Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 64/1998

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 64/1998

Højesteretsdommer Asbjørn Jensen har klaget til Pressenævnet over indslag bragt i TV-avisen, Radioavisen og programmet Orientering i Danmarks Radio den 5. juni 1998, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe genmæler fra klageren.

Danmarks Radio bragte den 5. juni 1998 i Radioavisen kl. 8.00 og de følgende udsendelser frem til kl. 12.00 omtale af den undersøgelse, som en kommission p.t. foretager af nuværende højesteretsdommer, tidligere rigsadvokat Asbjørn Jensens undersøgelse af urolighederne på Nørrebro efter EU-afstemningen den 18. maj 1993.

I Radioavisen kl. 8.00 hed det bl.a.

"Speak: Tidligere rigsadvokat Asbjørn Jensen har fortiet oplysninger over for Ombudsmanden om undersøgelsen af Nørrebro-sagen.

(Overskrifter om andre indlæg)

Endnu en alvorlig fortielse er dukket op i den aldrig fuldt belyste Nørrebro-sag. Det har vist sig, at tidligere rigsadvokat, nuværende højesteretsdommer Asbjørn Jensen har tilbageholdt væsentlige oplysninger for Ombudsmanden, som tidligere har været inde i sagen. Lars Rugaard

Speak ( Lars Rugaard): Ombudsmanden gik ind i sagen for 3 år siden, da Asbjørn Jensen blev kritiseret for ikke at have foretaget en uvildig undersøgelse af urolighederne på Nørrebro efter EU-afstemningen den 18. maj 1993. Undersøgelsen baserede sig især på afhøringer, som Københavns Politi havde foretaget af Københavns Politi. Hans Gammeltoft Hansen stillede den daværende rigsadvokat en række spørgsmål om hans undersøgelse. Ombudsmanden bad også Asbjørn Jensen om at udlevere breve, mødereferater, telefonnotater, som havde noget at gøre med sagen. Asbjørn Jensen svarede, at siden han havde fået kommissoriet for undersøgelsen, havde han ikke talt med Københavns politidirektør om, hvorvidt Rigspolitiets Rejsehold kunne afhøre kollegaer fra Københavns Politi. Men det fremgår af en oversigt fra Asbjørn Jensen selv, at han holdt mindst et møde, og han talte i telefon med Københavns daværende politidirektør Poul Eefsen om, hvordan undersøgelsen skulle foregå. Kriminalinspektør Bent Hansen, som deltog i et møde, hvor både Asbjørn Jensen og Poul Eefsen var til stede, siger, at de oven i købet aftalte, at Rigspolitiets Rejsehold skulle holde sig langt væk fra Politigården. Med andre ord, sagen skulle ikke undersøges af Rejseholdet, som ikke havde været indblandet i urolighederne på Nørrebro, men at Københavns Politi skulle undersøge sig selv. Det fremgår af den igangværende kommissionsundersøgelse af Nørrebro-sagen, at den daværende rigsadvokat dog til sidst aftalte med politidirektøren, at Rejseholdet alligevel kunne få lov til at afhøre nogle af de københavnske politifolk. Det skete ifølge Asbjørn Jensen selv, fordi han truede politidirektøren med, at ellers ville han klage til justitsministeren. Asbjørn Jensens fortielser overfor Ombudsmanden kan blive en alvorlig sag. Han er nu højesteretsdommer, og en højesteretsdommers troværdig må ikke kunne drages i tvivl. Man har pligt til at udtale sig til Ombudsmanden. Kommer man med urigtige oplysninger til ham, kan man straffes med bøde eller hæfte eller fængsel i indtil 4 måneder.

Speak: Radioavisen har forsøgt at få en kommentar fra Asbjørn Jensen, men han har endnu ikke svaret på vores henvendelse. I eftermiddag vil Orientering nærmere behandle Asbjørn Jensens forklaringer. Det sker på P1 kl. 17.10."

Klageren har anført, at han kl. 15.54 sendte en telefax til Radioavisen, i hvilken han anmodede om følgende genmæle

"I Radioavisens udsendelse fredag den 5. juni 1998 kl. 08.00 udtalte journalist Lars Rugaard bl.a. at Asbjørn Jensen i forbindelse med Nørrebro-sagen havde svaret Ombudsmanden, "at siden han havde fået kommissoriet, havde han ikke talt med Københavns politidirektør, om hvorvidt rejseholdet kunne afhøre kolleger i Københavns politi .".

