af dyrlæge [K]."
I andre situationer bliver vi af ejere/trænere forespurgt om, hvad "der kan gøres ved den sygdom eller de værdier", der viste sig uregelmæssige på en blodprøve udtaget og foranlediget analyseret af [K].
Derfor vil jeg gerne overfor evt. hesteejere eller trænere, der kender til situationen, slå fast med syvtommersøm: Omtalte [K] er ikke uddannet og autoriseret dyrlæge, hvorfor denne iflg. Loven om udøvelse af dyrlægegerning ikke har ret til at betegne sig som dyrlæge ej heller at udøve dyrlægegerning. Forholdet er en klar overtrædelse af loven og kan straffes. I denne forbindelse skal det også påpeges, at det er i strid med Dansk Travsports Dopingreglement, hvis en løbshest tilføres et receptpligtigt lægemiddel, der ikke af autoriseret dyrlæge er ordineret til den enkelte hest. Dette ansvar hviler på den for hesten ansvarlige.
Samtidig vil jeg gerne erindre om, at omtalte [K] som følge heraf ikke er erhvervsmæssigt ansvarsforsikret, hvilket indebærer, at skulle uheldet være ude og der opstår skade på hesten, ja, så kan ejeren kigge langt efter en evt. erstatning.
Med venlig hilsen
Henrik Poulsen, dyrlæge
Medlem af Hestepraktiserende
Dyrlægers Forening"
Klagerens kommentar, der blev bragt i tilknytning til læserbrevet, lød
"Kommentar til Henrik Poulsens indlæg
Lad mig hermed én gang for alle og én gang til for ovennævnte slå fast
- at møder med såvel Den Danske Dyrlægeforening som kredsdyrlægen med udgangspunkt i indholdet af Henrik Poulsens læserbrev IKKE har givet anledning til nogen form for indgriben.
- at jeg er udstyret med en skriftlig tilladelse fra Veterinærdirektoratet, der giver lov til at udføre de omtalte blodprøver.
- at disse instanser er områdets øverste myndigheder og at det vel således må være på sin plads af alle implicerede, hvoraf ovennævnte er fuldt orienteret, at respektere deres afgørelser.
Lad mig samtidig benytte lejligheden til endnu en gang at understrege, at jeg er dyrlægestuderende, hverken mere eller mindre.
Et resultat kredsdyrlægen i øvrigt også kom frem til, da han blev bedt om at undersøge sagen.
Med venlig hilsen
[K]
dyrlægestuderende
Den kgl. Veterinær og
Landbohøjskole"
I lederen hed det bl.a.
"På side 4 i dette blad er der et indlæg fra dyrlæge Henrik Poulsen, der kraftigt advarer mod, at man benytter dyrlægestuderende [K] til sine heste.
Det er et stykke tid siden vi modtog brevet, men jeg fandt det rimeligt, at undersøge de fremsatte påstande, ligesom [K] skulle have lejlighed til at kommentere brevet.
Kredsdyrlæge Karsten Geersbro bekræfter, at der har været undersøgelser af [K]s virke, og at han har afleveret en rapport til Veterinær og Fødevaredirektoratet, der efterfølgende ikke har fundet anledning til at foretage sig yderligere.
Alt dette kender Henrik Poulsen og hans formand i Hestepraktiserende Dyrlægers Forening, Jørgen Falk-Rønne udmærket til.
Det er derfor, de er frustrerede.
Det er derfor Henrik Poulsen vælger den utraditionelle vej at fremføre sin advarsel gennem Væddeløbsbladet. Jeg kan og skal ikke her tage stilling til, hvad [K] gør/må/ikke må men under alle omstændigheder er det vigtigt, at alle inden for trav- og galopsporten bliver gjort opmærksom på, at kun personer der har gennemgået dyrlægestudiet og arbejder som dyrlæge eller dyrlægers ansatte (veterinærsygeplejesker el.lign.) må behandle levende dyr i h.t. dyrlægeloven.
Det drejer sig ikke blot om dyrets tarv.
Det drejer sig om etik.
Det drejer sig også om kroner og ører for ingen forsikring dækker de fejl, som en kvaksalver måtte være skyld i.
Derfor bringer vi Henrik Poulsens brev med kommentarer fra [K] og Jørgen Falk-Rønne."
Klageren har anført, at han er dyrlægestuderende og i årevis har haft et lønnet bijob på en dyreklinik. Han har derfor udført ting, som han er blevet sat til at sin chef eller på anden måde har udført via sin ansættelse under klinikkens ansvar eller på Landbohøjskolen. Samtidig er han involveret i travsporten bl.a. som kusk og official.
