Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 3/1998

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 3/1998

K har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i Rapporten på Danmarks Radio, DR1, den 30. september 1997, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

Udsendelsen omhandlede inkassobureauers virksomhed. I udsendelsen hed det bl.a.

"Speak: Rapportens skjulte kamera er i et lille vinfirma i Jylland. Sammen med Rapporten har firmaet taget kontakt til et inkassobureau. Vinfirmaet har angiveligt nogle kunder, der ikke har betalt deres regning.

Speak: Det er netop de to store, som Rapporten nu vil undersøge. Manden, der er på besøg her, er sælger for Intrum Justitia. De skal nu hjælpe vinfirmaet med at inkassere pengene fra de to vinkunder. I en reklamefolder til firmaets kunder, så skriver de, at de er det bedste middel mod langsomme betalere. De kalder deres metoder for fair pay, som de skriver her på firmaets konvolut.

Vinkunderne modtager to nye inkassobreve, og sådan ser de ud. På den lille regning tager Intrum Justitia 20 kr. i rente og 200 kr. i gebyr. På den store regning er renten 202 kr. og gebyret pludselig 1.000 kr. altså 5 gange så meget som på den lille regning, selv om arbejdet har været det samme. Renten på det store vinkøb er over 15%, altså næsten dobbelt så meget som inkassobureauet må lægge på, ifølge renteloven.

Steen Bundgaard, adm. dir. Intrum Justitia: Der er så sket en fejl, eller, ja, der har vi gjort en fejl, der burde renten have været 8,25 som alle andre steder.

Speak: Hvorfor gør I sådan en fejl, tror du?

S.B.: Det gør vi, fordi langt de fleste af vores kunder, tager den markedsrente, som hedder 15%.

Speak: Er I ude i, at I lægger simpelthen det på, at I siger markedsrenten og lidt det samme: Går den, så går den?

S.B.: Ja.

Mette Reissmann, jurist, Forbrugerstyrelsen: Problemet er i forbindelse med renteloven, der er jo ikke nogen sanktionsmuligheder. Så det er ligesom, at det er gratis at overtræde denne her lovgivning. Og det bliver der jo så også spundet guld på fra erhvervslivets side.

Speak: Intrum Justitia overtræder renteloven, men hvad med gebyrerne, som også lægges på. Alene på vinfirmaets to regninger var det 1.200 kr. Men må inkassobureauet det? Hør hvad sælgeren siger til det i firmaet.

(Skjult kamera)

Sælger: Vi må godt forlange og folk må også godt betale. Det er der ingen tvivl om. Vi har bare ikke nogen retslig hjemmel til at folk at, hvad skal vi sige, fordre det. Hvis en skyldner siger: "Det kan I godt glemme alt om, jeg vil ikke betale en klink, så kan vi altså ikke gå i retten, få rettens medvirken til, at vi har et retslig krav.

Mette Reissmann, Forbrugerstyrelsen: De har ikke nogen hjemmel, de har ikke nogen aftaler, hvoraf det fremgår, at det er okay at kræve et gebyr, eller et salær eller hvad de nu måtte kalde det. Det er sådan set sagen uvedkommende. Bare det faktum, at der pludselig lægges et beløb oveni fra selve inkassobureauets side, som skyldneren skal udrede, uden at der forelægger nogen aftale. Det kan man jo bare vælge at sige, at vil man ikke betale.

Speak: Der er altså ingen lovgivning, der siger, at folk skal betale inkassobureauerne gebyr og omkostninger. Og i en afgørelse har forbrugerombudsmanden fastslået, at inkassobureauer i det højeste er berettiget til et beskedent beløb til porto og et mindre ekspeditionshonorar.

(Skjult kamera)

Speak: Det er jo ikke alle, der ved det.

Sælger: Lige nøjagtig. Jeg kan sige til dig, at vi får ca. 75% af vores gebyrer hjem på den konto.

Speak: Ifølge sælgeren vælger 3 ud af 4 at betale gebyret uden videre, fordi de ikke ved, at de bare kan lade være.

(Skjult kamera)

Speak: Nå, det er da meget godt.

Sælgeren: Ja, det hænger jo sammen med, at når folk oplever det der, så ser det jo sådan "officielt" ud. "Vi må nok heller gøre det", og så gør de det.

Speak: I har ingen ret til at opkræve de omkostninger.

S.B.: Vi må gerne forsøge, vi har bare ingen ret til dem. Det er en væsentlig forskel, så derfor gør vi ikke noget forkert ved at sige, at der vil påløbe yderligere omkostninger.

Speak: Nej, det mener du ikke.

S.B.: Nej, det mener jeg ikke.

Speak: Fordi det det er et led i det der forsøg på at få folk til at betale!

S.B.: Ja.

Speak: Det er altså i strid med det, Forbrugerombudsmanden har sagt.

S.B.: Okay.

Speak: Og det vidste du ikke, at der var sådan en kendelse fra Forbrugerombudsmanden?

S.B.: Nej, det må jeg så indrømme, at det kendte jeg ikke.

Speak: Fordi så skulle priserne længere ned.