Det fremgik af journalistens udtalelser, at jeg skulle have fortiet nogle oplysninger om et møde med bl.a. politidirektøren og oplysninger om en efterfølgende telefonsamtale med politidirektøren i strid med min oplysningspligt efter Ombudsmandsloven.

Jeg har ikke udtalt mig på den måde over for Ombudsmanden.

Ombudsmanden bad mig i 1995 bl.a. om "udlån af den korrespondance, der eventuelt måtte foreligge vedrørende undersøgelsens uvildige karakter," og om udlån af "notater om telefonsamtaler og referater fra møder, hvor dette spørgsmål måtte have været berørt."

Jeg svarede, at der "ikke foreligger korrespondance vedrørende undersøgelsens uvildige karakter. Jeg har endvidere ikke efter kommissoriets udfærdigelse ført telefonsamtaler eller deltaget i møder, hvori dette emne har været berørt."

På det møde den 23. juni 1993 som journalisten omtaler og som jeg har forklaret nærmere om for Undersøgelseskommissionen blev det ikke drøftet, hvorvidt rejseholdet kunne afhøre københavnske politifolk. Det fulgte nemlig allerede af justitsministeriets kommissorium af 31. maj 1993 for undersøgelsen, at rejseafdelingen ikke skulle afhøre de københavnske politifolk, som i givet fald skulle afhøres ved politidirektørens egne foranstaltning. På den baggrund blev de praktiske konsekvenser af denne arbejdsdeling omtalt på mødet, ligesom den praktiske fremgangsmåde med hensyn til Københavns politis udlevering af rapporter og andet materiale blev drøftet.

Spørgsmålet om undersøgelsens uvildighed blev således på ingen måde berørt på dette møde.

Om den telefonsamtale mellem politidirektøren og mig, som journalisten oplyste først var dukket op under Undersøgelseskommissionens arbejde, og som jeg også skulle have fortiet over for Ombudsmanden, kan jeg oplyse, at den er omtalt i min supplerende redegørelse fra maj 1995.

Jeg har også oplyst om den i mit svar af 17. september 1995 til Ombudsmanden. I svaret står der

"Som jeg har anført i RII side 86f., mente jeg ikke, at Politidirektørens endelige redegørelse af 2. juli 1993 fuldt ud gav mig et grundlag for at give en beskrivelse af forløbet med den detaljeringsgrad, jeg fandt ønskelig, og jeg fandt det endvidere uhensigtsmæssigt, hvis disse mere detaljerede oplysninger, der i det væsentlige skulle bestå i forklaringer fra politifolk, der kunne belyse forløbet, skulle indhentes ved at rette spørgsmål til politidirektøren. På den baggrund aftalte jeg i juli måned 1993 med Politidirektøren, at Rejseafdelingen til brug for min undersøgelse kunne afhøre de politiledere og andre, som Rejseafdelingen fandt nødvendigt for at kunne belyse forløbet."

Som det fremgår heraf byggede mit ønske om, at rejseafdelingen kunne afhøre nogle politifolk udelukkende på praktiske hensyn. Da det var en fravigelse af Justitsministeriets kommissorium, var det naturligt, at jeg over for politidirektøren nævnte muligheden af, at jeg eventuelt drøftede mit ønske med Justitsministeriet. Jeg har således ikke fortiet relevante oplysninger eller givet urigtige oplysninger til Ombudsmanden.

Med venlig hilsen

Asbjørn Jensen"

I Radioavisen kl. 17.00 bragtes følgende indslag

"Speak: Højesteretsdommer Asbjørn Jensen afviser, at han som rigsadvokat har fortiet relevante oplysninger eller givet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand i sagen om Nørrebro-urolighederne 18. maj 1993.

(Overskrifter om andre indslag)

Højesteretsdommer Asbjørn Jensen afviser, at han som rigsadvokat har fortiet relevante oplysninger eller givet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand i sagen om Nørrebro urolighederne 18. maj 1993.

Asbjørn Jensen lavede en undersøgelse af begivenhederne 18. maj. Den blev senere kritiseret, og Ombudsmanden blev bedt om at se på sagen.

Ombudsmanden havde bedt den daværende rigsadvokat om notater og referater af de samtaler eller møder, hvor man diskuterede uvildigheden af Nørrebro-undersøgelsen.

