Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 6/1998
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 6/1998
K har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Hjemmet nr. 1/1998, idet han finder, at god presseskik er overtrådt.
Artiklen blev bragt på siden "Set i bakspejlet", havde overskriften "Flugtkongens nytårsbrag", og var sålydende
"I Vejle kunne man nytårsmorgen den 1. januar 1988 høre Danmarks største nytårsbrag. Det var "flugtkongen", den 38-årige [navn], der havde fået smuglet dynamit ind i sin celle i byens arresthus. Fra en kontakt førte han strøm til dynamitten, og mens han selv søgte ly bag sin seng, sprængte han det 80 kilo tunge vindue med panserglas fem meter ud på en græsplæne. Via et halvtag kom [navn] op på fængselsmuren og videre ud i friheden og det var lykkedes ham en snes gange tidligere under sine mere end 20 år i fængsel. Friheden varede dog kun til den 19. februar samme år, så blev han anholdt af politiet i Rønde på Djursland."
Artiklen blev ledsaget af et billede af klageren påstemplet "10 år", hvilket markerede, at det omtalte foregik for 10 år siden.
Klageren har anført, at han har været løsladt på prøve efter afsoning af dommen for det omtalte forhold, og at det har været belastende for hans kone pludselig på det nuværende tidspunkt at få forholdet draget frem med fotografi.
Klageren har videre anført, at der ikke kan være nogen almeninteresse, der taler for at offentliggøre hverken hans navn eller hans fotografi 10 år efter, at handlingen er begået.
Bladet har i en udtalelse anført, at baggrunden for rubrikken er, at der hos læserne er en stor interesse for at skue tilbage i tiden, se begivenheder i et tidsmæssigt perspektiv og genkalde i erindringen, hvad der rørte sig i samfundet dengang. Også kriminelle begivenheder af usædvanlig karakter vil kunne blive omtalt i den pågældende rubrik, og den omtalte begivenhed var meget usædvanlig.
Bladet har videre anført, at bladet ikke finder det i strid med de presseetiske regler at notere årsdagen for en så kendt og omtalt begivenhed. Derimod kan det diskuteres, om det var nødvendigt at forsyne den pågældende omtale med både navn og billede.
Da bladet har vurderet, at en beklagelse i bladet vil gøre ondt værre, har bladet sendt en beklagelse direkte til klageren.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet er enig med bladet i, at det ikke er i strid med god presseskik i en rubrik af historisk tilsnit at omtale usædvanlige begivenheder inden for den kriminelle verden, selv om der er forløbet en årrække.
Pressenævnet finder dog, at en sådan omtale bør ske på en sådan måde, at den person, forholdet vedrører, ikke kan genkendes.
Da såvel klagerens billede som navn blev gengivet, og da der ikke er tale om en sag, der er relevant i relation til en aktuel sigtelse eller tiltale, finder Pressenævnet, at Hjemmet har tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik af bladet.
Pressenævnet finder, at nævnets kendelse ikke bør offentliggøres, idet dette ikke kan ske uden en yderligere krænkelse af klageren.
Afsagt den 25. februar 1998.
Når en ældre, usædvanlig begivenhed fra den kriminelle verden omtales, bør det ske således, at den person, forholdet vedrører, ikke kan genkendes. Da bladet både havde bragt klagerens navn og billede, og da der ikke var tale om en aktuel sag, fandt pressenævnet, at god presseskik var overtrådt. Bladet blev ikke pålagt at offentliggøre kendelsen, da dette ville krænke klageren yderligere.