Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 4/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 4/1999
Vordingborg Idræts Forenings 3. hold har ved (en af spillerne) klaget til Pressenævnet over spisesedlen, forsiden og en artikel bragt i Vordingborg Dagblad den 13. januar 1999 samt over en artikel den 15. januar 1999, idet holdet mener, at god presseskik er tilsidesat.
Bladet indeholdt på forsiden følgende notits
"Vild og vovet Vordingborgfest
Hvis der var lige så meget krudt i Vordingborg Idræts Forenings tredjehold på grønsværen, som når holdet holder afslutningsfest, så det skidt ud for modstanderne i rækken.
Men nu er der jo også forskel på at halse svendende og stønnende rundt efter en læderkugle og så forlyste sig med en god omgang strip og body-tequila sammen med gutterne i klubhuset.
Og at folkene på tredjeholdet forstår at feste, kan det ganske land forvisse sig om i det nyeste nummer af "Super Rapport" i en reportage under overskriften "Vild og vovet i Vordingborg".
Else-Marie L. Sørensen, formand for Vordingborg Idræts Forening, er knapt så begejstret for reklamen så nu overvejer bestyrelsen at stramme op om afslutningsfester i klubhuset.
I hvert fald hvis der er en fotograf i nærheden.
SIDE 11".
Side 11 var forsiden af sektion 2, hvor overskriften til artiklen, der fyldte øverste halvdel af siden var "3. holdet er bedre til strip end til fodbold".
I artiklen hed det bl.a.
"Hvis den entusiasme, som træner og spillere på Vordingborg Idræts Forenings 3. hold lagde for dagen i forbindelse med den årlige afslutningsfest i klubhuset, var blevet brugt på grønsværen, var det nok blevet til andet end en middelmådig placering midt i rækken men nu er der jo også forskel på strip og fodbold.
Og fræk strip for alle pengene, det var hvad træner (navn) og hans tropper indhallerede både visuelt og i fysisk nærkontakt af tredje grad.
Beviset leveres i det seneste nummer af bladet "Super Rapport" under overskriften "Vild og vovet i Vordingborg".
Let genkendelige
Til overflod er det ikke bare stripper-pigerne Dina og René, der er let genkendelige det er " fodbolddrengene, Vordingborgs svar på Chippendales, med en godt pløret træner i spidsen for festlighederne ", så sandelig også.
Monstro, at én enkelt eller to ikke alene er vågnet op med almindelige, gode gammeldags tømmermænd.
Efter at "Super Rapport" er kommet på gaden, kan det da være, at de moralske også melder sig, hvis lillemor eller kæresten ser de nydelige fotos i sex-magasinet.
Formanden: Uheldigt
Else-Marie L. Sørensen, formand for Vordingborg Idræts Forening, er ikke ubetinget taknemmelige for den landsdækkende reklame, Vordingborg Idræts Forening har fået i "Super Rapport"
- Jeg synes, at det er uheldigt, at Vordingborg Idræts Forenings navn er med i dét her.
Slikkede og suttede
Normalt koster et strip-show med " heftige afklædningsnumre og body-tequila for alle pengene" 6.000 kroner.
Men Chippendales-drengene fra 3. holdet fik lov til at " slikke salt, sutte ungpige-bryster og drikke tequila " for 1.000 kroner mod at "Super Rapport" måtte fotografere under løjerne og offentliggøre resultatet i bladet.
Og som bladet noterer, blev " de dribleglade gutter underholdt med et par dybdepirrende afklædningsnumre.. sådan fester fodbold-drenge på Sydsjælland"."
Som illustration til artiklen bragtes i faximile uddrag af reportagen i "Super Rapport".