Radioavisen omtalte et møde den 23. juni 1993. Asbjørn Jensen siger, at spørgsmålet om Nørrebro-undersøgelsens uvildighed ikke blev drøftet på mødet, og at det ikke blev drøftet, hvorvidt Rejseholdet skulle afhøre københavnske politifolk.

Radioavisen omtalte også en telefonsamtale mellem Asbjørn Jensen og politidirektøren og oplyste, at Asbjørn Jensen skulle have fortiet oplysninger om denne samtale over for Ombudsmanden.

Asbjørn Jensen siger, at han har oplyst Ombudsmanden om den samtale.

Orientering på program 1 efter radioavisen har mere om denne sag."

I udsendelsen Orientering på P1 kl. 17.10 hed det bl.a.

"

Speak: Da Folketingets Ombudsmand, professor Hans Gammeltoft Hansen på grundlag af klager over Asbjørn Jensens undersøgelse midt på sommeren gik ind i sagen, var det uvildigheden han fokuserede på. Den 17. september stillede han Asbjørn Jensen en række spørgsmål både om indsamlingen af materiale og om uvildigheden. Bl.a. spurgte Gammeltoft Hansen Asbjørn Jensen, om det ville have haft betydning for undersøgelsens uvildighed, hvis Rigspolitiets rejsehold havde afhørt vidner, herunder deres københavnske kollegaer. Og i den forbindelse bad Ombudsmanden om alle breve, telefonnotater og mødereferater om netop dette spørgsmål, altså undersøgelsens uvildighed, som defineret af Ombudsmanden. Svaret fra Asbjørn Jensen kom en måned senere, og gik ud på, at han ikke havde korrespondancer om emnet, og så tilføjede han: Jeg har endvidere ikke efter kommissoriets udfærdigelse ført telefonsamtaler eller deltaget i møder, hvori dette emne har været berørt. Det omtalte kommissorium er den opgavebeskrivelse, som Asbjørn Jensen fik fra Justitsministeriet den 31. maj 1993, så derfor var hans svar reelt, at han ikke efter den dato havde holdt møder eller ført telefonsamtaler, hvori spørgsmålet om rejseholdets rolle blev drøftet. Ombudsmanden udbad sig også breve, telefonnotater og mødereferater fra drøftelser mellem Asbjørn Jensen og Justitsministeriet, Københavns Politi, Rigspolitiet og Politiets organisationer om den måde, undersøgelsen skulle foregå på. Hertil svarede Asbjørn Jensen, at der ikke fandtes breve om det emne mellem de pågældende organer. Spørgsmålet om telefonnotater og mødereferater forbigik Asbjørn Jensen i tavshed.

Resultatet af svaret var, at Ombudsmanden måtte gå ud fra, at rejseholdets rolle under undersøgelsen ikke var noget, Asbjørn Jensen havde drøftet med den daværende chef for Københavns Politi, politidirektør Poul Eefsen, og på det grundlag, som han havde, konstaterede Ombudsmanden, at det svækkede undersøgelsens uvildighed, at Københavns Politi havde undersøgt sig selv. Om hans konklusion ville havde været skarpere, hvis han havde kendt til samtaler mellem Asbjørn Jensen og Poul Eefsen om Rejseholdets rolle, kan vi ikke vide noget om. Selv vil Gammeltoft Hansen ikke vurdere dette spørgsmål, før den igangværende Nørrebro-undersøgelse er slut. Men rent faktisk fandt der sådanne samtaler sted. Det ved vi fra ingen ringere end Asbjørn Jensen selv, der både skriftligt og mundtligt har forklaret Nørrebro-kommissionen om sådanne møder. Kort efter at kommissionen i 1996 fik til opgave at lave en ny undersøgelse af Nørrebro-sagen, sendte Asbjørn Jensen en oversigt over sagen og materialet, og her fortæller han om et møde, der skal have fundet sted på hans kontor den 23. juli 1993. Blandt deltagerne var politidirektør Poul Eefsen. Emnet var ifølge Asbjørn Jensen politidirektørens udlevering af rapporter m.v. til hans undersøgelse. Rapporterne skulle bruges til en rapport, som Rigspolitiets rejsehold skulle udarbejde over forløbet af urolighederne. Asbjørn Jensen afviste fredag, at dette var en drøftelse af rejseholdets rolle. En anden deltager i mødet, nemlig kriminalinspektør Bent Hansen fra Københavns Politi, har fortalt Nørrebro-kommissionen, at den daværende rigsadvokat og politidirektøren rent faktisk aftalte, at rejseholdet skulle holde sig langt væk fra politigården, og at det ikke måtte afhøre københavnske kollegaer. Endnu er Poul Eefsen og hans næstkommanderende, daværende vicepolitidirektør Anne Mette Møller, ikke blevet afhørt om denne del af sagen.

