Overdragelse af virksomhed
Statutory Text (2 Articles)
Overdragelse af virksomhed
driftsmidler leaset bort
skattemæssig behandling af fortjeneste/tab ved afhændelse af driftsmidler
Reference
AL § 6
LV 1997 E.I.1.3
A ApS klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet havde anset, at virksomheden var ophørt i relation til afskrivningslovens § 6.
Det fremgik af sagens oplysninger, at selskabet indtil d. 31. december 1995 drev virksomhed med produktion og salg af konvolutter. I henhold til overdragelsesoverenskomst af 28. december 1995 overdrog selskabet pr. 31. december 1995 goodwill, varemærke- og alle øvrige immaterielle rettigheder, varelager, varedebitorer, likvider samt dele af driftsmidler og inventar til B A/S (nu: A/S C).
Overdragelsessummen udgjorde 69.241.000 kr., hvoraf 6.541.000 kr. vedrørte driftsmidler og inventar.
Selskabet bibeholdt et antal produktionsmaskiner, som blev leaset til køber i henhold til indgået leasingaftale. Maskinerne havde pr. 31. december 1995 en bogført værdi på 17.831.378 kr. Selskabets aktiviteter efter overdragelsen bestod dels af udlejning af fast ejendom dels af leasing af produktionsmaskiner til B A/S.
Der herskede ikke uenighed om selve den talmæssige opgørelse.
Skatteankenævnet havde fundet, at der var tale om afståelse af virksomhed i 1995 i relation til afskrivningsloven § 6, hvorfor der blev ansat et tab ved salg af driftsmidler på 3.955.535 kr. Ankenævnet havde lagt afgørende vægt på, at der var sket afståelse af selve den hidtidige aktivitet, herunder goodwill, immaterielrettigheder m.v. At overdragelsen ikke omfattede samtlige driftsmidler, dannede efter nævnets opfattelse ikke grundlag for at påstå, at virksomheden ikke var ophørt i relation til afskrivningsloven § 6.
Selskabets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabets afståelse af aktiviteterne vedrørende konvolutproduktionen ikke medførte, at der var tale om virksomhedsophør efter afskrivningsloven § 6.
Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at en virksomhed først kunne anses som ophørt i henhold til afskrivningsloven § 6, når samtlige de til virksomheden knyttede driftsmidler var afhændet, også selv om dette først skete efter ophørsåret, idet der først på dette tidspunkt kunne foretages en endelig opgørelse af tabet. Dette fulgte af, at der hverken i § 6 i loven eller i cirkulæret forefandtes retningslinier vedrørende, hvad der skulle forstås ved begreberne "afhændes, afstås eller opgives" i de situationer, hvor ikke samtlige de i virksomheden benyttede driftsmidler blev afhændet i forbindelse med afståelse af en virksomhed.
Repræsentanten havde videre henvist til Ligningsvejledningen E.I.3.1.5, som han mente fandt anvendelse i nærværende sag, idet de der beskrevne regler omhandlede situationer, hvor en erhvervsdrivende ophørte med sin virksomhed, men kun frasolgte en del af driftsmidlerne i ophørsåret. Det fremgik således ikke af Ligningsvejledningen, at det var en betingelse at de resterende driftsmidler skulle henstå ubenyttede, og vedrørende bestemmelsen om, at der ikke kunne afskrives i ophørsåret, da skulle dette alene opfattes som en præcisering af, at der ikke kunne afskrives, såfremt driftsmidlerne efter virksomhedsophøret ikke længere anvendtes erhvervsmæssigt. Repræsentanten havde i relation hertil præciseret, at der ikke var belæg for at slutte modsætningsvis, og at det desuden ville være ulogisk og ubegrundet, såfremt der var tale om ophør i de situationer, hvor de resterende driftsmidler f.eks. blev udlejet, mens der ikke var tale om ophør såfremt driftsmidlerne henstod ubenyttede.
I relation til virksomhedsophør efter afskrivningslovens § 6, var det således alene en vurdering af, om den hidtidige virksomhed var ophørt eller ej, og ikke om driftsmidlerne henstod ubenyttede eller blev udlejet til køberen af virksomheden. Hvis de lokale skattemyndigheder måtte få ret i deres fortolkning af begrebet ophør i relation til afskrivningsloven § 6, ville det være muligt at konstruere tabsfradrag i en række situationer, hvor den samlede værdi af en virksomheds driftsmidler oversteg den skattemæssige saldoværdi. Totalt set var der i sådan en situation en latent avance på driftsmidlerne, hvorfor en virksomhed ved at udvælge de driftsmidler, hvorpå der hvilede et latent tab til overdragelse, og bibeholde de driftsmidler hvorpå der hvilede en latent gevinst, kunne opnå fradrag for tabet og først blive beskattet af gevinsten på de bibeholdte driftsmidler ved en eventuel senere overdragelse af disse. Repræsentanten havde anført, at det formentlig var på grund af sådanne forhold, at der var en restriktiv praksis med hensyn til afskrivningslovens § 6, således at tabsfradrag først var muligt, når samtlige driftsmidler var afstået.
Afslutningsvis havde repræsentanten anført, at idet en væsentlig del af produktionsmaskinerne, der blev benyttet i konvolutproduktionen, ikke indgik i overdragelsen til køber, da kunne tabet på de overdragne driftsmidler ikke fratrækkes i 1995.
Landsskatteretten udtalte
Reglerne om den skattemæssige behandling af fortjeneste eller tab ved afhændelse af driftsmidler m.v. i forbindelse med afhændelse, afståelse eller ophør af en virksomhed fremgik for det omhandlede indkomstår af de dagældende bestemmelser i afskrivningslovens § 6 samt lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 1. Efter disse regler skulle fortjeneste eller tab medregnes ved opgørelsen af den særlige indkomst eller for selskabers vedkommende den almindelige indkomst, jf. den dagældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 8, stk. 2, for det indkomstår, hvori den pågældende virksomhed var ophørt.
Bestemmelserne indeholdt ikke retningslinier for, hvad der skulle forstås ved virksomhedsophør, og dette spørgsmål måtte derfor afgøres på grundlag af praksis. Retten kunne tiltræde selskabets repræsentants synspunkter og var således enig i, at ophørsbegrebet på baggrund af praksis ikke kunne anses for at omfatte et tilfælde som det foreliggende, hvor der kun var sket delvis afhændelse af virksomhedens driftsmidler.
Den påklagede ansættelse blev reguleret i overensstemmelse med den af selskabet nedlagte påstand.
Et selskab overdrog sin virksomhed til et andet selskab, men beholdt en væsentlig del af produktionsmaskinerne. Efter overdragelse bestod selskabets aktiviteter af udlejning af fast ejendom samt udlejning af produktionsmaskinerne til køberen af virksomheden. Da der kun var sket delvis afhændelse af virksomhedens driftsmidler, ansås virksomheden ikke for ophørt i relation til afskrivningslovens § 6.