Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 43/1998
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 43/1998
Dansk Socialrådgiverforening ved advokat Steen L. Frederiksen har på vegne af en navngiven socialrådgiver klaget til Pressenævnet over et læserbrev bragt den 13. april 1998 i Ekstra Bladets brevkasse "System § Danmark" samt over brevkasseredaktør Sonia Dahlgaards svar, idet klageren finder, at god presseskik er tilsidesat.
Læserbrevet og svaret blev bragt under overskriften "DANMARK HAR IKKE VUGGESTUE-TVANG" og havde bl.a. følgende indhold
"Jeg har et spørgsmål om pasning af mit barn. Min sag startede, fordi jeg søgte førtidspension på grund af bækkenløsning og skæv ryg. Jeg fik afslag og blev så kaldt til møde i Hvidovre Kommune. Her fik jeg at vide, at når min barselsorlov udløber, så skal mit barn i vuggestue. Ellers vil kassen blive smækket i. Jeg er på kontanthjælp, og mit barn er fire måneder.
Jeg kan slet ikke forstå det, for min samlever og far til vores barn vil så gerne passe den lille om dagen. Han arbejder i Forsvaret og kan lægge sin arbejdstid om aftenen. Men det vil kommunens sagsbehandler, [navn], ikke høre på. Hun fastholder, at vores barn skal i vuggestue ellers står jeg ikke "til rådighed" for arbejdsmarkedet.
Har man nu ikke længere ret til selv at sørge for pasning af sit barn?
Randi J.
Bymyren, Hvidovre
SVAR: Ikke engang i det tidligere Sovjetregime var der vuggestuetvang. Jeg kan forsikre dig om, at det er der heller ikke i Danmark. Du og din kæreste oplyser, at I ikke har kunnet få noget på skrift ud af denne sagsbehandler, som i øvrigt kun tager telefon en halv time hver dag. Jeg kan godt forstå, hvis hun ikke vil sætte sine ulovligheder og skræmmeforsøg på skrift. Send blot mit svar videre til Hvidovres borgmester og bed hende vurdere, om der er grundlag for en tjenstlig påtale.
Glæd dig over, at du har en sød og ansvarlig far til jeres barn. Som kontanthjælpsmodtager skal du efter endt barselsorlov stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være aktivt jobsøgende. Du skal også påtage dig et aktiveringstilbud, og det er der ingen problemer med, da I selv har styr på børnepasningen.
Sonia"
Klageren har anført, at hun i februar i år over for læserbrevsskribenten har orienteret om betingelserne for at få kontanthjælp, men at hun ikke konkret har fået forelagt familiens planer om, at manden skulle omlægge sin arbejdstid, og at hun som følge heraf overhovedet ikke har haft lejlighed til konkret at vurdere, hvorvidt rådighedsforpligtelsen ved en sådan ordning ville være opfyldt.
Klageren har videre anført, at hun ikke er blevet kontaktet af bladet med henblik på oplysninger eller bemærkninger til sagen.
Klageren har yderligere anført, at der er telefon træffetid i en halv time mellem 8.30 og 9.00, men at der er mulighed for at blive stillet igennem telefonisk hele dagen, og at afdelingssekretæren i øvrigt ikke har modtaget besked fra Sonia Dahlgaard den 6. eller 7. april 1998.
Klageren har herudover anført, at brevkasseredaktørens svar bygger på et ensidigt indhentet og forkert faktisk grundlag, at redaktøren inden sit svar burde have kontrolleret, om de oplysninger, der forelå, var korrekte, og at der påhviler brevkasseredaktøren samme pligt til kontrol af oplysningerne, som hvis der havde været tale om en sædvanlig artikel, idet indlægget vedrører en navngiven person.
Klageren har endelig anført, at en undersøgelse af oplysningerne er særlig indikeret i et tilfælde, hvor redaktøren på baggrund af de foreliggende oplysninger konkluderede, at en navngiven offentligt ansat havde handlet ulovligt.