Asbjørn Jensens oversigt viser også, at den daværende rigsadvokat omkring den 30. juli skal have ringet til Poul Eefsen og diskuteret Rejseholdets rolle.

Rejseholdet havde meddelt, at det vanskeligt kunne få overblik, hvis det ikke fik lov til at afhøre københavnske politifolk. Poul Eefsen var ifølge Asbjørn Jensen tøvende, men accepterede, at afhøringen kunne ske, da rigsadvokaten truede med ellers at gå til justitsministeren. Det væsentlige i den seneste udvikling af sagen er, at der her er tale om to dokumenter, der begge er underskrevet af Asbjørn Jensen, og som giver to vidt forskellige billeder af kontakterne mellem den daværende rigsadvokat og den daværende politidirektør om et emne, der åbenlyst lå Ombudsmanden stærkt på sinde, nemlig undersøgelsens uvildighed.

"

Klageren anmodede herefter Danmarks Radio om på eget initiativ at foretage berigtigelse af oplysningerne. Såfremt Danmarks Radio afviste dette, ønskede klageren, at Danmarks Radio udsendte genmæler fra ham vedrørende udsendelserne.

Danmarks Radio har afvist at bringe såvel en berigtigelse som de genmæler, klageren har krævet.

Ligeledes den 5. juni 1998 bragte Tv-avisen kl. 18.30 og kl. 21.00 indslag om samme emne.

I indslaget kl. 18.30 hed det

"Studie speak: Men vi begynder med Nørrebro-sagen. Tidligere rigsadvokat og nuværende højesteretsdommer Asbjørn Jensen bliver nu beskyldt for at have holdt oplysninger tilbage for Folketingets Ombudsmand.

Speak: Det er Radio-avisen og Ekstra Bladet, der i dag oplyser, at forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen har tilbageholdt oplysninger for Folketingets Ombudsmand. Baggrunden er den undersøgelse Asbjørn Jensen lavede om Københavns Politis rolle under urolighederne den 18. maj 1993, og ikke mindst om hvordan og hvorfor Københavns Politi fik lov til at stå for afhøringen af egne politifolk. Og det er i den forbindelse, Asbjørn Jensen angiveligt har tilbageholdt oplysninger for Ombudsmanden.

Hans Gammeltoft-Hansen: Det er naturligvis helt afgørende for Ombudsmandens virksomhed, at han kan regne med at få korrekte og fyldestgørende svar på sine spørgsmål.

Speak: Folketingets Ombudsmand bad i august 1995 Asbjørn Jensen om "den korrespondance der eventuelt måtte foreligge vedrørende undersøgelsens uvildige karakter". Ombudsmanden bad om "notater, om telefonsamtaler og referater fra møder, hvori dette spørgsmål måtte have været berørt". En måned senere svarede Asbjørn Jensen, at "der foreligger ikke korrespondance vedrørende undersøgelsens uvildige karakter. Jeg har (endvidere) ikke efter kommissoriets udfærdigelse ført telefonsamtaler eller deltaget i møder, hvori dette emne har været berørt". Men ifølge notater, som Ekstra Bladet og programmet Orientering på P1 har fået, så er det ikke korrekt. Ifølge notaterne har Asbjørn Jensen 3 gange i løbet af sommeren 1993 både holdt møde og talt i telefon om undersøgelsen og dens karakter med bl.a. Københavns Politis daværende politidirektør Poul Eefsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Asbjørn Jensen, men han har i dag sendt et brev til Danmarks Radio, hvori han afviser, at have holdt oplysninger tilbage, og han siger, at de nævnte samtaler intet havde med politiets uvildighed at gøre. Han siger også, at det efter hans overbevisning lå helt fast i kommissoriet, at Københavns Politi skulle afhøre de politifolk, der var involveret under urolighederne."

Og i indslaget kl. 21.00 hed det

"Studie speak: Men vi begynder med Nørrebro-sagen. Højesteretsdommer Asbjørn Jensen afviser, at han som rigsadvokat har fortiet oplysninger til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden var sat til at undersøge urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993.