S.B.: Nej, det må jeg indrømme. Den kender jeg ikke noget til.

Speak: Det ene store inkassobureau overtræder altså loven, men hvad med det andet. Intrum Justitia?

Speak: Hvilken registrering har I selv i jeres eget firma? Har I en registrering af folk?

Steen Bundgaard, adm. dir., Intrum Justitia: Nej. Ja. Altså vi har jo en registrering i og med vi har inkassosagerne kørende hos os.

Speak: Ja.

S.B.: Og de er inde i vores system.

Speak: Så I har et eller andet sted, et register, over hvem det er, I har været ude og kradse penge ind over for?

S.B.: Ja, det har vi.

Speak: Hvad bruger I det til?

S.B.: Vi bruger det ikke til noget. Altså jo vi bruger det, altså vi har nogle informationer omkring nogle debitorer, og de informationer bruger vi så reelt ikke til andet end at, altså det er historie.

Speak: Hvor omhyggelig er I med at holde det register lukket?

S.B.: Meget omhyggelige.

Speak: Men sælgeren fra Intrum Justitia siger

(Skjult kamera)

Sælger: Det vi kan. Altså der vil i meget høj grad være sammenfald, fordi Riber registrerer dårlige betalere. Vi registrerer dem, der ikke betaler. Altså dem, hvor det er konstateret, at det

Der kan i høj grad være sammenfald. Og du kan godt ringe op, når du er kunde hos os og få at vide, om vi kender ham som en inkassokunde.

Speak: Når en sælger kommer ud, altså en helt tilfældig sælger til en helt tilfældig virksomhed og siger sådan noget.

S.B.: Ja.

Speak: Så gør han det vel ikke bare, fordi han har fået en fiks idé.

S.B.: Nej, men det er i hvert fald Vi har indskærpet meget over for vores sælgere, at vi udleverer ikke oplysninger til vores kunder om de debitorer, vi har.

Speak: Altså det indhold der måtte være i jeres lukkede system, er til jeres eget brug.

S.B.: Ja.

Speak: Rapportens vinfirma ringede til Intrum Justitia for at få oplysninger på en person.

Speak: Vi er begyndt at abonnere på jer. Og så tænkte jeg, nu skal du høre her, vi er jo et lille firma, og vi har ikke rigtig råd til at have for mange penge ude at flyve. Nu har vi en kunde, der gerne vil have noget vin til noget bryllup. Og det jeg tænkte var, om I ikke lige kunne slå ham op og se, om I kendte ham i forvejen, fordi det er ret mange penge.

Damestemme: Ja, jeg kan slå ham op her i vores system. Hvad hedder han?

S.B.: Jamen du behøver i og for sig ikke at spille mere, for det er en klar overtrædelse af vores interne regler vi har her i virksomheden.

Speak: Hun finder faktisk frem til et navn. Du kan høre, her sidder hun jo uden nogen dokumentation og slår op.

S.B.: Ja. Det er en klar overtrædelse af de regler, der er i virksomheden og det

Speak: Det er en overtrædelse?

S.B.: Det er en overtrædelse. Alle vores ansatte underskriver en tavshedspligt, og det er jeg nødt til at kigge nærmere på end på det der. For det kan vi ikke acceptere i virksomheden."

Klageren har anført, at han er erhvervskonsulent hos Intrum Justitia A/S og i den egenskab er filmet med skjult kamera på besøg hos vinfirmaet Xpensive Vinos i Århus.

Klageren har i tilknytning hertil anført, at optagelserne er foretaget uden hans vidende og accept, og at der hverken før, under eller efter mødet blev fortalt ham, at mødet blev overvåget med skjult kamera. På trods heraf er optagelserne anvendt og vist i den pågældende tv-udsendelse.

Klageren har videre anført, at det er hans opfattelse, at den lokalitet, hvor det skjulte kamera anvendtes, ikke var offentligt tilgængeligt, mens kameraerne kørte, idet hele forløbet udspillede sig uden for firmaets normale åbningstid.

Klageren har yderligere anført, at det er i strid med god presseskik, at journalisten er anonymiseret, mens han selv fremstod let genkendelig i de klip, der blev vist på tv-skærmen.

Ved den skete anvendelse af "agent provocateur" kombineret med professionel spørgeteknik er han blevet lokket til at fremsætte udtalelser, der ikke ville være faldet i en normal salgssituation, men som alene har skullet tjene det formål at producere nogle for Rapporten brugbare svar.

Klageren har i den forbindelse anført, at vinfirmaets medarbejder, der i virkeligheden var journalist, ikke fremkom med ønsker eller spørgsmål, der i nævneværdig grad adskilte sig væsentligt fra, hvad han jævnligt stilles over for af "almindelige" kunder.

Klageren har endvidere anført, at udsendelsen bevidst manipulerede med seerne, idet disse blev forsøgt bibragt det indtryk, at der på skærmen udspillede sig at stykke "autentisk hverdag", hvor realiteten imidlertid var, at denne hverdag var konstrueret.