Teksten til reportagen lød
"Party Patruljen på banen igen
VILD OG VOVET I VORDINGBORG
Efter en kort kunstpause er de frække party-piger i vælten igen
Første stop på strip-turen var Vordingborg på Sjælland
Hvor fodboldklubbens 3. hold fejrede våd afslutningsfest
Inviteret var også stipperne dejlige Dina og frække René
Som underholdt de dribleglade gutter med et par dybdepirrende afklædningsnumre
Efterfulgt af bodytequilaer til både forsvar, midbane, angreb og en godt pløret træner
Så nåede de frække party-piger til Vordingborg på Sydsjælland, hvor mørkhårede René og lyslokkede Dina gav den hele barmen og mere til til det lokale 3. Holds afslutningsfest anno 1998.
Fodbolddrengene, Vordingborgs svar på Chippendales, med en godt pløret træner i spidsen for festlighederne, tog vel imod de unge underholdere, som kvitterede med et par saftige, dybdepirrende stripshows, hvor alle klude behørigt blev smidt.
Da tøsernes heftige afklædningsnumre var til ende, var det blevet tid for body-tequilaer. Med struttende babser og strittende vorter, satte Dina sig tilrette på et bord og lod de tørstige drenge komme til fadet. Og så blev der ellers slikket salt, suttet ungpige-bryster og drukket tequila for alle pengene. Sådan fester fodbolddrenge på Sydsjælland."
Samme faximile blev anvendt på bladets spiseseddel i forbindelse med teksten: "Fodboldspillere til strip-fest".
Den 15. januar 1998 bragtes ligeledes samme faximile i mindre størrelse som illustration til en artikel med overskriften "Der snakkes mens blad-salget stiger Afslutningsfesten i Vordingborg IFs klubhus med strip og body-tequila har skabt debat i lokalsamfundet".
Klagerne har anført, at det var meget "sjovt", at billederne af festen blev bragt i "Super Rapport", idet de vidste, at bladet kun udkom til et lille publikum, hvor man normalt ikke går og råber op om, at man har købt bladet.
Klagerne har anført, at de kun har givet "Super Rapport" tilladelse til at tage billeder og bringe dem, men ikke har givet Vordingborg Dagblad lov til at "bruge" dem og skabe en historie.
Klagerne har videre anført, at "Super Rapport" ikke har givet bladet ret til at bruge billederne til deres artikel.
Bladet har i en udtalelse anført, at klagerne ikke har krav på at blive spurgt i forbindelse med ny offentliggørelse af allerede offentliggjort materiale, og anvendelsen af billedcitatet er udelukkende et anliggende mellem bladet og "Super Rapport".
Klagerne har selv indvilget i og betalt for at lade sig fotografere til "Super Rapport", som er offentligt til salg i enhver kiosk, så holdet har meget kontant fraskrevet sig retten til privatlivets fred i den forbindelse.
Bladet har videre anført, at sagen har principiel offentlig interesse i lokalsamfundet, hvilket fremgår af udtalelserne fra idrætsforeningens formand.
Bladet har endelig anført, at det forhold, at klagerne har betalt et medie for at dække en begivenhed ikke er ensbetydende med, at andre medier dermed skulle være udelukket fra at omtale pågældende.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmål om, hvorvidt bladet har overtrådt ophavsretlige regler i relation til bladet "Super Rapport".
Pressenævnet bemærker videre, at en gengivelse af et andet medies reportage må ske på en måde, der ikke indebærer tilsidesættelse af god presseskik.
Ved at give tilladelse til, at "Super Rapport" måtte optage og bringe billeder fra festen, måtte klagerne være forberedt på den offentlige omtale, der kunne komme, efter at "Super Rapport" var udkommet.
Da kopien af "Super Rapport" i denne sag blev anvendt til at illustrere klagernes medvirken i bladet "Super Rapport", finder nævnet, at offentliggørelsen i Vordingborg Dagblad ikke var i strid med god presseskik.
Afsagt den 24. februar 1999.
Et fodboldhold havde accepteret, at bladet "Super Rapport" fotograferede holdet og nogle strippere til holdets afslutningsfest. Reportagen i dette blad blev gengivet i det lokale dagblad. Denne gengivelse var ikke i strid med god presseskik.