Speak: Det er Ekstra Bladet, der i dag har oplysninger om, at den tidligere rigsadvokat ikke videregav alle informationer til Folketingets Ombudsmand om hvorfor og hvordan det gik til, at Københavns Politi fik lov til at afhøre sine egne folk i forbindelse med deres rolle under urolighederne den 18. maj.

Holger K. Nielsen, formand, SF: Hvis det er rigtigt, så synes jeg, at det er en meget alvorlig sag.

Speak: Ifølge Ekstra Bladet og programmet Orientering på P1 bad Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i 1995 den daværende rigsadvokat om notater om telefonsamtaler og referater fra møder, hvor dette spørgsmål måtte have været berørt. Asbjørn Jensen svarede en måned senere, at der foreligger ikke korrespondance vedrørende undersøgelsens uvildige karakter. Jeg har (endvidere) ikke efter kommissoriets udfærdigelse ført telefonsamtaler eller deltaget i møder, hvori dette emne har været berørt, svarede altså Asbjørn Jensen. Men Ekstra Bladet og Orienterings oplysninger viser noget andet. Ifølge dette notat har Asbjørn Jensen 3 gange i løbet af sommeren 1993 både holdt møde og talt i telefon om undersøgelsen og dens karakter med bl.a. daværende politidirektør i København, Poul Eefsen.

Hans Gammeltoft-Hansen: Det er naturligvis helt afgørende for Ombudsmandens virksomhed, at han kan regne med at få korrekte og fyldestgørende svar på sine spørgsmål.

Speak: Men Asbjørn Jensen afviser også i dag i et brev til Danmarks Radio, at han har tilbageholdt oplysninger om undersøgelsen og dens uvildighed. Ifølge Asbjørn Jensen stod det nemlig allerede i Justitsministeriets kommissorium fra 1993, at Rigspolitiets Rejseafdeling ikke skulle afhøre de københavnske politifolk.

Holger K. Nielsen, formand, SF: Hvis de oplysninger, der kommer frem i en sådan undersøgelse, at de ikke er pålidelige, hvis der er fortiet ting, hvis der er forkerte oplysninger, der kommer frem, så kan man jo ikke have tillid til den måde, det bliver lavet på. Og derfor er man nødt til meget nøje at vurdere, om dette her skal have nogen konsekvenser. Men hvis det holder vand, det der kommer frem i Ekstra Bladet i dag, så ser det ikke godt ud, synes jeg.

Studie speak: I øjeblikket er en kommission ved at undersøge Nørrebro-sagen, og Hans Gammeltoft-Hansen siger, at han under ingen omstændigheder vil blande sig i sagen."

Klageren har ved skrivelse af 29. juni 1998 til Danmarks Radio anmodet om, at Danmarks Radio udsender en berigtigelse af oplysningerne i udsendelserne i Tv-aviserne den 5. juni 1998. Såfremt Danmarks Radio afviser at bringe en berigtigelse ønsker klageren, at Danmarks Radio bringer et genmæle. Hvis Danmarks Radio ikke selv er i stand til at udforme dette genmæle, ønsker klageren følgende genmæle bragt i TV

"I en udsendelse fredag den 5. juni 1998 kl. 18.30 beskyldte Tv-avisen mig for, at jeg i 1995 havde fortiet relevante oplysninger og afgivet urigtige oplysninger over for Ombudsmanden i forbindelse med hans undersøgelse af sagen om Nørrebro. I et omredigeret indslag kl. 21.00 gentog Tv-avisen beskyldningen.

Som dokumentation for, at jeg med dette svar over for Ombudsmanden skulle have fortiet, at jeg havde ført samtale om undersøgelsens uvildighed, henviste indslaget til tre bestemte samtaler, som det fremgår af min oversigt til Undersøgelseskommissionen vedr. Nørrebro, at jeg haft om undersøgelsens tilrettelæggelse.

De to af de tre samtaler er omtalt i mit svar af 17. september 1995 til Ombudsmanden. Det er således ikke samtaler, der har været holdt skjult for Ombudsmanden. Det kunne Tv-avisen let selv have fundet ud af ved at se i Ombudsmandens beretning om Nørrebro-sagen, som hele indslaget handler om.

Den tredje samtale, som nævnes, fandt sted på et møde med politidirektør Poul Eefsen.