Klageren har videre anført, at dyrlægeorganisationernes øverste myndigheder ikke har fundet anledning til at gribe ind over for hans aktiviteter.
Klageren har herudover anført, at han med den smædekampagne, der har fundet sted i bladet i uhørt grad er blevet kriminaliseret og hans navn er sværtet til. Hans virke er blevet betegnet som kvaksalver samtidig med at redaktøren på lederplads direkte annoncerer efter vidner og beviser blandt bladets læsere, og at hans fremtidige karriere som dyrlæge derved er blevet sat til offentlig diskussion alene på grundlag af et læserbrev.
Klageren har endelig anført, at han hverken er anmeldt, sigtet, tiltalt eller dømt for nogen ulovligheder.
Bladet har i en udtalelse anført, at bladet foretog en nøje vurdering af det pågældende læserbrev på grund af dets alvorlige indhold. Redaktøren sendte kopi heraf til Dansk Travsports Centralforbund og forhørte sig på Landbohøjskolen, hos kredsdyrlægen samt hos Jørgen Falk-Rønne, der er formand for Foreningen af Hestepraktiserende Dyrlæger. Endvidere kontaktede redaktøren klageren for at give ham mulighed for at komme med sine kommentarer.
Bladet har videre anført, at man på lederplads har søgt at se det generelle perspektiv i sagen.
Bladet har herudover anført, at ordet kvaksalver skal opfattes som en person, der praktiserer uden at have den fornødne autorisation hertil, og ordet er brugt i generel betydning. Bladet har beklaget, hvis klageren har haft anledning til at tro, at ordet kvaksalver var møntet på ham.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
Det er et grundlæggende presseetisk princip, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Læserbrevet indeholdt oplysninger af denne karakter, og bladet har på korrekt vis efterprøvet oplysningerne og ladet klageren komme til orde samtidig med offentliggørelsen af oplysningerne.
En forelæggelse af de skadelige oplysninger for den omtalte er imidlertid ikke altid tilstrækkelig. I denne sag var bladet bekendt med, at Veterinær og Fødevaredirektoratet ikke ville foretage sig yderligere i anledning af undersøgelsen fra kredsdyrlægen. Alligevel bragte bladet de skadelige og krænkende oplysninger og kommenterede disse i en tilhørende artikel samt i en lederartikel. På dette grundlag er det Pressenævnets opfattelse, at god presseskik er tilsidesat ved bladets omtale af klagerens forhold.
Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at varetagelse af de generelle hensyn, bladet har anført, ikke nødvendiggjorde, at klagerens navn blev nævnt.
Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Væddeløbsbladet.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Væddeløbsbladet at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet.
Væddeløbsbladet har i nr. 65, den 14. august 1998 bragt et læserbrev fra en dyrlæge, der advarer mod at man bruger dyrlægestuderende [K] til sine heste. Samtidig bragte bladet en kommentar fra [K], en artikel skrevet af bladets redaktør samt en lederartikel, der ligeledes omtalte [K].
[K] har klaget til Pressenævnet, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Bladet har i en udtalelse til Pressenævnet bl.a. anført, at bladet foretog en nøje vurdering af det pågældende læserbrev på grund af dets alvorlige indhold, og at bladet på lederplads søgte at se det generelle perspektiv i sagen.
Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at forelæggelse af de skadelige oplysninger for den omtalte ikke altid er tilstrækkelig for at tilgodese overholdelse af god presseskik. I denne sag var bladet bekendt med, at Veterinær og Fødevaredirektoratet ikke ville foretage sig yderligere i anledning af undersøgelsen fra kredsdyrlægen. Alligevel bragte bladet de skadelige og krænkende oplysninger og kommenterede disse i en tilhørende artikel samt i en lederartikel. På dette grundlag er det Pressenævnets opfattelse, at god presseskik er tilsidesat ved bladets omtale af klagerens forhold.
Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at varetagelse af de generelle hensyn, bladet har anført, ikke nødvendiggjorde, at klagerens navn blev nævnt.
Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Væddeløbsbladet.
København, den 23. september 1998
Per Sørensen, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig."
Afsagt den 23. september 1998.
Klageren anførte, at hans virke var blevet kriminaliseret samt hans navn sværtet til i bladet.
Nævnet fandt, at bladets korrekte forelæggelse for klageren af nogle krænkende oplysninger, samt offentliggørelse af hans kommentarer ikke var tilstækkeligt. Bladet var klar over, at klagerens omtalte handlinger, efter forelæggelse for højeste instans, ikke var blevet kritiseret. Bladet burde derfor ikke have bragt oplysningerne om klageren. Varetagelse af generelle hensyn nødvendiggjorde ikke offentliggørelse af klagerens navn.
God presseskik var overtrådt, og bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.