Bladet har i en udtalelse om sagen anført, at det er korrekt, at bladets brevkasseredaktør Sonia Dahlgaard ikke har talt med klageren. Af produktionstekniske årsager afleveres brevkassen til redaktionel færdiggørelse adskillige dage, inden den fremkommer i avisen. Sonia Dahlgaard havde imidlertid gjort en del forsøg mandag den 6. april og tirsdag den 7. april 1998 på at komme i forbindelse med (klageren) herunder bad hun omstillingen i Hvidovre om, at (klageren) skulle ringe tilbage til Sonia Dahlgaard. Bladet har i den forbindelse henvist til, at klageren kun har telefonisk træffetid mellem kl. 9 og 9.30. Brevkasseredaktøren vurderede herefter, at historien burde skrives, trods kommunens tavshed, og det er bladets opfattelse, at afgrænsningen af bladets adgang til at nævne sagsbehandleren ved navn ikke kan overlades til en socialrådgiver i Hvidovre Kommune.
Bladet har videre anført, at der efter brevkasseredaktørens opfattelse hersker en meget dårlig forvaltningsskik i Hvidovre, hvor folk hverken får aktindsigt eller skriftlige afgørelser, således som de har krav på.
Bladet har endelig anført, at bladet naturligvis har for vane at lade angrebne forvaltningsmedarbejdere svare på kritik, men hensynet til denne selvfølgelige regel kan ikke i alle tifælde vægtes tungere end hensynet til at varetage krænkede borgeres interesser i spalterne.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Læserbrevet, hvori klagerens navn var anført, og brevkasseredaktørens svar indeholdt meget alvorlige beskyldninger mod klageren om embedsforsømmelse og magtmisbrug. Disse beskyldninger burde have været efterprøvet i særlig grad, f.eks. ved at de blev forelagt for klageren forud for offentliggørelsen.
Det er Pressenævnets opfattelse, at bladet ikke har udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at forelægge beskyldningerne for klageren. Baggrunden herfor er beskyldningernes grovhed, at klageren blev nævnt ved navn, og at emnet ikke havde en sådan aktualitet, at omtale ikke kunne vente til næste udgave af brevkassen.
Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at varetagelse af læserbrevsskribentens interesse ikke nødvendiggjorde, at klagerens navn blev nævnt.
Pressenævnet udtaler derfor sin alvorlige kritik af Ekstra Bladet.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet.
Ekstra Bladet bragte den 13. april 1998 i brevkassen "System § Danmark" et læserbrev og svar herpå under overskriften DANMARK HAR IKKE VUGGESTUE-TVANG. I læserbrevet og svaret omtaltes sagsbehandler i Hvidovre Kommune, [navn], der blev beskyldt for at foretage ulovligheder, og brevskriveren blev opfordret til at indberette sagsbehandleren til kommunens borgmester.
[Klageren] har klaget til Pressenævnet, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat i forbindelse med læserbrevet og svaret.
Ekstra Bladet har anført, at bladet på de to dage, bladet havde til rådighed, ikke kunne komme i kontakt med klageren.
Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at læserbrevet, hvori klagerens navn var anført, og brevkasseredaktørens svar indeholdt meget alvorlige beskyldninger mod klageren om embedsforsømmelse og magtmisbrug. Disse beskyldninger burde have været efterprøvet i særlig grad, f.eks. ved at de blev forelagt for klageren forud for offentliggørelsen.
Det er Pressenævnets opfattelse, at bladet ikke har udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at forelægge beskyldningerne for klageren. Baggrunden herfor er beskyldningernes grovhed, at klageren blev nævnt ved navn, og at emnet ikke havde en sådan aktualitet, at omtale ikke kunne vente til næste udgave af brevkassen.
Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at varetagelse af læserbrevsskribentens interesse ikke nødvendiggjorde, at klagerens navn blev nævnt.
Pressenævnet udtaler derfor sin alvorlige kritik af Ekstra Bladet.
København, den 27. maj 1998.
Per Sørensen, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Preben Sørensen."
Afsagt den 27. maj 1998.
Klageren var nævnt i et læserbrev, der - ligesom brevkasseredaktørens svar - indeholdt alvorlige beskyldninger om bl.a. magtmisbrug. Disse beskyldninger burde have været efterprøvet i særlig grad, f.eks. ved forlæggelse for klageren inden offentliggørelsen. Dette havde bladet ikke forsøgt på tilstrækkelig vis, og emnet havde ikke en sådan aktualitet, at det kunne begrunde den manglende forelæggelse. Endvidere havde det ikke været nødvendigt at nævne klagerens navn.
God presseskik var overtrådt. Nævnet udtalte sin alvorlige kritik, og bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.