Mødet er ikke omtalt i mine svar til Folketingets Ombudsmand, fordi det alene angik den praktiske tilrettelæggelse af Københavns politis udlevering af rapporter m.v., som man besad eller siden tilvejebragte. På mødet blev det ikke aftalt, at rejseafdelingen ikke skulle afhøre københavnske politifolk. Det fulgte nemlig allerede af justitsministeriets kommissorium af 31. maj 1993. Drøftelsen på mødet angik de praktiske konsekvenser heraf.

Jeg har således ikke fortiet relevante oplysninger eller givet urigtige oplysninger til Ombudsmanden, således som Tv-avisens indslag kl. 18.30 og kl. 21.00 beskylder mig for.

Asbjørn Jensen"

Klageren har fremlagt kopi af

henvendelse af 4. juni 1998 til klageren fra Anders-Peter Mathiasen, Ekstra Bladet og Lars Rugaard, Danmarks Radio/Orientering,

henvendelse af 6. juni 1998 til redaktøren på Danmarks Radios Radioavis,

svar af 8. juni 1998 fra Redaktionschef Jens Holme, Danmarks Radio,

klage af 29. juni 1998 til Danmarks Radios Generaldirektør Christian Nissen, og

svar af 9. juli 1998 fra fg. generaldirektør Bjørn Erichsen, Danmarks Radio med bilag i form af redegørelser fra DR Radio af samme dato samt DR TV af 8. juli 1998

Klageren har endvidere til Pressenævnet udlånt sine eksemplarer af sine to redegørelser om begivenhederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993.

Danmarks Radio har fremlagt kopi af

rejseafdelingens Resumerapport af august 1993, s. 2,

kriminalinspektør Bent Hansen og politidirektør Poul Eefsens forklaringer for Nørrebro-kommissionen,

Ombudsmandens beretning fra 1996, side 121-123 (Ombudsmandens høringsskrivelse til klageren af 18. august 1995),

Ombudsmandens beretning fra 1996, side 124-140 (klagerens høringssvar til Ombudsmanden af 17. september 1995),

klagerens forklaring for Nørrebro-kommissionen, og

båndafskrift af Radioavisen kl. 8, Radioavisen kl. 17 og Orientering kl. 17.10.

Klageren har anført, at indslagene indeholdt urigtige oplysninger og beskyldninger mod ham for at have fortiet relevante oplysninger eller givet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand.

Klageren har i tilknytning hertil anført, at nogle af de oplysninger, som han finder urigtige, ifølge Danmarks Radio bygger på journalisters overværelse af de indenretlige afhøringer, som Undersøgelseskommissionen vedrørende Nørrebro-sagen gennem nogen tid har gennemført. Indholdet af disse afhøringer har han ikke for tiden adgang til og allerede af den grund ingen mulighed for at kommentere eller kontrollere med hensyn til rigtigheden, hvilket kan vanskeliggøre Pressenævnets stillingtagen til spørgsmålet om berigtigelse.

Klageren har videre anført, at det under alle omstændigheder på det foreliggende grundlag kan afgøres, hvorvidt Danmarks Radio er forpligtet til at udsende genmæler vedrørende de pågældende oplysninger.

Klageren har vedrørende klagen over overtrædelse af god presseskik anført, at Danmarks Radio i overensstemmelse med god presseskik burde have berigtiget oplysningerne på eget initiativ, da man blev bekendt med, at de var forkerte.

Klageren har vedrørende kravet om genmæle anført, at han har krav på genmæle, da Danmarks Radio ikke selv har berigtiget oplysningerne og da de bragte urigtige oplysninger har været til skade for ham.

Klageren har vedrørende indslagene i Radioavisen og i programmet Orientering anført, at det ikke på mødet den 23. juni 1993 med deltagelse af bl.a. klageren, politidirektør Poul Eefsen og kriminalinspektør Bent Hansen blev aftalt eller besluttet, at rejseafdelingen ikke skulle foretage afhøringer af Københavns politi. Dette var nemlig i overensstemmelse med kommissoriet meddelt rejseafdelingen den 2. juni 1993. På mødet den 23. juni 1993 blev alene drøftet de praktiske konsekvenser af denne arbejdsdeling. Det kan derfor ikke med rette hævdes, at undersøgelsens uvildighed blev berørt på dette møde.