Klageren har endelig anført, at han først den 17. december 1997 modtog svar fra Danmarks Radio på den klage, han indgav den 22. oktober 1997.

Danmarks Radio har i en udtalelse anført, at Rapporten er et program, hvis opgave er at være borgernes "vagthund", forstået på den måde, at programmet altid undersøger, hvordan tingene fungerer, ikke hvordan tingene siges at fungere. I den sammenhæng betjener programmet sig af skjulte optagelser, en arbejdsmetode, der imidlertid kun vælges, når grundig research påviser, at programmet ikke på anden måde kan afsløre eller sandsynliggøre, at der er ting, som ikke fungerer efter reglerne.

Danmarks Radio har vedrørende anvendelsen af skjult kamera anført, at den lokalitet, hvor optagelsen fandt sted, sammenholdt med samtalens karakter og formål medfører, at der ikke er handlet i strid med regler for god presseskik. I den forbindelse har Danmarks Radio anført, at udsendelsen afslørede, at et af Danmarks største inkassobureauer ved salget af deres ydelser afgiver løfter, som strider mod registerlovens bestemmelser.

Vedrørende det forhold, at journalistens ansigt var tildækket i udsendelsen, har Danmarks Radio anført, at det i presseetisk forstand næppe gør nogen forskel, om det er en journalist eller en trediemand, der deltager i samtalen.

Danmarks Radio har videre anført, at der er lang tradition for, at pressen kan henvende sig til erhvervsdrivende eller for eksempel offentlige myndigheder i deres egenskab af almindelige forbrugere, for at undersøge, hvordan den erhvervsdrivende behandler kunderne.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Leif Max Hansen.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder, at det er principielt betænkeligt at bringe optagelser med skjult kamera uden efterfølgende samtykke. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse.

Nævnet lægger til grund, at man i netop denne situation ved anvendelse af et almindeligt interview ikke ville være i stand til at afsløre eller sandsynliggøre, at der var forhold, som ikke fungerede efter reglerne.

Nævnet finder derfor, at det ikke var i strid med god presseskik, at der til brug for udsendelsen blev foretaget optagelser med skjult kamera. Nævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere, at optagelserne blev anvendt i udsendelsen.

Pressenævnet bemærker, at det for vurderingen af klagen er uden betydning, at journalisten blev anonymiseret i forbindelse med udsendelsen af optagelserne.

Nævnet finder imidlertid, at det var unødvendigt af hensyn til formålet med optagelsen, at klageren der var ansat som salgskonsulent i inkassobureauet kunne genkendes i udsendelsen. Den skete gengivelse af klageren indebar derfor en unødig krænkelse af denne, og Pressenævnet udtaler derfor på dette punkt sin kritik af Danmarks Radio.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende

"Kendelse fra Pressenævnet.

Pressenævnet har udtalt kritik af Danmarks Radio i anledning af en udsendelse bragt den 30. september 1998 i serien "Rapporten". Udsendelsen omhandlede på kritisk vis den arbejdsmåde, der følges af inkassobureauer. I udsendelsen indgik klip, optaget med skjult kamera, hvor Rapportens medarbejder som vinfirma-ejer tog kontakt til konsulenter fra forskellige inkassobureauer.

En af de konsulenter, hvis møde med Rapportens medarbejder blev vist i udsendelsen, har klaget til Pressenævnet over, at der blev anvendt skjult kamera, og over at han kunne genkendes.

Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at det er principielt betænkeligt at bringe optagelser med skjult kamera uden efterfølgende samtykke. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse.

Pressenævnet har herved lagt til grund, at man i netop denne situation ved anvendelse af et almindeligt interview ikke ville være i stand til at afsløre eller sandsynliggøre, at der var forhold, som ikke fungerede efter reglerne. Det var derfor ikke i strid med god presseskik, at der til brug for udsendelsen blev foretaget optagelser med skjult kamera. Nævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere, at optagelserne blev anvendt i udsendelsen.

Nævnet finder imidlertid, at det var unødvendigt af hensyn til formålet med optagelsen, at klageren kunne genkendes i udsendelsen. Den skete gengivelse af den skjulte optagelse af klageren indebar derfor en unødig krænkelse af klageren, der blot var ansat i inkassobureauet, og Pressenævnet udtaler på dette punkt sin kritik af Danmarks Radio.

København, den 25. februar 1998.

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Leif Max Hansen."

Afsagt den 25. februar 1998.

Der var klaget over, at Danmarks Radio havde bragt optagelser foretaget med skjult kamera.

At bringe optagelser med skjult kamera uden efterfølgende samtykke bør kun ske efter en nøje overvejning i hvert enkelt tilfælde. I dette tilfælde var det ikke kritisabelt, at mediet benyttede optagelserne, da man ellers ikke ville kunne afsløre de forhold, som ikke fungerede efter reglerne. Imidlertid var identifikation af en af de optagne personer en unødig krænkelse af denne, og Pressenævnet udtalte sin kritik heraf.

Klagen om overtrædelse af god presseskik blev delvis taget til følge, og det blev pålagt mediet at offentliggøre et resumé af kendelsen.