Klageren har herudover anført, at det fra begyndelsen af undersøgelsen var hans opfattelse, at kommissoriet ikke indeholdt hjemmel til, at han kunne lade rejseafdelingen foretage afhøringer af ansatte i Københavns politi. Telefonsamtalen mellem klageren og politidirektør Eefsen omkring den 30. juli 1993 var således ikke en følge af uenighed med politidirektøren om forståelsen af kommissoriet, men alene at klageren fandt det uhensigtsmæssigt, hvis indhentelsen af nogle oplysninger, der kun kunne tilvejebringes ved afhøringer af deltagende politifolk, skulle ske ved, at klageren i overensstemmelse med kommissoriet stillede spørgsmål til politidirektøren. Da politidirektøren var indforstået med, at de pågældende afhøringer blev foretaget af rejseafdelingen, blev det ikke nødvendigt for klageren at indhente en supplerende bemyndigelse fra Justitsministeriet til sådan afhøring.

Klageren har vedrørende indslagene i Radioavisen og Orientering endelig anført, at det således er urigtigt, når det i udsendelserne anførtes, at klageren havde svaret Ombudsmanden, at "han [klageren] ikke siden han havde modtaget kommissoriet havde talt med Københavns politidirektør om, hvorvidt rejseholdet kunne afhøre kolleger fra Københavns politi." Det urigtige i dette udsagn bliver særlig skadeligt, idet det af de øvrige oplysninger i udsendelserne urigtig fremgik, at denne samtale med politidirektøren først var dukket op under afhøringerne for Undersøgelseskommissionen.

Klageren har vedrørende indslaget i Tv-avisen anført, at Tv-avisens medarbejder omkring kl. 11 den 5. juni havde lagt en telefonbesked på hans privattelefon. Da han var på arbejde, havde han ikke mulighed for at ringe til den pågældende journalist før omkring kl. 18. Han meddelte journalisten, at det ikke ville være korrekt af ham at lade sig interviewe i dagspressen, idet de samtaler, som Ekstra Bladet og Radioavisen havde omtalt, indgik i den undersøgelse, som Nørrebro-kommissionen foretog.

Klageren oplyste da journalisten om, at hun med hjælp af Ombudsmandens offentliggjorte undersøgelse om Nørrebro umiddelbart selv kunne kontrollere hans indsigelse om, at oplysningerne på flere punkter var urigtige. Journalisten tilkendegav imidlertid, at det havde hun ikke tid til.

Klageren har yderligere anført, at han ikke finder, at Radioavisens og Tv-avisens korte referater af, at han har afvist beskyldningerne, kan træde i stedet for et genmæle.

Klageren har endelig anført, at det forhold, at han på forhånd var blevet opfordret til at besvare nogle spørgsmål, hvilket han ikke ønskede, ikke afskærer ham fra efterfølgende at kræve et genmæle i anledning af de oplysninger, der blev bragt i udsendelserne. Klageren har i den forbindelse anført, at han ikke fandt det muligt for ham at lade sig interviewe i medierne om forhold, som han muligvis på ny skulle afhøres om af kommissionen, der undersøger Nørrebro-sagen.

Danmarks Radio har i en udtalelse fastholdt afvisningerne af at bringe berigtigelser og genmæler vedrørende de bragte udsendelser.

Vedrørende indslag i Radioavisen og Orientering har Danmarks Radio anført, at det ikke er udelukket, at det kan være blevet drøftet på mødet den 23. juni 1993, at Rejseholdet ikke skulle afhøre Københavns Politi, selv om klageren den 2. juni 1998 meddelte Rejseholdets leder dette. Det afgørende for vurderingen af karakteren af det pågældende møde er derefter, hvorledes Ombudsmanden i høringsskrivelsen af 18. august 1995 definerer spørgsmålet om "undersøgelsens uvildige karakter". Ud fra Ombudsmandens definition er det Danmarks Radios vurdering, at undersøgelsens uvildighed blev berørt på mødet den 23. juni 1993, og dette møde undlod klageren at informere Ombudsmanden om, idet mødet efter klagerens opfattelse alene vedrørte den praktiske tilrettelæggelse af arbejdet.

Vedrørende telefonsamtalen omkring den 30. juli 1993 har Danmarks Radio anført, at udtalelserne i henholdsvis klagerens høringssvar til Ombudsmanden, punkt IV, a) og punkt IV d) om kontakter med Københavns politis ledelse kan forekomme selvmodsigende, men det bør bemærkes, at den sidstnævnte udtalelse er særdeles klar og kategorisk, og at den falder som svar på et direkte spørgsmål fra Ombudsmanden. På grund af den orientering, klageren gav Ombudsmanden, blev denne forholdt oplysninger om, at Københavns politis ledelse i første omgang stillede sig kritisk over for, at Rejseholdets medarbejdere foretog afhøringer af københavnske politifolk.

Danmarks Radio har herudover anført, at Danmarks Radio gav et journalistisk sammendrag af, hvordan klagerens orientering af Ombudsmanden forholdt sig til bl.a. telefonsamtalens indhold. Det var stadig Ombudsmandens fortolkning af begrebet "undersøgelsens uvildige karakter", der danner grundlag for de vurderinger, der blev fremsat i udsendelserne.

Danmarks Radio har videre anført, at Danmarks Radios vurderinger havde faktuel basis i de vidneforklaringer, der var afgivet for Nørrebro-kommissionen i 1998, sammenholdt med de oplysninger, som klageren afgav til Ombudsmanden i forbindelse med dennes undersøgelse i 1996.

Danmarks Radio har yderligere anført, at klageren flere gang fik tilbud om at tage til genmæle, dels ved at svare på nogle nærmere angivne skriftlige spørgsmål, dels ved en opfordring til at komme til orde i Radioavisen med sin version af sagen. Klageren afslog imidlertid disse tilbud. Danmarks Radio bragte i udsendelserne kl. 17, 18, 18.30 og 23 et koncentrat af klagerens genmæle. Danmarks Radios afvisning af at bringe genmælet skal ses på baggrund heraf.

Danmarks Radio har i den forbindelse henvist til Pressenævnets udtalelser i sag nr. 25/1997 og sag nr. 44/1997, refereret i nævnets årsberetning for 1997 på side 131-132.

Danmarks Radio finder på dette grundlag, at man ikke har været forpligtet til efterfølgende at bringe det af klageren udarbejdede genmæle, og Danmarks Radio har ligeledes afvist, at oplysningerne giver anledning til en berigtigelse på grundlag af de vejledende regler for god presseskik.

Vedrørende indslagene i Tv-avisen har Danmarks Radio anført, at klageren er blevet behandlet korrekt og fair og har fået tilbudt de optimale muligheder for at gendrive beskyldningerne mod ham. Klageren valgte selv ikke at tage imod de muligheder, Tv-avisens redaktion tilbød ham, og der er derfor ikke efterfølgende belæg for, at klageren kan få bragt et genmæle.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Karen-Anke Tørring, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Erling Fugl.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet kan ikke foretage en egentlig bevisførelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klageren har forholdt Folketingets Ombudsmand oplysninger, således som det er anført i udsendelserne i Danmarks Radio, og heller ikke om hvad Folketingets Ombudsmand selv har lagt i spørgsmålene i relation til undersøgelsens uvildige karakter.

Derfor finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af, at Danmarks Radio har afvist at berigtige oplysningerne i udsendelserne, efter at Danmarks Radio af klageren var gjort bekendt med, at denne anså oplysningerne for ukorrekte.

Det forhold, at klageren har afvist at udtale sig til Danmarks Radio og har afvist at lade sig interviewe om sagen/beskyldningerne, kan ikke i sig selv indebære, at klageren er afskåret fra efterfølgende at kræve et genmæle bragt.

Da klagerens opfattelse af forholdene blev gengivet i Radioavisen kl. 17.00 og fremefter samt i Tv-avisen kl. 21.00, finder Pressenævnet, at klageren ikke herudover er berettiget til et genmæle.

Afsagt 14. oktober 1998.

Pressenævnet kunne ikke foretage en egentlig bevisførelse vedrørende de offentliggjorte oplysningers rigtighed. Det kunne derfor ikke kritiseres, at mediet havde afvist at berigtige oplysningerne i udsendelserne. Det forhold at klageren havde afvist at udtale sig til mediet og havde afvist at lade sig interviewe, afskar ikke i sig selv klageren fra efterfølgende at kræve et genmæle. Da klagerens opfattelse af forholdene imidlertid blev gengivet i henholdsvis Radioavisen samt TV-avisen, fandt Pressenævnet, at klageren ikke var berettiget til et genmæle. Klagen blev derfor ikke taget til følge.